Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet

Opvisningssæsonen pynter på humøret

Man må sige, vi er i fuld gang med opvisningerne herhjemme. Indtil videre er det kun Ada, som har været på gulvet. Jakob og jeg venter til den 22. marts i lokalforeningen (Rosendal) - men vi er helt klar - næsten :-) Vi glæder os i hvert fald.
Min rutine i at gå til opvisninger mangler dog lidt finjusteringer endnu - nogle kommer med puder til at gøre de mange timer på bænkene mere tålelige for bagen. Andre har styr på dne rette mængde mad og drikke til et par dage i hallen. Jeg øver mig. På lørdag får jeg chancen igen. Vi skal til Farsø, hvor Ada laver opvisning, men vi glæder os også til at se efterskoler, rep-hold, ungdomshold og rytmeaspiranter på gulvet. Holdene fra egen forening glæder vi os også til at se, selvom nogle måtte indvende, at vi jo har set dem flere gange, men vi begynder at sammenligen - har de en god dag idag, får de lavet en halv eller en hel skrue. Vi ser udviklingen fra første gang på gulvet til afslutningen - som for os er den 28. marts i Hobro.

+ og - listen

Jeg synes ikke ligefrem det er opmuntrende og positive omgivelser livet har sendt mig lige nu.
Pessimismen og depressive tanker har let ved at dukke op. Det sidste år har selvsagt været hårdt med min syge far og hans død i december og begravelse i januar. Det er kommet bag på mig, hvor mange praktiske opgaver, der følger i kølvandet på et dødsfald, og min mor har da stået med det meste. Nogle gange, synes jeg, at der dårligt har været plads til sorgen blandt alle de andre praktiske ting, men måske er det meget heldigt og en del af processen.
En skolereform og et nyt job (det valgte jeg selvfølgelig selv) har tæret på kræfterne mentalt, og jeg har mærket et større søvnbehov.
Jeg er klar over, at begge belastninger kræver bearbejdning over længere tid.
Jeg har glædet mig voldsomt til denne lille vinterferie, som uheldigvis ligger forskudt for mine børns - eller sådan tænker jeg almindeligvis, men i år har jeg glædet mig til alenetiden. Jeg har haft brug for tid til at være mig selv, og jeg har endda forkælet mig selv med massage og hotelophold, således der kan være total og fuldstændig afslapning i et helt døgn.
Det har holdt mig oppe de sidste mange uger, jeg har set frem til denne uge, jeg har følt det som chancen for at rejse mig igen som en fugl Fønix. Ja det er nok høje forventninger til en enkelt uge. Men jeg har tænkt det som at reboote hele systemet, klar igen, med ny energi. Ny glæde. Positive tanker. For de er der - derinde. Jeg er egentlig glad og tilfreds.
Jeg sætter stor pris på min lille familie herhjemme, min mand, der bakker op og støtter og hjælper, to velfungerende søde børn. Jeg nyder at være sammen med dem, vi hygger os.
Mit (nye) job, hvor jeg har (igen) har fået masse af gode, søde, hjælpsomme kolleger. Vi hygger os også sammen og løser udfordringer i hverdagen, der er positiv stemning og arbejdsglæde. De nye elever er sørme også søde, og jeg har det godt og føler mig tilpas i klasserne. Jeg har fået et super skema med mine ønskefag og på en enkelt årgang. Jeg er vild med gymnastikken og holder af at komme i hallen, hvor både børnene og jeg selv dyrker gymnastik. Lige nu har jeg orlov fra bestyrelsen pga min situation, så også der møder jeg forståelse og hjælpsomhed.
Men en lillebitte forkølelse kan lige vælte mig af pinden. Jeg har feber, pudser næse, tager zymelin, tager et par piller, sover lidt, tager dynen af, tager dynen på, åbner vinduet, drikker appelsinjuice, smører med mentholatum, nyser, pudser næse, pudser næse igen, spiser en halspastil, pudser næse, tager dynen af, prøver at læse lidt, pudser næse, tager dynen på og hviler et øjeblik.
Og så er det opgivelsen dukker frem. Holder jeg til min alenetur? Magter jeg at lægge mig ned og få massage - kan jeg trækker vejret? Eller skal jeg pudse næse hvert andet sekund? Kan jeg nyde at være alene, eller kommer jeg bare til at sidde og savne min egen dyne og køleskabet med vand, cola og appelsiner? Så får jeg ondt af det med mig selv, for det var jo præcis denne tur, jeg havde så store forventninger til.
Og så er det, jeg skal minde mig selv om alle de gode ting i mit liv, og jeg nok kommer videre selv om turen ikke bliver, som jeg havde tænkt. Måske massøren alligevel får fat og løsnet op om nogle af de spændte muskler og mon ikke jeg kan medbringe drikkevarer og en pakke kleenex på hotelværelset. Om jeg så sover hele opholdet, så har jeg haft ro.
Fugl Fønix er ikke helt klar til at lette endnu, men den gemmer sig derinde.

Gymnastik på Fyn - og en forstuvet fod!!!

Tja foden venter vi lige med.

Weekenden bød på anden del af vokseninstruktørkurset, som jeg startede i november sammen med min makker fra Rosendal og en instruktør fra Valsgård. Et kæmpe bonus også at lære denne instruktør at kende, og jeg synes, vi har fået et samarbejde, som kan vise sig meget fordelagtigt i fremtiden for vores lokalområde i forhold til gymnastiktilbuddet.
Lige der fredag eftermiddag, hvor turen går til Fyn faktisk inden man når hjem fra arbejde vel vidende, at jeg stort set ikke når hjem og slappe af inden endnu en uge banker på døren, er det ikke entusiasmen der fylder mest.
Men da bilen dukker op, glæder jeg mig selvfølgelig til at se alle de andre kursister igen og med muligheden for en lur inden vi når Fyn, ja så er vi godt spændte og klar til kuset, da vi når frem.
Denne gang skal vi være i SG-huset -og hvilket fantastisk sted. Da vi ankommer er der træning i flere af hallerne - deriblandt sportsgymnastik, og lidt spændende er det da at se en flok små piger træne i den forskudte barre.
Fredag aften klør vi bare på, og med udsigt til en rigtig seng på et vandrehjem i denne omgang, så er det som om alting går lidt lettere, og uden at have opdaget det er det pludselig tid til aftensnack og sengetid.
Weekenden går hurtigt med foreningslære - generalforsamling, førstehjælp, forbindinger, opvarmning, bevægelseskvalitet, akrobatik, sæsonplanlægning, serieplanlægning, musikteori og selvfølgelig springmodtagning og springopstillinger.
Medkursisterne er inspirerende, alle spørger ind, kommer med ideer og erfaringer fra lokalforeninger og der deles på kryds og tværs. Vi hjælper hinanden over de forhindringer der måtte være - både fysisk og psykisk. Ja og så lægges der en rigtig forbinding og findes badekørestole til den kursist (Ja det var mig!), som vred om og forstuvede foden.

Jeg sidder og skriver dette indlæg 14 dage efter og jeg bliver stadig helt høj ved at tænke på weekenden og ikke mindst udbyttet. Mine instruktørkompetencer er øget betragteligt. Jeg er mere sikker i springmodtagning, men især mere sikker i træningsopbygningen og sikringen af en kvalitet og hensigtsmæssig fremgangmåde og rækkefølge, så jeg kan vejlede gymnasterne og ikke mindst de hjælpeinstruktører, som jeg har på mit hold. Jeg kan anbefale alle voksne sådan et kursus.

Mere GymnastikLab

Denne gang hjemme i foreningen.

Vi har nu fået udarbejdet et mere konkret forløb omkring coaching, og jeg er så spændt på at se, hvordan det kan udvikle vores gymnaster i foreningen at få rollemodeller og idoler at se op til samt mere individuel coaching og konkrete målsætninger for sig selv. Det at dygtiggøre sig vil få mere mening. Det bliver mere legalt at konkurrere - også i gymnastik. Man kan blive stolt af sine fremskridt, som fremstår tydeligere.

Vi fremlægger projektet for vores gymnaster og deres forældre i denne uge, og om få uger skyder vi det igang. Jeg er vildt spændt og entusiastisk.

I kan se lidt mere på foreningens hjemmeside her:
IKRosendalGymnastik

Talenttræning

Ada har været så heldig - eller dygtig, at hun er kommet med til talenttræninger på Aabybro Efterskole.

Og efter at have været afsted med hende første gang, må jeg sige, at det har været en bragende succes.
Lidt startvanskeligheder, da pigerne ikke var informerede om behovet for kondisko, når de skal træne "house", var ingen hindring for at give den fuld gas på gulvet.

Det kunne ses, at Ada var blandt de yngste deltagende. Og jeg ville da ikke lige være frisk på at gøre forsøget med stilarten!!!
En angageret og virkelig dygtig instruktør og en udvalgt flok engagerede gymnaster gjorde de 3 timer til en fantastisk oplevelse.

Hun glæder sig allerede til næste gang.

Gymnastik lab

eller projekt salto.

Vi har tidligere i bestyrelsen valgt at deltage i projektet under DGI Nordjylland, og igår udmøntede det sig i et møde med netværksgruppen på Nordkraft i Aalborg.

Ud over at møde masser af fantastiske gymnastikentusiaster fra forskellige foreninger i Nordjylland - deriblandt en klassekammerat fra gymnasiet - så var mødet bare helt suverænt.

Dejligt at mærke energi og gejst fra alle. Fedt at nørde med gymnastikken, og forsøge at sætte ord på.

Og efter 6 timer - som kunne have været meget trættende (og vi var da også trætte mod slutningen, men ikke af mødet) - tog vi hjem med en klar fornemmelse af, hvilke fokusområder og udviklingspunkter, vi vil arbejde med i vores egen forening.

Efter at have sovet, er jeg stadig fyldt op af ideer og lyst til at komme igang.

Tak for en god eftermiddag/aften til holdet her:

Sæsonstart

De første gymnaster mødte op i hallen idag.
Weekenden blev brugt på at folde velkomstfoldere i massevis, så alle kan få en med hjem.

Herhjemme kom vi også alle tre igang idag - manden dyrker IKKE gymnastik - endnu?
Jakob startede på batdrenge, hvor der i år ser ud til at blive mere plads til drengene - de 5-årige er skilt fra til Snurre Snup spring senere på ugen. Det giver mere tid til spring og mindre tid i kø. Han fortalte stolt om sine baglændere herhjemme - jeg er dog lidt i tvivl om, hvordan de er foregået, men glæden ved træningen kan ingen rokke ved.
Ada kom også afsted til spring. Det var tydeligt at se genkendelsen og glæden ved at møde de andre gymnaster efter sommerferien.
Jeg selv fik bevæget kroppen efter en alt for lang ferie. Jeg var også glad for at se holdet igen. Men det er endnu for hårdt at sludre for meget under træningen - vi skal lige igang igen ;-)
Dejligt at mærke, at der stadig findes muskler på kroppen.

Instruktørmøde

Igen er det blevet tid til at starte gymnastiksæsonen og som altid lægger vi ud med et instruktørmøde, hvor vi får opdateret alle oplysninger, udfyldt sedler, taget fotos til hjemmesiden og informeret om foreningen til nye og gamle instruktører.
Denne sæson er der 97 frivillige i foreningen, og af dem meldte 87 sig til denne aften.
Sikke en stemning i hallen. 87 frivillige fyldt med spænding, sprudlende af energi og alle mødt op med positiv energi.
Dette år havde vi samtidig besøg af gymnastikkens venner, som havde et lille kursus omkring det at være instruktør i en gymnastikforening efterfulgt af gode ideer til henholdsvis spring- og rytmeundervisningen. Inspiration til efteråret.
Snakken gik og holdene fik mulighed for at sidde lidt sammen.
Det eneste problem denne aften var, at tiden gik alt for hurtigt.
Nu glæder vi os til at komme rigtigt igang om et par uger.


Gymnastikkens Venner på Facebook

Første skoledag efter reformen

Status.
Hvordan er den så? Reformen.
Idag afspadserede jeg og tog med min søn i skole. Første dag i første klasse. Han havde vist ikke tænkt stort over det, hvis jeg ikke havde været med. - altså hvis alle forældre ikke var der. Han virkede godt tilpas. Lagde sig ind over bordet cirka 2 minutter efter læreren begyndte at tale!
Han fik masser af bøger. Havde legetime i stedet for fordybelse. Og han overlevede idræt til trods for at skulle i bad!!!
Datterne var til gengæld temmelig utilfreds. Med det der fordybelse. Man skal blive på sin plads, og hun kan altså ikke koncentrere sig med den larm. Nogle synger mens de arbejder. Hun fik kun lavet en sides matematik, og gider i øvrigt ikke dænges til med ekstra-opgaver, hvis hun ikke har lektier for. Så hun vil gerne meldes fra. NU. - det bliver hun nu ikke.

Ja og så havde jeg jo oceaner af tid der fra halv ti til halv tre, hvor sønnen klarede sig selv. Så jeg fik indhentet en masse af foreningsarbejdet. Vi bliver snart klar til sæsonstart, og det bliver en forrygende af slagsen. Masser af gode hold, 92 frivillige, instruktørmapper, velkomstfoldere og opstartsmøde parat, kurser bestilt, en del gymnaster er endda allerede meldt til.

Og til trods for manglende finplanlægning af tirsdag, ja så kunne jeg nyde eftermiddagen med begge børn. Cykle til og fra skole - selv om knægten siger, han er utryg! WTF? Få købt øreringe til datteren efter de anviste 6 uger med skudørestikkerne, supplere op til penalhusene i boghandelen, komme på biblioteket og få afleveret sommerferiebogseddelen - og lånt flere bøger - et lille smut omkring BR er obligatorisk.

Hjemme måtte jeg sende de spørgelystne og småtrætte børn på værelserne med henholdsvis Y8(spilhjemmeside) og avis for børn mens maden blev tilberedt og de forhadte madpakker blev smurt, for så at drøne ud af døren til gymnastikmøde - med de skønneste medbestyrelsesmedlemmer. 3½ time senere efter hyggesnak og praktisk planlægning er vi nu helt klar til at starte sæson 14/15.

Nu er det vist godnat. Vækkeuret skal stå på 5:35. Puha det er strengt. Og selv om jeg i morges stod op til den smukkeste fuldmåne, så er det ikke trøst nok...

Flere opvisninger

Kulminationen på opvisningssæsonen er for mig DGI-opvisningen i Hobro.
Det er to fabelagtige dage med masser af god gymnastik.
Efterskoleholdene imponerer med deres mængde af gymnaster på gulvet og deres evne til at få lært så mange elever så meget på et år. Mange af eleverne er ikke gymnaster, når de starter og alligevel leverer holdene fra Onsild og HCI hvert år fantastiske opvisninger.
Fra de lokale foreninger kommer hold, der gerne vil give en ekstra opvisning. Man kan se gymnasterne har glædet sig, og de er dygtige. Mange gymnaster er på gulvet flere gange i løbet af dagen - med forskellige hold, forskellige foreninger. Vi inspireres og lærer af at se på de andre. Vi imponeres over høje spring, ualmindelig god balance og styrke og præcision der sidder i skabet.
Igår må jeg især fremhæve rep.holdet fra Viborg-Silkeborg. Der var power, gejst, grin og liv i deres opvisning. Man blev revet med og kunne sagtens have kigget på deres show lang tid endnu. Det var fantastisk lige fra tøj og musikvalg til serieplanlægning og til gymmasternes gennemslagskraft og dygtighed. Sikke en fornøjelse.

Helt klar

Gymnastikopvisning i morgen - for hele familien.
Generalprøver for holdene i idrætscentret idag. Fornøjeligt som altid. Det summer af glade stemmer omkring os, der er gang i musikken, energi i rummet. Alle hjælper hinanden, der smiles, nervøsiteten mærkes også. De yngste er overvældede over hallens størrelse og sidder lige lidt længere hos mor og far. Overvindelsen ses tydeligt i deres ansigter, når de går ud fra gulvet igen.
Instruktører, forældre og gymnaster mødes på kryds og tværs og det syder af aktivitet og glade hilsener.
Solskinnet og foråret, der titter frem udenfor bringes med ind i hallen hver gang døren åbnes og endnu et sæt røde kinder kommer ind.
Hvor jeg glæder mig til opvisningen i morgen.
Sønnen skal lave sin eneste opvisning i år - som jeg tror han gennemfører uden sygdom eller sure miner...
Ada skal på gulvet med 2 af sine 3 hold.
Jeg skal selv have mine minipiger på gulvet.
Og så er der jo alle de dejlige børn og unge mennesker, som jeg er kommet til at kende gennem sæsonen. når jeg besøger nogle af holdene. Jeg glæder mig til at se slutresultatet på en fantastisk sæson.

Gymnastikkens højdepunkt

Opvisningssæsonen er i fuld gang, og datteren har nået at lave 2 opvisninger denne weekend. Jeg har kun nået at se den ene af disse, og det bliver derfor 3. gang jeg ser den samme opvisning - og det skulle man jo tro bliver kedeligt, men spændingen, når tøndebåndet kastes (de er blevet bedre til det), og de små svipsere træder tydeligere frem. Der er da også lavet lidt om i programmet? Eller måske ser man bare flere detaljer efterhånden.
I denne omgang måtte vi desværre gå efter vores eget barns opvisning, men jeg glæder mig til at se mere gymnastik i marts måned.
Flot børneopvisning i Nørager idag - En cirkuspyntet hal gjorde en god entre for de mange glade børn i hallen.

Opvisningssæsonen fik en forrygende start

 

Som en stolt mor til en om muligt endnu mere stolt datter kunne opvisningssæsonen i år indledes med datterens landsdelsjuniorhold i vores egen forening IKRosendal, hvor vi holdt junioraften.
For første gang kunne tøsebarnet give opvisning sammen med et hold af den type, og det lyste ud af hende. Smilet forsvandt aldrig fra hendes læber, tilpasheden osede ud af kroppen, og til trods for et tabt tøndebånd - som jeg kunne se i den grad ærgede hende, ja så blev hun på sin plads og gennemførte serien uden tøndebåndet.
Hun har hele året elsket holdet. Hun har det godt med de andre piger, og kan godt lide de ekstra udfordringer, og gymnastik kan hun vist ikke få nok af...
Så er det jo dejligt at stå der på gulvet. Jeg husker suset, spændingen og glæden ved at stå der.



Og sikke en forrygende aften for foreningen også. Dygtige hold. Dygtige instruktører og dygtige gymnaster. Fede serier. Fantasifuldhed. Det blev aldrig kedeligt. Jeg bliver i godt humør og glad og faktisk også stolt, når jeg ser de unge mennesker yde og nyde i den grad. Hvor er der nogle gode folk i den forening. Tak for en fantastisk aften.




Erik Røgilds billeder på Picasa Web

Og mandag

En travl en af slagsen. Men også god, i hvert fald det meste af dagen.

Det var skønt at se de unge mennesker igen.
I vores kontaktgruppe hyggesnakkede vi og planlagde lidt fremad, snakkede om evalueringen lavet på klassetreivsel og formålet med grupperne, som jo dels er et socialt aspekt, hvor de unge møder andre unge - udenfor deres klasse, der bliver skabt sammenhold på tværs af klasserne og øget forståelse og respekt for hinanden. Desuden er der et fagligt aspekt, som dog kommer mere på tale, når linifagene slår mere igennem, idet det forhåbentligt bliver muligt at de ældste kan vidensdele til de yngre ift. liniefaget og projektarbejde - fagene må de også gerne tale om, men fokus på denne del er ikke så stor endnu. Planen fremad er mere aktivitet. Det der ønskes mest er mere tid i grupperne og mere aktive indslag. Så noget battle, høvdingebold krydret med lidt tillidsøvelser i en gymnastiksal tænker jeg er vejen frem.
Jeg er så glad for min gruppe. De er gode ved hinanden, positive og åbne. Det er altid rart at være i gruppen.

Også gensynet med "min" klasse var rart. Vi mangler at runde af på de anonyme spørgsmål fra uge sex, og her er tonen både munter og alvorlig på samme tid. Eleverne er forbavsende åbne ift. at tale om sex, og de har hørt/set meget - måske gennem realityshows?, men er jo ligeså usikre, som vi alle er/har været, når talen kommer på sex.

I lektiecafeen var der lidt tyndt, da mange ikke havde nået at få lektier for. Men vi spillede "Four" med de sidste elever, og det var et ret godt spil, som jeg da også skal have hjemme. Der blev anledning til lidt matematik og strategi.

Eftermiddagen har jeg brugt på at SY!!!? fastelavnskostume til min datter og hendes veninde. De ønskede brændende at være siamesiske tvillinger. Heldigvis er det ikke så kompliceret, som de tidligere års haj pg pikachu ønsket af sønnike (som i år stadig passer pikachu). Et par gamle t-shirts er nu syet sammen, så pigerne er næsten klar til fastelavn på skolen på fredag (jeg er sikker på, at der kommer ønsker til tilbehør også...

Derudover har jeg kørt i fast rutefart til hallen, hvor begge unger har været til gymnastik, og jeg har talt med instruktører fra næsten alle mandagens hold, da det betyder, at vi nu har været rundt på holdene og er ved at være klar til at lave den første status på instruktører til sommersæsonen...

Ja og så sluttede dagen desværre af med et telefonopkald fra min mor, at min far er indlagt på sygehuset - og skal undersøges nærmere, så vi må vente... 

En hård gymnastiktime...

Mon det skyldes vinterferie i ugen forinden?
I hvert fald bød gymnastiktræningen for vores minipiger idag på en del udfordringer. Starten var god - timen var planlagt, redskabsbanen tegnet, programmet lagt, instruktører til stede og samtlige piger også.
Men allerede til rundkredsen begyndte nogle af pigerne at løbe væk. Vi valgte at ignorere de bortløbne med det resultat, at de begyndte at råbe højt! Og der blev ikke stoppet selv om de blev bedt om det! Instruktion til timen måtte gives med denne larm som baggrund.
Pigerne valgte at starte med at lære deres nye serie, som skal være afslutningsserie til opvisningen. Serien var lidt svær, da de skal hoppe på et ben med forskellige benstillinger. Mange af dem blev dog rigtig gode til det. Men jeg tror det bliver nødvendigt med en langsom gennemgang igen næste gang.
Jeg måtte tage mig af den råbende pige, som ikke ville følge med mig. Jeg måtte gøre det klart, at hun kunne tale med mig eller blive hentet af sine forældre. Hun valgte heldigvis at tale med mig. Da jeg stod med telefonnummeret fremme til at få fat i forældrene! Hun synes, hun var sjov, og sad og smågrinede. Jeg forklarede, at jeg blev irriteret og vred, og hendes råb gjorde det vanskeligt for hele holdet at have det rart sammen. Jeg fortalte, at jeg vil have, at hun lytter til instruktøren, og gør, som hun bliver bedt om - både mig og de unge instruktører.
Samtidig med dette skabte musikken vanskeligheder, og ville ikke starte - der blev lidt ventetid for pigerne og helt naturligt også uro. De blev tysset på igen, og fik vist serien. Nogle konstaterede, at det kunne de ikke finde ud af. Et par stykker satte sig ned, et par stykker løb over i springredskaberne, og en enkelt begyndte at græde.
Endnu en havde ondt i sin rokketand og savnede sin mor.
Og sådan fortsatte timen. Med  elastikker, der faldt ud, ben der ikke kunne holde til mere, piger der skulle tisse, have hjælp til at åbne døre eller drikkedunke, synes det var svært.
Tiden gik hurtigt, og vi øvede kun den første serie en enkelt gang - og de huskede forbavsende meget - hvorefter vi fortsatte på redskabsbanen, hvor vi kun havde 15 minutter.
Der blev lidt klump omkring nedspringet til pommesfritesgraven - noget af det pigerne synes er sjovest - men de fik også lavet 3 forskellige forøvelser til salto, kravlet, mavet sig frem, leget med hula-hop-ringe og trænet armkræfter samt hastighed.
Dog vil jeg mene, at de to sidste øvelser blev lige lovlig svære for pigerne - de havde ikke mange kræfter, men måske man bare skal hænge i med den, for det får de jo brug for til spring?
Vi valgte at træne håndstand ved at pigerne selv kravlede baglæns op af væggen, så det lettede os instruktører lidt til denne træning, da det kan være ret hårdt at tage imod håndstand.

Hvordan får vi pigerne til at koncentrere sig lidt mere i lytte-fasen? Jeg tænker, at vi måske skal lægge tæppefliser ud, så de kan se, hvor de skal sidde, og der måske bliver noget at komme i cirklen efter. Nogle gange har vi instrueret, hvor de skulle sidde på en måtte, hvilket har virket godt. De kan også sidde på en streg eller lignende. Jeg forsøgte at få ro ved at bede dem stå på et ben, med en hånd på hovedet. Det virkede også indtil de første faldt :-)
Jeg var i hvert fald træt efter denne time, så mon ikke næste gang kræver et par ændringer i baghånden...

Senere på aftenen var det vinterferien og de foregående 14 dages fravær der gjorde, at jeg synes, det var hårdt. PUHA jeg svedte. Og efterfølgende ondt i kroppen forventes i stor stil... (Men så ved man jo, at man har gjort noget)

Så kom vi da igang med 2014...

Fedt at se gymnastikpigerne igen i IK Rosendal Gymnastik - både de 5-årige, mine medinstruktører og alle de 25-årige på "pilates, puls og power", hvor vi knokler i troen på, vi så aldrig bliver ældre.
Jeg bliver stadig overrasket over, hvor fantastisk det er at være instruktør. De 16 5-årige piger giver så meget livsglæde videre. Ikke fordi det er let - slet ikke som uerfaren - men fordi vi griner, bliver udfordret og har det sjovt sammen. Og så fordi det også er dejligt, at være sammen med unge mennesker om at planlægge - at se deres engagement og ideer.
Også dejligt at se alle de søde unge mennesker på Sortebakkeskolen igen. Ferien var lang, alligevel kunne mange af os nok godt bruge mere ferie (forkælede danskere), men det var nu også godt at se hinanden igen.
Især synes jeg ,det er spændende lige nu at arbejde med flipped classroom i matematik i 8. klasse. Jeg har nok gang i et par projekter mere, end tiden tillader, men dette projekt har eleverne hjulpet med a søsætte ved at vi i fællesskab har fundet læringsvideoerne. Jeg har lavet en plan for, hvilke faglige områder, vi skal igennem, samt hvilke mål og pointer, de skal forstå ved hvert forløb. Herefter har eleverne i mindre grupper fundet passende videoer til forløbene, og vupti, så er vi igang.
Og det er til dels positivt. Jeg ville selvfølgelig gerne have haft mere styring og indflydelse på læringsvideoerne - optimalt set, have lavet dem selv. Men når det nu ikke har været muligt, så synes jeg faktisk, kompromisset er ret godt. Når eleverne får set videoerne! Hvis de ikke får dem set hjemmefra, har de ikke noget fælles sprog ift. at løse opgaverne. Jeg har sat dem i grupper, hvor der er en dygtig matematikelev i hver gruppe, som kan hjælpe de andre. Denne elev kan altså spørges, når der arbejdes. Men hvis videoen ikke er set, så kan vedkommende ikke svare med de fagudtryk, som er blevet lært derigennem - og så falder det lidt til jorden igen.
Når videoerne er set, så fungerer det rigtig godt. Faktsik så godt, at jeg keder mig!!! Bare rolig - jeg sætter mig ikke med fødderne oppe på katederet og glor ud over gruppen. Jeg nyder at have tid til at nå rundt til alle grupperne flere gange, at høre dem diskutere løsningsmetoder og hjælpe hinanden, at have tid til at spørge lidt ekstra ind. Og hvis jeg er så heldig, at det fortsætter, at få eleverne igang med mere af den mundtlige matematik og forklaringerne, når jeg kommer ud til gruppen.
Jo jo - jeg rækker måske ud efter stjernene, men håbet og troen er der endnu :-)
Børnene, jeg selv har produceret, var også glade for at se deres klassekammerater og lærere igen, og hvor var vi trætte fredag, hvor Disney-sjov og X-factor blev nydt med varmet frost-pizza og lidt slik inden vi måtte give fortabt - og heldigvis havde mulighed for at sove længe idag. Det er hårdt, når vækkeuret plager os.
Jeg er blevet temmelig hooked på de sociale medier og falder ofte i at følge diskussioner på Twitter, finde ideer på Pinterest eller se venner og bekendtes liv på Instagram og Facebook. Og sådan en fredag aften i selskab med tabletten er da helt fantastisk.

Planlægning af gymnastiktimer

Så fantastisk et materiale. Der er fyldt med øvelser, masser af ideer, forklaringer og bud på sammensætninger, så hvis din forening er en del af DGI, så prøv den her:

Motorikmaskinen

Om at starte som gymnastikinstruktør...

Dagen oprandt, hvor jeg skulle træne minispring - tøser på 5 år, som gerne vil springe.
Hvordan blev jeg instruktør - tjoh, sådan kan det gå, når det ikke lykkedes at finde andre, og jeg er med i bestyrelsen i gymnastikforeningen.
Men jeg fortryder bestemt ikke. Jeg synes det er så livsbekræftende at se de små piger, som bare kan ALT komme til gymnastik.
Nogle er trykkede og generte over at få nye instruktører (vi har været nødt til at dele et alt for stort hold op i to mindre, da der kom flere gymnaster end ventet på holdet), nogle savner deres mor og har ondt i maven, men efterhånden som vi kom igang fik vi alle med.
De smiler, er glade og hviner og griner i hallen. De er fulde af energi.
Jeg glæder mig så til at få mere styr på selve gymnastikken. Jeg har heldigvis hjulpet til forskellige træninger og haft sommergymnastik, så der begynder da at være lidt erfaringer rent gymnastisk, men jeg glæder mig til et kursus, så jeg får mere viden om redskabsopstillinger og springmodtagning.
Men hvor jeg nyder at træne de små poder...

Gymnastikinstruktør - mig?

Det bliver vist igen en del af hverdagen.
Vi er så stolte og glade for en succesrig sæson i Rosendal Gymnastik. Det betyder bare, at vi er nødt til at finde flere instruktører til holdene - og nogle hold skal deles op.
Vi har i forvejen omkring 100 instruktører engageret, så man må sige, at vi er ved at have afsøgt det nærmeste område for gymnastikkyndige. Når det så også skal passe sammen med tidspunkter, så kan det være vanskeligt at finde flere hænder.
Men det er nu alligevel min yndlingsdel af det at være medlem af en bestyrelse. Det gør, at jeg kommer til at kende rigtig mange i foreningen, jeg kan godt lide at få puslespillet til at gå op - træningstider i hallen, instruktørernes jobs/skole/fritidsaktiviteter, ønsker til medinstruktører og aldersgrupper for holdene. Det giver et kick, når den større sammenhæng begynder at vise sig, og der kan findes løsninger.
Og så har jeg bare den bedste makker. Vi har det sjovt sammen, og vi hygger os samtidig med vi snakker gymnastik.
Og nu skal jeg så nok være instruktør - for minispring 5-årige piger! Det er også en funktion, jeg vil være vild med. Ungerne er jo dejlige, entusiastiske, lærevillige og glade. De er umiddelbare og vil gerne deltage. Der er en rigtig god stemning omkring gymnastiktræningerne, og de få gange jeg har hjulpet lidt, er tiden bare fløjet afsted.
Selv om jeg er bedst til at sætte plaster på og trøste, så er jeg ved at lære at modtage, når jeg deltager i pay 'n' play, og jeg fik også luret lidt af på sommergymnastikholdet, så helt uerfaren er jeg ikke, men det er nu meget heldigt, at jeg allerede er tilmeldt et kursus den 2. november.
Mine egne instruktørerfaringer begrænser sig til et puslingehold i 1999 i Lisbjerg og sommerspring med indskolingsbørn i 2013 samt et par tilfældige træninger på pay n play. Jeg har gået til gymnastik siden jeg var 3 år - men altid rytme, så det der spring, synes jeg er lidt vildt og overvældende (altså hvis jeg selv skal prøve...)
Heldigvis har DGI også en supergod hjemmeside, og jeg sætter stor pris på, at vores hjælpeinstruktører får den bedste uddannelse gennem DGI's kurser, så de er også superdygtige.
Det skal nok blive godt, jeg glæder mig allerede.