Genkendt

Hold da op. Jeg læste det her indlæg. Og mon ikke jeg genkender så mange af følelserne beskrevet heri.
Jeg måtte derfor undersøge bloggen lidt nærmere, og med opdagelsen af, at det er en navnesøster, der har skrevet, gav mig en helt speciel fornemmelse af connection. Tænk at en fremmeds lille skriv kan sætte fuld sving i hele følelsesregistret. Tak for det Pernille



http://stay-positive.dk/2015/06/05/tarer-i-guds-hus/

Mælkebøtten

De hører sig jo til - bare helst ikke i det antal de er igang med at invadere min have med. Jeg synes, jeg fjerner mælkebøtter hver dag, og alligevel kan de ikke holdes nede.
Jeg har en af de der smarte mælkebøttefjernere, og sådan er der da også røget et par sækfulde ud. Så forsøger jeg også lige at snuppe dem med, når jeg slår græsset, og så er jeg OG ungerne også ude at plukke dem. Vi har en  i nabolaget, hun giver en krone pr stk - det tør jeg ikke love med det massive antal, der præger både min have og området omkring vores hus. Måske pr hele mælkebøtte inklusiv roden inden den sætter frø... og breder sig ud over alting igen.


Mælkebøtterne overtager det hele, men når det er sagt, så har jeg da også brugt lang tid på at lege med dem. Bare plukke, men også puste frø eller lægge stænglen i vand og lade den krølle sig sammen i alle mulige former. Eller få andre til at dufte og så poppe den op i næsen på dem :-)

På en gang er mælkebøtten irriterende, fordi jeg ikke kan styre den, men af samme grund er den fascinerende - den giver ikke op, den bryder gennem alt og blomstrer de mest mærkelige steder og er på den facon også vidne om, hvor forunderlig naturen er.

Hvorfor er det, at jeg ikke nyder mælkebøtten,  men gerne ser på krokus og erantis bryde frem. Måske jeg skulle nyde den og udnytte den som en del af min køkkenhave - den passer jo sig selv.


Så kan jeg begynde at spise mælkebøttesalat og flette blomsterkranse.
Alt imens jeg lader symbolikken fra denne plante, der i øvrigt blev nummer 2 i kampen om at være nationalblomst, fylde mit sind, så jeg også tør bryde ud og gøre som jeg vil, så jeg kæmper videre i medgang og modgang. Jeg kan huske på det mere fornemme navn - LØVETAND - som min mormor som regel brugte. Det lyder ophøjet og rustikt. Det passer vel egentlig bedre til planten end mælkebøtte, som mest refererer til den saft, som løber inde i stænglen.

Alting afhænger vel af øjet der ser, og mon ikke også nok jeg skal ud og kigge lidt på de gule blomster i græsset, mellem fliserne og i bedene i morgen igen. Mon de så skal plukkes, fjernes med rod, laves til kranse, spises eller smides i en sort sæk?

Gode råd til at fjerne mælkebøtter

Salat med mælkebøtter og andre opskrifter med spiselige planter- selvforsyning.net

Mælkebøttesalat + opskrifter med skvalderkål og brændenælder - mad og bolig

Mælkebøtterevolutionen - om at bryde ud og gøre tingene anderledes

Psykiske handicaps

Billedet er desværre ikke mit eget

Så sandt. Man møder mange fordomme, når der tages medicin eller behandles mod psykiske eller i det hele taget usynlige lidelser. Men tag dig nu sammen og gør noget selv er meget brugt, og det anses som et svaghedstegn ikke at kunne løbe, motionere, eller strukturere sig ud af psykiske vanskeligheder. Medicin er i hver tfald meget farligt og dumt (og der er selvfølgelig bivirkninger, men blodtryk, stofskifte og mange andre sygdomme behandles med medicin uden alle disse kommentarer.

Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet

+ og - listen

Jeg synes ikke ligefrem det er opmuntrende og positive omgivelser livet har sendt mig lige nu.
Pessimismen og depressive tanker har let ved at dukke op. Det sidste år har selvsagt været hårdt med min syge far og hans død i december og begravelse i januar. Det er kommet bag på mig, hvor mange praktiske opgaver, der følger i kølvandet på et dødsfald, og min mor har da stået med det meste. Nogle gange, synes jeg, at der dårligt har været plads til sorgen blandt alle de andre praktiske ting, men måske er det meget heldigt og en del af processen.
En skolereform og et nyt job (det valgte jeg selvfølgelig selv) har tæret på kræfterne mentalt, og jeg har mærket et større søvnbehov.
Jeg er klar over, at begge belastninger kræver bearbejdning over længere tid.
Jeg har glædet mig voldsomt til denne lille vinterferie, som uheldigvis ligger forskudt for mine børns - eller sådan tænker jeg almindeligvis, men i år har jeg glædet mig til alenetiden. Jeg har haft brug for tid til at være mig selv, og jeg har endda forkælet mig selv med massage og hotelophold, således der kan være total og fuldstændig afslapning i et helt døgn.
Det har holdt mig oppe de sidste mange uger, jeg har set frem til denne uge, jeg har følt det som chancen for at rejse mig igen som en fugl Fønix. Ja det er nok høje forventninger til en enkelt uge. Men jeg har tænkt det som at reboote hele systemet, klar igen, med ny energi. Ny glæde. Positive tanker. For de er der - derinde. Jeg er egentlig glad og tilfreds.
Jeg sætter stor pris på min lille familie herhjemme, min mand, der bakker op og støtter og hjælper, to velfungerende søde børn. Jeg nyder at være sammen med dem, vi hygger os.
Mit (nye) job, hvor jeg har (igen) har fået masse af gode, søde, hjælpsomme kolleger. Vi hygger os også sammen og løser udfordringer i hverdagen, der er positiv stemning og arbejdsglæde. De nye elever er sørme også søde, og jeg har det godt og føler mig tilpas i klasserne. Jeg har fået et super skema med mine ønskefag og på en enkelt årgang. Jeg er vild med gymnastikken og holder af at komme i hallen, hvor både børnene og jeg selv dyrker gymnastik. Lige nu har jeg orlov fra bestyrelsen pga min situation, så også der møder jeg forståelse og hjælpsomhed.
Men en lillebitte forkølelse kan lige vælte mig af pinden. Jeg har feber, pudser næse, tager zymelin, tager et par piller, sover lidt, tager dynen af, tager dynen på, åbner vinduet, drikker appelsinjuice, smører med mentholatum, nyser, pudser næse, pudser næse igen, spiser en halspastil, pudser næse, tager dynen af, prøver at læse lidt, pudser næse, tager dynen på og hviler et øjeblik.
Og så er det opgivelsen dukker frem. Holder jeg til min alenetur? Magter jeg at lægge mig ned og få massage - kan jeg trækker vejret? Eller skal jeg pudse næse hvert andet sekund? Kan jeg nyde at være alene, eller kommer jeg bare til at sidde og savne min egen dyne og køleskabet med vand, cola og appelsiner? Så får jeg ondt af det med mig selv, for det var jo præcis denne tur, jeg havde så store forventninger til.
Og så er det, jeg skal minde mig selv om alle de gode ting i mit liv, og jeg nok kommer videre selv om turen ikke bliver, som jeg havde tænkt. Måske massøren alligevel får fat og løsnet op om nogle af de spændte muskler og mon ikke jeg kan medbringe drikkevarer og en pakke kleenex på hotelværelset. Om jeg så sover hele opholdet, så har jeg haft ro.
Fugl Fønix er ikke helt klar til at lette endnu, men den gemmer sig derinde.

Update på kontaktlinser

Det lykkedes.
Jeg har efter en lille måneds tid rent faktisk lært at sætte linser i - OG tage dem ud igen.
Stædighed lønner sig.
En enkelt gang fik jeg dem vendt forkert! Ja der er ret og vrang på linser, og jeg troede faktisk ikke, det var muligt. Hele dagen lang generede den ene linse. Jeg var inde og flytte lidt på den flere gange i løbet af dagen. Da jeg om aftenen tog den ud, konstaterede jeg, at den måtte have vendt forkert. Sener spurgte jeg hos optikeren, for vi diskuterede lidt herhjemme, hvorvidt det var muligt at have vrangen ud, uden at mærke det på synet. Men den er god nok, det kan lade sig gøre.

Jeg har fået et ordentligt spejl siden denne opstilling :-)

Kom så

OK - nogle der har et bedre bud på, hvad verden fortæller mig, hvis det kke er, at jeg bør gå i hi? Bommerterne kommer som perler på snor med en start søndag, hvor jeg ved udpakningen - efter et i øvrigt fantastisk instruktørkursus - konstaterer, at jeg ikke har min bærbare med hjem - den står så på FYN! Korrekt læst - på FYN. Børnene mente, jeg måtte køre efter den, men jeg nøjedes nu med at ringe rundt og lokalisere maskinen, hvorefter den er bragt til opbevaring på ukendt tid... Håber den finder vej Nordjylland igen.
Allerede mandag morgen kan jeg konstatere migræne - men jeg har ikke flere migrænepiller til rådighed, da den forgangne uges anfald ville ende ud i et medicinoverforbrug (godt neurologen er klar i december...). På arbejdet drillede opgaverne lidt, og tiden gik og gik. Det toppede jeg med en smæklås, som holdt mig fanget lidt for længe, så jeg kom for sent i hallen til gymnastik, hvor jeg måtte sende sønnike med en nabo hjem, for at få samlet op og tilføjet et par opgaver til listen. For at fjerne fokus fra de mange opgaver, slog jeg da lige hovedet ind i bildøren, så kunne jeg ømme mig på hjemvejen i stedet.
Tirsdag tiltog migrænen, og jeg måtte da også kapitulere og vende næsen hjemad fra job - kun for at se bagenden af toget... Heldigvis er der en indendørs bænk på Skørping station, og jeg havde også medbragt min vandflasken. For lige at understrege det der med, at tog kører til tiden, kom jeg da også for sent senere på dagen, da jeg ville have været med toget ud for at se til min far, som jeg godt kunne ønske havde det bedre. I stedet smuttede jeg hjem og doblede op på pillerne og måtte melde afbud til bestyrelsesmødet.
Onsdag fortsatte migrænen :(((( OG Jakob fik feber og hoste. Så vi var begge to hjemme. Heldigvis underholder han sig selv med wii, tablet eller nintendo, så hører man ikke mere til ham. Og jeg kan vist kun brillere med, at en rykker kom med posten.
Torsdag morgen havde jeg det også godt, men det kan dagen da heldigvis ændre på. Forsøget med at få linser tog ikke alene et par timer at få sat selve linserne i (og det var altså kun for at få dem proppet derind en enkelt gang. 2 mand høj om at holde øjet åbent og få de pokkers linser til at sætte sig fast og ikke bare smutte ud igen! Ja den ene optiker foreslog sågar, at mit ene øjenlåg havde noget siddende bag sig, som gjorde, de ikke kunne komme i!) Gåturen rundt bagefter viste, at der lige skulle ændres lidt i styrken og vupti, sådan fikses en gang hovedpine. Nu er jeg så nået til at få linserne pillet ud og sat et ny par i igen - helt selv!!! Og kun med cirka ½ times forbrug. Dygtig pige. Og masser af overskydende tid - så 1 times tid i venteværelset hos lægen med datteren, kun for at konstatere, at hendes fod skal røntgenfotograferes - i morgen kl 9.00 - er da ikke for meget. I venteværelset kedede jeg mig slet ikke, for jeg havde meldt Jakob fri fra SFO, og det blev meget tydeligt, at jeg ikke ville nå at hente ham, så da jeg endelig fik fanget personalet, nåede de lige at stoppe knægten fra at forlade skolen.
Nu sidder jeg så herhjemme og tænker, at de der karakterer og elevplaner skulle have været lavet, matematikopgaverne rettet. Og i morgen skal planerne lige ændres lidt, pga den der fod. Ja, og så skal linserne da også ud igen... Joeh, den her uge har da budt på lidt rigeligt overraskelser.
Men det kunne da have været meget værre... Meget meget værre...
Men et lille pust i den rigtige retning ville da ikke gøre noget.

Hobro IK

Stolt må man sige, hele byen på den anden ende, og har man ikke haft interesse for fodbold, ja så er det nu, man alligevel ikke kan holde sig helt væk.

Datterens klassearrangement foregik på Stadion, og til trods for hendes almindelige modstand mod boldspil, så fik hun da lært lidt om spillet og havde en god eftermiddag.

Sønnen er startet til fodbold og erklærer selv, at de mange klubber giver lidt skænderier om, hvem der er bedst. Men Hobro IK kan de alle blive enige om :-)

Og et eventyr er det da også, når dem, som ingen regnede med, rykker i superligaen og endda kan vinde kampe og gøre sig gældende der. Vi har en spændende sæson i vente - selv om jeg nok selv får de fleste resultater via nyhederne, så hepper jeg da også på Hobro.

Vi er vildt stolte af holdets præstationer.

at leve

Det går bare derudaf.
Så mange oplevelser på mange områder i livet. På job, i gymnastikforeningen, men børnene, manden og hele familien, i nabolaget, i byen. Kalenderen er fyldt ud.
So much to do, so little time.
Jeg keder mig ikke - og skal nok få opdateret lidt mere her, når jeg ikke falder omkuld af træthed, når mine opgaver og projekter kan holde pause ;-)

Fik at vide, at denne sang passer på mig - og lige nu gør den i hvert fald...

Migræne!

Hvad sker der lige for, at jeg det sidste halve år har døjet så meget med migræne.
Sommerferien undtaget. Jeg have lige den første dag - og faktisk også den sidste.
Den der dunken inde i øjet, og det gør ondt i hele kraniet - ja faktisk ned i tænderne...
Rul for. Luk ned. Vær stille. Helt stille. Træk vejret.

Forsvind, forsvind, forsvind

Godmorgen :-)

Hvor dejligt med onsdagsfri. :-)






Vækkeuret kan lige snooze - og snooze en ekstra gang inden det er alvor. Frihed, afslapning, at gribe indad efter sig selv.

Idag bemærker jeg lyden af blæst og regn mod vinduet, som fortæller, at vores plan om at cykle ikke bliver til virkelighed. Jeg er ikke standhaftig nok til at påføre os alle 3 regntøj og kæmpe os over bakkerne og under tunnellen, for selv at cykle tilbage igen. Det bliver bilen idag.

Ligesom beslutningen er taget kommer sønnike ind og hopper op i sengen under dynen - vi kan godt lige nå at putte lidt, når vi nu tager bilen.
Der er ro, der er fred, der er tid. Samvær, afslapning ..... ahhhhhh.

Lige indtil pigebarnet på 11 står op!
De første spørgsmål vælter ud af hende allerede inden, hun er nået helt ind på soveværelset!
Hun har også konstateret, at vejrsituationen kan få betydning for transportmetoden. Hun skal lige planlægge morgen, middag, eftermiddag og aften. Hvad gør vi med legegruppepigerne, hvis vi ikke cykler? Får alle nu en sms? Får jeg svar? Hvad svarer de?, Hvor holder jeg, når jeg henter dem? Hvad så med Jakob? Kan han være i bilen? Måske er der godt vejr senere? Krogen er gået i stykker inde på værelset og den orange ting, der hænger, ønsker hun sig en ny af!!!!!?????!!!???

Godmorgen mor, så er dagen da igang. Jeg får sendt sms'er og har styr på det hele, men må lige orientere om planerne.
Jeg er ikke helt med på kroge og hængeting!???!! og må spørge mere ind. Jeg finder ud af, hvad det er samtidig med, pigebarnet også er begyndt at snakke om små æsker og en stor kasse, der er fyldt, og hun ikke ved, hvor tingene skal stå. (Kære datter, kan vi tage værelsesindretningen på et andet tidspunkt?!)
Det kan vi selvfølgelig ikke - det skal jo være i orden til gæsterne, og pludselig er jeg ved at række barnet æsker, og rydde ud i bøjler, da der ikke er plads til tøjet inde i skabet!

STOP STOP STOOOOP
Ada spørger til min mening om alverdens ting. Jakob er imens kommet i tøj og har spist morgenmad (han har selv hældt op - der er godt nok sukker på hele gulvet, men han har gjort det SELV, hvilket er stort for ham) og gjort sig færdig, så han vil gerne have mig med til at spille Minecraft! - noget jeg har svært nok ved i fuld vågen tilstand....
Jeg er nødt til at stoppe dem begge. Ingen Minecraft for mig denne morgen. Der surmules, men når han nu selv fik lov til at få tabletten, så finder hand a vej til sit værelse, hvor han bliver stille og forholder sig i ro.
Ada er lidt sværere. Hun skal også lige vide, hvordan toppingen til muffins skal laves, om det er klart når pigerne kommer fra skole, og om jeg synes, hun skal have hængehår eller sætte det op. (Er det bedst at give et svar eller lade det være op til hende selv - jeg beslutter, at hun vil efterlyse mit svar, så jeg svarer hende med det sædvanlige svar - at hun skal sætte det op, i håb om, at der nu kan blive ro.
.... Jeg tog grueligt fejl.
"Jeg har jo altid sat håret op!" - anklagen er ikke til at tage fejl af. Jeg må minde pigebarnet om, at hun bad om min mening, og hun kan gøre som hun vil. Men så er det alligevel måske meget rart at have det sat op!!!!

Jeg skynder mig at forlade hende. Jeg skal virkelig til selv at komme i tøj, så vi ikke kommer for sent, og jeg har virkelig også brug for ROOO.
Men roen varer ikke længe. Stående under bruseren trækkes forhænget pludselig fra - så skal jeg vurdere frisurer, finde blomsterspænder, hårnåle og andet gejl til det pokkers til hår!
Stopper det aldrig. Hun viser mig et utal af frisurer og opsætningsmuligheder, på et tidspunkt svarer jeg bare, at det ser flot ud, uden at høre, om hun rent faktisk spørger!
Så træt mit hoved er, og hun har ikke engang skældt ud eller fået hidsige anfald!

Tiden skrider og heldigvis får vi travlt med at få spist morgenmad, og begge børn kaldes til bilen, så de kan blive kørt i skole.

Og jeg kan komme hjem igen og nyde min fridag.

Anden skoledag efter reformen

Min første dag på arbejde med elever. Inden du fortsætter skal du vide, at denne nøje beskrivelse af en arbejdsdag også skyldes mit eget behov, for at få tænkt dagen igennem. Der står en del. God læselyst.

Stresset efter 5 minutter! Jeg ved det. En ting af gangen. Vi når det, vi når, og vi må sætte standarden efter den tid, vi har til rådighed. :(

Min mødetid var 7.30. Jeg mødte op på skolen 7.20, så jeg fik fuld arbejdstid ud af de 15 minutter inden undervisningen. Madpakken skulle jo i køleskabet og drikkedunken fyldes op inden 7.30.

Jeg får tjekket skema og ringetider og konstaterer, at jeg har 20 minutter + 30 minutter til at forberede torsdag, hvor jeg skal have fysik i min 8.klasse. Jeg har endnu ingen årsplan, jeg har ingen materialer, men jeg har da samlet en inspirationsbunke, der ligger på mit skrivebord. Jeg kigger opgivende på bunken og tænker, at effektivitet er ikke nok til at løse opgaven, men jeg må gøre et forsøg og prioritere denne opgave idag.

Jeg åbner mine mails. Dels på intra, dels på Google. På intra får jeg læst mine beskeder, hvoraf den ene indebærer en arbejdsopgave, der kræver tid, og jeg sendes ud i dagens første frustration. Samtidig konstaterer jeg, at det er tid til at gå til undervisning, og jeg har ikke fået læst mails på Google. Kun konstateret, de er der. Halvvejs oppe at stå får jeg svaret irriteret på opgave-beskeden, at jeg kan løse opgaven - men først i oktober! (Min frustration afspejles tydeligt i svaret). Samtidig dukker min skoleleder op, som får en ordentlig overfusning, grundet de vilkår, som jeg finder urimelige. Så blev dagen ligesom skudt igang.
 

På vej over til undervisningen, som de første 20 minutter består af en tredjedel af overbygningen sammen med mine teammakkere i det, der i næste uge skal blive kontaktgrupper - denne uge sociale aktiviteter - lægger jeg ansigtet i de rette folder og trækker vejret dybt.
Heldigvis møder jeg masser af elever på vejen, og der udveksles feriehistorier, kommentarer på højde og frisurer, ja sågar krammere. Det dårlige humør erstattes af interesse og grin, sjov og ballade med eleverne. Ungerne er i fokus. Mavefornemmelsen er god igen.

Jeg skal introducere frugtsalat for alle eleverne. Jeg må tage et hurtigt overblik over stolesituationen. Eleverne sættes til at hente, og vi laver en stor rundkreds. Der bliver hurtigt ro. Vi gik jo også så småt igang lige inden det ringede ind. Vi får hurtigt forklaret "frugtsalat" og legen går godt. Masser af grin, hvin, snydepelse og løben rundt. Kredsen er blevet ret stor med 50+ elever. Alle deltager. Ingen melder pas. Og da vi rydder op gøres det superflot.

Jeg er tilfreds. For nu. God start med børnene. Godt humør hele vejen rundt. Jeg fortsætter hos min nye 7.klasse. Jeg skal have fysik. Jeg ved, struktur er vigtigt for mange af eleverne. Men min planlægning har ikke været så grundig, som jeg er vant til. På splitsekunder skal jeg træffe valg om, hvad der skal præsenteres, hvor meget, jeg tror vi når og hvilke overskrifter, jeg kan sætte på. Samtidig med jeg står foran en ny klasse. Jeg får skrevet en dagsorden - og håber den holder. Lige der er jeg bare så glad for min erfaring og kendskab til typiske tidsrøvere som f.eks. "lige at finde en plads". Normalt ville jeg have forberedt pladserne på forhånd. Men det er en af de opgaver, jeg har måttet undlade dette skoleår.

Timerne går godt. Dagsordenen holder! De nye elever er søde og interesserede. Stille og lyttende, men spørger også til tingene. Jeg er vild med klassen allerede. Alle er glade og tilfredse, der smiles, spørges pænt, og der er plads til alle. Et par udfordrende smil og kommentarer, der lige skal teste en grænse er der heldigvis også, men grænserne accepteres ved første irettesættelse. Mon det bliver ved?
Det er med god og tilfreds fornemmelse i kroppen, jeg går til frikvarter.

Vel vidende, at arbejdsopgaverne er mange, stiler jeg direkte mod kontoret. Hvor jeg får efterbehandlet timerne. Jeg planlægger delvist næste gang med dette fag og denne klasse og konstaterer, at intra er rullet til dette skoleår, så nu kan jeg bruge ugeplaner, lektiebog og skrive besked til (de fleste) forældre igen. Der kommer styr på det. Nogle beskeder skal overleveres til kolleger angående praktiske informationer om bl.a. fysiklokalet, jeg lige forlod og møder senere på dagen. Vupti, så smuttede de 30 minutters forberedelse sammen med elevernes frikvarter. Ingen planlægning til torsdag påbegyndt! Ingen pause for mig selv, ingen mad eller drikke, ingen toiletbesøg.
 

Heldigvis skal jeg over til mine elever fra sidste år, hvor jeg skal høre lidt om ferien og finde bøger. Jeg har glædet mig til at se dem igen. Da jeg træder ind i lokalet, fornemmer jeg deres træthed - og de kender mig og ved, at vi skal hygge os denne første time :-). Jeg har kun 30 minutter hos dem. De er meget larmende og mange kommenterer hinanden. De virker trætte og savner bevægelsesdelen. Vi får derfor en fælles gåtur ud af boghentningen, og så smuttede den lektion sørme også. Samtidig burde jeg allerede stå i den næste klasse, og her melder et problem sig. Jeg har ikke taget materialer med til alle fagene, og jeg kan ikke nå på kontoret og hente dem. Heldigvis har jeg kopier til matematik i 7., så der starter vi, og jeg får lavet dagsordenen, således jeg først skal bruge materialerne efter middagspausen.

Eleverne blev sat igang med en matematikopgave med det samme. Jeg vil gerne lære dem at arbejde effektivt og med ro i klassen, så derfor gik vi igang med det samme, og der var rigtig god arbejdsindsats. Herefter fik vi snakket om fagets natur og hvordan vi i overbygningen vægter undersøgelsen og eksperimenteren med tal. Der er facitliste i grundbogen, hvilket eleverne fandt fuldstændig vildt. Jeg fortalte, at jeg er ligeglad med resultatet, jeg vil vide, hvordan de kommer frem til resultatet. Det kommer vist til at kræve en indsats. Mens de arbejdede var der ro, og jeg kunne nnå rundt og se, hvordan de arbejdede og snakke lidt med dem om deres oplevelse af faget. Vi kunne starte spisepausen lidt tidligt, så der blev mulighed for at sidde og sludre og høre lidt mere om eleverne.

I denne pause stilede jeg også mod kontoret. Jeg skulle af med 8.klasses materialerne og have fat i dem til 7,som jeg havde manglet i timen. Jeg nåede at spise en rugbrød inden jeg måtte rundt på skolen og finde hæfter,  mapper mm til timen efter middagspausen.

Matematiktimen fortsatte. Vi startede med grundbogen. Der blev lidt mere uro end tidligere på dagen. Dels pga lidt træthed. Dels pga faglige krav. Mellem denne time og min den næste ligger 20 minutters læsebånd. De 20 minutter, hvor jeg skal forberede fysik til torsdag. De sidste 20 minutter til forberedelse inden timerne. Men ved timens afslutning var mange elever i tvivl om, hvor og hvad de skulle læse. Nogle havde brug for at gå på biblioteket, andre trængte til vand, og inden jeg fik svaret dem alle og nåede over til mit kontor, var der kun 10 minutter tilbage!

Migræne er på vej, knuden i maven vokser. Utilstrækkelighedsfornemmelsen vokser. Og så kom der lige et par spørgsmål til intra, hvor der skulle oprettes lektiebog og deles et par dokumenter. Vips, jeg skal ikke forberede fysik! NEJ NEJ NEJ. Det kan jeg ikke leve med. Hvordan kan det gå så galt?

Frustrationsniveauet er højt. Overblikket lille. Migrænen vokser.

Heldigvis gik projektor mm. i stykker i den næste lektion, hvor jeg skulle være støtte omkring nogle elever. Men eftersom ingen kunne komme igang, var jeg hurtig til at forlade etablissementet og anvende en hel time til at få kigget på fysikbunken. Jeg nåede at få besluttet mig for et emne og kopieret til torsdag. Stadig ingen årsplan eller overordnet sammenhæng. Men klar til på torsdag - nogenlunde.

Timerne blev erstattet af teammøde i ressourceteamet, hvor vi skulle have koordineret skemaer og udvekslet de behov, som vi har set indtil nu. Hovedet dunker, dunker, dunker.

Som afrunding på dagen havde vi lige et afdelingsmøde med en del punkter. For en gang skyld var der ikke så mange kommentarer. Der var hysterisk grinen og opgivende mumlen rundt omkring. Ingen kan få det til at hænge sammen. Vikardækningen går ud over forberedelsestiden, som allerede er minimal. Vi vil så meget mere, end det vi kan give indenfor disse rammer. Vi kæmper og vi prøver. Vi håber, at det er fordi, vi skal vænne os til anderledes arbejdsgange? Vi vil så gerne være positive, men vi er også bange. Bange for at komme til kort. Det er vores ansigt der skal ud og stå foran eleverne. Det er os, der har konfrontationen. Det er os, der kommer til kort i situationerne. Jeg håber, jeg er stærk nok. Jeg håber, jeg får overblik.

Jeg VIL være lærer. Jeg er vild med at undervise. Jeg holder af alle børnene, jeg fungerer godt i undervisningen, i forældrekontakten, i planlægningen. Der skal bare være sammenhæng mellem mængderne.

Og det er nok det, der er sværest, da jeg gik fra skolen kl 17. At jeg ikke er tilfreds. At jeg ikke er færdig. Det kalder nogen fleksibel. Jeg synes netop, det er meget fastlåst og ufleksibelt, at jeg ikke kan få lov at gøre mit arbejde færdigt. Få lov at blive ordentligt klar. Ja det kan jeg selvfølgelig. Jeg kan bare gå hjem og arbejde for egen regning. Overarbejde uden betaling. Interessetimer. Men det virker også lidt forkert, nu hvor jeg ikke er blevet vist den tillid, at jeg rent faktisk gjorde det før i tiden, og jeg har mistet de fordele, der var i den aftale, at jeg så skal fortsætte med ulemperne.

For da jeg kom hjem, havde jeg fri. Næste gang jeg bekymrer mig om det ikke tilfredsstillende forberedte undervisning er på torsdag, når jeg møder på skolen kl 7:30.

Og så vil jeg nemlig udnytte den fordel, som min nye arbejdstidsaftale giver mig: at jeg har fri, når jeg er hjemme. Jeg er sammen med min mand og mine børn. Jeg arbejder ikke ekstra. Mere.

Første skoledag efter reformen

Status.
Hvordan er den så? Reformen.
Idag afspadserede jeg og tog med min søn i skole. Første dag i første klasse. Han havde vist ikke tænkt stort over det, hvis jeg ikke havde været med. - altså hvis alle forældre ikke var der. Han virkede godt tilpas. Lagde sig ind over bordet cirka 2 minutter efter læreren begyndte at tale!
Han fik masser af bøger. Havde legetime i stedet for fordybelse. Og han overlevede idræt til trods for at skulle i bad!!!
Datterne var til gengæld temmelig utilfreds. Med det der fordybelse. Man skal blive på sin plads, og hun kan altså ikke koncentrere sig med den larm. Nogle synger mens de arbejder. Hun fik kun lavet en sides matematik, og gider i øvrigt ikke dænges til med ekstra-opgaver, hvis hun ikke har lektier for. Så hun vil gerne meldes fra. NU. - det bliver hun nu ikke.

Ja og så havde jeg jo oceaner af tid der fra halv ti til halv tre, hvor sønnen klarede sig selv. Så jeg fik indhentet en masse af foreningsarbejdet. Vi bliver snart klar til sæsonstart, og det bliver en forrygende af slagsen. Masser af gode hold, 92 frivillige, instruktørmapper, velkomstfoldere og opstartsmøde parat, kurser bestilt, en del gymnaster er endda allerede meldt til.

Og til trods for manglende finplanlægning af tirsdag, ja så kunne jeg nyde eftermiddagen med begge børn. Cykle til og fra skole - selv om knægten siger, han er utryg! WTF? Få købt øreringe til datteren efter de anviste 6 uger med skudørestikkerne, supplere op til penalhusene i boghandelen, komme på biblioteket og få afleveret sommerferiebogseddelen - og lånt flere bøger - et lille smut omkring BR er obligatorisk.

Hjemme måtte jeg sende de spørgelystne og småtrætte børn på værelserne med henholdsvis Y8(spilhjemmeside) og avis for børn mens maden blev tilberedt og de forhadte madpakker blev smurt, for så at drøne ud af døren til gymnastikmøde - med de skønneste medbestyrelsesmedlemmer. 3½ time senere efter hyggesnak og praktisk planlægning er vi nu helt klar til at starte sæson 14/15.

Nu er det vist godnat. Vækkeuret skal stå på 5:35. Puha det er strengt. Og selv om jeg i morges stod op til den smukkeste fuldmåne, så er det ikke trøst nok...

Ferien nærmer sig hverdag

Det ser skidt ud rundt omkring i verden. I bevidstheden er den verdenspolitiske situation pakket i baggrunden. Hændelserne er så omfattende, at det kan være svært at begribe og endnu sværere at se, hvad jeg kan gøre.
Samtidig nærmer hverdagen sig igen. Sammen med alle de små hverdagsproblemer, som må siges at være mindre, men også nærværende og som oftest løselige på mit plan. Hvordan kommer hverdagen til at hænge sammen med en ny arbejdstid for mig som lærer. Egentlig tænker jeg, at den fastsatte mødetid gør mit arbejde mere stabilt. Bekymringen går nok egentlig mere på arbejdsglæden. Kan jeg få det til at hænge sammen? Kan jeg lykkes i de nye rammer?
Logistikken med børn, der skal afleveres og hentes presser sig også på. Og selv om sønnike nu har fået lært at cykle, er han endnu ikke klar til skolevejen, hvilket vil lette vores hverdag betragteligt, når det kan lykkes.
Sommeren vil blive savnet. Ferien vil blive savnet. Friheden fra uret, der på hverdagene dikterer dagens gøremål.
De små skænderier med en pre-teenager og en søn med hang til skærm. Det sunde hverdagsliv, hvor dagene flyver afsted. Madlavning, motion, arbejde, skole, udfordringer for hjernen, mental afslapning, samvær og alenetid alt sammen skal prioriteres og fordeles i de rette mængder.
Tilbuddene er rigelige, ønskerne nok. Begrænsning er en kunst, som jeg stadig arbejder på at mestre.

Sommerferie betyder så meget

Tja - det er vel alt det, man ikke har tid til ellers.

Vi har nydt det gode vejr - ungerne under vandsprederen, jeg har fjernet ukrudt ved hækken, i urtehaven, i mit bed og mellem sten - nogle sten har jeg haft helt oppe, for at få ukrudtet væk, og ja så kan man jo lige så godt kante en smule af også? Jeg går ofte ud i haven, for liiiige at flytte vandsprederen, eller tage hynderne ind eller plukke et par jordbær. Og vips, så røg der 2-4-6 timer med snuden vendt mod jorden.

Jeg er vild med det. Jeg har ro, når jeg sidder derude. Jeg mærker vinden, myrerne kravler op af benet. Jeg tænker. Jeg tømmer hovedet og får plads til nye tanker. Jeg ser hele tiden, hvordan jeg rykker mig fremad meter for meter i min kamp mod ukrudt og for min hæk, min blomster, mine buske, mine urter og bær.

I urtehaven holder jeg spændt øje med spiringerne, er det den forventede porre, eller er det et stykke ukrudt?

Jo hvem sagde, at havearbejde er kedeligt?

Og det er vel dybest set det, ferien er om. Afslapning. At tømme hovedet, lade op, og få plads til nyt.

Pligter i hjemmet

Ada: "Skal vi ikke gøre idag til officiel teamdag herhjemme?"
Mig: "hvad da"
Ada: "Det er sundt at arbejde sammen om opgaverne"
Mig, der skjuler min overraskelse og samtidig fryder mig, for jeg er jo også vild med at arbejde sammen om opgaverne: "Hvordan er det sundt?"
Ada lettere tøvende: "Jeg ville bare gerne af med halvdelen af mine opgaver"

!!!!!!
Fra social forståelse til egoisme på sekunder. Men ok, helt dum er hun jo ikke. Ungerne er ved at have fanget mine værdier og udnytter dem til deres eget bedste. Egentlig smart.

Endelig cykler sønnike

FANTASTISK
endelig er han på cyklen ham den bette knægt. Han er rædselsslagen for alt ukendt. Og selv om han lærte at cykle sidste sommer - hen på sensommeren, ja så var alt i glemmebogen, da foråret kom og han nægtede at sætte sig op på cyklen. Jeg har pintes over det længe og set mig selv med en knægt på 12 på efterløberen!!!!
Igår tog jeg så fat i tyrens horn og konfronterede knægten og sagde, at han skulle prøve alle cyklerne - og rækkefølgen. Først løbecyklen - tjek, den er han glad for og tryg ved til trods for knæene når op under hagen! Så den lille lærecykel, som havde støttehjul og pind i rumpen. Den han lærte at cykle på sidste år. Jeg var spændt, han pev. Han satte sig op, jeg skubbede og sagde "nu slipper jeg". Og dælme om knægten ikke bare cyklede videre. Jubelen var stor. Knæene er stadig under hagen, men han er afsted på to hjul og med pedaler.
Så kom turen til børnecyklen. Som egentlig også er for lille, men den skulle prøves. Der vakles en smule, styret sidder lidt anderledes og pedalerne er hårdere at træde. Han var ved at opgive, men "NEJ" sagde moren, der opmuntrende fortalte, at "du kan godt", "du skal prøve mere end en gang", "kom så" og samtidig holdt fast i "du SKAL". Og om  ikke det viste sig, at denne cykel også blev mestret - dog stadig med en kommentar om, at pedalerne er hårde.
Så kom turen til den "rigtige" cykel. Altså den som burde være hans cykel nu. Den passer efter princippet om, at du skal kunne nå jorden med begge fødder. Men angsten var at læse i hans ansigt. Han står ikke på flad fod mens han sidder på sædet. Der er gear og håndbremse - lidt sejt. Men også besværligt, så han vidste ikke helt om de skulle skældes ud eller beundres. Startteknikken skal forfines, da balancen kommer på prøve, når han ikke kan stå på flad fod. Men afsted med et skub fra mor - og derudad det går. Dog så er det jo farligt at bremse - for han bekymrer sig om at fange jorden ordentligt med fødderne! Han er og bliver en bangebuks, men han besejrede cyklerne igår og tog en æresrunde på den mindste af slagsen. Så han må afsted igen...

Jeg nominerer

Sådan starter rigtig mange posts på Facebook og Instagram lige for tiden. Og det er vel startet som en sjov leg blandt unge. Må man gætte på. De første nomineringer jeg så på de sociale medier handlede om at drikke alkohol og derefter udføre fysisk belastende arbejde, dernæst kom alle badenomineringerne - i den sene vinter/det tidlige forår.
Jeg så en enkelt fyr, som i stedet for at dyppe sig i en sø forsøgte at ændre nomineringen til at gøre noget godt for andre. (Jeg kan desværre ikke støve linket op igen - måske nogle kan hjælpe mig?)
Nomineringerne følges som regel op af en konsekvens - hvis ikke, så skylder du... Hvilket jo mellem venner kan være virkelig humoristisk. Man kender hinanden godt og konsekvenserne er måske ikke så store i virkeligheden, som det lige står skrevet sort på hvidt.
Mit problem er, at disse nomineringer har bredt sig som en løbeild. Også til børnekulturen, hvor alting opfattes meget sort/hvidt, så når børnene nomineres bliver hele deres hverdag ødelagt, hvis de ikke lige kan nå det inden de 48 timer, og de er ved at gå i panik over at komme til at skylde is, slik, biografture, babylips og lignende, da de jo ikke nødvendigvis har midlerne til at kunne indfri deres "gæld" til venner, klassekammerater og bekendte i fritidskulturen. Det er svært at sige, at man ikke vil deltage, når man ikke kender personerne særlig godt, og når man opfatter nomineringerne som regler.

Så en bøn til alle Jer forældre derude. Tal med Jeres børn om, hvornår nomineringer er sjove.
Tal med dem om, om de kan forvente at få indfriet deres tilgodehavende hos en bekendt i fritidsklubben.

Jeg har med vilje lavet en nominering med en lidt anderledes ordlyd - for at vise min datter, at man jo ikke bare kan udpege folk til at gøre noget. Det er en sjov leg - men den kan også gå over grænsen, og grænsen kender man kun hos mennesker, som man kender godt.

Og så er jeg da også selv hoppet med på legen og ladet mig spule af vandslangen til ære for en elev - mest fordi de ikke skulle tro, jeg ikke turde ;-)

Børnehverdagen

Jeg skal nok lige få kommenteret på denne kronik .Den satte lige kraft på blodomløbet...

Puha. Jeg har vist for mange kommentarer til dette, men som mor til et barn, der ikke trivedes i sin klasse, kæmper jeg hårdt for at oprette og beholde legegrupper - da det er hendes mulighed for at danne sociale relationer. Så måske nogle faldt igennem dengang tidligere? Måske forfatteren synes, at børn selv lavede legeaftaler - måske andre sad derhjemme og havde ingen aftaler. Hvem ved. I hvert fald er jeg fortaler for legegrupperne, der ikke behøver være det store besvær i forældrenes hverdag - og jeg vil i den grad mene, det ikke er at bestemme over barnets fritid. De har i høj grad frihed til at vælge, hvad de vil lave, og de tilbydes flere fællesskaber, forældrene gør plads til dem i hinandens hjem, så der er større tryghed for ungerne, når de kommer ud. Og hvorvidt det giver noget for forældrene, så må jeg sige, at selvfølgelig betyder det noget for forældrene også ift. opdragelsen af hinandens børn - for ingen må bilde sig ind, at børn kun opdrages i hjemmet. De bliver dannet 24 timer i døgnet og dermed også i hinandens hjem. Kender man forældrene og hinandens holdninger, ja så lytter børnene også efter de forskellige voksne i omgangskredsen, og uacceptabel adfærd i et uovervåget øjeblik - det kunne være på vej hjem fra skole, man møder en klassekammerat til sit barn, der er igang med at lave noget l...t, ja så er det nemmere, at stoppe bilen, stå ud og spørge, hvad der sker, hvis man ved, at vi gør det som forældre - hjælper hinanden. Ved at forældrene bagefter vil sige, hvor var det heldigt, du lige kom forbi, og ikke at jeg skal blande mig udenom eller sikke hysterisk og overreageret. Det ved jeg jo kun, fordi jeg ved, hvad forældrene står for. Og det finder jeg ud af, når jeg henter mit barn til fødseldage, m,en især i legegruppen, for der ser jeg også forældre til de børn, som mine egne ikke leger med så ofte i en mindre og intim gruppe, så pludselig er vi nødt til at tale sammen. Og det bliver jo ofte om vores børn og deres fællesskab.

Jeg behøver ikke blive venner med forældrene, og jeg ved, at det er træls at køre midt i et projekt på huset eller man må stoppe højtlæsning for det yngste barn, fordi der skal hentes. Men når vi sidder der, så ved jeg, at tiden er givet godt ud. Jeg lærer nogle mennesker bedre at kende, jeg ser, hvordan min datter er sammen med sine kammerater og hun og klassens sammenhold udvikler sig tydeligt positivt. Det vil jeg gerne være en del af.
Det var legegrupperne

Drop en sammenkomst i børnehaven eller arbejdsdagen. Mod jule- og sommerferie bugner kalenderen af aktiviteter i sportsklubber og institutioner. Det er nødvendigt at vælge, og for min del har jeg kun mødt stor forståelse, når jeg har meldt fra. Både hvis det har været pga sammenfaldende datoer, men også hvis det har været med begrundelsen at vi lige denne dag har valgt at prioritere familien.

 

Ift fritiden ved jeg at mange trænere og instruktører gerne ser forældrene forlade matriklen, så de og ungerne kun skal forholde sig til hinanden. Men det er sørme ikke let at komme igennem med. Forældrene skal lige holde øje med, hvad ungerne lærer. Så hvis det er et pres fra de forældre, som ønsker at blive, så bryd med kulturen, KØR. Det har jeg gjort. Jeg har også afleveret min datter en time for tidligt, hvor hun måtte stå UDENFOR og vente, fordi jeg var kørt. Jeg har hentet 1 time for sent - hvor hun pludselig tvivler på, om jeg overhovedet dukker op. Er jeg stolt af det. Selvfølgelig ikke. Men som regle står der jo en hel flok forældre klar til at bekymre sig om, hvor den forsinkede mor dog bliver af... Til mit forsvar har jeg også afleveret børn på deres hjemadresser, hvis deres forældre er blevet forsinkede. 

Så kom ud over lemmingkulturen. Vi er ikke alle en del af den. Det er et spørgsmål om at turde vælge. Og prioritere. Det bestemmer vi alle selv.

Kronik i Information af Thomas Gyldborg: De voksne har erobret barndommen

Morgenrutinen som målestok

Når det gør ondt i hænderne at klemme shampoo, creme mm. ud af bøtterne, så ved jeg, at kampen mod ukrudtet ude i hækken igår aftes blev gjort ordentligt - bare ærgerligt, at kun 1-2 meter blev ordnet, men en hel sækfuld båret væk!