Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet

Livsglæde og andet godt fra børnehøjde

Børn er født små filosoffer - deres forklaringer på verden er helt ud fra en umiddelbar logik, som jeg både kan smile og grine højt af samtidig med der gives anledning til en ny tanke kan spire.

Min søn har i den sidste tid belært mig på mange forskellige måder.
I mine øjne er han en pivskid - tøsedreng, kald det hvad du vil, men han hænger ikke øverst i klatretræerne, han tager ikke vandrutchebanerne og han cykler ikke lige i skole!
Alligevel overrasker han ved så at kælke opretstående på kælken oppe i SFO'en - han glemte lige et øjeblik sin skræk for "så mange ting" - sådan siger han selv. Desværre faldt han og fik en bule i panden - øv øv.
Men hanforklarer selv således:
"Det er fordi, jeg har livsglæde, jeg har skræk for så mange ting"
Jeg har spurgt ham, om livsglæden varer ved, hvis alting nu bliver lidt kedeligt, men han keder sig ikke endnu...
Så en vis forbeholdenhed overfor nyt er vel ok?

Han har desuden ikke fortalt nogle på skolen, at hans bedstefar er død - for han bliver så ked af det, hver gang, han tænker på det.
Jeg bliver jo helt rørt på min søns vegne, men kun et par timer senere, står vi og mangler sko til et kunstprojekt, og drengen nævner, at vi da bare kan se om ikke bedstefar har nogle til at stå, han kan jo alligevel ikke bruge dem mere!
Og når jeg prøver at forklare ham, at jeg har en "snak" med bedstefar inde i mig selv, himler han med øjnene og siger, at han jo er død, så det kan man ikke. Kategorisk melder drengen også ud "jeg tror ikke på Gud", da storesøster har besluttet sig for, at hun tror på Gud og vil konfirmeres. Jakob tror på universet, solen, månen og stjernerne.

familiedag

Hvor smutter tiden hurtigt forbi. Jeg har af og til en fornemmelse af, at dagene bare er gået, og så kan jeg ikke huske, hvad de egentlig er gået med.
Denne torsdag valgte jeg, at hente børnene tidligt i skolen, og tage dem med på en hyggetur til ARoS, hvor jeg tidligere havde lovet dem, at se et par udstillinger.
Lige denne torsdag faldt det ikke i god jord hos sønnen. Og nu havde jeg lige skrevet hygge på kalenderen, og så vil han pludselig ikke med!!!! Det er svært det der med at planlægge hygge...
Trods protester kom begge ungerne i bilen og vi kørte sydpå. Et stop var nødvendigt for at få fyldt maverne, og det blev i dagens anledning på McDonalds, hvor stemningen heldigvis løftede sig lidt, dels fordi vi fjerne sult og tørst, dels fordi vi kom til at sidde og fjolle, og vi havde ikke travlt.

Mine guldklumper

På ARoS styrede vi direkte mod Kvium-udstillingen, som de havde set lidt fotos fra i en reklame. De blev vist lidt skuffede. De synes, hans "fools" er lidt for underlige. Vi fandt dog et par favoritter, og museets interaktive del var et hit hos den ældste. Jakob ville kun fotografere.

 Efter denne seance skulle vi til udstillingen ud af mørket, som ungerne glædede sig til. Vi havde talt om røgrummet forinden, men det var svært at forestille sig. Jeg kunne bedre lide værkerne som de var udstillet tidligere. Jeg synes det virkede rodet nogle steder. Min favorit er de fem engle af årtusindet. Filmen, der kører. Men her var børnene faktisk bange pga de høje lyde. Jeg måtte løfte Jakob, da han ikke turde gå derine eller derfra, og frygten startede allerede, da vi kom ind på udstillingen, for lydene kan høres helt fra start. Røg rummet ville han heller ikke med i alligevel, så han måtte vente udenfor. Heldigvis ombestemte han sig og fik en god oplevelse sammen med vi andre derinde.

 Og så fik vi en hyggelig dag. Selv om starten gik lidt trægt. Det er en af de dage, der giver energi og glæde flere uger derefter.

Gys og gru

fylder en del herhjemme for tiden.

Sønnike har besluttet sig for, at det er hans foretrukne genre, når han vælger læsebøger. Og han komemr rigtig godt igang, men bliver alligevel bange for, hvad der kan gemme sig i den mørke kælder. Så vi er gået over til nogle humoristiske gysere - som forhåbentlig kan overtage pladsen som yndlingsbøger for en tid. Jack Stump serien af Henrik Einspor





Datteren har gys som emne i skolen, og har i den forbindelse skrevet sin egen gyser.
Igen kommer det bag på mig, at hun har alderen til selv at skrive en historie - og den var endda god. Handlingen var sammenhængende, der var set-ups og pay-off. Der var brugt tillægsord, og lærermor var imponeret og tænkte lige, at så kan hun da lige få lidt flere udfordringer. Et råd og en formaning til mig selv til næste gang - lad læreren om at komme med rettelser, og lad forælderen rose. Det var jo for dumt. Jeg er jo vildt stolt af hende.
Det der med lektier skal jeg blive bedre til. Jeg er perfektionist, og det er mine børn også - der er ingen grund til at styrke den egenskab hos nogen af dem.

11 år og sangstjerne?

Datterens fødselsdag.

Og det var anderledes denne gang. Både min andel i planlægningen, men også menuen og behovet for aktiviteter - og hvilke aktiviteter.

Denne gang valgte Ada - igen - en temafødselsdag. I år omkring musik. Så valget af aktivitet faldt på et syngespil til Wii'en.

For første gang på den nye skole kom alle pigerne til fødselsdagen, og allerede der var det en succes.
De blev inviteret på dagen efter skole, og piger i den alder er åbenbart MEGET sultne efter skole. Sandwiches blev spist og grøntsagsstænger, saltstænger og popcorn røg samme sted hen. Jeg måtte frem med kiksebeholdningen. Jeg har sjældent prøvet at bekymre mig om maden rækker til, men jeg nåede da lige at tvivle denne gang. De blev dog mætte.

Pigerne fandt selv ud af at sludre og snakke og hygge omkring bordet og sangkonkurrencen blev en succes, hvor de gav den gas og sang højt, tydeligt og for det meste falsk ind i mikrofonerne. Stillingen blev meget tæt, så ingen følte sig overset og de smuttede ud for at lege lidt gemmeleg og sludre på legepladsen. Så da forældrene kom for at hente, var der roligt og stille, og Ada havde haft en fantastisk fødselsdag.

Det lover godt for det kommende år :-)

Godmorgen :-)

Hvor dejligt med onsdagsfri. :-)






Vækkeuret kan lige snooze - og snooze en ekstra gang inden det er alvor. Frihed, afslapning, at gribe indad efter sig selv.

Idag bemærker jeg lyden af blæst og regn mod vinduet, som fortæller, at vores plan om at cykle ikke bliver til virkelighed. Jeg er ikke standhaftig nok til at påføre os alle 3 regntøj og kæmpe os over bakkerne og under tunnellen, for selv at cykle tilbage igen. Det bliver bilen idag.

Ligesom beslutningen er taget kommer sønnike ind og hopper op i sengen under dynen - vi kan godt lige nå at putte lidt, når vi nu tager bilen.
Der er ro, der er fred, der er tid. Samvær, afslapning ..... ahhhhhh.

Lige indtil pigebarnet på 11 står op!
De første spørgsmål vælter ud af hende allerede inden, hun er nået helt ind på soveværelset!
Hun har også konstateret, at vejrsituationen kan få betydning for transportmetoden. Hun skal lige planlægge morgen, middag, eftermiddag og aften. Hvad gør vi med legegruppepigerne, hvis vi ikke cykler? Får alle nu en sms? Får jeg svar? Hvad svarer de?, Hvor holder jeg, når jeg henter dem? Hvad så med Jakob? Kan han være i bilen? Måske er der godt vejr senere? Krogen er gået i stykker inde på værelset og den orange ting, der hænger, ønsker hun sig en ny af!!!!!?????!!!???

Godmorgen mor, så er dagen da igang. Jeg får sendt sms'er og har styr på det hele, men må lige orientere om planerne.
Jeg er ikke helt med på kroge og hængeting!???!! og må spørge mere ind. Jeg finder ud af, hvad det er samtidig med, pigebarnet også er begyndt at snakke om små æsker og en stor kasse, der er fyldt, og hun ikke ved, hvor tingene skal stå. (Kære datter, kan vi tage værelsesindretningen på et andet tidspunkt?!)
Det kan vi selvfølgelig ikke - det skal jo være i orden til gæsterne, og pludselig er jeg ved at række barnet æsker, og rydde ud i bøjler, da der ikke er plads til tøjet inde i skabet!

STOP STOP STOOOOP
Ada spørger til min mening om alverdens ting. Jakob er imens kommet i tøj og har spist morgenmad (han har selv hældt op - der er godt nok sukker på hele gulvet, men han har gjort det SELV, hvilket er stort for ham) og gjort sig færdig, så han vil gerne have mig med til at spille Minecraft! - noget jeg har svært nok ved i fuld vågen tilstand....
Jeg er nødt til at stoppe dem begge. Ingen Minecraft for mig denne morgen. Der surmules, men når han nu selv fik lov til at få tabletten, så finder hand a vej til sit værelse, hvor han bliver stille og forholder sig i ro.
Ada er lidt sværere. Hun skal også lige vide, hvordan toppingen til muffins skal laves, om det er klart når pigerne kommer fra skole, og om jeg synes, hun skal have hængehår eller sætte det op. (Er det bedst at give et svar eller lade det være op til hende selv - jeg beslutter, at hun vil efterlyse mit svar, så jeg svarer hende med det sædvanlige svar - at hun skal sætte det op, i håb om, at der nu kan blive ro.
.... Jeg tog grueligt fejl.
"Jeg har jo altid sat håret op!" - anklagen er ikke til at tage fejl af. Jeg må minde pigebarnet om, at hun bad om min mening, og hun kan gøre som hun vil. Men så er det alligevel måske meget rart at have det sat op!!!!

Jeg skynder mig at forlade hende. Jeg skal virkelig til selv at komme i tøj, så vi ikke kommer for sent, og jeg har virkelig også brug for ROOO.
Men roen varer ikke længe. Stående under bruseren trækkes forhænget pludselig fra - så skal jeg vurdere frisurer, finde blomsterspænder, hårnåle og andet gejl til det pokkers til hår!
Stopper det aldrig. Hun viser mig et utal af frisurer og opsætningsmuligheder, på et tidspunkt svarer jeg bare, at det ser flot ud, uden at høre, om hun rent faktisk spørger!
Så træt mit hoved er, og hun har ikke engang skældt ud eller fået hidsige anfald!

Tiden skrider og heldigvis får vi travlt med at få spist morgenmad, og begge børn kaldes til bilen, så de kan blive kørt i skole.

Og jeg kan komme hjem igen og nyde min fridag.

Cykeldag

Puha det kræver STOOOOOOR tålmodighed.
Idag rystede en anden mor endda opgivende på hovedet, da vi passerede. Om det var den onde mor eller det hysteriske barn, der var årsagen til den lette hovedrysten kan jeg ikke svare på.
Sønnens er startet i første klasse, og vi har hele sommerne snakket om, hvordan vores børn skulle følges til skole - på cykel! - dette skoleår. Dels fordi skolevejen er ret sikker, dels fordi, vi begge møder så tidligt, at børnene kan få lov at sove lidt længere, hvis de selv cykler.
Dette projekt måtte justeres til, vi cykler til skole om onsdagen, når jeg har min ugentlig fridag og kan følges med dem.
Sønnen er bundhysterisk og har den sidste del af sommerferien endelig fået lært at cykle, så han selv kan sætte af og bremse, og vi har også taget turen til skole et par gange.
Dem, der kender vores skolevej, vil vide, at når han hyler, skriger og skælder ud

• når det går for meget ned af bakke (fordi han så bliver "utryg" ved, om han kan bremse eller dreje)
• når det går op af bakke (fordi det er hårdt, og han er bange for at bremse, fordi cyklen risikerer at trille baglæns!)
• når han skal over et bump eller dreje skarpt (han er bange for at miste balancen...)
• når nogle kommer for tæt på ham (han er bange for at komme til at dreje ud i rabatten elller ind i den ved siden af på cykelstien)
• når han skal starte op eller ned af bakke - og vi taler 2 % hældning som bakke!
• når der er grus eller brosten (den ujævne vej, gør ham "utryg")
• når nogle overhaler eller der kommer modkørende (hans plads på cykelstien bliver jo mindre)
• når der er bomme (han skal jo stoppe op og starte igen!), på reel vej - hvor vi trods alt trækker cyklen og går på fortov, for den øvrige trafik er han ikke klar til

- så er det stort set hele vejen! Vi har cyklet turen et utal af gange, og han ved, han kan alle de ting, men han er bange hver gang. Jeg insisterer dog på, at vi skal træne, og jeg har fortalt ham, at hvis man ikke gør noget utrygt, så kommer man heller ikke videre.
Men lang er turen, og mange kigger på det skrigende barn, der idag tilføjede, at han ikke kan koncentrere sig, fordi styret er skævt! Undskyldninger og ord har han rigeligt af...

Første skoledag efter reformen

Status.
Hvordan er den så? Reformen.
Idag afspadserede jeg og tog med min søn i skole. Første dag i første klasse. Han havde vist ikke tænkt stort over det, hvis jeg ikke havde været med. - altså hvis alle forældre ikke var der. Han virkede godt tilpas. Lagde sig ind over bordet cirka 2 minutter efter læreren begyndte at tale!
Han fik masser af bøger. Havde legetime i stedet for fordybelse. Og han overlevede idræt til trods for at skulle i bad!!!
Datterne var til gengæld temmelig utilfreds. Med det der fordybelse. Man skal blive på sin plads, og hun kan altså ikke koncentrere sig med den larm. Nogle synger mens de arbejder. Hun fik kun lavet en sides matematik, og gider i øvrigt ikke dænges til med ekstra-opgaver, hvis hun ikke har lektier for. Så hun vil gerne meldes fra. NU. - det bliver hun nu ikke.

Ja og så havde jeg jo oceaner af tid der fra halv ti til halv tre, hvor sønnen klarede sig selv. Så jeg fik indhentet en masse af foreningsarbejdet. Vi bliver snart klar til sæsonstart, og det bliver en forrygende af slagsen. Masser af gode hold, 92 frivillige, instruktørmapper, velkomstfoldere og opstartsmøde parat, kurser bestilt, en del gymnaster er endda allerede meldt til.

Og til trods for manglende finplanlægning af tirsdag, ja så kunne jeg nyde eftermiddagen med begge børn. Cykle til og fra skole - selv om knægten siger, han er utryg! WTF? Få købt øreringe til datteren efter de anviste 6 uger med skudørestikkerne, supplere op til penalhusene i boghandelen, komme på biblioteket og få afleveret sommerferiebogseddelen - og lånt flere bøger - et lille smut omkring BR er obligatorisk.

Hjemme måtte jeg sende de spørgelystne og småtrætte børn på værelserne med henholdsvis Y8(spilhjemmeside) og avis for børn mens maden blev tilberedt og de forhadte madpakker blev smurt, for så at drøne ud af døren til gymnastikmøde - med de skønneste medbestyrelsesmedlemmer. 3½ time senere efter hyggesnak og praktisk planlægning er vi nu helt klar til at starte sæson 14/15.

Nu er det vist godnat. Vækkeuret skal stå på 5:35. Puha det er strengt. Og selv om jeg i morges stod op til den smukkeste fuldmåne, så er det ikke trøst nok...

Børnepasning

Bedstemor: »Jeg kunne aldrig drømme om at være serviceorgan« 

artikel i Politiken 

Næh.

Det kan de færreste vel?

Bør bedsteforældre stå til rådighed for børn og børnebørn? Står vi (forældrene) til rådighed for bedste- eller oldeforældre? Forventer vi ikke, at velfærdssystemet klarer servicen? Eller robotstøvsugeren?
 

Måske er det en syge-dagpleje ordning, der er behov for? Pædagogisk uddannede sygeplejersker. En taskforce,  der kan tilkaldes?
 

Hos os, er vi så heldige, at vi sjældent har haft brug for at blive hjemme pga syge børn. Og med bedsteforældre, der stadig er på arbejdsmarkedet OG bosat med en afstand, der gør det vanskeligt at kontakte dem i tilfælde af sygdom, er det ekstra heldigt. Jeg genkender udfordringen med et sygt barn, aftaler på jobbet - og hvordan det ALTID kommer på tværs af ens øvrige planer. Det ville da have været rart med bedsteforældre, der stod parate til at overtage det lille pus, lige i nærheden.
 

Jeg er nødt til her at indskyde, at vores bedsteforældre faktisk har brugt fridage på at passe vores børn, hvis en børnesygdom af længere varighed skulle opstå. De har brugt feriedage på at underholde i skoleferierne, som jo er længere end forældrenes ferie.

Jeg ved virkelig ikke, hvad vi ville have gjort uden denne mulighed.

Allieret os med andre familier i lignende situationer. Måske. Købt en barnepige - og kan man det? Altså for nogle dage af gangen? Skaffet os en reservebedste?

Der kan være uendelige årsager til, at bedsteforældrene ikke kan træde til. Hvad med dem, som ikke har bedsteforældrene? Familier bør kunne fungere uden bedsteforældre som redningsplanke.

Med det sagt, så er bedsteforældrene jo uendeligt gode at have. Børnene glæder sig til at se dem. Vi kender dem så indgående (forældrene). Vi ved, hvad de står for. Vi kender hinandens rutiner. Derfor er det så enkelt og ligetil at lade børnene være hos dem. Vi stoler på hinanden. Vi elsker hinanden.

Erstatning er svær at finde. Men vi planlægger selv, hvor mange børn vi får i familien. Og så må vi glæde os over de gange, hvor bedsteforældrene kan træde til.

Ferien nærmer sig hverdag

Det ser skidt ud rundt omkring i verden. I bevidstheden er den verdenspolitiske situation pakket i baggrunden. Hændelserne er så omfattende, at det kan være svært at begribe og endnu sværere at se, hvad jeg kan gøre.
Samtidig nærmer hverdagen sig igen. Sammen med alle de små hverdagsproblemer, som må siges at være mindre, men også nærværende og som oftest løselige på mit plan. Hvordan kommer hverdagen til at hænge sammen med en ny arbejdstid for mig som lærer. Egentlig tænker jeg, at den fastsatte mødetid gør mit arbejde mere stabilt. Bekymringen går nok egentlig mere på arbejdsglæden. Kan jeg få det til at hænge sammen? Kan jeg lykkes i de nye rammer?
Logistikken med børn, der skal afleveres og hentes presser sig også på. Og selv om sønnike nu har fået lært at cykle, er han endnu ikke klar til skolevejen, hvilket vil lette vores hverdag betragteligt, når det kan lykkes.
Sommeren vil blive savnet. Ferien vil blive savnet. Friheden fra uret, der på hverdagene dikterer dagens gøremål.
De små skænderier med en pre-teenager og en søn med hang til skærm. Det sunde hverdagsliv, hvor dagene flyver afsted. Madlavning, motion, arbejde, skole, udfordringer for hjernen, mental afslapning, samvær og alenetid alt sammen skal prioriteres og fordeles i de rette mængder.
Tilbuddene er rigelige, ønskerne nok. Begrænsning er en kunst, som jeg stadig arbejder på at mestre.

En stor pige

Pludselig går det op for mig, hvor stor tøsepigen er blevet. Vi har gået og lavet hendes værelse om i fællesskab - uden at skændes! Vores temperamentere ligner hinanden, så desværre er begge lunter som oftest for korte og vi ender med at skændes. Også selv om jeg synes jeg tæller til flere hundrede for at have tålmodighed med hende - og jeg kender følelsen indeni.
Men denne gang hyggede vi os sammen. Småsnakkede og grinede. Og pludselig taler vi sammen. Hun bruger selvironi og kan grine og fjolle. Hun går og tænker over tingene og overvejer den bedste måde at gøre det på. Hun begynder at se de grå nuancer og ikke kun det sort-hvide. Hun bliver også 11 næste gang. Men alligevel synes jeg, hun pludselig er blevet meget stor.
Det ses også på værelset, hvor det lyserøde og lilla bare skulle væk. Der er ikke mange legesager tilbage - men heldigvis er de ikke helt væk. Hun går op i værelsets udseende og rydder op og sorterer.
Alderen indebærer desværre også meget hidsige anfald, hvor ingen forstår noget som helst, hvor hun er helt alene, ked af det, gal og frustreret og tramper rundt med et vredt udtryk malet i hele ansigtet uden nogen ved, hvad der lige skete - så vi forstår hende ikke. Heldigvis bliver hun oftest hurtigt god igen, men jeg tør ikke tænke på, hvordan det kan blive om et par år, når hun bliver "rigtig" teenager. Forhåbentlig bliver hun hurtigt en fornuftig ung pige.
- Man er jo nødt til at håbe.

Første tur på geocaching

Jeg har længe haft et øje til det der geocaching, og jeg havde egentlig planlagt, at min 7. klasse skulle være med til det sidste skoleår, men jeg fik hverken tid eller alle detaljerne på plads, så vi kunne bruge det.
Jeg synes ellers, at det må være optimalt til brug i geografi, lidt i matematik, samt i "vores" linjefag: Medier og kommunikation, hvor vi her kommunikerer med verden via små skattejagter. Jeg havde tænkt, at vi selvfølgelig skulle prøve at finde nogle cacher, men også, at vi skulle sætte en coin eller lignende i omløb for Sortebakkeskolen. Hvem ved, måske vi når til det i kommende skoleår.

Nu har jeg i hvert fald selv været på geocaching med mine egne børn. Og at se min søn trave afsted med fuld fart og styring over telefonen (kortet) meget målbevidst og interesseret var en fyd i sig selv. Han kan være ufattelig svær at motivere, men han er glad for devices, og han kan faktisk også godt lide naturen - når han først er der. Han ser normalt mange detaljer og læser i små opslagsbøger om insekter og fugle. Men han bliver også normalt hurtigt træt, og vil gerne hjem. Det var der intet af på denne tur. Han var egentlig klar til endnu en tur bagefter!

Vi havde allieret os med nogle venner, som har geocachet en del. Og selv om jeg havde læst vejledningerne sidste år, så var jeg ikke rigtig kommet videre og rent faktisk hoppet ud i at afprøve det. Så det var godt med følgesvende, og hyggeligt at kombinere geocaching med godt selskab.
Vi startede med turen ved Glenstrup sø af flere årsager. Den ligger i foholdsvist åbent landskab, så der var dækning på smartphonen - næsten - hele turen. Vores venner har investeret i en GPS, der kan fungere offline og gemme kort mm. Vi venter lige med investeringer, til vi ved, om det er noget, vi vil fortsætte med. Desuden er stien tydelig og let at følge, så det var en god start-tur.

Start her:
geocaching.com
opret dig som bruger, og start med at finde en grøn cache - vælg en, der er forholdsvis let at finde. Log den, og du er igang.

Geocaching-sitet har sågar sin egen vejledning med ideer til brug i undervisning.
Geocaching og undervisning

Jeg har ikke gjort mig erfaringer med denne app, men hørt om den fra en elev, som har været udsat for den. Den kunne være interessant at kigge nærmere på.
Woop - ideer til skolebrug

Pligter i hjemmet

Ada: "Skal vi ikke gøre idag til officiel teamdag herhjemme?"
Mig: "hvad da"
Ada: "Det er sundt at arbejde sammen om opgaverne"
Mig, der skjuler min overraskelse og samtidig fryder mig, for jeg er jo også vild med at arbejde sammen om opgaverne: "Hvordan er det sundt?"
Ada lettere tøvende: "Jeg ville bare gerne af med halvdelen af mine opgaver"

!!!!!!
Fra social forståelse til egoisme på sekunder. Men ok, helt dum er hun jo ikke. Ungerne er ved at have fanget mine værdier og udnytter dem til deres eget bedste. Egentlig smart.

Endelig cykler sønnike

FANTASTISK
endelig er han på cyklen ham den bette knægt. Han er rædselsslagen for alt ukendt. Og selv om han lærte at cykle sidste sommer - hen på sensommeren, ja så var alt i glemmebogen, da foråret kom og han nægtede at sætte sig op på cyklen. Jeg har pintes over det længe og set mig selv med en knægt på 12 på efterløberen!!!!
Igår tog jeg så fat i tyrens horn og konfronterede knægten og sagde, at han skulle prøve alle cyklerne - og rækkefølgen. Først løbecyklen - tjek, den er han glad for og tryg ved til trods for knæene når op under hagen! Så den lille lærecykel, som havde støttehjul og pind i rumpen. Den han lærte at cykle på sidste år. Jeg var spændt, han pev. Han satte sig op, jeg skubbede og sagde "nu slipper jeg". Og dælme om knægten ikke bare cyklede videre. Jubelen var stor. Knæene er stadig under hagen, men han er afsted på to hjul og med pedaler.
Så kom turen til børnecyklen. Som egentlig også er for lille, men den skulle prøves. Der vakles en smule, styret sidder lidt anderledes og pedalerne er hårdere at træde. Han var ved at opgive, men "NEJ" sagde moren, der opmuntrende fortalte, at "du kan godt", "du skal prøve mere end en gang", "kom så" og samtidig holdt fast i "du SKAL". Og om  ikke det viste sig, at denne cykel også blev mestret - dog stadig med en kommentar om, at pedalerne er hårde.
Så kom turen til den "rigtige" cykel. Altså den som burde være hans cykel nu. Den passer efter princippet om, at du skal kunne nå jorden med begge fødder. Men angsten var at læse i hans ansigt. Han står ikke på flad fod mens han sidder på sædet. Der er gear og håndbremse - lidt sejt. Men også besværligt, så han vidste ikke helt om de skulle skældes ud eller beundres. Startteknikken skal forfines, da balancen kommer på prøve, når han ikke kan stå på flad fod. Men afsted med et skub fra mor - og derudad det går. Dog så er det jo farligt at bremse - for han bekymrer sig om at fange jorden ordentligt med fødderne! Han er og bliver en bangebuks, men han besejrede cyklerne igår og tog en æresrunde på den mindste af slagsen. Så han må afsted igen...

Jeg nominerer

Sådan starter rigtig mange posts på Facebook og Instagram lige for tiden. Og det er vel startet som en sjov leg blandt unge. Må man gætte på. De første nomineringer jeg så på de sociale medier handlede om at drikke alkohol og derefter udføre fysisk belastende arbejde, dernæst kom alle badenomineringerne - i den sene vinter/det tidlige forår.
Jeg så en enkelt fyr, som i stedet for at dyppe sig i en sø forsøgte at ændre nomineringen til at gøre noget godt for andre. (Jeg kan desværre ikke støve linket op igen - måske nogle kan hjælpe mig?)
Nomineringerne følges som regel op af en konsekvens - hvis ikke, så skylder du... Hvilket jo mellem venner kan være virkelig humoristisk. Man kender hinanden godt og konsekvenserne er måske ikke så store i virkeligheden, som det lige står skrevet sort på hvidt.
Mit problem er, at disse nomineringer har bredt sig som en løbeild. Også til børnekulturen, hvor alting opfattes meget sort/hvidt, så når børnene nomineres bliver hele deres hverdag ødelagt, hvis de ikke lige kan nå det inden de 48 timer, og de er ved at gå i panik over at komme til at skylde is, slik, biografture, babylips og lignende, da de jo ikke nødvendigvis har midlerne til at kunne indfri deres "gæld" til venner, klassekammerater og bekendte i fritidskulturen. Det er svært at sige, at man ikke vil deltage, når man ikke kender personerne særlig godt, og når man opfatter nomineringerne som regler.

Så en bøn til alle Jer forældre derude. Tal med Jeres børn om, hvornår nomineringer er sjove.
Tal med dem om, om de kan forvente at få indfriet deres tilgodehavende hos en bekendt i fritidsklubben.

Jeg har med vilje lavet en nominering med en lidt anderledes ordlyd - for at vise min datter, at man jo ikke bare kan udpege folk til at gøre noget. Det er en sjov leg - men den kan også gå over grænsen, og grænsen kender man kun hos mennesker, som man kender godt.

Og så er jeg da også selv hoppet med på legen og ladet mig spule af vandslangen til ære for en elev - mest fordi de ikke skulle tro, jeg ikke turde ;-)

Børnehverdagen

Jeg skal nok lige få kommenteret på denne kronik .Den satte lige kraft på blodomløbet...

Puha. Jeg har vist for mange kommentarer til dette, men som mor til et barn, der ikke trivedes i sin klasse, kæmper jeg hårdt for at oprette og beholde legegrupper - da det er hendes mulighed for at danne sociale relationer. Så måske nogle faldt igennem dengang tidligere? Måske forfatteren synes, at børn selv lavede legeaftaler - måske andre sad derhjemme og havde ingen aftaler. Hvem ved. I hvert fald er jeg fortaler for legegrupperne, der ikke behøver være det store besvær i forældrenes hverdag - og jeg vil i den grad mene, det ikke er at bestemme over barnets fritid. De har i høj grad frihed til at vælge, hvad de vil lave, og de tilbydes flere fællesskaber, forældrene gør plads til dem i hinandens hjem, så der er større tryghed for ungerne, når de kommer ud. Og hvorvidt det giver noget for forældrene, så må jeg sige, at selvfølgelig betyder det noget for forældrene også ift. opdragelsen af hinandens børn - for ingen må bilde sig ind, at børn kun opdrages i hjemmet. De bliver dannet 24 timer i døgnet og dermed også i hinandens hjem. Kender man forældrene og hinandens holdninger, ja så lytter børnene også efter de forskellige voksne i omgangskredsen, og uacceptabel adfærd i et uovervåget øjeblik - det kunne være på vej hjem fra skole, man møder en klassekammerat til sit barn, der er igang med at lave noget l...t, ja så er det nemmere, at stoppe bilen, stå ud og spørge, hvad der sker, hvis man ved, at vi gør det som forældre - hjælper hinanden. Ved at forældrene bagefter vil sige, hvor var det heldigt, du lige kom forbi, og ikke at jeg skal blande mig udenom eller sikke hysterisk og overreageret. Det ved jeg jo kun, fordi jeg ved, hvad forældrene står for. Og det finder jeg ud af, når jeg henter mit barn til fødseldage, m,en især i legegruppen, for der ser jeg også forældre til de børn, som mine egne ikke leger med så ofte i en mindre og intim gruppe, så pludselig er vi nødt til at tale sammen. Og det bliver jo ofte om vores børn og deres fællesskab.

Jeg behøver ikke blive venner med forældrene, og jeg ved, at det er træls at køre midt i et projekt på huset eller man må stoppe højtlæsning for det yngste barn, fordi der skal hentes. Men når vi sidder der, så ved jeg, at tiden er givet godt ud. Jeg lærer nogle mennesker bedre at kende, jeg ser, hvordan min datter er sammen med sine kammerater og hun og klassens sammenhold udvikler sig tydeligt positivt. Det vil jeg gerne være en del af.
Det var legegrupperne

Drop en sammenkomst i børnehaven eller arbejdsdagen. Mod jule- og sommerferie bugner kalenderen af aktiviteter i sportsklubber og institutioner. Det er nødvendigt at vælge, og for min del har jeg kun mødt stor forståelse, når jeg har meldt fra. Både hvis det har været pga sammenfaldende datoer, men også hvis det har været med begrundelsen at vi lige denne dag har valgt at prioritere familien.

 

Ift fritiden ved jeg at mange trænere og instruktører gerne ser forældrene forlade matriklen, så de og ungerne kun skal forholde sig til hinanden. Men det er sørme ikke let at komme igennem med. Forældrene skal lige holde øje med, hvad ungerne lærer. Så hvis det er et pres fra de forældre, som ønsker at blive, så bryd med kulturen, KØR. Det har jeg gjort. Jeg har også afleveret min datter en time for tidligt, hvor hun måtte stå UDENFOR og vente, fordi jeg var kørt. Jeg har hentet 1 time for sent - hvor hun pludselig tvivler på, om jeg overhovedet dukker op. Er jeg stolt af det. Selvfølgelig ikke. Men som regle står der jo en hel flok forældre klar til at bekymre sig om, hvor den forsinkede mor dog bliver af... Til mit forsvar har jeg også afleveret børn på deres hjemadresser, hvis deres forældre er blevet forsinkede. 

Så kom ud over lemmingkulturen. Vi er ikke alle en del af den. Det er et spørgsmål om at turde vælge. Og prioritere. Det bestemmer vi alle selv.

Kronik i Information af Thomas Gyldborg: De voksne har erobret barndommen

ferie, status og overblik?

Påskeferie.
Ferierne dukker altid velkomment og tiltrængt op. Denne gang må jeg dog sige, at feriefornemmelsen ikke helt indfinder sig.
Min fars sygdom præger hverdagene, og selv om jeg tænker, at jeg skal koncentrere mig om noget andet lidt, og jeg lige har set ham, alt er ok, ja så fortæller min krop mig noget andet. Jeg vil gerne være hos ham hele tiden. Om ikke andet, så bare for at sidde og holde ham i hånden.
Jeg vil også gerne holde øje med min mor - heldigvis er brormand hjemme lige nu, så han kan tage sig lidt af hende.

Samtidig, så kan jeg mærke, at jeg også trænger til at være mere sammen med ungern og ikke mindst slappe af mig selv. Den sidste dele r stort se4t umulig, da jeg altid finder små opgaver, som er blevet udskudt, så listen af små hjemlige gøremål er lang - ligeså er listen fra job, hvor jeg også er kommet bagud...
Så overblikket må nok vente. Status er, at jeg har meldt fra på nogle af de sædvanlige fritidsaktiviteter - bestyrelsesarbejde, havens forårsklargøring er minimeret og det er forårsrengøringen også...
Jeg får da øvet mig i at prioritere, hvilket jo er en kunst i sig selv, når jeg gerne vil det hele.

Helt klar

Gymnastikopvisning i morgen - for hele familien.
Generalprøver for holdene i idrætscentret idag. Fornøjeligt som altid. Det summer af glade stemmer omkring os, der er gang i musikken, energi i rummet. Alle hjælper hinanden, der smiles, nervøsiteten mærkes også. De yngste er overvældede over hallens størrelse og sidder lige lidt længere hos mor og far. Overvindelsen ses tydeligt i deres ansigter, når de går ud fra gulvet igen.
Instruktører, forældre og gymnaster mødes på kryds og tværs og det syder af aktivitet og glade hilsener.
Solskinnet og foråret, der titter frem udenfor bringes med ind i hallen hver gang døren åbnes og endnu et sæt røde kinder kommer ind.
Hvor jeg glæder mig til opvisningen i morgen.
Sønnen skal lave sin eneste opvisning i år - som jeg tror han gennemfører uden sygdom eller sure miner...
Ada skal på gulvet med 2 af sine 3 hold.
Jeg skal selv have mine minipiger på gulvet.
Og så er der jo alle de dejlige børn og unge mennesker, som jeg er kommet til at kende gennem sæsonen. når jeg besøger nogle af holdene. Jeg glæder mig til at se slutresultatet på en fantastisk sæson.

Læsningens mysterie

Hvor er det bare vigtigt, det der læsning.
Og hvor kan det være svært - eller ligetil, alt efter hvem man er.

Jeg husker selv, hvor meget jeg glædede mig til at lære at læse. Jeg var topmotiveret, lærte bogstaverne, forstod systemet og stavede mig frem. Jeg brugte nok mere tid end gennemsnittet på at øve mig derhjemme. Det fangede mig. Jeg elsker stadig at læse. Både skøn- og faglitteratur. Jeg er nysgerrig, kan godt lide at lære - om (næsten) alting. Jeg elsker en god historie/fortælling, jeg lever mig ind i de universer og personligheder, der er i fortællingen.
Jeg husker det ikke som specielt vanskeligt, det med læsningen.
I min familie gik vi da også på biblioteket, vi fik læst højt i ny og næ, og min mor har også altid læst mange bøger. Min far er først startet sent med læsningen - han læste "illustreret videnskab" og andre fagbøger, når det skulle være.

Min datter på 10, har også været topmotiveret for læsningen, og hun er den perfekte skoleelev. Hun laver altid sine lektier - også helst dem, man bare må lave, men ikke skal. Hun er også med på systemet med bogstaver og lyd. Men det er som om, hun ikke altid ser rækkefølgen af bogstaverne korrekt. Hun deler let i stavelser, når det er grammatikopgaver, men når hun læser, vælter bogstaverne bare sammen. OK - det er måske lige overdrevet, idet hun læser fint og alderssvarende for en 10-årig, men ved vanskelige ord, så mixes det hele, og jeg mærker, at det ikke er så let og naturligt for hende. Det er svært at vejlede, når jeg bare selv har gjort det.
Heldigvis er lærebøgerne jo udviklet meget siden min egen skoletid, så der er heldigvis masser af hjælp at hente i bøger og hos lærere. Hun har da heller ikke svært ved at læse, men hun har det vanskeligt med nye ord.

Så starter sønnen i børnehaveklasse. Jeg var noget spændt, for drengen har ikke udvist interesse for læring - på skolemåden, og på den måde var jeg lidt i tvivl, om han modenhedsmæssigt var klar. Jeg var dog ikke i tvivl om, at hans evner trængte til at blive udfordret. Han husker alverdens små detaljer, og han husker dem i mange år - mest om dyr, sten, natur og naturfænomener, men matematik har også interesseret ham - former, tal og regning.
Efter et par måneder i børnehaveklassen startede bogstavindlæringen og vupti efter 3 bogstaver, så læser drengen! Ja, jeg tænkte, at det var mig, som tog fejl, og gav ham sværere bøger. Men nej, han læser plakater, reklamer, emballage på produkter, skilte osv. På vores tur til skallerup klit, læste han "rombeporfyr". Man mærker ikke, at han staver sig gennem ordene, han udtaler ordene talemæssigt korrekt - eks. med="mæ", skal="ska" osv. - han klager over stavefejl i diverse tekster, han har styr på punktummer og "apostrof", som han vælger at stave med. I læsningen vælger han af og til at læse med synonymer i stedet for de skrevne ord i teksten - en "tyk" kasket er sjovere end en "fed" kasket. Han kan også finde på at oversætte til engelsk - "altså de ord, jeg kan på engelsk" i stedet for at læse dansk.
Og hvor kom det så fra? Han kan jo bare. Hvilket er både godt og skidt. Han keder sig allerede i skolen :( Han kan det i forvejen. Han er totalt modstander af at øve sig på ting - enten kan han, eller så kan han ikke!!!! Ikke lige den moral hans forældre gerne ser udviklet hos ham.

I skolen ser jeg jo også den store forskel hos eleverne. Ingen tvivl om, at det hjælper, når forældrene hjælper og engagerer sig i læsningen derhjemme, men her har vi jo gjort det samme for begge børn, alligevel er de så forskellige (ikke kun mht. at lære at læse...)

For mig blev mysteriet om læsningen ikke mindre af at se mine egne børn knække koden.

Gymnastikkens højdepunkt

Opvisningssæsonen er i fuld gang, og datteren har nået at lave 2 opvisninger denne weekend. Jeg har kun nået at se den ene af disse, og det bliver derfor 3. gang jeg ser den samme opvisning - og det skulle man jo tro bliver kedeligt, men spændingen, når tøndebåndet kastes (de er blevet bedre til det), og de små svipsere træder tydeligere frem. Der er da også lavet lidt om i programmet? Eller måske ser man bare flere detaljer efterhånden.
I denne omgang måtte vi desværre gå efter vores eget barns opvisning, men jeg glæder mig til at se mere gymnastik i marts måned.
Flot børneopvisning i Nørager idag - En cirkuspyntet hal gjorde en god entre for de mange glade børn i hallen.