Tiltrængt weekend

Denne eftermiddag er helt fantastisk. Solen skinner, haven blomstrer, havemøblerne er klar og efter en fridag i går, hvor det meste af dagen gik op i kørsel og chaufførtjanser fremfor afslapning, så er det lige præcis trumfen jeg sidder med nu. En weekend uden planer. Intet er i kalenderen. Alt er muligt. Men først og fremmest er ønsket, at bagdelen rammer liggestolen og forbliver plantet der i sammenhængende 30 minutter. En drink ved siden af - måske en Capirinha, og jeg kunne hurtigt drømme mig tilbage til en strandtur i Barcelona :-)
Hygge med børnene, Ada har maaaange lektier for, så dem skal vi nok lige hjælpe lidt med at strukturere i inden hun går i panik. Men hun arbejder også med naturfagsprojekt, som hun er vildt interesseret i - og så er forældrene jo nysgerrige for at se, hvad hun finder ud af at lave.
Jakob skal nok spille lidt Pokemon-kort. Mon mor her får lært at være med, eller er det for langt ude for mig?

God weekend til jer alle sammen. Jeg vil nyde min i fulde drag. Ahhhhh

Genkendt

Hold da op. Jeg læste det her indlæg. Og mon ikke jeg genkender så mange af følelserne beskrevet heri.
Jeg måtte derfor undersøge bloggen lidt nærmere, og med opdagelsen af, at det er en navnesøster, der har skrevet, gav mig en helt speciel fornemmelse af connection. Tænk at en fremmeds lille skriv kan sætte fuld sving i hele følelsesregistret. Tak for det Pernille



http://stay-positive.dk/2015/06/05/tarer-i-guds-hus/

Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet

+ og - listen

Jeg synes ikke ligefrem det er opmuntrende og positive omgivelser livet har sendt mig lige nu.
Pessimismen og depressive tanker har let ved at dukke op. Det sidste år har selvsagt været hårdt med min syge far og hans død i december og begravelse i januar. Det er kommet bag på mig, hvor mange praktiske opgaver, der følger i kølvandet på et dødsfald, og min mor har da stået med det meste. Nogle gange, synes jeg, at der dårligt har været plads til sorgen blandt alle de andre praktiske ting, men måske er det meget heldigt og en del af processen.
En skolereform og et nyt job (det valgte jeg selvfølgelig selv) har tæret på kræfterne mentalt, og jeg har mærket et større søvnbehov.
Jeg er klar over, at begge belastninger kræver bearbejdning over længere tid.
Jeg har glædet mig voldsomt til denne lille vinterferie, som uheldigvis ligger forskudt for mine børns - eller sådan tænker jeg almindeligvis, men i år har jeg glædet mig til alenetiden. Jeg har haft brug for tid til at være mig selv, og jeg har endda forkælet mig selv med massage og hotelophold, således der kan være total og fuldstændig afslapning i et helt døgn.
Det har holdt mig oppe de sidste mange uger, jeg har set frem til denne uge, jeg har følt det som chancen for at rejse mig igen som en fugl Fønix. Ja det er nok høje forventninger til en enkelt uge. Men jeg har tænkt det som at reboote hele systemet, klar igen, med ny energi. Ny glæde. Positive tanker. For de er der - derinde. Jeg er egentlig glad og tilfreds.
Jeg sætter stor pris på min lille familie herhjemme, min mand, der bakker op og støtter og hjælper, to velfungerende søde børn. Jeg nyder at være sammen med dem, vi hygger os.
Mit (nye) job, hvor jeg har (igen) har fået masse af gode, søde, hjælpsomme kolleger. Vi hygger os også sammen og løser udfordringer i hverdagen, der er positiv stemning og arbejdsglæde. De nye elever er sørme også søde, og jeg har det godt og føler mig tilpas i klasserne. Jeg har fået et super skema med mine ønskefag og på en enkelt årgang. Jeg er vild med gymnastikken og holder af at komme i hallen, hvor både børnene og jeg selv dyrker gymnastik. Lige nu har jeg orlov fra bestyrelsen pga min situation, så også der møder jeg forståelse og hjælpsomhed.
Men en lillebitte forkølelse kan lige vælte mig af pinden. Jeg har feber, pudser næse, tager zymelin, tager et par piller, sover lidt, tager dynen af, tager dynen på, åbner vinduet, drikker appelsinjuice, smører med mentholatum, nyser, pudser næse, pudser næse igen, spiser en halspastil, pudser næse, tager dynen af, prøver at læse lidt, pudser næse, tager dynen på og hviler et øjeblik.
Og så er det opgivelsen dukker frem. Holder jeg til min alenetur? Magter jeg at lægge mig ned og få massage - kan jeg trækker vejret? Eller skal jeg pudse næse hvert andet sekund? Kan jeg nyde at være alene, eller kommer jeg bare til at sidde og savne min egen dyne og køleskabet med vand, cola og appelsiner? Så får jeg ondt af det med mig selv, for det var jo præcis denne tur, jeg havde så store forventninger til.
Og så er det, jeg skal minde mig selv om alle de gode ting i mit liv, og jeg nok kommer videre selv om turen ikke bliver, som jeg havde tænkt. Måske massøren alligevel får fat og løsnet op om nogle af de spændte muskler og mon ikke jeg kan medbringe drikkevarer og en pakke kleenex på hotelværelset. Om jeg så sover hele opholdet, så har jeg haft ro.
Fugl Fønix er ikke helt klar til at lette endnu, men den gemmer sig derinde.

Den sidste afsked

 Jeg har taget tilløb til dette indlæg et stykke tid - døden er et svært emne. Endda overskriften volder problemer. Vi har da også snakket med børnene om nogle af de mange måder at benævne døden på. Ud over overskriften findes der mange flere mærkelige beskrivelser - at stille træskoene, giver for eksempel ingen mening for børnene idag.

Jeg frygtede længe afskeden med min far - især fordi den har hængt der lige foran os i lidt mere end et halvt år. Jeg har ind imellem tænkt på det, men skubbet det foran mig. Været bange for, at han bare skulle dø, uden jeg fik sagt farvel, været bange for, hvordan man siger farvel, været bange for, om han ville have ondt, være bange. Det ene øjeblik ønsket, han bare skulle falde i søvn og dø, det næste, at jeg kunne holde hans hånd. Tvivlen om, om jeg overhovedet ville opdage, hvornår han døde - kan man se det, mærke det?


Afskeden blev smuk, og måske endnu smukkere, fordi hans sidste døgn var plaget af smerter og hallucinationer. Han fandt ligesom fred - både i krop og sjæl. Han kiggede mor og jeg i øjnene hans sidste minutter/sekunder - tidsfornemmelsen forsvandt lige der. Rumfornemmelsen forsvandt. Kropsfornemmelsen forsvandt. Det var som om vi alle tre var i et og kommunikerede uden ord. Alle vidste vi, at det var den sidste afsked, og mens hans krop fik fred, så fyldtes min krop med hans kærlighed og i øjenkontakten var alle vores forbindelser som far og datter, hele vores fælles historie, vores samhørighed. Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere afsked. Og jeg vil aldrig glemme min far i dette øjeblik. Så intenst og smukt. 

Samtidig er jeg lykkelig for vores sidste års tid. Vi fik virkelig alt det bedste ud af året, der er gået. Far kæmpede, og vi kæmpede som familie med ham - ikke mindst min mor, som har passet og plejet ham og sat sin egen hverdag til side. Sommerens strandture. Fars gode humør, grin og optimisme. Vi har været sammen. Efteråret, der gav ham og mor en tur til København - omend på stærk medicin. Julen, den sidste tid, som han fik med. Juleaften, hvor vi hyggede os som familie.

Begravelsen blev også smuk. Der dukkede så mange venner og bekendte op fra min fars ungdom og tidligere arbejdsliv/fritid, vi var meget rørte. Kirken var fyldt af både blomster og mennesker. Det var dejligt at hilse på og mærke, hvor mange min far har betydet noget for. Præsten havde en ualmindelig smuk tale, hvor hun endda havde overskud til at respektere både Nicolais og Mads' ateisme og min - temmelig store - tvivl på Guds eksistens. Far fik en kristen begravelse, som han selv og min mor ønskede, men talen gik meget på engle på et mere abstrakt plan, hun inddrog børnene og ved samtalen inden talte hun længe med os alle, så hun har været en stor del af en god sørgeproces. Hun så på billeder med os, lærte fars natur at kende og tog fars glæde og humor med ind i kirken, så selv om tårer og snot rendte ned af kinderne, så smilte og grinede vi på samme tid.


Det giver en stor ro og tilfredshed at vide, at alting er foregået på ordentlig vis, ved godt mod og som far kunne ønske det.

Tusind tak til alle, der har hjulpet og støttet og givet os opmærksomhed både ved begravelse, men også gennem hele det lange forløb.

Juleklar

Hvornår er man det?

Gaverne er købt, træet er pyntet og julemiddagen skal indtages udenfor hjemmet, så der er ikke mange forberedelser i den forbindelse.
Julen har så mange traditioner. I år har vi ikke nået dem alle.
Småkagebagningen blev reduceret til vanillekranse. Ungerne er vilde med dem, så på sin vis kan vi sætte hak i denne del også. Selv om jeg synes der mangler lidt eksperimenteren i køkkenet - det kunne have været hyggeligt. De hjemmelavede æbleskiver - ja sågar de købte har vi ikke nydt nogle af. Juleklipperi og julekort er strøget på listen i år. Rengøringen blev ikke helt som den plejer - men julepynten i stuen fylder rigeligt :-)

Adventspakker, kalenderlys og adventslys har vi holdt fast i. Mest fordi hyggen søndag morgen omkring en lille pakke og lyset har være et af ugens rare og hyggelige indslag med tid til sludder, fnis og snak.

Tidsrejsen har vi troligt fulgt med i - dog med især en meget træt dreng til følge. Heldigvis har vi kunnet vælge ind imellem at se dagens afsnit lidt tidligere på aftenen, så sengetiden kunne rykkes frem og søvnen indhentes.

Til trods for de traditioner, som vi er sprunget over, må jeg indrømme, at december har været rolig, vi har prioriteret samværet og vi har hygget os. Med det vi nåede.
Og med det manglende julekort må familie og venner betragte dette som kompensation.
Glædelig jul til Jer alle, må roen og freden indfinde sig i hjerterne og hyggen brede sig på denne festaften

Kom så

OK - nogle der har et bedre bud på, hvad verden fortæller mig, hvis det kke er, at jeg bør gå i hi? Bommerterne kommer som perler på snor med en start søndag, hvor jeg ved udpakningen - efter et i øvrigt fantastisk instruktørkursus - konstaterer, at jeg ikke har min bærbare med hjem - den står så på FYN! Korrekt læst - på FYN. Børnene mente, jeg måtte køre efter den, men jeg nøjedes nu med at ringe rundt og lokalisere maskinen, hvorefter den er bragt til opbevaring på ukendt tid... Håber den finder vej Nordjylland igen.
Allerede mandag morgen kan jeg konstatere migræne - men jeg har ikke flere migrænepiller til rådighed, da den forgangne uges anfald ville ende ud i et medicinoverforbrug (godt neurologen er klar i december...). På arbejdet drillede opgaverne lidt, og tiden gik og gik. Det toppede jeg med en smæklås, som holdt mig fanget lidt for længe, så jeg kom for sent i hallen til gymnastik, hvor jeg måtte sende sønnike med en nabo hjem, for at få samlet op og tilføjet et par opgaver til listen. For at fjerne fokus fra de mange opgaver, slog jeg da lige hovedet ind i bildøren, så kunne jeg ømme mig på hjemvejen i stedet.
Tirsdag tiltog migrænen, og jeg måtte da også kapitulere og vende næsen hjemad fra job - kun for at se bagenden af toget... Heldigvis er der en indendørs bænk på Skørping station, og jeg havde også medbragt min vandflasken. For lige at understrege det der med, at tog kører til tiden, kom jeg da også for sent senere på dagen, da jeg ville have været med toget ud for at se til min far, som jeg godt kunne ønske havde det bedre. I stedet smuttede jeg hjem og doblede op på pillerne og måtte melde afbud til bestyrelsesmødet.
Onsdag fortsatte migrænen :(((( OG Jakob fik feber og hoste. Så vi var begge to hjemme. Heldigvis underholder han sig selv med wii, tablet eller nintendo, så hører man ikke mere til ham. Og jeg kan vist kun brillere med, at en rykker kom med posten.
Torsdag morgen havde jeg det også godt, men det kan dagen da heldigvis ændre på. Forsøget med at få linser tog ikke alene et par timer at få sat selve linserne i (og det var altså kun for at få dem proppet derind en enkelt gang. 2 mand høj om at holde øjet åbent og få de pokkers linser til at sætte sig fast og ikke bare smutte ud igen! Ja den ene optiker foreslog sågar, at mit ene øjenlåg havde noget siddende bag sig, som gjorde, de ikke kunne komme i!) Gåturen rundt bagefter viste, at der lige skulle ændres lidt i styrken og vupti, sådan fikses en gang hovedpine. Nu er jeg så nået til at få linserne pillet ud og sat et ny par i igen - helt selv!!! Og kun med cirka ½ times forbrug. Dygtig pige. Og masser af overskydende tid - så 1 times tid i venteværelset hos lægen med datteren, kun for at konstatere, at hendes fod skal røntgenfotograferes - i morgen kl 9.00 - er da ikke for meget. I venteværelset kedede jeg mig slet ikke, for jeg havde meldt Jakob fri fra SFO, og det blev meget tydeligt, at jeg ikke ville nå at hente ham, så da jeg endelig fik fanget personalet, nåede de lige at stoppe knægten fra at forlade skolen.
Nu sidder jeg så herhjemme og tænker, at de der karakterer og elevplaner skulle have været lavet, matematikopgaverne rettet. Og i morgen skal planerne lige ændres lidt, pga den der fod. Ja, og så skal linserne da også ud igen... Joeh, den her uge har da budt på lidt rigeligt overraskelser.
Men det kunne da have været meget værre... Meget meget værre...
Men et lille pust i den rigtige retning ville da ikke gøre noget.

Børnepasning

Bedstemor: »Jeg kunne aldrig drømme om at være serviceorgan« 

artikel i Politiken 

Næh.

Det kan de færreste vel?

Bør bedsteforældre stå til rådighed for børn og børnebørn? Står vi (forældrene) til rådighed for bedste- eller oldeforældre? Forventer vi ikke, at velfærdssystemet klarer servicen? Eller robotstøvsugeren?
 

Måske er det en syge-dagpleje ordning, der er behov for? Pædagogisk uddannede sygeplejersker. En taskforce,  der kan tilkaldes?
 

Hos os, er vi så heldige, at vi sjældent har haft brug for at blive hjemme pga syge børn. Og med bedsteforældre, der stadig er på arbejdsmarkedet OG bosat med en afstand, der gør det vanskeligt at kontakte dem i tilfælde af sygdom, er det ekstra heldigt. Jeg genkender udfordringen med et sygt barn, aftaler på jobbet - og hvordan det ALTID kommer på tværs af ens øvrige planer. Det ville da have været rart med bedsteforældre, der stod parate til at overtage det lille pus, lige i nærheden.
 

Jeg er nødt til her at indskyde, at vores bedsteforældre faktisk har brugt fridage på at passe vores børn, hvis en børnesygdom af længere varighed skulle opstå. De har brugt feriedage på at underholde i skoleferierne, som jo er længere end forældrenes ferie.

Jeg ved virkelig ikke, hvad vi ville have gjort uden denne mulighed.

Allieret os med andre familier i lignende situationer. Måske. Købt en barnepige - og kan man det? Altså for nogle dage af gangen? Skaffet os en reservebedste?

Der kan være uendelige årsager til, at bedsteforældrene ikke kan træde til. Hvad med dem, som ikke har bedsteforældrene? Familier bør kunne fungere uden bedsteforældre som redningsplanke.

Med det sagt, så er bedsteforældrene jo uendeligt gode at have. Børnene glæder sig til at se dem. Vi kender dem så indgående (forældrene). Vi ved, hvad de står for. Vi kender hinandens rutiner. Derfor er det så enkelt og ligetil at lade børnene være hos dem. Vi stoler på hinanden. Vi elsker hinanden.

Erstatning er svær at finde. Men vi planlægger selv, hvor mange børn vi får i familien. Og så må vi glæde os over de gange, hvor bedsteforældrene kan træde til.

Ferien nærmer sig hverdag

Det ser skidt ud rundt omkring i verden. I bevidstheden er den verdenspolitiske situation pakket i baggrunden. Hændelserne er så omfattende, at det kan være svært at begribe og endnu sværere at se, hvad jeg kan gøre.
Samtidig nærmer hverdagen sig igen. Sammen med alle de små hverdagsproblemer, som må siges at være mindre, men også nærværende og som oftest løselige på mit plan. Hvordan kommer hverdagen til at hænge sammen med en ny arbejdstid for mig som lærer. Egentlig tænker jeg, at den fastsatte mødetid gør mit arbejde mere stabilt. Bekymringen går nok egentlig mere på arbejdsglæden. Kan jeg få det til at hænge sammen? Kan jeg lykkes i de nye rammer?
Logistikken med børn, der skal afleveres og hentes presser sig også på. Og selv om sønnike nu har fået lært at cykle, er han endnu ikke klar til skolevejen, hvilket vil lette vores hverdag betragteligt, når det kan lykkes.
Sommeren vil blive savnet. Ferien vil blive savnet. Friheden fra uret, der på hverdagene dikterer dagens gøremål.
De små skænderier med en pre-teenager og en søn med hang til skærm. Det sunde hverdagsliv, hvor dagene flyver afsted. Madlavning, motion, arbejde, skole, udfordringer for hjernen, mental afslapning, samvær og alenetid alt sammen skal prioriteres og fordeles i de rette mængder.
Tilbuddene er rigelige, ønskerne nok. Begrænsning er en kunst, som jeg stadig arbejder på at mestre.

En stor pige

Pludselig går det op for mig, hvor stor tøsepigen er blevet. Vi har gået og lavet hendes værelse om i fællesskab - uden at skændes! Vores temperamentere ligner hinanden, så desværre er begge lunter som oftest for korte og vi ender med at skændes. Også selv om jeg synes jeg tæller til flere hundrede for at have tålmodighed med hende - og jeg kender følelsen indeni.
Men denne gang hyggede vi os sammen. Småsnakkede og grinede. Og pludselig taler vi sammen. Hun bruger selvironi og kan grine og fjolle. Hun går og tænker over tingene og overvejer den bedste måde at gøre det på. Hun begynder at se de grå nuancer og ikke kun det sort-hvide. Hun bliver også 11 næste gang. Men alligevel synes jeg, hun pludselig er blevet meget stor.
Det ses også på værelset, hvor det lyserøde og lilla bare skulle væk. Der er ikke mange legesager tilbage - men heldigvis er de ikke helt væk. Hun går op i værelsets udseende og rydder op og sorterer.
Alderen indebærer desværre også meget hidsige anfald, hvor ingen forstår noget som helst, hvor hun er helt alene, ked af det, gal og frustreret og tramper rundt med et vredt udtryk malet i hele ansigtet uden nogen ved, hvad der lige skete - så vi forstår hende ikke. Heldigvis bliver hun oftest hurtigt god igen, men jeg tør ikke tænke på, hvordan det kan blive om et par år, når hun bliver "rigtig" teenager. Forhåbentlig bliver hun hurtigt en fornuftig ung pige.
- Man er jo nødt til at håbe.

Første tur på geocaching

Jeg har længe haft et øje til det der geocaching, og jeg havde egentlig planlagt, at min 7. klasse skulle være med til det sidste skoleår, men jeg fik hverken tid eller alle detaljerne på plads, så vi kunne bruge det.
Jeg synes ellers, at det må være optimalt til brug i geografi, lidt i matematik, samt i "vores" linjefag: Medier og kommunikation, hvor vi her kommunikerer med verden via små skattejagter. Jeg havde tænkt, at vi selvfølgelig skulle prøve at finde nogle cacher, men også, at vi skulle sætte en coin eller lignende i omløb for Sortebakkeskolen. Hvem ved, måske vi når til det i kommende skoleår.

Nu har jeg i hvert fald selv været på geocaching med mine egne børn. Og at se min søn trave afsted med fuld fart og styring over telefonen (kortet) meget målbevidst og interesseret var en fyd i sig selv. Han kan være ufattelig svær at motivere, men han er glad for devices, og han kan faktisk også godt lide naturen - når han først er der. Han ser normalt mange detaljer og læser i små opslagsbøger om insekter og fugle. Men han bliver også normalt hurtigt træt, og vil gerne hjem. Det var der intet af på denne tur. Han var egentlig klar til endnu en tur bagefter!

Vi havde allieret os med nogle venner, som har geocachet en del. Og selv om jeg havde læst vejledningerne sidste år, så var jeg ikke rigtig kommet videre og rent faktisk hoppet ud i at afprøve det. Så det var godt med følgesvende, og hyggeligt at kombinere geocaching med godt selskab.
Vi startede med turen ved Glenstrup sø af flere årsager. Den ligger i foholdsvist åbent landskab, så der var dækning på smartphonen - næsten - hele turen. Vores venner har investeret i en GPS, der kan fungere offline og gemme kort mm. Vi venter lige med investeringer, til vi ved, om det er noget, vi vil fortsætte med. Desuden er stien tydelig og let at følge, så det var en god start-tur.

Start her:
geocaching.com
opret dig som bruger, og start med at finde en grøn cache - vælg en, der er forholdsvis let at finde. Log den, og du er igang.

Geocaching-sitet har sågar sin egen vejledning med ideer til brug i undervisning.
Geocaching og undervisning

Jeg har ikke gjort mig erfaringer med denne app, men hørt om den fra en elev, som har været udsat for den. Den kunne være interessant at kigge nærmere på.
Woop - ideer til skolebrug

Sommerferie betyder så meget

Tja - det er vel alt det, man ikke har tid til ellers.

Vi har nydt det gode vejr - ungerne under vandsprederen, jeg har fjernet ukrudt ved hækken, i urtehaven, i mit bed og mellem sten - nogle sten har jeg haft helt oppe, for at få ukrudtet væk, og ja så kan man jo lige så godt kante en smule af også? Jeg går ofte ud i haven, for liiiige at flytte vandsprederen, eller tage hynderne ind eller plukke et par jordbær. Og vips, så røg der 2-4-6 timer med snuden vendt mod jorden.

Jeg er vild med det. Jeg har ro, når jeg sidder derude. Jeg mærker vinden, myrerne kravler op af benet. Jeg tænker. Jeg tømmer hovedet og får plads til nye tanker. Jeg ser hele tiden, hvordan jeg rykker mig fremad meter for meter i min kamp mod ukrudt og for min hæk, min blomster, mine buske, mine urter og bær.

I urtehaven holder jeg spændt øje med spiringerne, er det den forventede porre, eller er det et stykke ukrudt?

Jo hvem sagde, at havearbejde er kedeligt?

Og det er vel dybest set det, ferien er om. Afslapning. At tømme hovedet, lade op, og få plads til nyt.

Pligter i hjemmet

Ada: "Skal vi ikke gøre idag til officiel teamdag herhjemme?"
Mig: "hvad da"
Ada: "Det er sundt at arbejde sammen om opgaverne"
Mig, der skjuler min overraskelse og samtidig fryder mig, for jeg er jo også vild med at arbejde sammen om opgaverne: "Hvordan er det sundt?"
Ada lettere tøvende: "Jeg ville bare gerne af med halvdelen af mine opgaver"

!!!!!!
Fra social forståelse til egoisme på sekunder. Men ok, helt dum er hun jo ikke. Ungerne er ved at have fanget mine værdier og udnytter dem til deres eget bedste. Egentlig smart.

Børnehverdagen

Jeg skal nok lige få kommenteret på denne kronik .Den satte lige kraft på blodomløbet...

Puha. Jeg har vist for mange kommentarer til dette, men som mor til et barn, der ikke trivedes i sin klasse, kæmper jeg hårdt for at oprette og beholde legegrupper - da det er hendes mulighed for at danne sociale relationer. Så måske nogle faldt igennem dengang tidligere? Måske forfatteren synes, at børn selv lavede legeaftaler - måske andre sad derhjemme og havde ingen aftaler. Hvem ved. I hvert fald er jeg fortaler for legegrupperne, der ikke behøver være det store besvær i forældrenes hverdag - og jeg vil i den grad mene, det ikke er at bestemme over barnets fritid. De har i høj grad frihed til at vælge, hvad de vil lave, og de tilbydes flere fællesskaber, forældrene gør plads til dem i hinandens hjem, så der er større tryghed for ungerne, når de kommer ud. Og hvorvidt det giver noget for forældrene, så må jeg sige, at selvfølgelig betyder det noget for forældrene også ift. opdragelsen af hinandens børn - for ingen må bilde sig ind, at børn kun opdrages i hjemmet. De bliver dannet 24 timer i døgnet og dermed også i hinandens hjem. Kender man forældrene og hinandens holdninger, ja så lytter børnene også efter de forskellige voksne i omgangskredsen, og uacceptabel adfærd i et uovervåget øjeblik - det kunne være på vej hjem fra skole, man møder en klassekammerat til sit barn, der er igang med at lave noget l...t, ja så er det nemmere, at stoppe bilen, stå ud og spørge, hvad der sker, hvis man ved, at vi gør det som forældre - hjælper hinanden. Ved at forældrene bagefter vil sige, hvor var det heldigt, du lige kom forbi, og ikke at jeg skal blande mig udenom eller sikke hysterisk og overreageret. Det ved jeg jo kun, fordi jeg ved, hvad forældrene står for. Og det finder jeg ud af, når jeg henter mit barn til fødseldage, m,en især i legegruppen, for der ser jeg også forældre til de børn, som mine egne ikke leger med så ofte i en mindre og intim gruppe, så pludselig er vi nødt til at tale sammen. Og det bliver jo ofte om vores børn og deres fællesskab.

Jeg behøver ikke blive venner med forældrene, og jeg ved, at det er træls at køre midt i et projekt på huset eller man må stoppe højtlæsning for det yngste barn, fordi der skal hentes. Men når vi sidder der, så ved jeg, at tiden er givet godt ud. Jeg lærer nogle mennesker bedre at kende, jeg ser, hvordan min datter er sammen med sine kammerater og hun og klassens sammenhold udvikler sig tydeligt positivt. Det vil jeg gerne være en del af.
Det var legegrupperne

Drop en sammenkomst i børnehaven eller arbejdsdagen. Mod jule- og sommerferie bugner kalenderen af aktiviteter i sportsklubber og institutioner. Det er nødvendigt at vælge, og for min del har jeg kun mødt stor forståelse, når jeg har meldt fra. Både hvis det har været pga sammenfaldende datoer, men også hvis det har været med begrundelsen at vi lige denne dag har valgt at prioritere familien.

 

Ift fritiden ved jeg at mange trænere og instruktører gerne ser forældrene forlade matriklen, så de og ungerne kun skal forholde sig til hinanden. Men det er sørme ikke let at komme igennem med. Forældrene skal lige holde øje med, hvad ungerne lærer. Så hvis det er et pres fra de forældre, som ønsker at blive, så bryd med kulturen, KØR. Det har jeg gjort. Jeg har også afleveret min datter en time for tidligt, hvor hun måtte stå UDENFOR og vente, fordi jeg var kørt. Jeg har hentet 1 time for sent - hvor hun pludselig tvivler på, om jeg overhovedet dukker op. Er jeg stolt af det. Selvfølgelig ikke. Men som regle står der jo en hel flok forældre klar til at bekymre sig om, hvor den forsinkede mor dog bliver af... Til mit forsvar har jeg også afleveret børn på deres hjemadresser, hvis deres forældre er blevet forsinkede. 

Så kom ud over lemmingkulturen. Vi er ikke alle en del af den. Det er et spørgsmål om at turde vælge. Og prioritere. Det bestemmer vi alle selv.

Kronik i Information af Thomas Gyldborg: De voksne har erobret barndommen

En weekend/miniferie er slut

Men hold da op, hvor har vi nået meget denne weekend.

ZOO

Vi havde  familiehyggedag og tog i Zoo i Aalborg. En meget efterspurgt aktivitet fra børnenes side. Måske ikke nødvendigvis Zoo, men tid sammen os 4 som familie. Vi valgte at købe årskort, så vi kan tage derind flere gange. Vi synes det er hyggeligt at gå rundt derinde og det er praktisk i nærheden af farmor, faster og fætter og mormor. Jakob havde medbragt sin kikkert - en lille bitte legekikkert, som han for tiden er meget optaget af at kigge på fugle i. Men den var også anvendelig i Zoo, og da vi står og kigger ud over et anlæg med kameler, kapivarer og lignende, råber drengen pludselig: "se, en and" og om ikke det var sandt, to ænder svømmede da rundt i den lille dam!
Vi fik set dinosaur-udstillingen, som de også havde sidste år, hvor vi ikke var i Zoo, vi fik set det nye rovdyranlæg og vi fik selvfølgelig set til isbjørnene, som er det absolut vigtigste dyr at holde øje med. Og pingvinerne.
Vi nåede også det nye show på Zoofari-scenen. En masse husdyr, som viser, hvad de kan. Det var meget hyggeligt, men vi var vist ikke vildt imponerede.
Turen blev rundet af med en is, hvorefter vi trætte og glade kunne køre hjemad igen.

FAR

Jeg fik besøgt min kære far - det var dejligt at se ham igen, men jeg blev ret forskrækket, for han ser mere og mere skrøbelig ud. Virkeligheden trænger sig på. Jeg bliver ked af det og bange. Jeg frygter, hvordan den sidste tid kan blive og håber på, at han forbliver smertefri og vi kan være omkring ham i fred og ro til det sidste.
Jeg fik en god snak med ham. Jeg kan ikke forstå, der er flere tårer tilbage, men vi får grædt en del. Over alle de praktiske ting, som han enten har fået eller får på plads, for at kunne få fred med sig selv. Han bekymrer sig selvfølgelig mest om mor. Hun bliver alene tilbage i et stort hus. Alt det praktiske omkring huset, at det er for stort til hende, og det skal sælges. Han har fået instrueret og engageret en murer og en elektriker, så han ved, at huset kommer til at blive sat i orden, som det skal.
Han har købt sit gravsted og fortalt os om sine ønsker i forbindelse med begravelsen.
Jeg kan ikke magte at tænke på, at jeg aldrig kommer til at se ham igen. At jeg aldrig kan spørge ham til råds igen.

Vi fik desuden flyttet hans seng ned i stueetagen, så han slipper for at forcere trapperne til førstesalen - og for at lytte til den pokkers til mår, som fortsat huserer på taget. Til trods for afskrækningsmidler i form af lyd og lugt - og der er blevet åbnet til skunken og lavet låge, så der lettere kan inspiceres - og i den forbindelse røg der et par sækfulde grene og andet godt, som nok har været brugt til reder, ud. Og alligevel fortsætter den med at larme på loftet om natten - ja vi så den endda på terassen! Næste skridt er en fælde.
Vi fik holdt lynfødselsdag for knægten deroppe. Til en 7-års fødselsdag hører ens bedstefar. Jakob har altid været meget glad for sin bedstefar, så det har været vigtigt for ham at få den fejret sammen med bedstefar. Heldigvis var de vigtigste ingredienser til denne fødselsdagsfest gaver og bedstefar - selv direkte spurgt, om vi ikke skulle lave et lille kagebord, så var logikken, at vi jo havde nogle rester tilbage fra morgenkagerne - dem kunne vi bare bruge! Men da jeg lokkede med snøfler og mm's, så ville det da også være ok, så et bord blev dækket, et par flag i snøflerne, og så kom gaverne frem. Ja mere skulle der ikke til for at gøre lykken.
Jakob fik waders, fiskenet og et sæt nyt tøj - som dog ikke imponerede synderligt. Wadersen er også i første omgang gået ind under tøj, men jeg tror nu, at når han genopfrisker kendskabet til at gå med fiskenettet nede ved sildehagen, ja så skal de nok blive mere populære end t-shirt og shorts ;-)

FØDSELSDAG

Fødselsdagen fyldte lidt mere, og drengen blev fejret igen søndag med besøg fra fars familie. Endnu engang stod den på gaver, men denne gang var menuen lidt vigtigere - boller med glasur og hindbærsnitte, som han selv dekorerede i et mønster, som lignede et kort. Fætter Viktor og Jakob hyggede sig stort både inde og ude foran skærm og med analogt legetøj. Ja og så er ham Kurt der jo sjov og hyggelig at lege med.
Vi fik også planlagt fødselsdag for klassen. Den skal løbe af stablen lørdag i hallen sammen med bedstevennen Aksel.

HAVEN

Og så har jeg nået lidt i haven. Min hæk er så også ved at blive overtaget af ukrudt. Jeg har denne gang begrænset mig til at tage det ukrudt, der var højere end hækken - så er jeg til gengæld nået hele vejen rundt. Helt tilfreds er jeg ikke, men perfektionismen bliver lige udfordret en smuke her, og jeg kan vist godt leve med det - et kort stykke tid inden hele familien bliver smidt ud og luge hæk...

På hospitalet igen igen igen.... og så hjem?

Det er utroligt, hvordan ens psyke kan blive ved med at dykke i så voldsom grad og så kæmpe sig opad og finde de positive holdepunkter og håbet. Vi tror hver gang, at vi nu har lært lektien og er mere forsigtige med håbet, og alligevel chokeres vi gang på gang - desværre - over min fars udvikling af sin sygdom.
Jeg mærker dog tydeligt en psykisk påvirkning. Og fysisk. På mange planer.
Sorgen, der selvfølgelig dukker op, tristheden, bekymringerne. Vi græder let - også sammen. Både over lettelser og bekymringer.
Efter endnu et par hektiske uger med håb og forventninger, er beskeden, at kemokurene ikke har hjulpet min far. Der er nu forsket så meget i hans cancertype, at man ved, den er af en speciel underart med nogle meget vanskelige former for celledelinger og mængden af syge celler er ikke reduceret nævneværdigt efter de to kemokure - som begge næsten har taget livet af ham.
Min far - og vi - har skullet vælge, hvorvidt vi ville prøve endnu en kemokur - endnu skrappere end de to forrige - med et meget spinkelt håb om, at denne kur ville kunne nedbringe mængden af syge celler. Og med den risiko, at han igen ville blive livstruende syg af behandlingen - og denne risiko vil være betydeligt øget, da han jo efter de to foregående kure allerede er afkræftet samtidig med, at man er nødt til at øge intensiteten i kemobehandlingen. Mulighed 1, som jo vil være det samme som at slå manden ihjel under voldsomme pinsler.
Mulighed nummer 2 var at bestille piller - der stadig er på det eksperimentiele stadie - som kan holde cancercellerne i skak - men desværre uden helbredende effekt. Pillerne er livsforlængende, og kan give et par måneder (der er eksempel på én! mand, der har levet 2 måneder med pillerne, inden canceren igen bredte sig) med fred og ro.
Vi har valgt denne sidste mulighed. Vi har alle brug for ro. De sidste måneder har været ekstremt hektiske, og min far har været indlagt siden den 24. februar til idag med kun 4 dage hjemme i alt. Vi trænger til at være i hjemlige omgivelser og bare slappe af sammen.
Behandlingen med pillerne startede i sidste uge, og de har heldigvis vist sig at have stor effekt på min far :-) JUHUUU. Endelig en god nyhed.
Nu kan vi håbe på, at han kan komme sig lidt og få det bedre, så vi kan få en god tid sammen derhjemme.
Puha, så er der også alt det der med at forholde sig til døden. Hvordan skal jeg kunne undvære en af mine forældre? Min far, som altid har været der i baggrunden. Selvfølgelig hjælper hn med mange ting rent praktisk, men det skal nok løse sig. Det er mere det der med at vide, at jeg altid har en at falde tilbege til, en der bare er der. Uanset hvad.
Hvad skal jeg nå sammen med ham, når jeg nu ved, at det er den sidste tid. Min søn på 6 sagde det allerbedst. "Der er jo ikke noget bestemt, jeg gerne vil, jeg kan bare godt lide at være sammen med ham, og bare være der".
Selvfølgelig har jeg drømt om en helt anden fremtid for mine forældre. Jeg har drømt om, at de skulle flytte tættere på, jeg havde tænkt, at de skulle blive gamle sammen, jeg har drømt om at rejse med dem og børnene til f.eks. Alicante, hvor mine forældre tog mig og min bror med hen, da vi var børn.
Hvordan komprimerer jeg det, der skulle være 30 år på den bedste måde. Hvordan siger jeg farvel - altså rigtigt farvel? Ingen vi ses om et par uger...
Det er ubegribeligt og barskt.
Og uretfærdigt overfor min far - men det er livet jo desværre - uretfærdigt.
Hvordan tager jeg mig bedst af børnene? De skulle jo også have haft deres bedstefar i mange år endnu. Han skulle have lært Jakob at hamre og save og skrue. Han skulle vaske op med Ada og spille kort med hende. Han skulle provokere ungerne, sådan som kun han kan. Han skulle fortælle hans vandede vitser, så alle himler med øjnene, men alligevel griner.

Helt klar

Gymnastikopvisning i morgen - for hele familien.
Generalprøver for holdene i idrætscentret idag. Fornøjeligt som altid. Det summer af glade stemmer omkring os, der er gang i musikken, energi i rummet. Alle hjælper hinanden, der smiles, nervøsiteten mærkes også. De yngste er overvældede over hallens størrelse og sidder lige lidt længere hos mor og far. Overvindelsen ses tydeligt i deres ansigter, når de går ud fra gulvet igen.
Instruktører, forældre og gymnaster mødes på kryds og tværs og det syder af aktivitet og glade hilsener.
Solskinnet og foråret, der titter frem udenfor bringes med ind i hallen hver gang døren åbnes og endnu et sæt røde kinder kommer ind.
Hvor jeg glæder mig til opvisningen i morgen.
Sønnen skal lave sin eneste opvisning i år - som jeg tror han gennemfører uden sygdom eller sure miner...
Ada skal på gulvet med 2 af sine 3 hold.
Jeg skal selv have mine minipiger på gulvet.
Og så er der jo alle de dejlige børn og unge mennesker, som jeg er kommet til at kende gennem sæsonen. når jeg besøger nogle af holdene. Jeg glæder mig til at se slutresultatet på en fantastisk sæson.

Rutchebaneturen var ikke helt slut...

Søndag var min far blevet dårligere - og denne gang så alvorligt, at han blev flyttet til intensiv afdelingen. Her fik han hjælp til vejrtrækningen. Ikke respirator - men niveauet lige inden.
Han var på afdelingen RIMA, hvor mange patienter er på en fælles stue - en gammel opvågningsstue. Hans vejrtrækning var meget dårlig, og der var meget væske i lungerne. Han fik derfor lagt dræn i lungerne.
Herhjemme skulle jeg have haft børnene med til fastelavn i 0.B, men vi kom aldrig i tøj. På hospitalet var der ikke rigtig plads til gæster. Min mor og bror blev smidt ud ofte og måtte vente udenfor, da der skulle foretages undersøgelser på nogle af patienterne.
De kom til Hobro søndag aften ved 10-tiden, og de var fuldstændig udmattede - og bekymrede. En sygeplejerske holdt konstant opsyn med min far. Han fik hjælp til vejrtrækningen og kemokuren var taget fra ham - midlertidigt. ½ skridt frem og 25 tilbage. Vi frygtede igen for hans liv.

Mandag fik han heldigvis en stue på afdeling R, hvor der blev mere ro omkring ham, og han endelig fik mulighed for at hvile lidt. Træning af vejrtrækningen fortsatte, og der blev målt på blodprøver flere gange dagligt, for at tjekke iltning mm.
Heldigvis blev infektionstallene bedre, lungedrænet løb tørt og kunne komme ud, han fik igen farve i hovedet og lyst til lidt mad, og nu er det torsdag, så det er tredje dag i træk med fremgang - og det håber jeg, vi kan fortsætte med. Jeg tør ikke helt tro det endnu, men jeg har sådan brug for en mindre vild rutchebanetur.

Hvor er det hårdt at komme gennem hele dette følelsesregister, at have to børn, som ønsker opmærksomhed og tilstedeværelse, som skal forklares, og som har ønsker og behov, der skal opfyldes (til en vis grad).
Jeg kan ikek lade være at bekymre mig for min far - og for min mor, som også står midt i det hele alene. Jeg synes, jeg burde kunne hjælpe bedre, være der mere. Samtidig er samvittigheden sort overfor børnene, hvis rutine er smadret. Vi kan ikke overholde sengetiden, aftensmaden er det, vi kan finde i skabene, lektier må de selv forsøge at nå. De bliver let kede af det, og de har også brug for mere tid og opmærksomhed.
Selv er jeg træt med træt viklet stramt omkring. Jeg har alligevel svært ved at falde i søvn og vækkeuret ringer jo om morgenen.
Så kan jeg da droppe arbejdet en smule? Men med 3 dages kursus, som jeg har ventet på lææææænge, ja så virkede det dumt ikke at tage afsted, når børnene alligevel skal op og i skole i samme tidsrum, på hospitalet er der stuegang mm., så der er vi mest i vejen. På skolen har jeg jo så ikke set "mine unger" siden sidste fredag, og jeg skal ikke have så mange timer, så det virker forkert ikke at varetage undervisningen.
Jeg har dog udliciteret kørsel til opvisninger i weekenden, så der bliver da en opgave mindre at tage sig af...

Og tak for hjælpen til mine søde veninder, der har været taxachauffør, barnepiger og kok/indkøbschef. Det betyder så uendeligt meget, at I er der I denne tid. TAK TAK TAK.
Også til alle de af Jer, der tilbyder hjælp, selvom jeg ikke har taget imod den - det er dejligt at mærke Jeres varme tanker og omsorg.

Endelig bedring

Hvor fylder sygdom meget i mit hoved lige nu.
Heldigvis var der endelig tegn på bedring for min far. Men hvor er det forfærdeligt at se, at det gør ondt, hver gang han trækker vejret - i brystkassen, i næsen, i munden... Afslapning er ikke noget, han gør meget i lige for tiden.
Hans mund og næse tørrer ud og flækkes, så bløder det og koagulering er vanskeligt for kroppen, så derfor bløder han en del. Vi smører munden med danskvand, der duppes på. Det er så anderledes og uvirkeligt.
Heldigvis har han fortsat sin dårlige humor og vi kan grine og have det sjovt sammen.
Vi SKAL bare igennem det her.

Ungerne og jeg tog en slapper igår. Vi fyldte slikskålene - selv om det ikke var fredag? Vi så en film og sad med dyner i stuen, hvorefter vi alle tre puttede os i seeng med en fælles godnathistorie og gik omkuld i soveværelset. Vi sov alle sammen 10 timer! Det var tiltrængt. Nu skal vi have styr på ugen, der kommer...

Sådan ændres ens perspektiv

Min far blev indlagt mandag. Med influenza. Han var på penicillin, men det hjalp ikke.
Tirsdag blev han undersøgt på kryds og tværs og vi fik dommen. Leukæmi.
Nu er det fredag. Jeg fatter det endnu ikke.
Min krop reagerer. Et lille hul mellem brystet og maven. En snurrende fornemmelse. Bekymring. Jeg græder. Bliver lidt svimmel. Mad virker ikke så vigtigt. Verden forsvinder under benene. Jeg går på bølger, er svimmel af og til.
Min hjerne kan ikke forstå beskeden.
På papiret er det temmelig alvorligt.
Leukæmien er meget fremskreden. For talfolket, så er celletallene omkring 100 mod en normal på 10. Kemo startede allerede tirsdag, hvor han fik piller, og onsdag blev der opereret slange ind, og den flydende kemokur givet.
Det tror jeg godt, jeg kan forholde mig til. Han skal have kemo i 10 dage og derefter pause i 4 uger. 3-4 kure i alt.
Det er i sig selv forfærdeligt.
Ud over leukæmien har han en infektion. Infektionstallene er 300 mod en normal på 10. Infektionens årsag kan ikke findes. Han blev derfor behandlet med bredspektret penicillin også tirsdag.
Pulsen var for lav, feberen for høj, blodtrykket for højt/lavt. Alle tal var dårlige. Hans vejrtrækning var vanskelig. Og til tider går han i panik. Han fik ilt. Han manglede blod og væske, og pinden med væsker blev lige så stille fyldt op af blod, blodplader, væske, saltvand, antibiotika og sikkert andet, jeg ikke nåede at få med. Derudover smertestillinde, febernedsættende og kalium på pilleform. Og mere antibiotika. De 3 former havde ikke haft effekt, så nu blev 5 poser hængt på stativet.
Diagnosen kan endnu ikke efterfølges af mere konkrete svar, da knoglemarvsprøven skal undersøges yderligere. Usikkerhed.
Tirsdag sov min mor på hospitalet, og jeg havde det skidt med at køre derfra, men vidste, hun var der.
Onsdag tog vi derop igen. Han havde haft flere panikanfald ift. vejrtrækningen, og var blevet vurderet på intensiv afdelingen. En lungefysioterapeut blev tilkaldt, og han har fået en "husmandsfløjte" så han kan trække vejret helt ned i lungerne, da man er bekymret for, at der samles væske omkring lungerne og en lungebetændelse kommer til. Vanddrivende tilføjes.
Det var dog rart at se ham onsdag. Hans hudfarve var kommet tilbage, hans øjne var mere til stede, feberen var faldet, og han virkede mere tilpas. Så da vi forlod ham havde jeg det ok, da han virkede bedre.
Vel vidende, at papirerne ikke var enige.

Alle dagene skal jeg hjem og informere venner og familiemedlemmer, så telefonen gløder, og mit abonnement er allerede betalt 2 ekstra gange på disse 2 dage. Af og til virker det som en gang tal og informationer, jeg lirer af, men ikke helt forstår. Det kommer ikke rigtig under huden, når jeg skal fortælle det videre. Jeg får det på afstand.
Jeg ved det er nødvendigt. Jeg kan ikke være hos ham 24 timer i døgnet, jeg har brug for, at noget af min verden fungerer, og jeg har derfor også været på arbejde, men jeg kan godt mærke at fuld tid nok bliver lige rigeligt lige nu.
Mine børn skal have en forklaring, og de har begge to spurgt, om man kan dø af det. Børn spørger jo og bruger de forbudte ord, som jeg slet ikke selv kan tage i min mund. Jeg er ikke klar til at miste min far. De ser min sorg. Ada har været dybt bekymret, men hun var heldigvis med oppe at besøge min far onsdag, hvor han så godt ud, og dette beroligede hende kraftigt. Hun har fortalt sin bedste veninde, at "det ikke er så slemt". Og det er godt, hun har det sådan. Jeg vil gerne, at børnene ved det, men ikke bekymrer sig.

Torsdag regnede jeg med at tage begge børn med derop, da Jakob jo elsker sin bedstefar overalt på jorden. Heldigvis sagde min mor, at det skulle jeg nok ikke.
Feberen var tiltaget. Vejrtrækningen volder stadig problemer, og han får nu astmakur et antal gange dagligt, og han behandles for bronkitis samtidig med, at der kan være lungebetændelse og en blodprop i lungen.
Der støder noget til hele tiden. Drop-poserne ligger klar på rad og række.
Han klager over smerter ved lungen, og kan ikke finde den rigtige hvilestilling.
Min far har aldrig smerter, så det i sig selv sætter hele min krop i alarmberedskab.
Min far er den store stærke mand, der klarer skærene. Store beskidte arbejdsmands-grabber (hænder).
Jeg klippede nu negle på de fine rene hænder - der heldigvis stadig har en snert af den hårde hud tilbage.
Han har også sin humor. Fis og ballade. Det kan han stadig. Vi plejer at sige, at i løbet af ferien, bliver hans jokes mere og mere åndssvage - dem fyrer han også af nu.

Men hudfarven var gul-grøn-grå, han kan ikke undvære ilten, den tid det tager at gå på toilettet, hans tale er besværet af vejrtrækningen, og jeg havde virkelig svært ved at forlade ham. Heldigvis kom en læge ind og tog sig god tid til at tale med os om, at det er almindeligt med mange komplikationer undervejs. Det var rart at mærke - igen, at de har styr på ham, selv om alvoren i hans tilstand er ufattelig høj.
Det er svært at tage hjem, men vi kan ikke være der hele tiden.

Jeg har ikke mistet troen på, at det lykkes ham at bekæmpe sygdommen. Min far er en fighter, han er sej, og han er stædig. Men det er svært at se sin far i den situation.
Jeg kom til at græde, og da først der kom hul, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Selv om jeg sad ved siden af mine forældre. Min far må være skrækslagen. Min mor også. Vi SKAL bare igennem det her.