Med vinterens afslutning indledes overenskomstforhandlingerne for mange kommunalt ansatte og også for lærerne.
Jeg har egentlig ikke skænket det en tanke. Ind imellem har jeg noteret mig det i overskrifter i fagblad eller andre aviser, men ikke haft energi til at forholde mig til det.
En dag ser jeg dog en overskrift, der sandsynliggør en konflikt mellem KL og Dlf, røres jeg alligevel i mit inderste. Min krop reagerer med kvalme. Jeg bliver ked af det, desperat og kan mærke blodet pumper hurtigere rundt i kroppen, mine kinder blusser, men jeg har ingen ord. Intet kan jeg sige. Intet ved jeg. Ud over, at jeg ikke magter konflikt.
Jeg synes egentlig jeg håndterede konflikten i foråret 13 med en vis ro. Jeg var glad for at komme tilbage på arbejde og forholdt mig med lidt afstand til selve udkommet og forsøgte at tage en dag af gangen. Jeg måtte håndtere reformen, når vi kom til den.
Men med muligheden for igen at være i konflikt, at have alles øjne rettet mod en, at bruge sine kræfter døgnet rundt på at tale sin sag til møder, demonstrationer, happenings (uden at blive hørt), at blive mistænkeliggjort og skulle forsvare sig selv alle steder (i Brugsen, avisen, til familiefester, til fritidsaktiviteter, på gåturen ned af vejen), at møde tilbage på arbejde og igen skulle forklare og tage hånd om og opbygge skoledagen for eleverne igen. Hvordan kommer jeg igennem det endnu engang?
Jeg overvejede lige et par timer bare at sige op og finde et helt andet job - jeg aner desværre ikke, hvilket job jeg ville kunne passe - jeg brænder ikke for andet end lærergerningen, så jeg har fundet den rette hylde.
Nu er der heldigvis indgået et forlig. Det lever vist ikke op til mange af vores forhåbninger, og jeg kan da også læse, at rigtig mange er meget utilfredse med aftalen. Ingen ny arbejdstidsaftale - dog med mulighed for at lave lokale aftaler. En hensigtserklæring omkring lærernes forberedelsestid - men ingen sikring heraf.
Jeg tænker over min holdning til aftalen, og forsøger ikke at opveje det mod min frygt for konflikt - det skulle nødig være frygten, der gør, at mine arbejdsforhold bliver utålelige.
Viser opslag med etiketten kv13. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kv13. Vis alle opslag
mandag den 16. februar 2015
fredag den 26. september 2014
lørdag den 13. september 2014
Fritid og skole/arbejde
Er der nok af den?
Når man er skoleelev? Under reformen.
De lange skoledage gør efter sigende, at en del børn og unge vælger fritidsaktiviteter fra.
Reformen er udformet så forskelligt på skolerne rundt omkring i landet. Min erfaring dækker kun 2. Min egen skole og mine børns skole.
Mine børn går i skole 30 minutter mere dagligt end før sommerferien. Min søn bliver oftere hentet direkte fra skole og har dermed fået mere tid i skolen og mere tid hjemme - men mindre tid i SFO.
Datteren er lidt senere hjemme, hun synes, det er vildt hårdt, og har da også valgt kor fra - eller forældrene har sagt, at det bliver for meget, hvilket vi nok havde gjort under alle omstændigheder, da hun havde lige rigeligt at se til sidste skoleår.
Gymnastikken, som er hendes passion, dyrker hun fortsat med samme entusiasme og på 3 hold.
Sønnen dyrker også fortsat gymnastik, og jeg har fået ham til fodbold også, så han nu har to sprotsgrene, hvilket er perfekt, da han herhjemme helst vil sidde ved computer, tablet eller wii...
Han har ikke på samme måde klaget, men mit indtryk er da også, at der er en del legetimer, så han får nok tid til at lege med sine klassekammerater i stedet for SFO-børnene - og for ham er det ok, da han har mange af sine venner i klassen. Fordelen er, at han får legetid med de børn, som ikke går i SFO, ulempen, at han ikke ser børnene fra de andre klasser i samme grad.
På min egen skole, vurderer jeg tingene fra et andet synspunkt. Jeg ser og hører alting lige når det sker, hvor mine børn har fået afreageret og kun fortæller højdepunkterne herhjemme.
Jeg underviser overbygningselever, som tidligere havde minimumstimetal, og derfor havde dage, hvor de kunne gå hjem 12:35. Nu er den altid 14:50.
Deres hverdag er mere markant i forskellen end mine egne børns.
De kritikpunkter jeg hører oftest er, at der er for få pauser, og jeg ser også, at koncentrationen svigter over middag. Til trods for kravet om bevægelse i undervisningen. Det er ikke godt nok at gå ud og spille rundbold 45 minutter. De er ikke klar igen, når vi kommer ind.
De er heller ikke interesseret i rundbold. Nogle vil gerne spille håndbold, andre fodbold, andre igen dyrke gymnastik eller gå en tur. Bevægelsen kan ikke gøre det ud for en pause, ej heller for at dyrke en fritidsinteresse. Og hvis bevægelsen er lagt ind som små anderledes aktiviteter i løbet af skoledagen, ja så er det værken styrketræning eller konditionstræning, som de unge kunne få ved at dyrke en sportsgren.
De har markant mindre fritid. Jeg hører dog ikke om, at de har droppet deres fritidsinteresser eller fritidsjobs. De kæmper med at få tingene til at hænge sammen.
Fra min egen stol - ja så har jeg aldrig haft så meget fritid - og med alle de muligheder, det giver, så har jeg fået mere travlt end nogensinde! Mandag, onsdag og torsdag er jeg fast inventar i hallen til forskellige gymnastikaktiviteter for mig selv, min forening eller mine børn. Jeg har aftaler med veninder og mine forældre. Jeg cykler med mine børn, og lærer min datter spansk - hun har også givet sig selv et ekstra projekt.
Min kalender er fyldt ud med aftaler - for der kommer ikke arbejde på tværs - jeg ved, jeg har tid. Jeg skal ikke sørge for at holde en halv eller hel dag fri til stile, forberedelse eller andet.
Jeg vidste det godt, men ser det endnu mere tydeligt nu. Jeg har arbejdet for meget. Jeg har brugt af min fritid. Jeg har interesseret mig for mit job. Må ens job også være en interesse.
Må jeg surfe rundt på nettet og se videoer fra EdTed eller Khan Academy på Youtube, læse indlæg om flipped classroom, gaming eller demokrati i klasseværelset på twitter og pinterest. Hvor går grænsen mellem arbejde og interesse.
Nogle ting er meget tydelige - nej jeg skulle ikke lige finde en classbuilder onsdag aften for at blive klar til torsdag morgen. Nej, jeg skulle ikke lige ringe til 3 forældrepar torsdag aften, for at orientere dem om, at jeg havde fået talt med deres barn i løbet af skoledagen og nej, jeg skal ikke have ugeplanen med hjem, så jeg lige kan tjekke den op om aftenen og føle mig klar næste dag.
Men hvad med mit fagblad? Der er jo blandede ting i. Gode ideer og reklamer for undervisningsmateriale. Må jeg tjekke det ud, når jeg læser det?
Grænserne er ikke helt klare.
Når man er skoleelev? Under reformen.
De lange skoledage gør efter sigende, at en del børn og unge vælger fritidsaktiviteter fra.
Reformen er udformet så forskelligt på skolerne rundt omkring i landet. Min erfaring dækker kun 2. Min egen skole og mine børns skole.
Mine børn går i skole 30 minutter mere dagligt end før sommerferien. Min søn bliver oftere hentet direkte fra skole og har dermed fået mere tid i skolen og mere tid hjemme - men mindre tid i SFO.
Datteren er lidt senere hjemme, hun synes, det er vildt hårdt, og har da også valgt kor fra - eller forældrene har sagt, at det bliver for meget, hvilket vi nok havde gjort under alle omstændigheder, da hun havde lige rigeligt at se til sidste skoleår.
Gymnastikken, som er hendes passion, dyrker hun fortsat med samme entusiasme og på 3 hold.
Sønnen dyrker også fortsat gymnastik, og jeg har fået ham til fodbold også, så han nu har to sprotsgrene, hvilket er perfekt, da han herhjemme helst vil sidde ved computer, tablet eller wii...
Han har ikke på samme måde klaget, men mit indtryk er da også, at der er en del legetimer, så han får nok tid til at lege med sine klassekammerater i stedet for SFO-børnene - og for ham er det ok, da han har mange af sine venner i klassen. Fordelen er, at han får legetid med de børn, som ikke går i SFO, ulempen, at han ikke ser børnene fra de andre klasser i samme grad.
På min egen skole, vurderer jeg tingene fra et andet synspunkt. Jeg ser og hører alting lige når det sker, hvor mine børn har fået afreageret og kun fortæller højdepunkterne herhjemme.
Jeg underviser overbygningselever, som tidligere havde minimumstimetal, og derfor havde dage, hvor de kunne gå hjem 12:35. Nu er den altid 14:50.
Deres hverdag er mere markant i forskellen end mine egne børns.
De kritikpunkter jeg hører oftest er, at der er for få pauser, og jeg ser også, at koncentrationen svigter over middag. Til trods for kravet om bevægelse i undervisningen. Det er ikke godt nok at gå ud og spille rundbold 45 minutter. De er ikke klar igen, når vi kommer ind.
De er heller ikke interesseret i rundbold. Nogle vil gerne spille håndbold, andre fodbold, andre igen dyrke gymnastik eller gå en tur. Bevægelsen kan ikke gøre det ud for en pause, ej heller for at dyrke en fritidsinteresse. Og hvis bevægelsen er lagt ind som små anderledes aktiviteter i løbet af skoledagen, ja så er det værken styrketræning eller konditionstræning, som de unge kunne få ved at dyrke en sportsgren.
De har markant mindre fritid. Jeg hører dog ikke om, at de har droppet deres fritidsinteresser eller fritidsjobs. De kæmper med at få tingene til at hænge sammen.
Fra min egen stol - ja så har jeg aldrig haft så meget fritid - og med alle de muligheder, det giver, så har jeg fået mere travlt end nogensinde! Mandag, onsdag og torsdag er jeg fast inventar i hallen til forskellige gymnastikaktiviteter for mig selv, min forening eller mine børn. Jeg har aftaler med veninder og mine forældre. Jeg cykler med mine børn, og lærer min datter spansk - hun har også givet sig selv et ekstra projekt.
Min kalender er fyldt ud med aftaler - for der kommer ikke arbejde på tværs - jeg ved, jeg har tid. Jeg skal ikke sørge for at holde en halv eller hel dag fri til stile, forberedelse eller andet.
Jeg vidste det godt, men ser det endnu mere tydeligt nu. Jeg har arbejdet for meget. Jeg har brugt af min fritid. Jeg har interesseret mig for mit job. Må ens job også være en interesse.
Må jeg surfe rundt på nettet og se videoer fra EdTed eller Khan Academy på Youtube, læse indlæg om flipped classroom, gaming eller demokrati i klasseværelset på twitter og pinterest. Hvor går grænsen mellem arbejde og interesse.
Nogle ting er meget tydelige - nej jeg skulle ikke lige finde en classbuilder onsdag aften for at blive klar til torsdag morgen. Nej, jeg skulle ikke lige ringe til 3 forældrepar torsdag aften, for at orientere dem om, at jeg havde fået talt med deres barn i løbet af skoledagen og nej, jeg skal ikke have ugeplanen med hjem, så jeg lige kan tjekke den op om aftenen og føle mig klar næste dag.
Men hvad med mit fagblad? Der er jo blandede ting i. Gode ideer og reklamer for undervisningsmateriale. Må jeg tjekke det ud, når jeg læser det?
Grænserne er ikke helt klare.
mandag den 1. september 2014
Paradoksalt
Denne morgen var der noget uro på lærerværelset. Den første lønseddel efter reformen kom i weekenden, og der var ubehagelige opdagelser iblandt. Rigtig mange kolleger er gået ned i løn. Mellem 1000 og 1500 kr.!
Kan det nu passe?
Jeg oplever et frustreret lærerkollegie. Pauserne springes over og holdes på kontoret, så mails eller lignende bliver tjekket. Jeg har selv stjernemarkeret de mails som indeholder mere læsestof end et minut. Jeg har ikke fået kigget på dem endnu i dette skoleår...
Den øgede mængde undervisning, de manglende vikarer - vi dækker hinanden gør de daglige arbejdsforhold utroligt vanskelige. Jeg kan ikke regne med at have tid til forberedelse dagligt, jeg er ikke sikret mere end de 15 minutter til mail om morgenen og de 10 minutter til at pakke sammen om eftermiddagen. Derimellem har jeg mellem 1-2 timer at råde over. Hvis jeg ikke bliver brugt som vikar. Hvilket jeg gør hver uge. Hvis der ikke kommer henvendelser fra elever eller deres forældre.
Og så skal det lige pointeres, at forberedelsen oftest er delt op i moduler af 20-30 minutter, hvor gåturen til og fra forberedelseslokalet også skal nås.
Når kopimaskinen mangler papir, blæk eller toner, er der ikke tid
Når en kollega vil mødes om et samarbejde mellem klasser eller fag går de i stå pga manglende muligheder for at mødes.
Vi løber, hopper og springer for at få hverdagen til at lykkes. Så kom lønsedlen! Hold nu op, hvor føler mange sig oversete. Negligerede til tal.
Men vi fortsætter jo i morgen. Det er ikke eleverne, der udbetaler lønnen. Så vi smiler, løber, hopper og springer for eleverne. Fordi vi vil dem og vores fremtid det bedste.
Bag kulisserne er vi trætte, vrede og frustrerede.
Og hanker op i hinanden, smiler, griner og fortæller en vits, bruger ironi og forsøger at holde humøret oppe hos os selv og hinanden.
"Smil til verden og verden smiler til dig"
Gruk af Piet Hein
Gruk af Piet Hein
Tiden indhentede mig
Så kom dagen, hvor jeg ikke nåede at blive færdig med forberedelsen til mine timer.
Lige så stille bliver overblikket mindre og feberredningerne flere. Heldigvis har jeg da et udvidet repertoire i rygsækken med mine 12 års erfaring. Men alligevel savner jeg at have gennemtænkt min undervisning i højere grad.
I timen idag måtte jeg formulere elevopgaven på google drev alt imens jeg forklarede den. Heldigvis har jeg i mit hoved brygget på opgaven hen over weekenden (tankerne kan jeg altså ikke styre til kun at foregå indenfor arbejdstiden), så jeg havde en idé om opbygningen. Jeg er rimelig habil i at få formuleret en bunden opgave og nogle mere åbne spørgsmål, der giver plads til differentiering ift motivation, afleveringsform og faglig fordybelse.
Så den gik denne gang - næsten.
For havde opgaven været klar inden, havde jeg også haft et par eksempler og været mere konkret, så knap så mange elever kom ud i frustrationer, der ikke var udfordrende men nær opgivelse. De fleste fik jeg tilbage på sporet. Resten må jeg få rettet ind i morgen...
Lige så stille bliver overblikket mindre og feberredningerne flere. Heldigvis har jeg da et udvidet repertoire i rygsækken med mine 12 års erfaring. Men alligevel savner jeg at have gennemtænkt min undervisning i højere grad.
I timen idag måtte jeg formulere elevopgaven på google drev alt imens jeg forklarede den. Heldigvis har jeg i mit hoved brygget på opgaven hen over weekenden (tankerne kan jeg altså ikke styre til kun at foregå indenfor arbejdstiden), så jeg havde en idé om opbygningen. Jeg er rimelig habil i at få formuleret en bunden opgave og nogle mere åbne spørgsmål, der giver plads til differentiering ift motivation, afleveringsform og faglig fordybelse.
Så den gik denne gang - næsten.
For havde opgaven været klar inden, havde jeg også haft et par eksempler og været mere konkret, så knap så mange elever kom ud i frustrationer, der ikke var udfordrende men nær opgivelse. De fleste fik jeg tilbage på sporet. Resten må jeg få rettet ind i morgen...
onsdag den 13. august 2014
Nedsat tid, fri-onsdage
Dette skoleår har jeg valgt at være på nedsat tid.
Det har jeg været tidligere. Jeg har egentlig betalt min egen forberedelsestid, fordi jeg ikke kunne få enderne til at hænge sammen. Denne gang har jeg valgt det, dels pga reformen, hvor jeg tror, der bliver rigeligt at se til, og jeg kender mig selv. Jeg er sensitiv og perfektionistisk og kan let blive påvirket af manglende overblik. Så personligt er det sundt for mig med en pause. Og det er helt perfekt med onsdag. Så er der altid kun to arbejdsdage inden jeg lige kan regenerere.
En anden grund til mit valg er selvfølgelig også fars kræftsygdom. Den påvirkede mig voldsomt i foråret, og jeg har brug for lidt luft, hvis der pludselig skal bruges ekstra strke til at komme igennem hans sygdomsforløb igen.
Hvad skal jeg så disse onsdage? Tidligere ville jeg jo have siddet og rettet afleveringer om formiddagen, men nu har jeg jo tiden til mig selv!
Jo idag hedder det tandlæge med sønnen og cafebesøg med venner. I den nærmeste fremtid er der endda også planlagt en del - være hos mine forældre, datterens fødselsdag, og faktisk et par arbejdsdage pga. e-Twinningsprojekt og hyttetur.
Ellers ligger dagene jo åbne til at lave bestyrelsesarbejde, skrive blog, chatte og være på nettet, shoppe, få fodbehandlinger, læse bøger, motionere, gå i haven, gøre rent og .... Jeg ved, jeg nok skal finde på alt for meget og ikke nå alle de ideer, jeg har :-)
Min helt egen dag.
Det har jeg været tidligere. Jeg har egentlig betalt min egen forberedelsestid, fordi jeg ikke kunne få enderne til at hænge sammen. Denne gang har jeg valgt det, dels pga reformen, hvor jeg tror, der bliver rigeligt at se til, og jeg kender mig selv. Jeg er sensitiv og perfektionistisk og kan let blive påvirket af manglende overblik. Så personligt er det sundt for mig med en pause. Og det er helt perfekt med onsdag. Så er der altid kun to arbejdsdage inden jeg lige kan regenerere.
En anden grund til mit valg er selvfølgelig også fars kræftsygdom. Den påvirkede mig voldsomt i foråret, og jeg har brug for lidt luft, hvis der pludselig skal bruges ekstra strke til at komme igennem hans sygdomsforløb igen.
Hvad skal jeg så disse onsdage? Tidligere ville jeg jo have siddet og rettet afleveringer om formiddagen, men nu har jeg jo tiden til mig selv!
Jo idag hedder det tandlæge med sønnen og cafebesøg med venner. I den nærmeste fremtid er der endda også planlagt en del - være hos mine forældre, datterens fødselsdag, og faktisk et par arbejdsdage pga. e-Twinningsprojekt og hyttetur.
Ellers ligger dagene jo åbne til at lave bestyrelsesarbejde, skrive blog, chatte og være på nettet, shoppe, få fodbehandlinger, læse bøger, motionere, gå i haven, gøre rent og .... Jeg ved, jeg nok skal finde på alt for meget og ikke nå alle de ideer, jeg har :-)
Min helt egen dag.
tirsdag den 12. august 2014
Anden skoledag efter reformen
Min første dag på arbejde med elever. Inden du fortsætter skal du vide, at denne nøje beskrivelse af en arbejdsdag også skyldes mit eget behov, for at få tænkt dagen igennem. Der står en del. God læselyst.
Stresset efter 5 minutter! Jeg ved det. En ting af gangen. Vi når det, vi når, og vi må sætte standarden efter den tid, vi har til rådighed. :(
Min mødetid var 7.30. Jeg mødte op på skolen 7.20, så jeg fik fuld arbejdstid ud af de 15 minutter inden undervisningen. Madpakken skulle jo i køleskabet og drikkedunken fyldes op inden 7.30.
Jeg får tjekket skema og ringetider og konstaterer, at jeg har 20 minutter + 30 minutter til at forberede torsdag, hvor jeg skal have fysik i min 8.klasse. Jeg har endnu ingen årsplan, jeg har ingen materialer, men jeg har da samlet en inspirationsbunke, der ligger på mit skrivebord. Jeg kigger opgivende på bunken og tænker, at effektivitet er ikke nok til at løse opgaven, men jeg må gøre et forsøg og prioritere denne opgave idag.
Jeg åbner mine mails. Dels på intra, dels på Google. På intra får jeg læst mine beskeder, hvoraf den ene indebærer en arbejdsopgave, der kræver tid, og jeg sendes ud i dagens første frustration. Samtidig konstaterer jeg, at det er tid til at gå til undervisning, og jeg har ikke fået læst mails på Google. Kun konstateret, de er der.
Halvvejs oppe at stå får jeg svaret irriteret på opgave-beskeden, at jeg kan løse opgaven - men først i oktober! (Min frustration afspejles tydeligt i svaret). Samtidig dukker min skoleleder op, som får en ordentlig overfusning, grundet de vilkår, som jeg finder urimelige. Så blev dagen ligesom skudt igang.
På vej over til undervisningen, som de første 20 minutter består af en tredjedel af overbygningen sammen med mine teammakkere i det, der i næste uge skal blive kontaktgrupper - denne uge sociale aktiviteter - lægger jeg ansigtet i de rette folder og trækker vejret dybt.
Heldigvis møder jeg masser af elever på vejen, og der udveksles feriehistorier, kommentarer på højde og frisurer, ja sågar krammere. Det dårlige humør erstattes af interesse og grin, sjov og ballade med eleverne. Ungerne er i fokus. Mavefornemmelsen er god igen.
Heldigvis møder jeg masser af elever på vejen, og der udveksles feriehistorier, kommentarer på højde og frisurer, ja sågar krammere. Det dårlige humør erstattes af interesse og grin, sjov og ballade med eleverne. Ungerne er i fokus. Mavefornemmelsen er god igen.
Jeg skal introducere frugtsalat for alle eleverne. Jeg må tage et hurtigt overblik over stolesituationen. Eleverne sættes til at hente, og vi laver en stor rundkreds. Der bliver hurtigt ro. Vi gik jo også så småt igang lige inden det ringede ind. Vi får hurtigt forklaret "frugtsalat" og legen går godt. Masser af grin, hvin, snydepelse og løben rundt. Kredsen er blevet ret stor med 50+ elever. Alle deltager. Ingen melder pas. Og da vi rydder op gøres det superflot.
Jeg er tilfreds. For nu. God start med børnene. Godt humør hele vejen rundt. Jeg fortsætter hos min nye 7.klasse. Jeg skal have fysik. Jeg ved, struktur er vigtigt for mange af eleverne. Men min planlægning har ikke været så grundig, som jeg er vant til. På splitsekunder skal jeg træffe valg om, hvad der skal præsenteres, hvor meget, jeg tror vi når og hvilke overskrifter, jeg kan sætte på. Samtidig med jeg står foran en ny klasse. Jeg får skrevet en dagsorden - og håber den holder. Lige der er jeg bare så glad for min erfaring og kendskab til typiske tidsrøvere som f.eks. "lige at finde en plads". Normalt ville jeg have forberedt pladserne på forhånd. Men det er en af de opgaver, jeg har måttet undlade dette skoleår.
Timerne går godt. Dagsordenen holder! De nye elever er søde og interesserede. Stille og lyttende, men spørger også til tingene. Jeg er vild med klassen allerede. Alle er glade og tilfredse, der smiles, spørges pænt, og der er plads til alle. Et par udfordrende smil og kommentarer, der lige skal teste en grænse er der heldigvis også, men grænserne accepteres ved første irettesættelse. Mon det bliver ved?
Det er med god og tilfreds fornemmelse i kroppen, jeg går til frikvarter.
Det er med god og tilfreds fornemmelse i kroppen, jeg går til frikvarter.
Vel vidende, at arbejdsopgaverne er mange, stiler jeg direkte mod kontoret. Hvor jeg får efterbehandlet timerne. Jeg planlægger delvist næste gang med dette fag og denne klasse og konstaterer, at intra er rullet til dette skoleår, så nu kan jeg bruge ugeplaner, lektiebog og skrive besked til (de fleste) forældre igen. Der kommer styr på det. Nogle beskeder skal overleveres til kolleger angående praktiske informationer om bl.a. fysiklokalet, jeg lige forlod og møder senere på dagen. Vupti, så smuttede de 30 minutters forberedelse sammen med elevernes frikvarter. Ingen planlægning til torsdag påbegyndt! Ingen pause for mig selv, ingen mad eller drikke, ingen toiletbesøg.
Heldigvis skal jeg over til mine elever fra sidste år, hvor jeg skal høre lidt om ferien og finde bøger. Jeg har glædet mig til at se dem igen. Da jeg træder ind i lokalet, fornemmer jeg deres træthed - og de kender mig og ved, at vi skal hygge os denne første time :-). Jeg har kun 30 minutter hos dem. De er meget larmende og mange kommenterer hinanden. De virker trætte og savner bevægelsesdelen. Vi får derfor en fælles gåtur ud af boghentningen, og så smuttede den lektion sørme også. Samtidig burde jeg allerede stå i den næste klasse, og her melder et problem sig. Jeg har ikke taget materialer med til alle fagene, og jeg kan ikke nå på kontoret og hente dem. Heldigvis har jeg kopier til matematik i 7., så der starter vi, og jeg får lavet dagsordenen, således jeg først skal bruge materialerne efter middagspausen.
Eleverne blev sat igang med en matematikopgave med det samme. Jeg vil gerne lære dem at arbejde effektivt og med ro i klassen, så derfor gik vi igang med det samme, og der var rigtig god arbejdsindsats. Herefter fik vi snakket om fagets natur og hvordan vi i overbygningen vægter undersøgelsen og eksperimenteren med tal. Der er facitliste i grundbogen, hvilket eleverne fandt fuldstændig vildt. Jeg fortalte, at jeg er ligeglad med resultatet, jeg vil vide, hvordan de kommer frem til resultatet. Det kommer vist til at kræve en indsats. Mens de arbejdede var der ro, og jeg kunne nnå rundt og se, hvordan de arbejdede og snakke lidt med dem om deres oplevelse af faget. Vi kunne starte spisepausen lidt tidligt, så der blev mulighed for at sidde og sludre og høre lidt mere om eleverne.
I denne pause stilede jeg også mod kontoret. Jeg skulle af med 8.klasses materialerne og have fat i dem til 7,som jeg havde manglet i timen. Jeg nåede at spise en rugbrød inden jeg måtte rundt på skolen og finde hæfter, mapper mm til timen efter middagspausen.
Matematiktimen fortsatte. Vi startede med grundbogen. Der blev lidt mere uro end tidligere på dagen. Dels pga lidt træthed. Dels pga faglige krav. Mellem denne time og min den næste ligger 20 minutters læsebånd. De 20 minutter, hvor jeg skal forberede fysik til torsdag. De sidste 20 minutter til forberedelse inden timerne. Men ved timens afslutning var mange elever i tvivl om, hvor og hvad de skulle læse. Nogle havde brug for at gå på biblioteket, andre trængte til vand, og inden jeg fik svaret dem alle og nåede over til mit kontor, var der kun 10 minutter tilbage!
Migræne er på vej, knuden i maven vokser. Utilstrækkelighedsfornemmelsen vokser. Og så kom der lige et par spørgsmål til intra, hvor der skulle oprettes lektiebog og deles et par dokumenter. Vips, jeg skal ikke forberede fysik! NEJ NEJ NEJ. Det kan jeg ikke leve med. Hvordan kan det gå så galt?
Frustrationsniveauet er højt. Overblikket lille. Migrænen vokser.
Heldigvis gik projektor mm. i stykker i den næste lektion, hvor jeg skulle være støtte omkring nogle elever. Men eftersom ingen kunne komme igang, var jeg hurtig til at forlade etablissementet og anvende en hel time til at få kigget på fysikbunken. Jeg nåede at få besluttet mig for et emne og kopieret til torsdag. Stadig ingen årsplan eller overordnet sammenhæng. Men klar til på torsdag - nogenlunde.
Timerne blev erstattet af teammøde i ressourceteamet, hvor vi skulle have koordineret skemaer og udvekslet de behov, som vi har set indtil nu. Hovedet dunker, dunker, dunker.
Som afrunding på dagen havde vi lige et afdelingsmøde med en del punkter. For en gang skyld var der ikke så mange kommentarer. Der var hysterisk grinen og opgivende mumlen rundt omkring. Ingen kan få det til at hænge sammen. Vikardækningen går ud over forberedelsestiden, som allerede er minimal. Vi vil så meget mere, end det vi kan give indenfor disse rammer. Vi kæmper og vi prøver. Vi håber, at det er fordi, vi skal vænne os til anderledes arbejdsgange? Vi vil så gerne være positive, men vi er også bange. Bange for at komme til kort. Det er vores ansigt der skal ud og stå foran eleverne. Det er os, der har konfrontationen. Det er os, der kommer til kort i situationerne. Jeg håber, jeg er stærk nok. Jeg håber, jeg får overblik.
Jeg VIL være lærer. Jeg er vild med at undervise. Jeg holder af alle børnene, jeg fungerer godt i undervisningen, i forældrekontakten, i planlægningen. Der skal bare være sammenhæng mellem mængderne.
Og det er nok det, der er sværest, da jeg gik fra skolen kl 17. At jeg ikke er tilfreds. At jeg ikke er færdig. Det kalder nogen fleksibel. Jeg synes netop, det er meget fastlåst og ufleksibelt, at jeg ikke kan få lov at gøre mit arbejde færdigt. Få lov at blive ordentligt klar. Ja det kan jeg selvfølgelig. Jeg kan bare gå hjem og arbejde for egen regning. Overarbejde uden betaling. Interessetimer. Men det virker også lidt forkert, nu hvor jeg ikke er blevet vist den tillid, at jeg rent faktisk gjorde det før i tiden, og jeg har mistet de fordele, der var i den aftale, at jeg så skal fortsætte med ulemperne.
For da jeg kom hjem, havde jeg fri. Næste gang jeg bekymrer mig om det ikke tilfredsstillende forberedte undervisning er på torsdag, når jeg møder på skolen kl 7:30.
Og så vil jeg nemlig udnytte den fordel, som min nye arbejdstidsaftale giver mig: at jeg har fri, når jeg er hjemme. Jeg er sammen med min mand og mine børn. Jeg arbejder ikke ekstra. Mere.
mandag den 11. august 2014
Første skoledag efter reformen
Status.
Hvordan er den så? Reformen.
Idag afspadserede jeg og tog med min søn i skole. Første dag i første klasse. Han havde vist ikke tænkt stort over det, hvis jeg ikke havde været med. - altså hvis alle forældre ikke var der. Han virkede godt tilpas. Lagde sig ind over bordet cirka 2 minutter efter læreren begyndte at tale!
Han fik masser af bøger. Havde legetime i stedet for fordybelse. Og han overlevede idræt til trods for at skulle i bad!!!
Datterne var til gengæld temmelig utilfreds. Med det der fordybelse. Man skal blive på sin plads, og hun kan altså ikke koncentrere sig med den larm. Nogle synger mens de arbejder. Hun fik kun lavet en sides matematik, og gider i øvrigt ikke dænges til med ekstra-opgaver, hvis hun ikke har lektier for. Så hun vil gerne meldes fra. NU. - det bliver hun nu ikke.
Ja og så havde jeg jo oceaner af tid der fra halv ti til halv tre, hvor sønnen klarede sig selv. Så jeg fik indhentet en masse af foreningsarbejdet. Vi bliver snart klar til sæsonstart, og det bliver en forrygende af slagsen. Masser af gode hold, 92 frivillige, instruktørmapper, velkomstfoldere og opstartsmøde parat, kurser bestilt, en del gymnaster er endda allerede meldt til.
Og til trods for manglende finplanlægning af tirsdag, ja så kunne jeg nyde eftermiddagen med begge børn. Cykle til og fra skole - selv om knægten siger, han er utryg! WTF? Få købt øreringe til datteren efter de anviste 6 uger med skudørestikkerne, supplere op til penalhusene i boghandelen, komme på biblioteket og få afleveret sommerferiebogseddelen - og lånt flere bøger - et lille smut omkring BR er obligatorisk.
Hjemme måtte jeg sende de spørgelystne og småtrætte børn på værelserne med henholdsvis Y8(spilhjemmeside) og avis for børn mens maden blev tilberedt og de forhadte madpakker blev smurt, for så at drøne ud af døren til gymnastikmøde - med de skønneste medbestyrelsesmedlemmer. 3½ time senere efter hyggesnak og praktisk planlægning er vi nu helt klar til at starte sæson 14/15.
Nu er det vist godnat. Vækkeuret skal stå på 5:35. Puha det er strengt. Og selv om jeg i morges stod op til den smukkeste fuldmåne, så er det ikke trøst nok...
Hvordan er den så? Reformen.
Idag afspadserede jeg og tog med min søn i skole. Første dag i første klasse. Han havde vist ikke tænkt stort over det, hvis jeg ikke havde været med. - altså hvis alle forældre ikke var der. Han virkede godt tilpas. Lagde sig ind over bordet cirka 2 minutter efter læreren begyndte at tale!
Han fik masser af bøger. Havde legetime i stedet for fordybelse. Og han overlevede idræt til trods for at skulle i bad!!!
Datterne var til gengæld temmelig utilfreds. Med det der fordybelse. Man skal blive på sin plads, og hun kan altså ikke koncentrere sig med den larm. Nogle synger mens de arbejder. Hun fik kun lavet en sides matematik, og gider i øvrigt ikke dænges til med ekstra-opgaver, hvis hun ikke har lektier for. Så hun vil gerne meldes fra. NU. - det bliver hun nu ikke.
Ja og så havde jeg jo oceaner af tid der fra halv ti til halv tre, hvor sønnen klarede sig selv. Så jeg fik indhentet en masse af foreningsarbejdet. Vi bliver snart klar til sæsonstart, og det bliver en forrygende af slagsen. Masser af gode hold, 92 frivillige, instruktørmapper, velkomstfoldere og opstartsmøde parat, kurser bestilt, en del gymnaster er endda allerede meldt til.
Og til trods for manglende finplanlægning af tirsdag, ja så kunne jeg nyde eftermiddagen med begge børn. Cykle til og fra skole - selv om knægten siger, han er utryg! WTF? Få købt øreringe til datteren efter de anviste 6 uger med skudørestikkerne, supplere op til penalhusene i boghandelen, komme på biblioteket og få afleveret sommerferiebogseddelen - og lånt flere bøger - et lille smut omkring BR er obligatorisk.
Hjemme måtte jeg sende de spørgelystne og småtrætte børn på værelserne med henholdsvis Y8(spilhjemmeside) og avis for børn mens maden blev tilberedt og de forhadte madpakker blev smurt, for så at drøne ud af døren til gymnastikmøde - med de skønneste medbestyrelsesmedlemmer. 3½ time senere efter hyggesnak og praktisk planlægning er vi nu helt klar til at starte sæson 14/15.
Nu er det vist godnat. Vækkeuret skal stå på 5:35. Puha det er strengt. Og selv om jeg i morges stod op til den smukkeste fuldmåne, så er det ikke trøst nok...
fredag den 8. august 2014
Fagfestival
Utilfredsheden med den meget fejlplacerede fagfestival er ubeskrivelig. Med kaos på skolen og manglende planlægning til kommende skoleuge var det ikke lige ønsketænkning at skulle til fagfestival torsdag og fredag inden skolestart.
Jeg måtte dog også smile, da vores fagchef indledte festivallen og fik sagt, at de håbede, at vi fik så meget godt med derfra, at vi ville fortryde vores planlægning og ønske os mere tid, så vi kunne afprøve alle de gode ideer. Hvis den kom til at holde stik, ja så har jeg ryddet årsplanerne! Der er rigeligt plads til gode ideer - hvis de leveres færdige og klar til brug...
Det gode var så, at vi efter en lidt træg start rent faktisk fik lavet masser af eksperimenterende og undersøgende matematik for overbygningen. At vi sad ned til det hele, lever så ikke helt op til bevægelseskravene, men opgaverne var gode og udfordrende, omend det faglige niveau lige skal justeres lidt.
Nu håber jeg bare, jeg finder tid til disse justeringer, så jeg kan få opgaverne med på årsplanen. Jeg er vild med åbne opgaver, der opfordrer til elevernes egen tænkning. Det er ikke altid eleverne er helt lige så vilde med det - så kan de jo ikke få at vide, om det er rigtigt eller forkert!
Jeg kan konkludere, at fagfestival er en god ide både fagligt, men også socialt. Det er godt at mødes med kollegerne i kommunen fagligt og diskutere forskellige løsningsmodeller i undervisningen.
Dog må jeg understrege, at det er essentielt, at der vælges et mere oplagt tidspunkt - måske lige når eleverne går på sommerferie. Der kan, der læsses på, så vi kan få lavet årsplanerne og planlagt vores undervisning i dagene inden skolestart. Det bliver første år nogensinde, jeg ikke har lavet pladser eller forberedt en velkomst til eleverne. Heldigvis har jeg prøvet det før, og kan nok finde på noget, men det ville have været rart at have tænkt mere over situationen, så det føltes mere velovervejet.
Jeg måtte dog også smile, da vores fagchef indledte festivallen og fik sagt, at de håbede, at vi fik så meget godt med derfra, at vi ville fortryde vores planlægning og ønske os mere tid, så vi kunne afprøve alle de gode ideer. Hvis den kom til at holde stik, ja så har jeg ryddet årsplanerne! Der er rigeligt plads til gode ideer - hvis de leveres færdige og klar til brug...
Det gode var så, at vi efter en lidt træg start rent faktisk fik lavet masser af eksperimenterende og undersøgende matematik for overbygningen. At vi sad ned til det hele, lever så ikke helt op til bevægelseskravene, men opgaverne var gode og udfordrende, omend det faglige niveau lige skal justeres lidt.
Nu håber jeg bare, jeg finder tid til disse justeringer, så jeg kan få opgaverne med på årsplanen. Jeg er vild med åbne opgaver, der opfordrer til elevernes egen tænkning. Det er ikke altid eleverne er helt lige så vilde med det - så kan de jo ikke få at vide, om det er rigtigt eller forkert!
Jeg kan konkludere, at fagfestival er en god ide både fagligt, men også socialt. Det er godt at mødes med kollegerne i kommunen fagligt og diskutere forskellige løsningsmodeller i undervisningen.
Dog må jeg understrege, at det er essentielt, at der vælges et mere oplagt tidspunkt - måske lige når eleverne går på sommerferie. Der kan, der læsses på, så vi kan få lavet årsplanerne og planlagt vores undervisning i dagene inden skolestart. Det bliver første år nogensinde, jeg ikke har lavet pladser eller forberedt en velkomst til eleverne. Heldigvis har jeg prøvet det før, og kan nok finde på noget, men det ville have været rart at have tænkt mere over situationen, så det føltes mere velovervejet.
tirsdag den 5. august 2014
Normaliseret...
Hvad er normen?
I hvert fald, at man laver alt sit arbejde på sin arbejdsplads.
Samtidig har vi fået mødetider for det kommende skoleår.
8.30 til 14 - en enkelt dag forlænget til 17 i 2 uger i sommerferien. Ellers 7.30 til 15 også med en enkelt dag forlænget til 17 i de 40 skoleuger. Nogle udvalgte datoer forlænges arbejdsdagen yderligere med nogle timer.
Det lyder jo faktisk dejligt. Helt utopisk.
Første dag var igår mandag den 4. august. Fri kl 14. Det var skønt. Eller? Jo det var dejligt at hente sin søn tidligt, tage en cykeltur, have tid til at læse med ham, lave mad og være sammen med familien om aftenen. Men mavefornemmelsen var ikke helt god. Med viden om alle de opgaver, der venter en, som endnu ikke er udført, som ikke er mulige at udføre på den opmålte arbejdstid, er det svært at læne sig helt afslappet tilbage.
Forståelsen af jobbet skal ændres siger mange. Skal det være en lønmodtagerkultur? Går jeg kun på job for at få min løn? Faktisk ikke. Jeg er glad for at være sammen med andre mennesker. Jeg synes det er udfordrende at finde vejen til de unges læring og udvikling. Det er fedt at se dem rykke sig. Og fantastisk, når jeg er medvirkende i en succeshistorie.
Og i den forståelse er det jo ikke rart at være usikker på, om jeg nu når at få kopieret opgaver, talt bøger op, lavet pladser, skrevet en lille velkomsthilsen, tjekket op på borde, stole og hentet hæfter, mapper mm, tjekket op på udstyret i fysiklokalet, printet skemaer og klasselister, tjekket fødselsdage for mine elever og skrevet dem i kalenderen, tilmeldt elever med læsevanskeligheder til basen med lydbøger, få tilrettet forældre- og elevintra, så elever og forældre kan skrive til os, så de kan se vores ugeplan (hvis en sådan bliver lavet!), får fundet alle de små praktiske ting til en social leg eller lavet alle posterne til bevægelsesdelen i matematik.
Først og fremmest mangler selve årsplanerne stadig. Jeg håber, jeg når dem og kopiering i morgen.
Jeg håber, det hele bliver godt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive klar. Det er trods alt stadig mig og mit ansigt, der på mandag står foran eleverne (ok tirsdag, jeg skal med min søn til første skoledag mandag...). Det er mig, der skal have overblikket og styringen over klassen. Jeg ønsker mig is i maven...
I hvert fald, at man laver alt sit arbejde på sin arbejdsplads.
Samtidig har vi fået mødetider for det kommende skoleår.
8.30 til 14 - en enkelt dag forlænget til 17 i 2 uger i sommerferien. Ellers 7.30 til 15 også med en enkelt dag forlænget til 17 i de 40 skoleuger. Nogle udvalgte datoer forlænges arbejdsdagen yderligere med nogle timer.
Det lyder jo faktisk dejligt. Helt utopisk.
Første dag var igår mandag den 4. august. Fri kl 14. Det var skønt. Eller? Jo det var dejligt at hente sin søn tidligt, tage en cykeltur, have tid til at læse med ham, lave mad og være sammen med familien om aftenen. Men mavefornemmelsen var ikke helt god. Med viden om alle de opgaver, der venter en, som endnu ikke er udført, som ikke er mulige at udføre på den opmålte arbejdstid, er det svært at læne sig helt afslappet tilbage.
Forståelsen af jobbet skal ændres siger mange. Skal det være en lønmodtagerkultur? Går jeg kun på job for at få min løn? Faktisk ikke. Jeg er glad for at være sammen med andre mennesker. Jeg synes det er udfordrende at finde vejen til de unges læring og udvikling. Det er fedt at se dem rykke sig. Og fantastisk, når jeg er medvirkende i en succeshistorie.
Og i den forståelse er det jo ikke rart at være usikker på, om jeg nu når at få kopieret opgaver, talt bøger op, lavet pladser, skrevet en lille velkomsthilsen, tjekket op på borde, stole og hentet hæfter, mapper mm, tjekket op på udstyret i fysiklokalet, printet skemaer og klasselister, tjekket fødselsdage for mine elever og skrevet dem i kalenderen, tilmeldt elever med læsevanskeligheder til basen med lydbøger, få tilrettet forældre- og elevintra, så elever og forældre kan skrive til os, så de kan se vores ugeplan (hvis en sådan bliver lavet!), får fundet alle de små praktiske ting til en social leg eller lavet alle posterne til bevægelsesdelen i matematik.
Først og fremmest mangler selve årsplanerne stadig. Jeg håber, jeg når dem og kopiering i morgen.
Jeg håber, det hele bliver godt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive klar. Det er trods alt stadig mig og mit ansigt, der på mandag står foran eleverne (ok tirsdag, jeg skal med min søn til første skoledag mandag...). Det er mig, der skal have overblikket og styringen over klassen. Jeg ønsker mig is i maven...
torsdag den 31. juli 2014
Ferien nærmer sig hverdag
Det ser skidt ud rundt omkring i verden. I bevidstheden er den verdenspolitiske situation pakket i baggrunden. Hændelserne er så omfattende, at det kan være svært at begribe og endnu sværere at se, hvad jeg kan gøre.
Samtidig nærmer hverdagen sig igen. Sammen med alle de små hverdagsproblemer, som må siges at være mindre, men også nærværende og som oftest løselige på mit plan. Hvordan kommer hverdagen til at hænge sammen med en ny arbejdstid for mig som lærer. Egentlig tænker jeg, at den fastsatte mødetid gør mit arbejde mere stabilt. Bekymringen går nok egentlig mere på arbejdsglæden. Kan jeg få det til at hænge sammen? Kan jeg lykkes i de nye rammer?
Logistikken med børn, der skal afleveres og hentes presser sig også på. Og selv om sønnike nu har fået lært at cykle, er han endnu ikke klar til skolevejen, hvilket vil lette vores hverdag betragteligt, når det kan lykkes.
Sommeren vil blive savnet. Ferien vil blive savnet. Friheden fra uret, der på hverdagene dikterer dagens gøremål.
De små skænderier med en pre-teenager og en søn med hang til skærm. Det sunde hverdagsliv, hvor dagene flyver afsted. Madlavning, motion, arbejde, skole, udfordringer for hjernen, mental afslapning, samvær og alenetid alt sammen skal prioriteres og fordeles i de rette mængder.
Tilbuddene er rigelige, ønskerne nok. Begrænsning er en kunst, som jeg stadig arbejder på at mestre.
Samtidig nærmer hverdagen sig igen. Sammen med alle de små hverdagsproblemer, som må siges at være mindre, men også nærværende og som oftest løselige på mit plan. Hvordan kommer hverdagen til at hænge sammen med en ny arbejdstid for mig som lærer. Egentlig tænker jeg, at den fastsatte mødetid gør mit arbejde mere stabilt. Bekymringen går nok egentlig mere på arbejdsglæden. Kan jeg få det til at hænge sammen? Kan jeg lykkes i de nye rammer?
Logistikken med børn, der skal afleveres og hentes presser sig også på. Og selv om sønnike nu har fået lært at cykle, er han endnu ikke klar til skolevejen, hvilket vil lette vores hverdag betragteligt, når det kan lykkes.
Sommeren vil blive savnet. Ferien vil blive savnet. Friheden fra uret, der på hverdagene dikterer dagens gøremål.
De små skænderier med en pre-teenager og en søn med hang til skærm. Det sunde hverdagsliv, hvor dagene flyver afsted. Madlavning, motion, arbejde, skole, udfordringer for hjernen, mental afslapning, samvær og alenetid alt sammen skal prioriteres og fordeles i de rette mængder.
Tilbuddene er rigelige, ønskerne nok. Begrænsning er en kunst, som jeg stadig arbejder på at mestre.
tirsdag den 12. november 2013
Her kan jeg også være med
Endnu et avisindlæg, som jeg i den grad kan nikke genkendende til.
Jeg har dog besluttet mig for et par krydser. Et kommunalpolitisk på en "ny" politiker, som jeg har fuld tillid til. Heldigvis stiller flere indenfor skoleverdenen op som modsvar til det forfærdelige forår. Ikke at det kun handler om skole, for jeg er bestemt også meget interesseret i, hvordan kommunen udvikles på rigtig mange andre punkter, men jeg er også nødt til at have den omfattende skolereform for øje.
Hvor naive havde vi lov at være?
Jeg har dog besluttet mig for et par krydser. Et kommunalpolitisk på en "ny" politiker, som jeg har fuld tillid til. Heldigvis stiller flere indenfor skoleverdenen op som modsvar til det forfærdelige forår. Ikke at det kun handler om skole, for jeg er bestemt også meget interesseret i, hvordan kommunen udvikles på rigtig mange andre punkter, men jeg er også nødt til at have den omfattende skolereform for øje.
Hvor naive havde vi lov at være?
Abonner på:
Opslag (Atom)