fredag den 12. juni 2015

Tiltrængt weekend

Denne eftermiddag er helt fantastisk. Solen skinner, haven blomstrer, havemøblerne er klar og efter en fridag i går, hvor det meste af dagen gik op i kørsel og chaufførtjanser fremfor afslapning, så er det lige præcis trumfen jeg sidder med nu. En weekend uden planer. Intet er i kalenderen. Alt er muligt. Men først og fremmest er ønsket, at bagdelen rammer liggestolen og forbliver plantet der i sammenhængende 30 minutter. En drink ved siden af - måske en Capirinha, og jeg kunne hurtigt drømme mig tilbage til en strandtur i Barcelona :-)
Hygge med børnene, Ada har maaaange lektier for, så dem skal vi nok lige hjælpe lidt med at strukturere i inden hun går i panik. Men hun arbejder også med naturfagsprojekt, som hun er vildt interesseret i - og så er forældrene jo nysgerrige for at se, hvad hun finder ud af at lave.
Jakob skal nok spille lidt Pokemon-kort. Mon mor her får lært at være med, eller er det for langt ude for mig?

God weekend til jer alle sammen. Jeg vil nyde min i fulde drag. Ahhhhh

søndag den 7. juni 2015

Genkendt

Hold da op. Jeg læste det her indlæg. Og mon ikke jeg genkender så mange af følelserne beskrevet heri.
Jeg måtte derfor undersøge bloggen lidt nærmere, og med opdagelsen af, at det er en navnesøster, der har skrevet, gav mig en helt speciel fornemmelse af connection. Tænk at en fremmeds lille skriv kan sætte fuld sving i hele følelsesregistret. Tak for det Pernille

Pernille Højland-Rønde

http://stay-positive.dk/2015/06/05/tarer-i-guds-hus/

tirsdag den 26. maj 2015

Akupunktur


Efter at være blevet testet på kryds og tværs hos diverse specialister kan jeg heldigvis konstatere, at min migræne ikke skyldes alvorlige tilstande. Det får den bare ikke til at være mindre smertefuld, og til trods for jeg synes, at jeg har haft rigeligt med smerter, ja så kunne det blive endnu værre.

Jeg vil mene min krop krængede sig rundt i alverdens umulige stillinger i et forsøg på at finde en position, der kunne forbedre tingene bare en lille bitte smule. På et tidspunkt ønskede jeg mig at være ejer af skruetvinger i et ønske om at mase hovedet sammen, for på den måde at få en fornemmelse af, at det hang sammen! Min mand fik dog hældt rigeligt med smertestillende på mig, da han ved et tilfælde kom forbi og fandt mig med hovedet liggende på sengebordet mens en hånd var i færd med at mase tindingen nedad samtidig med at benene lå krøllet sammen op af væggen - ryggen rørte vist sengen...
Så var det jeg besluttede mig for, at jeg må gøre noget mere. Lige nu hedder kuren en bideskinne - som faktisk har hjulpet gevaldigt - samt smertestillende medicin (Ipren, Pamol, Maxalt) som tages ved anfald. Jeg forsøger dog at undgå medicinen, da medicinoverforbrugshovedpine kan blive konsekvensen, og så er der jo pludselig ikke noget at gøre.
Jeg har fundet ud af, at det hjælper at bruge solbriller, når jeg kører bil, så øjnene ikke overbelastes.
Jeg får tonsvis af gode råd i forhold til kost, motion og anden medicinering, men et forsøg af gangen, og denne gang besluttede jeg mig for akupunktur.

Lidt spændt mødte jeg op til min første tid, hvor der blev talt lidt generelt omkring min helbredstilstand inden akupunktøren satte de første nåle i øret - permanåle, som skal blive i øret i op til 10 dage. Sidder de stadig i øret der, skal de tages ud.
Dem er jeg meget spændt på, og jeg har gået og mærket til dem flere gange dagligt. Jeg har fået små plastre over dem, hvilket jeg tror er heldigt, for ind imellem klør det omkring nålene, og så er det jo heldigt, jeg ikke lige får dem kradset ud. Jeg fik 2 nåle i det ene øre og 3 i det andet. Efter 3 dage er jeg kommet til at pille den ene ud. Jeg troede faktisk, den var faldet ud, og jeg kunne ikke rigtig få den trykket mod huden igen, men da jeg gav fortabt og pillede plasteret væk, kunne jeg godt se, at jeg bare skulle have ladet den sidde, for spidsen af nålen var stadig i øret. Den lektie har jeg lært til næste gang...
Da permanålene var placeret fik jeg sat nogle "almindelige" akupunkturnåle i. Det gik rigtig fint, kun et par nåle i ringetåen (hedder den det, den ved siden af lilletåen?) lige ved siden af neglen generede en del at få i. Mens nålene så skulle sidde i, fik jeg zoneterapi, og det føltes intet mindre end fantastisk.
Jeg elsker at få fodmassage eller nusset fødderne (jeg ved godt, fødderne ikke er de mest sexede og efter mange år sammen med manden, så er forelskelsen ikke så stor, at han jubler over at få lov at trykke lidt på fødderne - men han gør det trods alt - endnu). "Tryk lige lidt på siden af alle tæerne, tryk lidt der, hvor tæerne sidder fast på foden, og også trædepuderne lige der bagved. Ja og så husk lige ydersiden. Hælene er osse lidt ømme..." Jeg kan faktisk godt forstå, han ikke er vild med at give sig i kast med det!
Men det var som om min behandler på forhånd vidste, præcis hvor hun skulle trykke - og hvor hårdt. Smerten var god og jeg mærkede bedringen allerede mens jeg lå der - heldigvis var hun ikke bange for at tage fat. Der er ikke noget værre end massage, man ikke kan mærke. Her var jeg bestemt ikke i tvivl om, hvor hendes fingre befandt sig, men mens hun trykkede var det som om alt andet forsvandt. Der var kun mine tanker, mit hoved og mine fødder, hele kroppen krympede sammen som en harmonika og jeg mærkede kun de to steder i det øjeblik. Hver gang, hun tog ved et nyt sted, strålede virkningen op i hovedet, hvor den fyldte hele hjernen med en form for prikken, som lige så stille aftog igen, for at mærke, den rare fornemmelse i punktet i stedet. Helt fantastisk, og det er absolut ikke sidste gang, jeg har prøvet zoneterapi.

torsdag den 7. maj 2015

Samlet forberedelsestid

Med forårets komme var der også en kort periode med angst for, at der kunne blive tale om konflikt omkring arbejdstidsaftalen for lærerne igen. Mindet om lockouten er mere smertefuldt og angstprovokerende end lige først antaget.
Men heldigvis blev det et ja til den spinkle aftale, som trods alt peger i den rigtige retning, selvom der ikke er meget at komme efter.
Men hensigtserklæringen omkring mere kvalitet i forberedelsestiden var og er egentlig en rar udmelding.
Igår fik jeg så mail fra kommunen om de lokale aftaler, og her opleves det der med hensigt meget kraftigt. Kommunen har tolket på, hvad sammenhængende forberedelsestid betyder, og her har man fundet frem til, at blokke af 1 times varighed betragtes som sammenhængende! Need I say more?

onsdag den 6. maj 2015

Mælkebøtten

De hører sig jo til - bare helst ikke i det antal de er igang med at invadere min have med. Jeg synes, jeg fjerner mælkebøtter hver dag, og alligevel kan de ikke holdes nede.
Jeg har en af de der smarte mælkebøttefjernere, og sådan er der da også røget et par sækfulde ud. Så forsøger jeg også lige at snuppe dem med, når jeg slår græsset, og så er jeg OG ungerne også ude at plukke dem. Vi har en  i nabolaget, hun giver en krone pr stk - det tør jeg ikke love med det massive antal, der præger både min have og området omkring vores hus. Måske pr hele mælkebøtte inklusiv roden inden den sætter frø... og breder sig ud over alting igen.


Mælkebøtterne overtager det hele, men når det er sagt, så har jeg da også brugt lang tid på at lege med dem. Bare plukke, men også puste frø eller lægge stænglen i vand og lade den krølle sig sammen i alle mulige former. Eller få andre til at dufte og så poppe den op i næsen på dem :-)

På en gang er mælkebøtten irriterende, fordi jeg ikke kan styre den, men af samme grund er den fascinerende - den giver ikke op, den bryder gennem alt og blomstrer de mest mærkelige steder og er på den facon også vidne om, hvor forunderlig naturen er.

Hvorfor er det, at jeg ikke nyder mælkebøtten,  men gerne ser på krokus og erantis bryde frem. Måske jeg skulle nyde den og udnytte den som en del af min køkkenhave - den passer jo sig selv.


Så kan jeg begynde at spise mælkebøttesalat og flette blomsterkranse.
Alt imens jeg lader symbolikken fra denne plante, der i øvrigt blev nummer 2 i kampen om at være nationalblomst, fylde mit sind, så jeg også tør bryde ud og gøre som jeg vil, så jeg kæmper videre i medgang og modgang. Jeg kan huske på det mere fornemme navn - LØVETAND - som min mormor som regel brugte. Det lyder ophøjet og rustikt. Det passer vel egentlig bedre til planten end mælkebøtte, som mest refererer til den saft, som løber inde i stænglen.

Alting afhænger vel af øjet der ser, og mon ikke også nok jeg skal ud og kigge lidt på de gule blomster i græsset, mellem fliserne og i bedene i morgen igen. Mon de så skal plukkes, fjernes med rod, laves til kranse, spises eller smides i en sort sæk?

Gode råd til at fjerne mælkebøtter

Salat med mælkebøtter og andre opskrifter med spiselige planter- selvforsyning.net

Mælkebøttesalat + opskrifter med skvalderkål og brændenælder - mad og bolig

Mælkebøtterevolutionen - om at bryde ud og gøre tingene anderledes

søndag den 26. april 2015

Psykiske handicaps

Billedet er desværre ikke mit eget
Så sandt. Man møder mange fordomme, når der tages medicin eller behandles mod psykiske eller i det hele taget usynlige lidelser. Men tag dig nu sammen og gør noget selv er meget brugt, og det anses som et svaghedstegn ikke at kunne løbe, motionere, eller strukturere sig ud af psykiske vanskeligheder. Medicin er i hver tfald meget farligt og dumt (og der er selvfølgelig bivirkninger, men blodtryk, stofskifte og mange andre sygdomme behandles med medicin uden alle disse kommentarer.

torsdag den 23. april 2015

Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet

tirsdag den 14. april 2015

Den store stygge MR-scanner


På grund af migræne blev det besluttet, at jeg skulle en tur omkring MR-scanneren. Der var en del ventetid, som blev forlænget, da jeg var nødt til at aflyse min første aftale pga hoste - man skal jo ligge helt stille i scanneren.
I ventetiden fornøjede jeg mig med at høre om andres oplevelser med dyret. Og de var grumme. Jeg husker ikke nogle positive fortællinger. Man har måttet opgive scanningerne, tage bedøvende medicin og hyperventilere med fornemmelsen af at blive mast sammen dels af selve maskinen men også af den sønderrivende lyd der flænser alle tanker i stykker og gør muligheden for at samle sig selv fuldstændig umulig.
Jeg havde slet ikke overvejet andet end, jeg ville lægge mig på en briks, blive kørt ind i scanneren, ligge og hvile, ja faktisk meditere eller bruge lidt mindfullness mens scanneren gjorde det usynlige arbejde.

Pludselig oprandt dagen, uden de store bekymringer herom. Jeg nåede dog at overveje, om jeg skulle have taget nogle af alle de gode historier mere seriøst og fundet alle mine pillerester i medicinskabet og tage dem i håb om at opnå en form for bedøvende rus. Det fik jeg dog ikke gjort, for jeg skulle lige nå en tur i haven og samle mos op og lægge lidt sten...
Min mor kørte mig til Frederikshavn, så vi havde en hyggelig tur derop med en god snak bare os to. Min aftale var om søndagen, så parkering fandt vi let, og der var meget roligt og fredeligt på sygehuset og vi var de eneste i venterummet. Man kunne komme i tvivl om, hvorvidt vi havde taget fejl, men der havde da siddet en receptionist i indgangen.
Det blev hurtigt min tur, og jeg måtte afklæde mig briller og sko inden jeg kom ind til selve scanneren - smykker og nitter på tøjet havde jeg udeladt hjemmefra.
Jeg blev noget overvældet af størrelsen på røret. Maskinen er ikke ligefrem fiks. Spændingen voksede. Oppe på briksen fik jeg ført gitteret ned over mit hoved - der sad et lille spejl, så jeg kunne kigge ud til sygeplejersken, og jeg fik en slange med en knap, jeg kunne klemme om, så jeg kunne give tegnt il at ville ud, hvis det blev nødvendigt. Jeg blev kørt ind i maskinen. Jeg fik lyd i mine hørebøffer, først i form af samtale med sygeplejersken, som forklarede, hvor lang tid der ville gå, dernæst i form af musik. Jeg nåede lige at tænke, at jeg sagtens kunne slappe af, inden den mekaniske buldren væltede ind over alting. Hvorfor sætte musik i ørerne, når den ikke kan høres? Det lykkedes mig at følge de forskellige rytmer og jeg lå og forudsagde den næste rumlens længde, styrke og toneart.
Pludselig var det slut, og jeg blev ført ud af dyrets mund - stadig i live, omend lidt ør i hovedet af den megen larm.
Som bonusinfo kan jeg også afsløre, at min hjerne ser helt fin og normal ud (om den også fungerer normalt, kan de ikke garantere)

onsdag den 25. marts 2015

Jeg keder mig!



Det er sundt at kede sig...
I så fald burde jeg blive hurtigere rask! Endnu engang er jeg ramt af noget, der indtil videre har taget en uge. Jeg forsøgte at ignorere det og bilde mig ind, at det bare ville gå over igen, men feber og hovedpine fik mig til sidst i seng.
Det er bare dødsygt at ligge herinde og være syg, når foråret titter frem udenfor. Jeg vil gerne i haven, lægge stenkant, lægge kartofler, vende jorden og fjerne ukrudt...
Idag regner det heldigvis, så er udetrangen knap så stærk. Men jeg keder mig stadig.
Idag har jeg leget med SurveyMonkey. Jeg har lavet en spørgeskema-undersøgelse til instruktørerne i foreningen. Jeg ved ikke, om jeg kan bruge det til noget rent praktisk endnu. Vi plejer jo at holde evalueringsmøde, hvor forskellige emner bliver diskuteret. Spørgeskemaet kan vel gøre det ud for noget af det? Eller pege på, hvilke emner vi skal have diskuteret?
I hvert fald bliver det interessant at følge op på.
Så har jeg også forsøgt mig lidt frem med LucidPress til google drev. Bare lige for at prøve.
For begge programmer gælder det, at hver gang jeg vil bruge nogle af de smarte funktioner - ja så skal jeg opgradere til den ikke-gratis udgave :(
Ja og så fløj tiden jo alligevel for mig, så det der med at kede sig, det er ikke noget jeg gør i i længere tid af gangen... ;-)

torsdag den 12. marts 2015

Opvisningssæsonen pynter på humøret

Man må sige, vi er i fuld gang med opvisningerne herhjemme. Indtil videre er det kun Ada, som har været på gulvet. Jakob og jeg venter til den 22. marts i lokalforeningen (Rosendal) - men vi er helt klar - næsten :-) Vi glæder os i hvert fald.
Min rutine i at gå til opvisninger mangler dog lidt finjusteringer endnu - nogle kommer med puder til at gøre de mange timer på bænkene mere tålelige for bagen. Andre har styr på dne rette mængde mad og drikke til et par dage i hallen. Jeg øver mig. På lørdag får jeg chancen igen. Vi skal til Farsø, hvor Ada laver opvisning, men vi glæder os også til at se efterskoler, rep-hold, ungdomshold og rytmeaspiranter på gulvet. Holdene fra egen forening glæder vi os også til at se, selvom nogle måtte indvende, at vi jo har set dem flere gange, men vi begynder at sammenligen - har de en god dag idag, får de lavet en halv eller en hel skrue. Vi ser udviklingen fra første gang på gulvet til afslutningen - som for os er den 28. marts i Hobro.








onsdag den 18. februar 2015

+ og - listen

Jeg synes ikke ligefrem det er opmuntrende og positive omgivelser livet har sendt mig lige nu.
Pessimismen og depressive tanker har let ved at dukke op. Det sidste år har selvsagt været hårdt med min syge far og hans død i december og begravelse i januar. Det er kommet bag på mig, hvor mange praktiske opgaver, der følger i kølvandet på et dødsfald, og min mor har da stået med det meste. Nogle gange, synes jeg, at der dårligt har været plads til sorgen blandt alle de andre praktiske ting, men måske er det meget heldigt og en del af processen.
En skolereform og et nyt job (det valgte jeg selvfølgelig selv) har tæret på kræfterne mentalt, og jeg har mærket et større søvnbehov.
Jeg er klar over, at begge belastninger kræver bearbejdning over længere tid.
Jeg har glædet mig voldsomt til denne lille vinterferie, som uheldigvis ligger forskudt for mine børns - eller sådan tænker jeg almindeligvis, men i år har jeg glædet mig til alenetiden. Jeg har haft brug for tid til at være mig selv, og jeg har endda forkælet mig selv med massage og hotelophold, således der kan være total og fuldstændig afslapning i et helt døgn.
Det har holdt mig oppe de sidste mange uger, jeg har set frem til denne uge, jeg har følt det som chancen for at rejse mig igen som en fugl Fønix. Ja det er nok høje forventninger til en enkelt uge. Men jeg har tænkt det som at reboote hele systemet, klar igen, med ny energi. Ny glæde. Positive tanker. For de er der - derinde. Jeg er egentlig glad og tilfreds.
Jeg sætter stor pris på min lille familie herhjemme, min mand, der bakker op og støtter og hjælper, to velfungerende søde børn. Jeg nyder at være sammen med dem, vi hygger os.
Mit (nye) job, hvor jeg har (igen) har fået masse af gode, søde, hjælpsomme kolleger. Vi hygger os også sammen og løser udfordringer i hverdagen, der er positiv stemning og arbejdsglæde. De nye elever er sørme også søde, og jeg har det godt og føler mig tilpas i klasserne. Jeg har fået et super skema med mine ønskefag og på en enkelt årgang. Jeg er vild med gymnastikken og holder af at komme i hallen, hvor både børnene og jeg selv dyrker gymnastik. Lige nu har jeg orlov fra bestyrelsen pga min situation, så også der møder jeg forståelse og hjælpsomhed.
Men en lillebitte forkølelse kan lige vælte mig af pinden. Jeg har feber, pudser næse, tager zymelin, tager et par piller, sover lidt, tager dynen af, tager dynen på, åbner vinduet, drikker appelsinjuice, smører med mentholatum, nyser, pudser næse, pudser næse igen, spiser en halspastil, pudser næse, tager dynen af, prøver at læse lidt, pudser næse, tager dynen på og hviler et øjeblik.
Og så er det opgivelsen dukker frem. Holder jeg til min alenetur? Magter jeg at lægge mig ned og få massage - kan jeg trækker vejret? Eller skal jeg pudse næse hvert andet sekund? Kan jeg nyde at være alene, eller kommer jeg bare til at sidde og savne min egen dyne og køleskabet med vand, cola og appelsiner? Så får jeg ondt af det med mig selv, for det var jo præcis denne tur, jeg havde så store forventninger til.
Og så er det, jeg skal minde mig selv om alle de gode ting i mit liv, og jeg nok kommer videre selv om turen ikke bliver, som jeg havde tænkt. Måske massøren alligevel får fat og løsnet op om nogle af de spændte muskler og mon ikke jeg kan medbringe drikkevarer og en pakke kleenex på hotelværelset. Om jeg så sover hele opholdet, så har jeg haft ro.
Fugl Fønix er ikke helt klar til at lette endnu, men den gemmer sig derinde.

mandag den 16. februar 2015

Overenskomst 2015

Med vinterens afslutning indledes overenskomstforhandlingerne for mange kommunalt ansatte og også for lærerne.
Jeg har egentlig ikke skænket det en tanke. Ind imellem har jeg noteret mig det i overskrifter i fagblad eller andre aviser, men ikke haft energi til at forholde mig til det.
En dag ser jeg dog en overskrift, der sandsynliggør en konflikt mellem KL og Dlf, røres jeg alligevel i mit inderste. Min krop reagerer med kvalme. Jeg bliver ked af det, desperat og kan mærke blodet pumper hurtigere rundt i kroppen, mine kinder blusser, men jeg har ingen ord. Intet kan jeg sige. Intet ved jeg. Ud over, at jeg ikke magter konflikt.
Jeg synes egentlig jeg håndterede konflikten i foråret 13 med en vis ro. Jeg var glad for at komme tilbage på arbejde og forholdt mig med lidt afstand til selve udkommet og forsøgte at tage en dag af gangen. Jeg måtte håndtere reformen, når vi kom til den.
Men med muligheden for igen at være i konflikt, at have alles øjne rettet mod en, at bruge sine kræfter døgnet rundt på at tale sin sag til møder, demonstrationer, happenings (uden at blive hørt), at blive mistænkeliggjort og skulle forsvare sig selv alle steder (i Brugsen, avisen, til familiefester, til fritidsaktiviteter, på gåturen ned af vejen), at møde tilbage på arbejde og igen skulle forklare og tage hånd om og opbygge skoledagen for eleverne igen. Hvordan kommer jeg igennem det endnu engang?
Jeg overvejede lige et par timer bare at sige op og finde et helt andet job - jeg aner desværre ikke, hvilket job jeg ville kunne passe - jeg brænder ikke for andet end lærergerningen, så jeg har fundet den rette hylde.
Nu er der heldigvis indgået et forlig. Det lever vist ikke op til mange af vores forhåbninger, og jeg kan da også læse, at rigtig mange er meget utilfredse med aftalen. Ingen ny arbejdstidsaftale - dog med mulighed for at lave lokale aftaler. En hensigtserklæring omkring lærernes forberedelsestid - men ingen sikring heraf.
Jeg tænker over min holdning til aftalen, og forsøger ikke at opveje det mod min frygt for konflikt - det skulle nødig være frygten, der gør, at mine arbejdsforhold bliver utålelige.

søndag den 8. februar 2015

Livsglæde og andet godt fra børnehøjde



Børn er født små filosoffer - deres forklaringer på verden er helt ud fra en umiddelbar logik, som jeg både kan smile og grine højt af samtidig med der gives anledning til en ny tanke kan spire.

Min søn har i den sidste tid belært mig på mange forskellige måder.
I mine øjne er han en pivskid - tøsedreng, kald det hvad du vil, men han hænger ikke øverst i klatretræerne, han tager ikke vandrutchebanerne og han cykler ikke lige i skole!
Alligevel overrasker han ved så at kælke opretstående på kælken oppe i SFO'en - han glemte lige et øjeblik sin skræk for "så mange ting" - sådan siger han selv. Desværre faldt han og fik en bule i panden - øv øv.
Men hanforklarer selv således:
"Det er fordi, jeg har livsglæde, jeg har skræk for så mange ting"
Jeg har spurgt ham, om livsglæden varer ved, hvis alting nu bliver lidt kedeligt, men han keder sig ikke endnu...
Så en vis forbeholdenhed overfor nyt er vel ok?

Han har desuden ikke fortalt nogle på skolen, at hans bedstefar er død - for han bliver så ked af det, hver gang, han tænker på det.
Jeg bliver jo helt rørt på min søns vegne, men kun et par timer senere, står vi og mangler sko til et kunstprojekt, og drengen nævner, at vi da bare kan se om ikke bedstefar har nogle til at stå, han kan jo alligevel ikke bruge dem mere!
Og når jeg prøver at forklare ham, at jeg har en "snak" med bedstefar inde i mig selv, himler han med øjnene og siger, at han jo er død, så det kan man ikke. Kategorisk melder drengen også ud "jeg tror ikke på Gud", da storesøster har besluttet sig for, at hun tror på Gud og vil konfirmeres. Jakob tror på universet, solen, månen og stjernerne.

mandag den 26. januar 2015

Gymnastik på Fyn - og en forstuvet fod!!!

Tja foden venter vi lige med.

Weekenden bød på anden del af vokseninstruktørkurset, som jeg startede i november sammen med min makker fra Rosendal og en instruktør fra Valsgård. Et kæmpe bonus også at lære denne instruktør at kende, og jeg synes, vi har fået et samarbejde, som kan vise sig meget fordelagtigt i fremtiden for vores lokalområde i forhold til gymnastiktilbuddet.
Lige der fredag eftermiddag, hvor turen går til Fyn faktisk inden man når hjem fra arbejde vel vidende, at jeg stort set ikke når hjem og slappe af inden endnu en uge banker på døren, er det ikke entusiasmen der fylder mest.
Men da bilen dukker op, glæder jeg mig selvfølgelig til at se alle de andre kursister igen og med muligheden for en lur inden vi når Fyn, ja så er vi godt spændte og klar til kuset, da vi når frem.
Denne gang skal vi være i SG-huset -og hvilket fantastisk sted. Da vi ankommer er der træning i flere af hallerne - deriblandt sportsgymnastik, og lidt spændende er det da at se en flok små piger træne i den forskudte barre.
Fredag aften klør vi bare på, og med udsigt til en rigtig seng på et vandrehjem i denne omgang, så er det som om alting går lidt lettere, og uden at have opdaget det er det pludselig tid til aftensnack og sengetid.
Weekenden går hurtigt med foreningslære - generalforsamling, førstehjælp, forbindinger, opvarmning, bevægelseskvalitet, akrobatik, sæsonplanlægning, serieplanlægning, musikteori og selvfølgelig springmodtagning og springopstillinger.
Medkursisterne er inspirerende, alle spørger ind, kommer med ideer og erfaringer fra lokalforeninger og der deles på kryds og tværs. Vi hjælper hinanden over de forhindringer der måtte være - både fysisk og psykisk. Ja og så lægges der en rigtig forbinding og findes badekørestole til den kursist (Ja det var mig!), som vred om og forstuvede foden.

Jeg sidder og skriver dette indlæg 14 dage efter og jeg bliver stadig helt høj ved at tænke på weekenden og ikke mindst udbyttet. Mine instruktørkompetencer er øget betragteligt. Jeg er mere sikker i springmodtagning, men især mere sikker i træningsopbygningen og sikringen af en kvalitet og hensigtsmæssig fremgangmåde og rækkefølge, så jeg kan vejlede gymnasterne og ikke mindst de hjælpeinstruktører, som jeg har på mit hold. Jeg kan anbefale alle voksne sådan et kursus.

torsdag den 15. januar 2015

Den sidste afsked

 Jeg har taget tilløb til dette indlæg et stykke tid - døden er et svært emne. Endda overskriften volder problemer. Vi har da også snakket med børnene om nogle af de mange måder at benævne døden på. Ud over overskriften findes der mange flere mærkelige beskrivelser - at stille træskoene, giver for eksempel ingen mening for børnene idag.

Jeg frygtede længe afskeden med min far - især fordi den har hængt der lige foran os i lidt mere end et halvt år. Jeg har ind imellem tænkt på det, men skubbet det foran mig. Været bange for, at han bare skulle dø, uden jeg fik sagt farvel, været bange for, hvordan man siger farvel, været bange for, om han ville have ondt, være bange. Det ene øjeblik ønsket, han bare skulle falde i søvn og dø, det næste, at jeg kunne holde hans hånd. Tvivlen om, om jeg overhovedet ville opdage, hvornår han døde - kan man se det, mærke det?


Afskeden blev smuk, og måske endnu smukkere, fordi hans sidste døgn var plaget af smerter og hallucinationer. Han fandt ligesom fred - både i krop og sjæl. Han kiggede mor og jeg i øjnene hans sidste minutter/sekunder - tidsfornemmelsen forsvandt lige der. Rumfornemmelsen forsvandt. Kropsfornemmelsen forsvandt. Det var som om vi alle tre var i et og kommunikerede uden ord. Alle vidste vi, at det var den sidste afsked, og mens hans krop fik fred, så fyldtes min krop med hans kærlighed og i øjenkontakten var alle vores forbindelser som far og datter, hele vores fælles historie, vores samhørighed. Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere afsked. Og jeg vil aldrig glemme min far i dette øjeblik. Så intenst og smukt. 

Samtidig er jeg lykkelig for vores sidste års tid. Vi fik virkelig alt det bedste ud af året, der er gået. Far kæmpede, og vi kæmpede som familie med ham - ikke mindst min mor, som har passet og plejet ham og sat sin egen hverdag til side. Sommerens strandture. Fars gode humør, grin og optimisme. Vi har været sammen. Efteråret, der gav ham og mor en tur til København - omend på stærk medicin. Julen, den sidste tid, som han fik med. Juleaften, hvor vi hyggede os som familie.

Begravelsen blev også smuk. Der dukkede så mange venner og bekendte op fra min fars ungdom og tidligere arbejdsliv/fritid, vi var meget rørte. Kirken var fyldt af både blomster og mennesker. Det var dejligt at hilse på og mærke, hvor mange min far har betydet noget for. Præsten havde en ualmindelig smuk tale, hvor hun endda havde overskud til at respektere både Nicolais og Mads' ateisme og min - temmelig store - tvivl på Guds eksistens. Far fik en kristen begravelse, som han selv og min mor ønskede, men talen gik meget på engle på et mere abstrakt plan, hun inddrog børnene og ved samtalen inden talte hun længe med os alle, så hun har været en stor del af en god sørgeproces. Hun så på billeder med os, lærte fars natur at kende og tog fars glæde og humor med ind i kirken, så selv om tårer og snot rendte ned af kinderne, så smilte og grinede vi på samme tid.


Det giver en stor ro og tilfredshed at vide, at alting er foregået på ordentlig vis, ved godt mod og som far kunne ønske det.

Tusind tak til alle, der har hjulpet og støttet og givet os opmærksomhed både ved begravelse, men også gennem hele det lange forløb.