Akupunktur

Efter at være blevet testet på kryds og tværs hos diverse specialister kan jeg heldigvis konstatere, at min migræne ikke skyldes alvorlige tilstande. Det får den bare ikke til at være mindre smertefuld, og til trods for jeg synes, at jeg har haft rigeligt med smerter, ja så kunne det blive endnu værre.

Jeg vil mene min krop krængede sig rundt i alverdens umulige stillinger i et forsøg på at finde en position, der kunne forbedre tingene bare en lille bitte smule. På et tidspunkt ønskede jeg mig at være ejer af skruetvinger i et ønske om at mase hovedet sammen, for på den måde at få en fornemmelse af, at det hang sammen! Min mand fik dog hældt rigeligt med smertestillende på mig, da han ved et tilfælde kom forbi og fandt mig med hovedet liggende på sengebordet mens en hånd var i færd med at mase tindingen nedad samtidig med at benene lå krøllet sammen op af væggen - ryggen rørte vist sengen...
Så var det jeg besluttede mig for, at jeg må gøre noget mere. Lige nu hedder kuren en bideskinne - som faktisk har hjulpet gevaldigt - samt smertestillende medicin (Ipren, Pamol, Maxalt) som tages ved anfald. Jeg forsøger dog at undgå medicinen, da medicinoverforbrugshovedpine kan blive konsekvensen, og så er der jo pludselig ikke noget at gøre.
Jeg har fundet ud af, at det hjælper at bruge solbriller, når jeg kører bil, så øjnene ikke overbelastes.
Jeg får tonsvis af gode råd i forhold til kost, motion og anden medicinering, men et forsøg af gangen, og denne gang besluttede jeg mig for akupunktur.

Lidt spændt mødte jeg op til min første tid, hvor der blev talt lidt generelt omkring min helbredstilstand inden akupunktøren satte de første nåle i øret - permanåle, som skal blive i øret i op til 10 dage. Sidder de stadig i øret der, skal de tages ud.
Dem er jeg meget spændt på, og jeg har gået og mærket til dem flere gange dagligt. Jeg har fået små plastre over dem, hvilket jeg tror er heldigt, for ind imellem klør det omkring nålene, og så er det jo heldigt, jeg ikke lige får dem kradset ud. Jeg fik 2 nåle i det ene øre og 3 i det andet. Efter 3 dage er jeg kommet til at pille den ene ud. Jeg troede faktisk, den var faldet ud, og jeg kunne ikke rigtig få den trykket mod huden igen, men da jeg gav fortabt og pillede plasteret væk, kunne jeg godt se, at jeg bare skulle have ladet den sidde, for spidsen af nålen var stadig i øret. Den lektie har jeg lært til næste gang...
Da permanålene var placeret fik jeg sat nogle "almindelige" akupunkturnåle i. Det gik rigtig fint, kun et par nåle i ringetåen (hedder den det, den ved siden af lilletåen?) lige ved siden af neglen generede en del at få i. Mens nålene så skulle sidde i, fik jeg zoneterapi, og det føltes intet mindre end fantastisk.
Jeg elsker at få fodmassage eller nusset fødderne (jeg ved godt, fødderne ikke er de mest sexede og efter mange år sammen med manden, så er forelskelsen ikke så stor, at han jubler over at få lov at trykke lidt på fødderne - men han gør det trods alt - endnu). "Tryk lige lidt på siden af alle tæerne, tryk lidt der, hvor tæerne sidder fast på foden, og også trædepuderne lige der bagved. Ja og så husk lige ydersiden. Hælene er osse lidt ømme..." Jeg kan faktisk godt forstå, han ikke er vild med at give sig i kast med det!
Men det var som om min behandler på forhånd vidste, præcis hvor hun skulle trykke - og hvor hårdt. Smerten var god og jeg mærkede bedringen allerede mens jeg lå der - heldigvis var hun ikke bange for at tage fat. Der er ikke noget værre end massage, man ikke kan mærke. Her var jeg bestemt ikke i tvivl om, hvor hendes fingre befandt sig, men mens hun trykkede var det som om alt andet forsvandt. Der var kun mine tanker, mit hoved og mine fødder, hele kroppen krympede sammen som en harmonika og jeg mærkede kun de to steder i det øjeblik. Hver gang, hun tog ved et nyt sted, strålede virkningen op i hovedet, hvor den fyldte hele hjernen med en form for prikken, som lige så stille aftog igen, for at mærke, den rare fornemmelse i punktet i stedet. Helt fantastisk, og det er absolut ikke sidste gang, jeg har prøvet zoneterapi.

Psykiske handicaps

Billedet er desværre ikke mit eget

Så sandt. Man møder mange fordomme, når der tages medicin eller behandles mod psykiske eller i det hele taget usynlige lidelser. Men tag dig nu sammen og gør noget selv er meget brugt, og det anses som et svaghedstegn ikke at kunne løbe, motionere, eller strukturere sig ud af psykiske vanskeligheder. Medicin er i hver tfald meget farligt og dumt (og der er selvfølgelig bivirkninger, men blodtryk, stofskifte og mange andre sygdomme behandles med medicin uden alle disse kommentarer.

Den store stygge MR-scanner

På grund af migræne blev det besluttet, at jeg skulle en tur omkring MR-scanneren. Der var en del ventetid, som blev forlænget, da jeg var nødt til at aflyse min første aftale pga hoste - man skal jo ligge helt stille i scanneren.
I ventetiden fornøjede jeg mig med at høre om andres oplevelser med dyret. Og de var grumme. Jeg husker ikke nogle positive fortællinger. Man har måttet opgive scanningerne, tage bedøvende medicin og hyperventilere med fornemmelsen af at blive mast sammen dels af selve maskinen men også af den sønderrivende lyd der flænser alle tanker i stykker og gør muligheden for at samle sig selv fuldstændig umulig.
Jeg havde slet ikke overvejet andet end, jeg ville lægge mig på en briks, blive kørt ind i scanneren, ligge og hvile, ja faktisk meditere eller bruge lidt mindfullness mens scanneren gjorde det usynlige arbejde.

Pludselig oprandt dagen, uden de store bekymringer herom. Jeg nåede dog at overveje, om jeg skulle have taget nogle af alle de gode historier mere seriøst og fundet alle mine pillerester i medicinskabet og tage dem i håb om at opnå en form for bedøvende rus. Det fik jeg dog ikke gjort, for jeg skulle lige nå en tur i haven og samle mos op og lægge lidt sten...
Min mor kørte mig til Frederikshavn, så vi havde en hyggelig tur derop med en god snak bare os to. Min aftale var om søndagen, så parkering fandt vi let, og der var meget roligt og fredeligt på sygehuset og vi var de eneste i venterummet. Man kunne komme i tvivl om, hvorvidt vi havde taget fejl, men der havde da siddet en receptionist i indgangen.
Det blev hurtigt min tur, og jeg måtte afklæde mig briller og sko inden jeg kom ind til selve scanneren - smykker og nitter på tøjet havde jeg udeladt hjemmefra.
Jeg blev noget overvældet af størrelsen på røret. Maskinen er ikke ligefrem fiks. Spændingen voksede. Oppe på briksen fik jeg ført gitteret ned over mit hoved - der sad et lille spejl, så jeg kunne kigge ud til sygeplejersken, og jeg fik en slange med en knap, jeg kunne klemme om, så jeg kunne give tegnt il at ville ud, hvis det blev nødvendigt. Jeg blev kørt ind i maskinen. Jeg fik lyd i mine hørebøffer, først i form af samtale med sygeplejersken, som forklarede, hvor lang tid der ville gå, dernæst i form af musik. Jeg nåede lige at tænke, at jeg sagtens kunne slappe af, inden den mekaniske buldren væltede ind over alting. Hvorfor sætte musik i ørerne, når den ikke kan høres? Det lykkedes mig at følge de forskellige rytmer og jeg lå og forudsagde den næste rumlens længde, styrke og toneart.
Pludselig var det slut, og jeg blev ført ud af dyrets mund - stadig i live, omend lidt ør i hovedet af den megen larm.
Som bonusinfo kan jeg også afsløre, at min hjerne ser helt fin og normal ud (om den også fungerer normalt, kan de ikke garantere)