Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet

Livsglæde og andet godt fra børnehøjde

Børn er født små filosoffer - deres forklaringer på verden er helt ud fra en umiddelbar logik, som jeg både kan smile og grine højt af samtidig med der gives anledning til en ny tanke kan spire.

Min søn har i den sidste tid belært mig på mange forskellige måder.
I mine øjne er han en pivskid - tøsedreng, kald det hvad du vil, men han hænger ikke øverst i klatretræerne, han tager ikke vandrutchebanerne og han cykler ikke lige i skole!
Alligevel overrasker han ved så at kælke opretstående på kælken oppe i SFO'en - han glemte lige et øjeblik sin skræk for "så mange ting" - sådan siger han selv. Desværre faldt han og fik en bule i panden - øv øv.
Men hanforklarer selv således:
"Det er fordi, jeg har livsglæde, jeg har skræk for så mange ting"
Jeg har spurgt ham, om livsglæden varer ved, hvis alting nu bliver lidt kedeligt, men han keder sig ikke endnu...
Så en vis forbeholdenhed overfor nyt er vel ok?

Han har desuden ikke fortalt nogle på skolen, at hans bedstefar er død - for han bliver så ked af det, hver gang, han tænker på det.
Jeg bliver jo helt rørt på min søns vegne, men kun et par timer senere, står vi og mangler sko til et kunstprojekt, og drengen nævner, at vi da bare kan se om ikke bedstefar har nogle til at stå, han kan jo alligevel ikke bruge dem mere!
Og når jeg prøver at forklare ham, at jeg har en "snak" med bedstefar inde i mig selv, himler han med øjnene og siger, at han jo er død, så det kan man ikke. Kategorisk melder drengen også ud "jeg tror ikke på Gud", da storesøster har besluttet sig for, at hun tror på Gud og vil konfirmeres. Jakob tror på universet, solen, månen og stjernerne.

Gys og gru

fylder en del herhjemme for tiden.

Sønnike har besluttet sig for, at det er hans foretrukne genre, når han vælger læsebøger. Og han komemr rigtig godt igang, men bliver alligevel bange for, hvad der kan gemme sig i den mørke kælder. Så vi er gået over til nogle humoristiske gysere - som forhåbentlig kan overtage pladsen som yndlingsbøger for en tid. Jack Stump serien af Henrik Einspor





Datteren har gys som emne i skolen, og har i den forbindelse skrevet sin egen gyser.
Igen kommer det bag på mig, at hun har alderen til selv at skrive en historie - og den var endda god. Handlingen var sammenhængende, der var set-ups og pay-off. Der var brugt tillægsord, og lærermor var imponeret og tænkte lige, at så kan hun da lige få lidt flere udfordringer. Et råd og en formaning til mig selv til næste gang - lad læreren om at komme med rettelser, og lad forælderen rose. Det var jo for dumt. Jeg er jo vildt stolt af hende.
Det der med lektier skal jeg blive bedre til. Jeg er perfektionist, og det er mine børn også - der er ingen grund til at styrke den egenskab hos nogen af dem.

11 år og sangstjerne?

Datterens fødselsdag.

Og det var anderledes denne gang. Både min andel i planlægningen, men også menuen og behovet for aktiviteter - og hvilke aktiviteter.

Denne gang valgte Ada - igen - en temafødselsdag. I år omkring musik. Så valget af aktivitet faldt på et syngespil til Wii'en.

For første gang på den nye skole kom alle pigerne til fødselsdagen, og allerede der var det en succes.
De blev inviteret på dagen efter skole, og piger i den alder er åbenbart MEGET sultne efter skole. Sandwiches blev spist og grøntsagsstænger, saltstænger og popcorn røg samme sted hen. Jeg måtte frem med kiksebeholdningen. Jeg har sjældent prøvet at bekymre mig om maden rækker til, men jeg nåede da lige at tvivle denne gang. De blev dog mætte.

Pigerne fandt selv ud af at sludre og snakke og hygge omkring bordet og sangkonkurrencen blev en succes, hvor de gav den gas og sang højt, tydeligt og for det meste falsk ind i mikrofonerne. Stillingen blev meget tæt, så ingen følte sig overset og de smuttede ud for at lege lidt gemmeleg og sludre på legepladsen. Så da forældrene kom for at hente, var der roligt og stille, og Ada havde haft en fantastisk fødselsdag.

Det lover godt for det kommende år :-)

Børnepasning

Bedstemor: »Jeg kunne aldrig drømme om at være serviceorgan« 

artikel i Politiken 

Næh.

Det kan de færreste vel?

Bør bedsteforældre stå til rådighed for børn og børnebørn? Står vi (forældrene) til rådighed for bedste- eller oldeforældre? Forventer vi ikke, at velfærdssystemet klarer servicen? Eller robotstøvsugeren?
 

Måske er det en syge-dagpleje ordning, der er behov for? Pædagogisk uddannede sygeplejersker. En taskforce,  der kan tilkaldes?
 

Hos os, er vi så heldige, at vi sjældent har haft brug for at blive hjemme pga syge børn. Og med bedsteforældre, der stadig er på arbejdsmarkedet OG bosat med en afstand, der gør det vanskeligt at kontakte dem i tilfælde af sygdom, er det ekstra heldigt. Jeg genkender udfordringen med et sygt barn, aftaler på jobbet - og hvordan det ALTID kommer på tværs af ens øvrige planer. Det ville da have været rart med bedsteforældre, der stod parate til at overtage det lille pus, lige i nærheden.
 

Jeg er nødt til her at indskyde, at vores bedsteforældre faktisk har brugt fridage på at passe vores børn, hvis en børnesygdom af længere varighed skulle opstå. De har brugt feriedage på at underholde i skoleferierne, som jo er længere end forældrenes ferie.

Jeg ved virkelig ikke, hvad vi ville have gjort uden denne mulighed.

Allieret os med andre familier i lignende situationer. Måske. Købt en barnepige - og kan man det? Altså for nogle dage af gangen? Skaffet os en reservebedste?

Der kan være uendelige årsager til, at bedsteforældrene ikke kan træde til. Hvad med dem, som ikke har bedsteforældrene? Familier bør kunne fungere uden bedsteforældre som redningsplanke.

Med det sagt, så er bedsteforældrene jo uendeligt gode at have. Børnene glæder sig til at se dem. Vi kender dem så indgående (forældrene). Vi ved, hvad de står for. Vi kender hinandens rutiner. Derfor er det så enkelt og ligetil at lade børnene være hos dem. Vi stoler på hinanden. Vi elsker hinanden.

Erstatning er svær at finde. Men vi planlægger selv, hvor mange børn vi får i familien. Og så må vi glæde os over de gange, hvor bedsteforældrene kan træde til.

En stor pige

Pludselig går det op for mig, hvor stor tøsepigen er blevet. Vi har gået og lavet hendes værelse om i fællesskab - uden at skændes! Vores temperamentere ligner hinanden, så desværre er begge lunter som oftest for korte og vi ender med at skændes. Også selv om jeg synes jeg tæller til flere hundrede for at have tålmodighed med hende - og jeg kender følelsen indeni.
Men denne gang hyggede vi os sammen. Småsnakkede og grinede. Og pludselig taler vi sammen. Hun bruger selvironi og kan grine og fjolle. Hun går og tænker over tingene og overvejer den bedste måde at gøre det på. Hun begynder at se de grå nuancer og ikke kun det sort-hvide. Hun bliver også 11 næste gang. Men alligevel synes jeg, hun pludselig er blevet meget stor.
Det ses også på værelset, hvor det lyserøde og lilla bare skulle væk. Der er ikke mange legesager tilbage - men heldigvis er de ikke helt væk. Hun går op i værelsets udseende og rydder op og sorterer.
Alderen indebærer desværre også meget hidsige anfald, hvor ingen forstår noget som helst, hvor hun er helt alene, ked af det, gal og frustreret og tramper rundt med et vredt udtryk malet i hele ansigtet uden nogen ved, hvad der lige skete - så vi forstår hende ikke. Heldigvis bliver hun oftest hurtigt god igen, men jeg tør ikke tænke på, hvordan det kan blive om et par år, når hun bliver "rigtig" teenager. Forhåbentlig bliver hun hurtigt en fornuftig ung pige.
- Man er jo nødt til at håbe.

Jeg nominerer

Sådan starter rigtig mange posts på Facebook og Instagram lige for tiden. Og det er vel startet som en sjov leg blandt unge. Må man gætte på. De første nomineringer jeg så på de sociale medier handlede om at drikke alkohol og derefter udføre fysisk belastende arbejde, dernæst kom alle badenomineringerne - i den sene vinter/det tidlige forår.
Jeg så en enkelt fyr, som i stedet for at dyppe sig i en sø forsøgte at ændre nomineringen til at gøre noget godt for andre. (Jeg kan desværre ikke støve linket op igen - måske nogle kan hjælpe mig?)
Nomineringerne følges som regel op af en konsekvens - hvis ikke, så skylder du... Hvilket jo mellem venner kan være virkelig humoristisk. Man kender hinanden godt og konsekvenserne er måske ikke så store i virkeligheden, som det lige står skrevet sort på hvidt.
Mit problem er, at disse nomineringer har bredt sig som en løbeild. Også til børnekulturen, hvor alting opfattes meget sort/hvidt, så når børnene nomineres bliver hele deres hverdag ødelagt, hvis de ikke lige kan nå det inden de 48 timer, og de er ved at gå i panik over at komme til at skylde is, slik, biografture, babylips og lignende, da de jo ikke nødvendigvis har midlerne til at kunne indfri deres "gæld" til venner, klassekammerater og bekendte i fritidskulturen. Det er svært at sige, at man ikke vil deltage, når man ikke kender personerne særlig godt, og når man opfatter nomineringerne som regler.

Så en bøn til alle Jer forældre derude. Tal med Jeres børn om, hvornår nomineringer er sjove.
Tal med dem om, om de kan forvente at få indfriet deres tilgodehavende hos en bekendt i fritidsklubben.

Jeg har med vilje lavet en nominering med en lidt anderledes ordlyd - for at vise min datter, at man jo ikke bare kan udpege folk til at gøre noget. Det er en sjov leg - men den kan også gå over grænsen, og grænsen kender man kun hos mennesker, som man kender godt.

Og så er jeg da også selv hoppet med på legen og ladet mig spule af vandslangen til ære for en elev - mest fordi de ikke skulle tro, jeg ikke turde ;-)

Børnehverdagen

Jeg skal nok lige få kommenteret på denne kronik .Den satte lige kraft på blodomløbet...

Puha. Jeg har vist for mange kommentarer til dette, men som mor til et barn, der ikke trivedes i sin klasse, kæmper jeg hårdt for at oprette og beholde legegrupper - da det er hendes mulighed for at danne sociale relationer. Så måske nogle faldt igennem dengang tidligere? Måske forfatteren synes, at børn selv lavede legeaftaler - måske andre sad derhjemme og havde ingen aftaler. Hvem ved. I hvert fald er jeg fortaler for legegrupperne, der ikke behøver være det store besvær i forældrenes hverdag - og jeg vil i den grad mene, det ikke er at bestemme over barnets fritid. De har i høj grad frihed til at vælge, hvad de vil lave, og de tilbydes flere fællesskaber, forældrene gør plads til dem i hinandens hjem, så der er større tryghed for ungerne, når de kommer ud. Og hvorvidt det giver noget for forældrene, så må jeg sige, at selvfølgelig betyder det noget for forældrene også ift. opdragelsen af hinandens børn - for ingen må bilde sig ind, at børn kun opdrages i hjemmet. De bliver dannet 24 timer i døgnet og dermed også i hinandens hjem. Kender man forældrene og hinandens holdninger, ja så lytter børnene også efter de forskellige voksne i omgangskredsen, og uacceptabel adfærd i et uovervåget øjeblik - det kunne være på vej hjem fra skole, man møder en klassekammerat til sit barn, der er igang med at lave noget l...t, ja så er det nemmere, at stoppe bilen, stå ud og spørge, hvad der sker, hvis man ved, at vi gør det som forældre - hjælper hinanden. Ved at forældrene bagefter vil sige, hvor var det heldigt, du lige kom forbi, og ikke at jeg skal blande mig udenom eller sikke hysterisk og overreageret. Det ved jeg jo kun, fordi jeg ved, hvad forældrene står for. Og det finder jeg ud af, når jeg henter mit barn til fødseldage, m,en især i legegruppen, for der ser jeg også forældre til de børn, som mine egne ikke leger med så ofte i en mindre og intim gruppe, så pludselig er vi nødt til at tale sammen. Og det bliver jo ofte om vores børn og deres fællesskab.

Jeg behøver ikke blive venner med forældrene, og jeg ved, at det er træls at køre midt i et projekt på huset eller man må stoppe højtlæsning for det yngste barn, fordi der skal hentes. Men når vi sidder der, så ved jeg, at tiden er givet godt ud. Jeg lærer nogle mennesker bedre at kende, jeg ser, hvordan min datter er sammen med sine kammerater og hun og klassens sammenhold udvikler sig tydeligt positivt. Det vil jeg gerne være en del af.
Det var legegrupperne

Drop en sammenkomst i børnehaven eller arbejdsdagen. Mod jule- og sommerferie bugner kalenderen af aktiviteter i sportsklubber og institutioner. Det er nødvendigt at vælge, og for min del har jeg kun mødt stor forståelse, når jeg har meldt fra. Både hvis det har været pga sammenfaldende datoer, men også hvis det har været med begrundelsen at vi lige denne dag har valgt at prioritere familien.

 

Ift fritiden ved jeg at mange trænere og instruktører gerne ser forældrene forlade matriklen, så de og ungerne kun skal forholde sig til hinanden. Men det er sørme ikke let at komme igennem med. Forældrene skal lige holde øje med, hvad ungerne lærer. Så hvis det er et pres fra de forældre, som ønsker at blive, så bryd med kulturen, KØR. Det har jeg gjort. Jeg har også afleveret min datter en time for tidligt, hvor hun måtte stå UDENFOR og vente, fordi jeg var kørt. Jeg har hentet 1 time for sent - hvor hun pludselig tvivler på, om jeg overhovedet dukker op. Er jeg stolt af det. Selvfølgelig ikke. Men som regle står der jo en hel flok forældre klar til at bekymre sig om, hvor den forsinkede mor dog bliver af... Til mit forsvar har jeg også afleveret børn på deres hjemadresser, hvis deres forældre er blevet forsinkede. 

Så kom ud over lemmingkulturen. Vi er ikke alle en del af den. Det er et spørgsmål om at turde vælge. Og prioritere. Det bestemmer vi alle selv.

Kronik i Information af Thomas Gyldborg: De voksne har erobret barndommen

Overblik

Denne app ser lovende ud og jeg er så tændt i forhold til at lege med den og få den afprøvet i skolesammenhæng til børn i særlige vanskeligheder.
Ja det er vel lige før alle vil kunne bruge den, det er bare et spørgsmål om, hvor ofte man skal have hjælp til at få skabt sig et overblik. Hvor ofte, der skal kigges på appen, hvor mange arbejdsrutiner, der skal indscannes.
Appen er gratis at downloade - hvor mange tilkøb der bliver nødvendige i appen har jeg endnu ikke fundet ud af - men lad undersøgelsen starte...

scanhow blog
scanhow app

Trivsel i skolen

Skolebørn

Skole og forældres magasin om folkeskolen. Jeg har læst numrene de sidste 3 gange bladet udkom - til stor glæde og inspiration både i forældrerollen og lærerrollen.

Dette nummer handler om trivsel og mobning, og der linkes til et trivselsspil. Jeg har ikke prøvet det endnu, men håber, jeg finder tid til det. Det virker spændende.

Også interessant synspunkt, at forældreundervisningsdage kan give forældrene et fællesskab omkring klassen - jeg har altdi set det som en nødløsning, fordi lærerne måske skulle på kursus eller lignende, men at det faktsik kan bringe forældrene tættere sammen at løse en konkret opgave i forbindelse med deres børn lyder jo interessant og spm en win win - hvis set-uppet er ordentligt lavet.

Så er der også lige mindfullness i skolesammenhæng. Noget fis eller? Forskning siger (og forskning er jo absolut den hotteste blandt de sorte), at det rent faktisk øger trivslen at arbejde med mindfullness i skolen. Måske er der noget om det? Jeg har forsøgt lidt i vores kontaktgrupper, men det virker nok altid lidt mærkeligt de første gange. Eleverne er usikre og måske også utrygge ved at slippe kontrollen og bare lukke øjnene og vandre ind i sig selv. I hvert fald kræver det en bedre instruktør end en uøvet mig :-)

Jeg må også nævne gåbusserne. Et koncept jeg også faldt over, da min den ældste startede i børnehaveklassen, og også dengang synes jeg, det var en overdrevent god ide. Den store udfordring er at få det organiseret og finde chauffører (og hvad med sygdom - både for chauffører" og "passagerer"?)

Skolebørn maj 2014
Skole og Forældre - Trivsel på spil

Morgenhygge

At blive vækket ved at sønnike kravler op under dynen og putter sig ind til mig. Ahhhh. Familieidyl. Han elsker heldigvis at putte sammen, og hvis jeg nusser ham lidt på ryggen eller klør på armene eller benene, så ligger han helt stille og jeg kan vågne i mit helt eget tempo.
Pandeben (legen) virker også endnu, men den kan godt blive lidt vild med kilderiet, og farmand ligger jo også og sover i sengen (han er ikke så vild med at blive vækket...), så i stedet tegnede jeg tal i panden på ham - med stor succes. Han blev virkelig opmærksom og koncentreret, og han gav sig også til at tegne tal i min pande - noget der stadig kan være en udfordring at gætte, da tallene er spejlvendte og lidt knudrede endnu, men derfor jo også hyggeligt OG lærerigt på en gang.
Han udvidede pludselig til plus-stykker, så den tog vi da op - og så kan det godt være lærer-personligheden tog lidt over, for så fik vi da lige 10er-vennerne sat på plads også ;-)
Ahhhhhh, så er dagen startet godt. Stille og roligt.

Alene hjemme!!!!

Jeg lovede her til morgen tøsen at komme hurtigt hjem fra arbejde, så vi kunne sidde sammen og lave lektier i eftermiddag. Det er også ved at være lang tid siden, og hun klarer faktisk sig selv så godt, at jeg af og til glemmer, hvor ofte hun egentlig er alene om eftermiddagen.
Her kommer den dårlige samvittighed så ind i belledet, men IDAG havde jeg mulighed for at tage arbejdet med hjem, og hvad pokker, det er da også hyggeligt at sidde sammen og lave lektier.
Jeg gik med det samme til bekendelse og lod hende vide, at jeg også havde planer om noget havearbejde (de pokkers blade er endne ikke samlet sammen ude i haven - og vi har ikke ret meget hæk, så jeg ved da ikke, hvordan der kan blive ved at være nogen...). Hun var noget modstræbende, men lyste op i det samme hun fandt ud af, at der også var et feje-job. Hun planlagde med det samme, at hun ville svinge kosten, så kunne jeg rive sammen. I mine øjne en fantastisk plan - fælles lektielæsning og havehjælp.

Da jeg var færdig med at undervise, var der ikke dukket udforudsete opgaver op, og jeg glædede mig over, at jeg stadig kunne nå hjem til Ada. Hun nåede imidlertid at ringe til mig, inden jeg fik mig sat i bilen - og det var ikke fordi, hun ville lave te til lektielæsningen. Hun havde ikke fået lektier for, og ville lige høre, om hun kunne lege med en veninde.
Eftermiddagen smuldrede i tankerne, og hun fik selvfølgelig lov at lege. Da jeg kom hjem viste der sig flere komplikationer i legeaftalen - noget med telefonnumre, missede opkald osv., men hun arbejdede straks på at lave en ny aftale og vips, så skulle hun mødes med en klassekammerat i hallen lidt senere.
Inden hun kørte fejede hun terassen og samlede blade op, ja hun rev faktisk også lidt sammen, så tømte hun opvaskemaskinen, pakkede sit gymnastiktøj, mobiltelefon og vandflaske, kundgjorde, at veninden havde smurt en madpakke og begav sig afsted på cyklen.
Stolt OG efterladt mor. Sikke en ro. Er det det, man kan forvente fremover - pludselig at være alene - eller pludselig at være mange!?
Havearbejdet har jeg fået ordnet noget mere af - jeg er stadig ikke færdig... Men lektierne ligger her endnu, mon ikke hellere jeg må komme igang, der er jo ikke andre planer...

10 år

Så fik vi fejret tøsepigen endnu engang.
Og hvor bemærker jeg især den enorme forandring i hendes forventninger til fødselsdagsfesterne denne gang. Hun har selvfølgelig glædet sig til alle festerne - fødselsdagen for pigerne i klassen, den rigtige fødselsdag med familiehygge og fødselsdagen for den pukkelryggede.
Men det er helt klart veninderne, der fylder for hende nu. Hvor hun de tidligere år, har gået meget op i familiefødselsdagen, så så vi i år et engagement omkring pigefødselsdagen, som ikke kan sammenlignes med noget tidligere set. Ada støvsugede, ryddede op i hele huset, tømte opvaskemaskine og dækkede bord, hvorefter hun sammen med en veninde fra klassen satte hår inden gæsterne kom.
I går, da familien skulle ankomme, havde hun da lige glemt at rede seng!!!
Selvfølgelig var hun også fuld af forventning og klædte om og glædede sig, men vi kommer nok til at se lidt mere af en kommende teenager herhjemme - selv om jeg allerede synes, det må være nok.
Humørsvingninger, tøj og hår, brok og trampen rundt efterfulgt af tårer i uendelighed. De elendige forældre, der ingenting forstår...
Heldigvis har vi også den kærlige og hjælpsomme pige, der nurser sin lillebror (lidt for meget), læser højt for os, er nysgerrig og engageret i sit skolearbejde, åben, naiv og smilende glad og nyder livet.

Ja for ti år siden...
Havde jeg lige født en lille pige. Jeg forstod slet ikke, at hun faktisk var min. Jeg havde svært ved at sove, og kiggede på det lille kræ i vuggen ved siden af hospitalssengen og håbede, at hun bare ville sove trygt videre, forr hvad skulle jeg gøre, hvis hun vågnede! Pludselig begyndte hun at gylpe vand op, så jeg måtte da ræse afsted efter en sygeplejerske, som kunne hjælpe mig der midt nat :-)
Efterhånden fik jeg da mere greb om rollen som forælder, men sandheden er, at jeg jo møder mange små og store udfordringer i hverdagen - og det bliver man jo nok ved med.
Meget nemmere gik det 2. gang. Der vidste jeg, at barnet ikke går i stykker af at blive vendt rundt, at han godt kunne holde til at græde mere end ti sekunder, så det kunne rent faktisk være vigtigt lige at gøre tandbørstningen færdig, så man kunne være hos ham 100%, når man skulle ud og hente ham.
10 år som forælder - sikke en omvæltning i ens liv.