mandag den 25. august 2014

Instruktørmøde


Igen er det blevet tid til at starte gymnastiksæsonen og som altid lægger vi ud med et instruktørmøde, hvor vi får opdateret alle oplysninger, udfyldt sedler, taget fotos til hjemmesiden og informeret om foreningen til nye og gamle instruktører.
Denne sæson er der 97 frivillige i foreningen, og af dem meldte 87 sig til denne aften.
Sikke en stemning i hallen. 87 frivillige fyldt med spænding, sprudlende af energi og alle mødt op med positiv energi.
Dette år havde vi samtidig besøg af gymnastikkens venner, som havde et lille kursus omkring det at være instruktør i en gymnastikforening efterfulgt af gode ideer til henholdsvis spring- og rytmeundervisningen. Inspiration til efteråret.
Snakken gik og holdene fik mulighed for at sidde lidt sammen.
Det eneste problem denne aften var, at tiden gik alt for hurtigt.
Nu glæder vi os til at komme rigtigt igang om et par uger.


Gymnastikkens Venner på Facebook

onsdag den 20. august 2014

Godmorgen :-)


Hvor dejligt med onsdagsfri. :-)






Vækkeuret kan lige snooze - og snooze en ekstra gang inden det er alvor. Frihed, afslapning, at gribe indad efter sig selv.

Idag bemærker jeg lyden af blæst og regn mod vinduet, som fortæller, at vores plan om at cykle ikke bliver til virkelighed. Jeg er ikke standhaftig nok til at påføre os alle 3 regntøj og kæmpe os over bakkerne og under tunnellen, for selv at cykle tilbage igen. Det bliver bilen idag.

Ligesom beslutningen er taget kommer sønnike ind og hopper op i sengen under dynen - vi kan godt lige nå at putte lidt, når vi nu tager bilen.
Der er ro, der er fred, der er tid. Samvær, afslapning ..... ahhhhhh.

Lige indtil pigebarnet på 11 står op!
De første spørgsmål vælter ud af hende allerede inden, hun er nået helt ind på soveværelset!
Hun har også konstateret, at vejrsituationen kan få betydning for transportmetoden. Hun skal lige planlægge morgen, middag, eftermiddag og aften. Hvad gør vi med legegruppepigerne, hvis vi ikke cykler? Får alle nu en sms? Får jeg svar? Hvad svarer de?, Hvor holder jeg, når jeg henter dem? Hvad så med Jakob? Kan han være i bilen? Måske er der godt vejr senere? Krogen er gået i stykker inde på værelset og den orange ting, der hænger, ønsker hun sig en ny af!!!!!?????!!!???

Godmorgen mor, så er dagen da igang. Jeg får sendt sms'er og har styr på det hele, men må lige orientere om planerne.
Jeg er ikke helt med på kroge og hængeting!???!! og må spørge mere ind. Jeg finder ud af, hvad det er samtidig med, pigebarnet også er begyndt at snakke om små æsker og en stor kasse, der er fyldt, og hun ikke ved, hvor tingene skal stå. (Kære datter, kan vi tage værelsesindretningen på et andet tidspunkt?!)
Det kan vi selvfølgelig ikke - det skal jo være i orden til gæsterne, og pludselig er jeg ved at række barnet æsker, og rydde ud i bøjler, da der ikke er plads til tøjet inde i skabet!

STOP STOP STOOOOP
Ada spørger til min mening om alverdens ting. Jakob er imens kommet i tøj og har spist morgenmad (han har selv hældt op - der er godt nok sukker på hele gulvet, men han har gjort det SELV, hvilket er stort for ham) og gjort sig færdig, så han vil gerne have mig med til at spille Minecraft! - noget jeg har svært nok ved i fuld vågen tilstand....
Jeg er nødt til at stoppe dem begge. Ingen Minecraft for mig denne morgen. Der surmules, men når han nu selv fik lov til at få tabletten, så finder hand a vej til sit værelse, hvor han bliver stille og forholder sig i ro.
Ada er lidt sværere. Hun skal også lige vide, hvordan toppingen til muffins skal laves, om det er klart når pigerne kommer fra skole, og om jeg synes, hun skal have hængehår eller sætte det op. (Er det bedst at give et svar eller lade det være op til hende selv - jeg beslutter, at hun vil efterlyse mit svar, så jeg svarer hende med det sædvanlige svar - at hun skal sætte det op, i håb om, at der nu kan blive ro.
.... Jeg tog grueligt fejl.
"Jeg har jo altid sat håret op!" - anklagen er ikke til at tage fejl af. Jeg må minde pigebarnet om, at hun bad om min mening, og hun kan gøre som hun vil. Men så er det alligevel måske meget rart at have det sat op!!!!

Jeg skynder mig at forlade hende. Jeg skal virkelig til selv at komme i tøj, så vi ikke kommer for sent, og jeg har virkelig også brug for ROOO.
Men roen varer ikke længe. Stående under bruseren trækkes forhænget pludselig fra - så skal jeg vurdere frisurer, finde blomsterspænder, hårnåle og andet gejl til det pokkers til hår!
Stopper det aldrig. Hun viser mig et utal af frisurer og opsætningsmuligheder, på et tidspunkt svarer jeg bare, at det ser flot ud, uden at høre, om hun rent faktisk spørger!
Så træt mit hoved er, og hun har ikke engang skældt ud eller fået hidsige anfald!

Tiden skrider og heldigvis får vi travlt med at få spist morgenmad, og begge børn kaldes til bilen, så de kan blive kørt i skole.

Og jeg kan komme hjem igen og nyde min fridag.

fredag den 15. august 2014

Den første uge

Det har virkelig været hårdt og min forventning er da også at falde i søvn sammen med ungerne lige efter (måske under!) Disney sjov.
Jeg forhørte mig hos nogle af mine elever idag. Hvordan har de oplevet denne første uge.
En uge, som jeg har oplevet som kaotisk, stressende, presset til det yderste og virkelig energidræbende.
Men jeg fik da så lidt energi tilbage ved ungernes evaluering.
Det er dejligt at være sammen med sin kontaktgruppe hver dag. De er glade for halvtimes-modulerne (som allerede er hadet af lærerne - at gå ind i så mange forskellige klasserum på en dag, hvor der hvert sted skal etableres en klassekultur og stabilitet og orden er virkelig krævende), de når ikke at komme til at kede sig. De kan godt lide afvekslingen. De synes bevægelsesdelen er fantastisk (igen er vores egen vurdering nok, at vi ikke klarer denne del tilfredsstillende, men ungerne er meget tilpasse). De ønsker sig lektiecafe dagligt - de nyder ikke at have lektier, når de kommer hjem. De har kun et klagepunkt - frikvartererne er for korte - og med kun to frikvarterer på en dag, kan jeg kune give dem ret. Ingen pauser mellem frokost 11.30 og fri kl 14.50. Det betyder, at de bruger deres læsebånd, som ligger midt i dette tidsrum som en form for pause. De er godt klar over, at det ikke er hensigtsmæssigt, men der erbehov for en pause. Måske vi kan få lagt en pause mere ind. Over middag er de fleste lektioner dobbeltlektioner, og pauserne kunne evt. blive mere faste i dette tidsrum?

Min egen vurdering er stadig kaos - men jeg er virkelig glad for, at "mine" unger ikke oplever det sådan. Det giver lige gejst til at snuppe en uge mere :-)

Og de normaliserede weekender og fastlagt fritid kan jeg da godt vænne mig til. Jeg kan da ikke huske, hvornår jeg sidst bare har slappet af uden at have et par mulige arbejdsopgaver liggende på skrivebordet og i baghovedet med den lille "burde" som følgesvend. Nu har jeg bare FRI. Skønt.



onsdag den 13. august 2014

Nedsat tid, fri-onsdage

Dette skoleår har jeg valgt at være på nedsat tid.
Det har jeg været tidligere. Jeg har egentlig betalt min egen forberedelsestid, fordi jeg ikke kunne få enderne til at hænge sammen. Denne gang har jeg valgt det, dels pga reformen, hvor jeg tror, der bliver rigeligt at se til, og jeg kender mig selv. Jeg er sensitiv og perfektionistisk og kan let blive påvirket af manglende overblik. Så personligt er det sundt for mig med en pause. Og det er helt perfekt med onsdag. Så er der altid kun to arbejdsdage inden jeg lige kan regenerere.
En anden grund til mit valg er selvfølgelig også fars kræftsygdom. Den påvirkede mig voldsomt i foråret, og jeg har brug for lidt luft, hvis der pludselig skal bruges ekstra strke til at komme igennem hans sygdomsforløb igen.

Hvad skal jeg så disse onsdage? Tidligere ville jeg jo have siddet og rettet afleveringer om formiddagen, men nu har jeg jo tiden til mig selv!

Jo idag hedder det tandlæge med sønnen og cafebesøg med venner. I den nærmeste fremtid er der endda også planlagt en del - være hos mine forældre, datterens fødselsdag, og faktisk et par arbejdsdage pga. e-Twinningsprojekt og hyttetur.
Ellers ligger dagene jo åbne til at lave bestyrelsesarbejde, skrive blog, chatte og være på nettet, shoppe, få fodbehandlinger, læse bøger, motionere, gå i haven, gøre rent og .... Jeg ved, jeg nok skal finde på alt for meget og ikke nå alle de ideer, jeg har :-)

Min helt egen dag.

Cykeldag

Puha det kræver STOOOOOOR tålmodighed.
Idag rystede en anden mor endda opgivende på hovedet, da vi passerede. Om det var den onde mor eller det hysteriske barn, der var årsagen til den lette hovedrysten kan jeg ikke svare på.
Sønnens er startet i første klasse, og vi har hele sommerne snakket om, hvordan vores børn skulle følges til skole - på cykel! - dette skoleår. Dels fordi skolevejen er ret sikker, dels fordi, vi begge møder så tidligt, at børnene kan få lov at sove lidt længere, hvis de selv cykler.
Dette projekt måtte justeres til, vi cykler til skole om onsdagen, når jeg har min ugentlig fridag og kan følges med dem.
Sønnen er bundhysterisk og har den sidste del af sommerferien endelig fået lært at cykle, så han selv kan sætte af og bremse, og vi har også taget turen til skole et par gange.
Dem, der kender vores skolevej, vil vide, at når han hyler, skriger og skælder ud
  • når det går for meget ned af bakke (fordi han så bliver "utryg" ved, om han kan bremse eller dreje)
  • når det går op af bakke (fordi det er hårdt, og han er bange for at bremse, fordi cyklen risikerer at trille baglæns!)
  • når han skal over et bump eller dreje skarpt (han er bange for at miste balancen...)
  • når nogle kommer for tæt på ham (han er bange for at komme til at dreje ud i rabatten elller ind i den ved siden af på cykelstien)
  • når han skal starte op eller ned af bakke - og vi taler 2 % hældning som bakke!
  • når der er grus eller brosten (den ujævne vej, gør ham "utryg")
  • når nogle overhaler eller der kommer modkørende (hans plads på cykelstien bliver jo mindre)
  • når der er bomme (han skal jo stoppe op og starte igen!), på reel vej - hvor vi trods alt trækker cyklen og går på fortov, for den øvrige trafik er han ikke klar til
- så er det stort set hele vejen! Vi har cyklet turen et utal af gange, og han ved, han kan alle de ting, men han er bange hver gang. Jeg insisterer dog på, at vi skal træne, og jeg har fortalt ham, at hvis man ikke gør noget utrygt, så kommer man heller ikke videre.
Men lang er turen, og mange kigger på det skrigende barn, der idag tilføjede, at han ikke kan koncentrere sig, fordi styret er skævt! Undskyldninger og ord har han rigeligt af...

tirsdag den 12. august 2014

Anden skoledag efter reformen

Min første dag på arbejde med elever. Inden du fortsætter skal du vide, at denne nøje beskrivelse af en arbejdsdag også skyldes mit eget behov, for at få tænkt dagen igennem. Der står en del. God læselyst.

Stresset efter 5 minutter! Jeg ved det. En ting af gangen. Vi når det, vi når, og vi må sætte standarden efter den tid, vi har til rådighed. :(

Min mødetid var 7.30. Jeg mødte op på skolen 7.20, så jeg fik fuld arbejdstid ud af de 15 minutter inden undervisningen. Madpakken skulle jo i køleskabet og drikkedunken fyldes op inden 7.30.

Jeg får tjekket skema og ringetider og konstaterer, at jeg har 20 minutter + 30 minutter til at forberede torsdag, hvor jeg skal have fysik i min 8.klasse. Jeg har endnu ingen årsplan, jeg har ingen materialer, men jeg har da samlet en inspirationsbunke, der ligger på mit skrivebord. Jeg kigger opgivende på bunken og tænker, at effektivitet er ikke nok til at løse opgaven, men jeg må gøre et forsøg og prioritere denne opgave idag.
Jeg åbner mine mails. Dels på intra, dels på Google. På intra får jeg læst mine beskeder, hvoraf den ene indebærer en arbejdsopgave, der kræver tid, og jeg sendes ud i dagens første frustration. Samtidig konstaterer jeg, at det er tid til at gå til undervisning, og jeg har ikke fået læst mails på Google. Kun konstateret, de er der. Halvvejs oppe at stå får jeg svaret irriteret på opgave-beskeden, at jeg kan løse opgaven - men først i oktober! (Min frustration afspejles tydeligt i svaret). Samtidig dukker min skoleleder op, som får en ordentlig overfusning, grundet de vilkår, som jeg finder urimelige. Så blev dagen ligesom skudt igang.
 
På vej over til undervisningen, som de første 20 minutter består af en tredjedel af overbygningen sammen med mine teammakkere i det, der i næste uge skal blive kontaktgrupper - denne uge sociale aktiviteter - lægger jeg ansigtet i de rette folder og trækker vejret dybt.
Heldigvis møder jeg masser af elever på vejen, og der udveksles feriehistorier, kommentarer på højde og frisurer, ja sågar krammere. Det dårlige humør erstattes af interesse og grin, sjov og ballade med eleverne. Ungerne er i fokus. Mavefornemmelsen er god igen.
Jeg skal introducere frugtsalat for alle eleverne. Jeg må tage et hurtigt overblik over stolesituationen. Eleverne sættes til at hente, og vi laver en stor rundkreds. Der bliver hurtigt ro. Vi gik jo også så småt igang lige inden det ringede ind. Vi får hurtigt forklaret "frugtsalat" og legen går godt. Masser af grin, hvin, snydepelse og løben rundt. Kredsen er blevet ret stor med 50+ elever. Alle deltager. Ingen melder pas. Og da vi rydder op gøres det superflot.

Jeg er tilfreds. For nu. God start med børnene. Godt humør hele vejen rundt. Jeg fortsætter hos min nye 7.klasse. Jeg skal have fysik. Jeg ved, struktur er vigtigt for mange af eleverne. Men min planlægning har ikke været så grundig, som jeg er vant til. På splitsekunder skal jeg træffe valg om, hvad der skal præsenteres, hvor meget, jeg tror vi når og hvilke overskrifter, jeg kan sætte på. Samtidig med jeg står foran en ny klasse. Jeg får skrevet en dagsorden - og håber den holder. Lige der er jeg bare så glad for min erfaring og kendskab til typiske tidsrøvere som f.eks. "lige at finde en plads". Normalt ville jeg have forberedt pladserne på forhånd. Men det er en af de opgaver, jeg har måttet undlade dette skoleår.
Timerne går godt. Dagsordenen holder! De nye elever er søde og interesserede. Stille og lyttende, men spørger også til tingene. Jeg er vild med klassen allerede. Alle er glade og tilfredse, der smiles, spørges pænt, og der er plads til alle. Et par udfordrende smil og kommentarer, der lige skal teste en grænse er der heldigvis også, men grænserne accepteres ved første irettesættelse. Mon det bliver ved?
Det er med god og tilfreds fornemmelse i kroppen, jeg går til frikvarter.
Vel vidende, at arbejdsopgaverne er mange, stiler jeg direkte mod kontoret. Hvor jeg får efterbehandlet timerne. Jeg planlægger delvist næste gang med dette fag og denne klasse og konstaterer, at intra er rullet til dette skoleår, så nu kan jeg bruge ugeplaner, lektiebog og skrive besked til (de fleste) forældre igen. Der kommer styr på det. Nogle beskeder skal overleveres til kolleger angående praktiske informationer om bl.a. fysiklokalet, jeg lige forlod og møder senere på dagen. Vupti, så smuttede de 30 minutters forberedelse sammen med elevernes frikvarter. Ingen planlægning til torsdag påbegyndt! Ingen pause for mig selv, ingen mad eller drikke, ingen toiletbesøg.
 
Heldigvis skal jeg over til mine elever fra sidste år, hvor jeg skal høre lidt om ferien og finde bøger. Jeg har glædet mig til at se dem igen. Da jeg træder ind i lokalet, fornemmer jeg deres træthed - og de kender mig og ved, at vi skal hygge os denne første time :-). Jeg har kun 30 minutter hos dem. De er meget larmende og mange kommenterer hinanden. De virker trætte og savner bevægelsesdelen. Vi får derfor en fælles gåtur ud af boghentningen, og så smuttede den lektion sørme også. Samtidig burde jeg allerede stå i den næste klasse, og her melder et problem sig. Jeg har ikke taget materialer med til alle fagene, og jeg kan ikke nå på kontoret og hente dem. Heldigvis har jeg kopier til matematik i 7., så der starter vi, og jeg får lavet dagsordenen, således jeg først skal bruge materialerne efter middagspausen.
Eleverne blev sat igang med en matematikopgave med det samme. Jeg vil gerne lære dem at arbejde effektivt og med ro i klassen, så derfor gik vi igang med det samme, og der var rigtig god arbejdsindsats. Herefter fik vi snakket om fagets natur og hvordan vi i overbygningen vægter undersøgelsen og eksperimenteren med tal. Der er facitliste i grundbogen, hvilket eleverne fandt fuldstændig vildt. Jeg fortalte, at jeg er ligeglad med resultatet, jeg vil vide, hvordan de kommer frem til resultatet. Det kommer vist til at kræve en indsats. Mens de arbejdede var der ro, og jeg kunne nnå rundt og se, hvordan de arbejdede og snakke lidt med dem om deres oplevelse af faget. Vi kunne starte spisepausen lidt tidligt, så der blev mulighed for at sidde og sludre og høre lidt mere om eleverne.
I denne pause stilede jeg også mod kontoret. Jeg skulle af med 8.klasses materialerne og have fat i dem til 7,som jeg havde manglet i timen. Jeg nåede at spise en rugbrød inden jeg måtte rundt på skolen og finde hæfter,  mapper mm til timen efter middagspausen.

Matematiktimen fortsatte. Vi startede med grundbogen. Der blev lidt mere uro end tidligere på dagen. Dels pga lidt træthed. Dels pga faglige krav. Mellem denne time og min den næste ligger 20 minutters læsebånd. De 20 minutter, hvor jeg skal forberede fysik til torsdag. De sidste 20 minutter til forberedelse inden timerne. Men ved timens afslutning var mange elever i tvivl om, hvor og hvad de skulle læse. Nogle havde brug for at gå på biblioteket, andre trængte til vand, og inden jeg fik svaret dem alle og nåede over til mit kontor, var der kun 10 minutter tilbage!

Migræne er på vej, knuden i maven vokser. Utilstrækkelighedsfornemmelsen vokser. Og så kom der lige et par spørgsmål til intra, hvor der skulle oprettes lektiebog og deles et par dokumenter. Vips, jeg skal ikke forberede fysik! NEJ NEJ NEJ. Det kan jeg ikke leve med. Hvordan kan det gå så galt?

Frustrationsniveauet er højt. Overblikket lille. Migrænen vokser.
Heldigvis gik projektor mm. i stykker i den næste lektion, hvor jeg skulle være støtte omkring nogle elever. Men eftersom ingen kunne komme igang, var jeg hurtig til at forlade etablissementet og anvende en hel time til at få kigget på fysikbunken. Jeg nåede at få besluttet mig for et emne og kopieret til torsdag. Stadig ingen årsplan eller overordnet sammenhæng. Men klar til på torsdag - nogenlunde.

Timerne blev erstattet af teammøde i ressourceteamet, hvor vi skulle have koordineret skemaer og udvekslet de behov, som vi har set indtil nu. Hovedet dunker, dunker, dunker.

Som afrunding på dagen havde vi lige et afdelingsmøde med en del punkter. For en gang skyld var der ikke så mange kommentarer. Der var hysterisk grinen og opgivende mumlen rundt omkring. Ingen kan få det til at hænge sammen. Vikardækningen går ud over forberedelsestiden, som allerede er minimal. Vi vil så meget mere, end det vi kan give indenfor disse rammer. Vi kæmper og vi prøver. Vi håber, at det er fordi, vi skal vænne os til anderledes arbejdsgange? Vi vil så gerne være positive, men vi er også bange. Bange for at komme til kort. Det er vores ansigt der skal ud og stå foran eleverne. Det er os, der har konfrontationen. Det er os, der kommer til kort i situationerne. Jeg håber, jeg er stærk nok. Jeg håber, jeg får overblik.

Jeg VIL være lærer. Jeg er vild med at undervise. Jeg holder af alle børnene, jeg fungerer godt i undervisningen, i forældrekontakten, i planlægningen. Der skal bare være sammenhæng mellem mængderne.

Og det er nok det, der er sværest, da jeg gik fra skolen kl 17. At jeg ikke er tilfreds. At jeg ikke er færdig. Det kalder nogen fleksibel. Jeg synes netop, det er meget fastlåst og ufleksibelt, at jeg ikke kan få lov at gøre mit arbejde færdigt. Få lov at blive ordentligt klar. Ja det kan jeg selvfølgelig. Jeg kan bare gå hjem og arbejde for egen regning. Overarbejde uden betaling. Interessetimer. Men det virker også lidt forkert, nu hvor jeg ikke er blevet vist den tillid, at jeg rent faktisk gjorde det før i tiden, og jeg har mistet de fordele, der var i den aftale, at jeg så skal fortsætte med ulemperne.

For da jeg kom hjem, havde jeg fri. Næste gang jeg bekymrer mig om det ikke tilfredsstillende forberedte undervisning er på torsdag, når jeg møder på skolen kl 7:30.
Og så vil jeg nemlig udnytte den fordel, som min nye arbejdstidsaftale giver mig: at jeg har fri, når jeg er hjemme. Jeg er sammen med min mand og mine børn. Jeg arbejder ikke ekstra. Mere.

mandag den 11. august 2014

Første skoledag efter reformen

Status.
Hvordan er den så? Reformen.
Idag afspadserede jeg og tog med min søn i skole. Første dag i første klasse. Han havde vist ikke tænkt stort over det, hvis jeg ikke havde været med. - altså hvis alle forældre ikke var der. Han virkede godt tilpas. Lagde sig ind over bordet cirka 2 minutter efter læreren begyndte at tale!
Han fik masser af bøger. Havde legetime i stedet for fordybelse. Og han overlevede idræt til trods for at skulle i bad!!!
Datterne var til gengæld temmelig utilfreds. Med det der fordybelse. Man skal blive på sin plads, og hun kan altså ikke koncentrere sig med den larm. Nogle synger mens de arbejder. Hun fik kun lavet en sides matematik, og gider i øvrigt ikke dænges til med ekstra-opgaver, hvis hun ikke har lektier for. Så hun vil gerne meldes fra. NU. - det bliver hun nu ikke.

Ja og så havde jeg jo oceaner af tid der fra halv ti til halv tre, hvor sønnen klarede sig selv. Så jeg fik indhentet en masse af foreningsarbejdet. Vi bliver snart klar til sæsonstart, og det bliver en forrygende af slagsen. Masser af gode hold, 92 frivillige, instruktørmapper, velkomstfoldere og opstartsmøde parat, kurser bestilt, en del gymnaster er endda allerede meldt til.

Og til trods for manglende finplanlægning af tirsdag, ja så kunne jeg nyde eftermiddagen med begge børn. Cykle til og fra skole - selv om knægten siger, han er utryg! WTF? Få købt øreringe til datteren efter de anviste 6 uger med skudørestikkerne, supplere op til penalhusene i boghandelen, komme på biblioteket og få afleveret sommerferiebogseddelen - og lånt flere bøger - et lille smut omkring BR er obligatorisk.

Hjemme måtte jeg sende de spørgelystne og småtrætte børn på værelserne med henholdsvis Y8(spilhjemmeside) og avis for børn mens maden blev tilberedt og de forhadte madpakker blev smurt, for så at drøne ud af døren til gymnastikmøde - med de skønneste medbestyrelsesmedlemmer. 3½ time senere efter hyggesnak og praktisk planlægning er vi nu helt klar til at starte sæson 14/15.

Nu er det vist godnat. Vækkeuret skal stå på 5:35. Puha det er strengt. Og selv om jeg i morges stod op til den smukkeste fuldmåne, så er det ikke trøst nok...





fredag den 8. august 2014

Fagfestival

Utilfredsheden med den meget fejlplacerede fagfestival er ubeskrivelig. Med kaos på skolen og manglende planlægning til kommende skoleuge var det ikke lige ønsketænkning at skulle til fagfestival torsdag og fredag inden skolestart.
Jeg måtte dog også smile, da vores fagchef indledte festivallen og fik sagt, at de håbede, at vi fik så meget godt med derfra, at vi ville fortryde vores planlægning og ønske os mere tid, så vi kunne afprøve alle de gode ideer. Hvis den kom til at holde stik, ja så har jeg ryddet årsplanerne! Der er rigeligt plads til gode ideer - hvis de leveres færdige og klar til brug...
Det gode var så, at vi efter en lidt træg start rent faktisk fik lavet masser af eksperimenterende og undersøgende matematik for overbygningen. At vi sad ned til det hele, lever så ikke helt op til bevægelseskravene, men opgaverne var gode og udfordrende, omend det faglige niveau lige skal justeres lidt.
Nu håber jeg bare, jeg finder tid til disse justeringer, så jeg kan få opgaverne med på årsplanen. Jeg er vild med åbne opgaver, der opfordrer til elevernes egen tænkning. Det er ikke altid eleverne er helt lige så vilde med det - så kan de jo ikke få at vide, om det er rigtigt eller forkert!

Jeg kan konkludere, at fagfestival er en god ide både fagligt, men også socialt. Det er godt at mødes med kollegerne i kommunen fagligt og diskutere forskellige løsningsmodeller i undervisningen.

Dog må jeg understrege, at det er essentielt, at der vælges et mere oplagt tidspunkt - måske lige når eleverne går på sommerferie. Der kan, der læsses på, så vi kan få lavet årsplanerne og planlagt vores undervisning i dagene inden skolestart. Det bliver første år nogensinde, jeg ikke har lavet pladser eller forberedt en velkomst til eleverne. Heldigvis har jeg prøvet det før, og kan nok finde på noget, men det ville have været rart at have tænkt mere over situationen, så det føltes mere velovervejet.

tirsdag den 5. august 2014

Normaliseret...

Hvad er normen?
I hvert fald, at man laver alt sit arbejde på sin arbejdsplads.
Samtidig har vi fået mødetider for det kommende skoleår.
8.30 til 14 - en enkelt dag forlænget til 17 i 2 uger i sommerferien. Ellers 7.30 til 15 også med en enkelt dag forlænget til 17 i de 40 skoleuger. Nogle udvalgte datoer forlænges arbejdsdagen yderligere med nogle timer.

Det lyder jo faktisk dejligt. Helt utopisk.

Første dag var igår mandag den 4. august. Fri kl 14. Det var skønt. Eller? Jo det var dejligt at hente sin søn tidligt, tage en cykeltur, have tid til at læse med ham, lave mad og være sammen med familien om aftenen. Men mavefornemmelsen var ikke helt god. Med viden om alle de opgaver, der venter en, som endnu ikke er udført, som ikke er mulige at udføre på den opmålte arbejdstid, er det svært at læne sig helt afslappet tilbage.

Forståelsen af jobbet skal ændres siger mange. Skal det være en lønmodtagerkultur? Går jeg kun på job for at få min løn? Faktisk ikke. Jeg er glad for at være sammen med andre mennesker. Jeg synes det er udfordrende at finde vejen til de unges læring og udvikling. Det er fedt at se dem rykke sig. Og fantastisk, når jeg er medvirkende i en succeshistorie.
Og i den forståelse er det jo ikke rart at være usikker på, om jeg nu når at få kopieret opgaver, talt bøger op, lavet pladser, skrevet en lille velkomsthilsen, tjekket op på borde, stole og hentet hæfter, mapper mm, tjekket op på udstyret i fysiklokalet, printet skemaer og klasselister, tjekket fødselsdage for mine elever og skrevet dem i kalenderen, tilmeldt elever med læsevanskeligheder til basen med lydbøger, få tilrettet forældre- og elevintra, så elever og forældre kan skrive til os, så de kan se vores ugeplan (hvis en sådan bliver lavet!), får fundet alle de små praktiske ting til en social leg eller lavet alle posterne til bevægelsesdelen i matematik.
Først og fremmest mangler selve årsplanerne stadig. Jeg håber, jeg når dem og kopiering i morgen.

Jeg håber, det hele bliver godt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive klar. Det er trods alt stadig mig og mit ansigt, der på mandag står foran eleverne (ok tirsdag, jeg skal med min søn til første skoledag mandag...). Det er mig, der skal have overblikket og styringen over klassen. Jeg ønsker mig is i maven...

søndag den 3. august 2014

Børnepasning

Bedstemor: »Jeg kunne aldrig drømme om at være serviceorgan« 



Næh.
Det kan de færreste vel?

Bør bedsteforældre stå til rådighed for børn og børnebørn? Står vi (forældrene) til rådighed for bedste- eller oldeforældre? Forventer vi ikke, at velfærdssystemet klarer servicen? Eller robotstøvsugeren?
 
Måske er det en syge-dagpleje ordning, der er behov for? Pædagogisk uddannede sygeplejersker. En taskforce,  der kan tilkaldes?
 
Hos os, er vi så heldige, at vi sjældent har haft brug for at blive hjemme pga syge børn. Og med bedsteforældre, der stadig er på arbejdsmarkedet OG bosat med en afstand, der gør det vanskeligt at kontakte dem i tilfælde af sygdom, er det ekstra heldigt. Jeg genkender udfordringen med et sygt barn, aftaler på jobbet - og hvordan det ALTID kommer på tværs af ens øvrige planer. Det ville da have været rart med bedsteforældre, der stod parate til at overtage det lille pus, lige i nærheden.
 
Jeg er nødt til her at indskyde, at vores bedsteforældre faktisk har brugt fridage på at passe vores børn, hvis en børnesygdom af længere varighed skulle opstå. De har brugt feriedage på at underholde i skoleferierne, som jo er længere end forældrenes ferie.

Jeg ved virkelig ikke, hvad vi ville have gjort uden denne mulighed.

Allieret os med andre familier i lignende situationer. Måske. Købt en barnepige - og kan man det? Altså for nogle dage af gangen? Skaffet os en reservebedste?

Der kan være uendelige årsager til, at bedsteforældrene ikke kan træde til. Hvad med dem, som ikke har bedsteforældrene? Familier bør kunne fungere uden bedsteforældre som redningsplanke.

Med det sagt, så er bedsteforældrene jo uendeligt gode at have. Børnene glæder sig til at se dem. Vi kender dem så indgående (forældrene). Vi ved, hvad de står for. Vi kender hinandens rutiner. Derfor er det så enkelt og ligetil at lade børnene være hos dem. Vi stoler på hinanden. Vi elsker hinanden.

Erstatning er svær at finde. Men vi planlægger selv, hvor mange børn vi får i familien. Og så må vi glæde os over de gange, hvor bedsteforældrene kan træde til.