Samlet forberedelsestid

Med forårets komme var der også en kort periode med angst for, at der kunne blive tale om konflikt omkring arbejdstidsaftalen for lærerne igen. Mindet om lockouten er mere smertefuldt og angstprovokerende end lige først antaget.
Men heldigvis blev det et ja til den spinkle aftale, som trods alt peger i den rigtige retning, selvom der ikke er meget at komme efter.
Men hensigtserklæringen omkring mere kvalitet i forberedelsestiden var og er egentlig en rar udmelding.
Igår fik jeg så mail fra kommunen om de lokale aftaler, og her opleves det der med hensigt meget kraftigt. Kommunen har tolket på, hvad sammenhængende forberedelsestid betyder, og her har man fundet frem til, at blokke af 1 times varighed betragtes som sammenhængende! Need I say more?

Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet

Opskrift på motiverende undervisning

Selv om det nok fremstår lidt enkelt med de 5 bud herunder, så er der flere komplekse detaljer omkring hvert punkt. "Opskriften" mangler da også bagetid. Der må nok forventes hævning og bagning af flere omgange samt rigelig med hviletid.

http://www.eva.dk/e-magasinet-evaluering/2013/evaluering-december-2013/forskningens-fem-bud-pa-god-og-motiverende-undervisning-i-skolen

App til motion og læring

Jeg er nødt til at dele dette link til en umiddelbart temmelig smart app - jeg har selvfølgelig ikke prøvet den endnu... mere om det

Ny app: Orienteringsløb lige ved hånden

folkeskolen om appen

xplore2learn

Nu er det nu...

... næsten

Jeg er ved at være klar til nyt job.
Der er pakket sammen, ryddet ud, sorteret, lavet nye poser og materialerne er klar til afgang til ny skole. Skørping Skole.

Mit lærerkontor ser meget underligt ud. Farver, tuscher, linealer, lommeregnere og limstifter en mas, så der er nok til eleverne i en klasse. Hulmaskine, clipsmaskine, knappenåle, post its osv. En hel værktøjskasse med små øjne, pailietter, garn, tråd, nåle. Terninger, mønter, kortspil og minidart. Ja og så er der lige vindmøllerne, alle de laminerede plakater/oversigter og små kort, der passer dertil.
Selvfølgelig er der også bøger, men jeg må indrømme, at min mand ser sjov ud i hovedet, når han kigger i bagagerummet lige nu.
Lærerjobbet kræver lidt af hvert, og jeg er desuden samler af natur, så mon ikke et par tomme køkkenrulle-ruller og skotøjsæsker finder deres anvendelse lige pludselig!?

Næste punkt er rent faktisk at planlægge undervisningen og møde eleverne.
Og nu glæder jeg mig.
Det har været uvirkeligt for mig længe. Jeg har ikke kunnet forholde mig til at forlade Sortebakken, så Skørping Skole har været meget langt ude i fremtiden mentalt.

Men nu kan jeg fokusere og glæde mig. Nu kan jeg mærke, at jeg ser frem til at møde de nye, at komme igang på skolen. Nu er det nu.

Gys og gru

fylder en del herhjemme for tiden.

Sønnike har besluttet sig for, at det er hans foretrukne genre, når han vælger læsebøger. Og han komemr rigtig godt igang, men bliver alligevel bange for, hvad der kan gemme sig i den mørke kælder. Så vi er gået over til nogle humoristiske gysere - som forhåbentlig kan overtage pladsen som yndlingsbøger for en tid. Jack Stump serien af Henrik Einspor





Datteren har gys som emne i skolen, og har i den forbindelse skrevet sin egen gyser.
Igen kommer det bag på mig, at hun har alderen til selv at skrive en historie - og den var endda god. Handlingen var sammenhængende, der var set-ups og pay-off. Der var brugt tillægsord, og lærermor var imponeret og tænkte lige, at så kan hun da lige få lidt flere udfordringer. Et råd og en formaning til mig selv til næste gang - lad læreren om at komme med rettelser, og lad forælderen rose. Det var jo for dumt. Jeg er jo vildt stolt af hende.
Det der med lektier skal jeg blive bedre til. Jeg er perfektionist, og det er mine børn også - der er ingen grund til at styrke den egenskab hos nogen af dem.

Mine yndlings...

Endnu engang har jeg valgt at tage afsked med en skole.

FARVEL til Sortebakken. Et vemodigt farvel. Skolen har givet mig utroligt mange gode oplevelser og jeg har gennem de 4 år på skolen udviklet mig helt enormt meget.
Skolen (eller alderen) har givet mig bredere skuldre, hår på brystet og et større perspektiv helt generelt.
Jeg har fundet mig selv, og måske lyder det for voldsomt, når jeg siger lykken. Men jeg ved nu, hvor jeg skal lede efter lykken.

Jeg er blevet mere sikker i min undervisning og min personlighed, og jeg har lært så mange fantastiske mennesker at kende - både blandt elever, forældre og ikke mindst kolleger.
Jeg har deltaget i de mest fantastiske pædagogiske samtaler og haft mulighed for at deltage i enormt spændende projekter som iværksætning af kontaktlærerrolle i aldersblandede grupper, linjefag, elevinddragelse, medier og kommunikation, e-Twinning, CounterPlay,  Nyt liv i Enhedsskolen samt besøg på Kunskappsskolan.

Afskeden har samtidig givet anledning til at tænke tilbage på alle de elever, som jeg har haft tidligere.
1b på Mariager Skole i 2002. Sådan nogle søde unger - som jeg nu af og til ser en opdatering på Facebook af. Hvor var i dejlige, livlige, sjove og dygtige. Søde - hver og en. Og så fik jeg lov at have Jer i hele 8 år.
6b på Mariager Skole 2004. Min egen klasse. Den mest velopdragne klasse, jeg nogensinde har haft. Med et helt specielt sammenhold og ambitiøse og arbejdsomme børn/unge.
1b på Mariager Skole 2006. Hvilken vidunderlig flok sportsgale børn. Arbejdsomme, nysgerrige og hygsomme. Her var plads til at afprøve nye projekter, I var med på de værste ideer og arbejdede godt både sammen og hver for sig.
7c på Sortebakkeskolen 2010. Vi var alle nye på en gang. En helt ny klasse. Blandet sammen fra forskellige skoler. Humor og drillerier blandet med viljefaste og målrettede unge mennesker kendetegnede klassen.Hvor snød I mig med Jeres stilhed de første uger!
9b på Sortebakkeskolen 2012. Smart i en fart var vist parallelklassens indtryk. Smarte var I, men også søde og selvbevidste. I havde Jeres egne meninger, vi diskuterede og hyggede os. Og så blev i fuldstændig selvkørende og hylede flere lærere ud af den pga. jeres mange faglige spørgsmål. Det gav lidt ekstra timer i forberedelsen - og vi nød Jerees nysgerrighed.
8mk på Sortebakkeskolen 2013. Lidt mistænksomme overfor lærerrollen er det klart denne klasse, der har udfordret mig mest. Jeg har godt nok skullet bevise mit værd og vise, at jeg arbejder på samme side som eleverne. Ideer og overraskelser har kendetegnet tiden med Jer. Her keder man sig aldrig. Initiativ er der masser af.
7mk på Sortebakkeskolen 2014. Søde, tillidsfulde og anerkendende. Hjælpsomme og åbne. Jeg fik alt for kort tid med Jer:-)

Det var et svært farvel til alle mine klasser. Men specielt svært har det selvfølgelig været for dem, som jeg har forladt i utide og denne gang midt i et skoleår til en vikar, der må dække fagene indtil min afløser kan starte.
Lidt dårlig samvittighed har jeg altså. Jeg ved godt, at det er vilkårene. Men de der elever, de kravler lige så stille ind under huden og popper op i bevidstheden. Måske er det uprofesionelt, måske er det netop profesionelt at håndtere det vilkår, at man engagerer sig i så mange anddre menneskers velbefindende?

I hvert fald vil jeg ønske samtlige af mine tidligere elever rigtig meget held og lykke med deres fremtid, uanset hvor lang tid siden det er, jeg underviste Jer.

En speciel tak udgår til 8mk, som har lavet denne afskedsgave til mig.
Måske nogle kender mine yndlingsting - 8mk har i hvert fald ikke husket på dem eller gættet vildt godt ;-)
 

Video til Pernille

Historien om lærerlockouten

Ny bog på gaden - og den skal jeg i hvert fald læse...



se mere her

Fritid og skole/arbejde

Er der nok af den?
Når man er skoleelev? Under reformen.
De lange skoledage gør efter sigende, at en del børn og unge vælger fritidsaktiviteter fra.

Reformen er udformet så forskelligt på skolerne rundt omkring i landet. Min erfaring dækker kun 2. Min egen skole og mine børns skole.
Mine børn går i skole 30 minutter mere dagligt end før sommerferien. Min søn bliver oftere hentet direkte fra skole og har dermed fået mere tid i skolen og mere tid hjemme - men mindre tid i SFO.
Datteren er lidt senere hjemme, hun synes, det er vildt hårdt, og har da også valgt kor fra - eller forældrene har sagt, at det bliver for meget, hvilket vi nok havde gjort under alle omstændigheder, da hun havde lige rigeligt at se til sidste skoleår.
Gymnastikken, som er hendes passion, dyrker hun fortsat med samme entusiasme og på 3 hold.
Sønnen dyrker også fortsat gymnastik,  og jeg har fået ham til fodbold også, så han nu har to sprotsgrene, hvilket er perfekt, da han herhjemme helst vil sidde ved computer, tablet eller wii...
Han har ikke på samme måde klaget, men mit indtryk er da også, at der er en del legetimer, så han får nok tid til at lege med sine klassekammerater i stedet for SFO-børnene - og for ham er det ok, da han har mange af sine venner i klassen. Fordelen er, at han får legetid med de børn, som ikke går i SFO, ulempen, at han ikke ser børnene fra de andre klasser i samme grad.

På min egen skole, vurderer jeg tingene fra et andet synspunkt. Jeg ser og hører alting lige når det sker, hvor mine børn har fået afreageret og kun fortæller højdepunkterne herhjemme.
Jeg underviser overbygningselever, som tidligere havde minimumstimetal, og derfor havde dage, hvor de kunne gå hjem 12:35. Nu er den altid 14:50.
Deres hverdag er mere markant i forskellen end mine egne børns.
De kritikpunkter jeg hører oftest er, at der er for få pauser, og jeg ser også, at koncentrationen svigter over middag. Til trods for kravet om bevægelse i undervisningen. Det er ikke godt nok at gå ud og spille rundbold 45 minutter. De er ikke klar igen, når vi kommer ind.
De er heller ikke interesseret i rundbold. Nogle vil gerne spille håndbold, andre fodbold, andre igen dyrke gymnastik eller gå en tur. Bevægelsen kan ikke gøre det ud for en pause, ej heller for at dyrke en fritidsinteresse. Og hvis bevægelsen er lagt ind som små anderledes aktiviteter i løbet af skoledagen, ja så er det værken styrketræning eller konditionstræning, som de unge kunne få ved at dyrke en sportsgren.
De har markant mindre fritid. Jeg hører dog ikke om, at de har droppet deres fritidsinteresser eller fritidsjobs. De kæmper med at få tingene til at hænge sammen.

Fra min egen stol - ja så har jeg aldrig haft så meget fritid - og med alle de muligheder, det giver, så har jeg fået mere travlt end nogensinde! Mandag, onsdag og torsdag er jeg fast inventar i hallen til forskellige gymnastikaktiviteter for mig selv, min forening eller mine børn. Jeg har aftaler med veninder og mine forældre. Jeg cykler med mine børn, og lærer min datter spansk - hun har også givet sig selv et ekstra projekt.
Min kalender er fyldt ud med aftaler - for der kommer ikke arbejde på tværs - jeg ved, jeg har tid. Jeg skal ikke sørge for at holde en halv eller hel dag fri til stile, forberedelse eller andet.
Jeg vidste det godt, men ser det endnu mere tydeligt nu. Jeg har arbejdet for meget. Jeg har brugt af min fritid. Jeg har interesseret mig for mit job. Må ens job også være en interesse.
Må jeg surfe rundt på nettet og se videoer fra EdTed eller Khan Academy på Youtube, læse indlæg om flipped classroom, gaming eller demokrati i klasseværelset på twitter og pinterest. Hvor går grænsen mellem arbejde og interesse.
Nogle ting er meget tydelige - nej jeg skulle ikke lige finde en classbuilder onsdag aften for at blive klar til torsdag morgen. Nej, jeg skulle ikke lige ringe til 3 forældrepar torsdag aften, for at orientere dem om, at jeg havde fået talt med deres barn i løbet af skoledagen og nej, jeg skal ikke have ugeplanen med hjem, så jeg lige kan tjekke den op om aftenen og føle mig klar næste dag.
Men hvad med mit fagblad? Der er jo blandede ting i. Gode ideer og reklamer for undervisningsmateriale. Må jeg tjekke det ud, når jeg læser det?

Grænserne er ikke helt klare.

Lego virker altid

Så kom dagen for kurset i elevinddragelse.
For første gang skal jeg have elever med på kursus, og det er spændende i sig selv. Kurset er vi blevet prikket til gennem tilfældig udvælgelse blandt skoler i hele Danmark.
Nogle er udvalgt som kontrolgruppe, nogle får kursusdelen i elevinddragelse og nogle få tilbydes desuden vejledning på skolen. Vi er i gruppe 2, og skal altså deltage i kurset med det formål at blive bedre til at inddrage eleverne i forhold til planlægning og organisering af skoledagen.

På forhånd synes jeg ikke, at jeg bare tromler ind over eleverne. Men direkte adspurgt, så føler eleverne faktisk ikke, at de har ret stor medbestemmelse. Når jeg går dem på klingen, kan de godt se, at jeg bruger deres ideer og interesser aktivt, men de er ikke blevet spurgt eller blevet gjort klart, at jeg har taget valgene pga. dem.
Så jeg har allerede inden kurset erfaret, at jeg nok skal være bedre til at inddrage og forklare eleverne, hvad det er vi skal, så det står klart for dem, hvor de har indflydelse.

På kurset udarbejde lærerne sammen med eleverne en målsætning for den enkelte klasse - forskellige målsætninger for de deltagende skoler/klasser.

For os kom det til at dreje sig om mål for undervisningen og eleverne i højere grad gøres bevidste om, hvilke krav der stilles til dem - da indflydelse jo kræver viden og ansvar :-)

På kurset arbejde vi en del med Lego BuildToExpress - og hvor fedt et redskab til at konkretisere ideer og forskelligheder - det gjorde det muligt for alle at deltage aktivt - om man så bare havde fået sat en enkelt klods, ja så blev der spurgt ind til, hvorfor den var sat, hvor den sad, og hvorfor præcis den farve var valgt. Det var inddragelse. Og lego bliver man bare aldrig for gammel til - et fedt værktøj, som måske nok er i den dyre ende for mange skoler, hvis der skal indkøbes klassesæt. Det kunne være mit ønske - et klassesæt til udlån fra skolebiblioteket.

BuildToExpress

Paradoksalt

Denne morgen var der noget uro på lærerværelset. Den første lønseddel efter reformen kom i weekenden, og der var ubehagelige opdagelser iblandt.
Rigtig mange kolleger er gået ned i løn. Mellem 1000 og 1500 kr.!
Kan det nu passe?
Jeg oplever et frustreret lærerkollegie. Pauserne springes over og holdes på kontoret, så mails eller lignende bliver tjekket. Jeg har selv stjernemarkeret de mails som indeholder mere læsestof end et minut. Jeg har ikke fået kigget på dem endnu i dette skoleår...
Den øgede mængde undervisning, de manglende vikarer - vi dækker hinanden gør de daglige arbejdsforhold utroligt vanskelige. Jeg kan ikke regne med at have tid til forberedelse dagligt, jeg er ikke sikret mere end de 15 minutter til mail om morgenen og de 10 minutter til at pakke sammen om eftermiddagen. Derimellem har jeg mellem 1-2 timer at råde over. Hvis jeg ikke bliver brugt som vikar. Hvilket jeg gør hver uge. Hvis der ikke kommer henvendelser fra elever eller deres forældre.
Og så skal det lige pointeres, at forberedelsen oftest er delt op i moduler af 20-30 minutter, hvor gåturen til og fra forberedelseslokalet også skal nås.
Når kopimaskinen mangler papir, blæk eller toner, er der ikke tid
Når en kollega vil mødes om et samarbejde mellem klasser eller fag går de i stå pga manglende muligheder for at mødes.
Vi løber, hopper og springer for at få hverdagen til at lykkes. Så kom lønsedlen! Hold nu op, hvor føler mange sig oversete. Negligerede til tal.
Men vi fortsætter jo i morgen. Det er ikke eleverne, der udbetaler lønnen. Så vi smiler, løber, hopper og springer for eleverne. Fordi vi vil dem og vores fremtid det bedste.
Bag kulisserne er vi trætte, vrede og frustrerede.
Og hanker op i hinanden, smiler, griner og fortæller en vits, bruger ironi og forsøger at holde humøret oppe hos os selv og hinanden.

 

"Smil til verden og verden smiler til dig"
Gruk af Piet Hein

Kom så igang verden...

Tiden indhentede mig

Så kom dagen, hvor jeg ikke nåede at blive færdig med forberedelsen til mine timer.
Lige så stille bliver overblikket mindre og feberredningerne flere. Heldigvis har jeg da et udvidet repertoire i rygsækken med mine 12 års erfaring. Men alligevel savner jeg at have gennemtænkt min undervisning i højere grad.
I timen idag måtte jeg formulere elevopgaven på google drev alt imens jeg forklarede den. Heldigvis har jeg i mit hoved brygget på opgaven hen over weekenden (tankerne kan jeg altså ikke styre til kun at foregå indenfor arbejdstiden), så jeg havde en idé om opbygningen. Jeg er rimelig habil i at få formuleret en bunden opgave og nogle mere åbne spørgsmål, der giver plads til differentiering ift motivation, afleveringsform og faglig fordybelse.
Så den gik denne gang - næsten.
For havde opgaven været klar inden, havde jeg også haft et par eksempler og været mere konkret, så knap så mange elever kom ud i frustrationer, der ikke var udfordrende men nær opgivelse. De fleste fik jeg tilbage på sporet. Resten må jeg få rettet ind i morgen... 

Den første uge

Det har virkelig været hårdt og min forventning er da også at falde i søvn sammen med ungerne lige efter (måske under!) Disney sjov.
Jeg forhørte mig hos nogle af mine elever idag. Hvordan har de oplevet denne første uge.
En uge, som jeg har oplevet som kaotisk, stressende, presset til det yderste og virkelig energidræbende.
Men jeg fik da så lidt energi tilbage ved ungernes evaluering.
Det er dejligt at være sammen med sin kontaktgruppe hver dag. De er glade for halvtimes-modulerne (som allerede er hadet af lærerne - at gå ind i så mange forskellige klasserum på en dag, hvor der hvert sted skal etableres en klassekultur og stabilitet og orden er virkelig krævende), de når ikke at komme til at kede sig. De kan godt lide afvekslingen. De synes bevægelsesdelen er fantastisk (igen er vores egen vurdering nok, at vi ikke klarer denne del tilfredsstillende, men ungerne er meget tilpasse). De ønsker sig lektiecafe dagligt - de nyder ikke at have lektier, når de kommer hjem. De har kun et klagepunkt - frikvartererne er for korte - og med kun to frikvarterer på en dag, kan jeg kune give dem ret. Ingen pauser mellem frokost 11.30 og fri kl 14.50. Det betyder, at de bruger deres læsebånd, som ligger midt i dette tidsrum som en form for pause. De er godt klar over, at det ikke er hensigtsmæssigt, men der erbehov for en pause. Måske vi kan få lagt en pause mere ind. Over middag er de fleste lektioner dobbeltlektioner, og pauserne kunne evt. blive mere faste i dette tidsrum?

Min egen vurdering er stadig kaos - men jeg er virkelig glad for, at "mine" unger ikke oplever det sådan. Det giver lige gejst til at snuppe en uge mere :-)

Og de normaliserede weekender og fastlagt fritid kan jeg da godt vænne mig til. Jeg kan da ikke huske, hvornår jeg sidst bare har slappet af uden at have et par mulige arbejdsopgaver liggende på skrivebordet og i baghovedet med den lille "burde" som følgesvend. Nu har jeg bare FRI. Skønt.

Anden skoledag efter reformen

Min første dag på arbejde med elever. Inden du fortsætter skal du vide, at denne nøje beskrivelse af en arbejdsdag også skyldes mit eget behov, for at få tænkt dagen igennem. Der står en del. God læselyst.

Stresset efter 5 minutter! Jeg ved det. En ting af gangen. Vi når det, vi når, og vi må sætte standarden efter den tid, vi har til rådighed. :(

Min mødetid var 7.30. Jeg mødte op på skolen 7.20, så jeg fik fuld arbejdstid ud af de 15 minutter inden undervisningen. Madpakken skulle jo i køleskabet og drikkedunken fyldes op inden 7.30.

Jeg får tjekket skema og ringetider og konstaterer, at jeg har 20 minutter + 30 minutter til at forberede torsdag, hvor jeg skal have fysik i min 8.klasse. Jeg har endnu ingen årsplan, jeg har ingen materialer, men jeg har da samlet en inspirationsbunke, der ligger på mit skrivebord. Jeg kigger opgivende på bunken og tænker, at effektivitet er ikke nok til at løse opgaven, men jeg må gøre et forsøg og prioritere denne opgave idag.

Jeg åbner mine mails. Dels på intra, dels på Google. På intra får jeg læst mine beskeder, hvoraf den ene indebærer en arbejdsopgave, der kræver tid, og jeg sendes ud i dagens første frustration. Samtidig konstaterer jeg, at det er tid til at gå til undervisning, og jeg har ikke fået læst mails på Google. Kun konstateret, de er der. Halvvejs oppe at stå får jeg svaret irriteret på opgave-beskeden, at jeg kan løse opgaven - men først i oktober! (Min frustration afspejles tydeligt i svaret). Samtidig dukker min skoleleder op, som får en ordentlig overfusning, grundet de vilkår, som jeg finder urimelige. Så blev dagen ligesom skudt igang.
 

På vej over til undervisningen, som de første 20 minutter består af en tredjedel af overbygningen sammen med mine teammakkere i det, der i næste uge skal blive kontaktgrupper - denne uge sociale aktiviteter - lægger jeg ansigtet i de rette folder og trækker vejret dybt.
Heldigvis møder jeg masser af elever på vejen, og der udveksles feriehistorier, kommentarer på højde og frisurer, ja sågar krammere. Det dårlige humør erstattes af interesse og grin, sjov og ballade med eleverne. Ungerne er i fokus. Mavefornemmelsen er god igen.

Jeg skal introducere frugtsalat for alle eleverne. Jeg må tage et hurtigt overblik over stolesituationen. Eleverne sættes til at hente, og vi laver en stor rundkreds. Der bliver hurtigt ro. Vi gik jo også så småt igang lige inden det ringede ind. Vi får hurtigt forklaret "frugtsalat" og legen går godt. Masser af grin, hvin, snydepelse og løben rundt. Kredsen er blevet ret stor med 50+ elever. Alle deltager. Ingen melder pas. Og da vi rydder op gøres det superflot.

Jeg er tilfreds. For nu. God start med børnene. Godt humør hele vejen rundt. Jeg fortsætter hos min nye 7.klasse. Jeg skal have fysik. Jeg ved, struktur er vigtigt for mange af eleverne. Men min planlægning har ikke været så grundig, som jeg er vant til. På splitsekunder skal jeg træffe valg om, hvad der skal præsenteres, hvor meget, jeg tror vi når og hvilke overskrifter, jeg kan sætte på. Samtidig med jeg står foran en ny klasse. Jeg får skrevet en dagsorden - og håber den holder. Lige der er jeg bare så glad for min erfaring og kendskab til typiske tidsrøvere som f.eks. "lige at finde en plads". Normalt ville jeg have forberedt pladserne på forhånd. Men det er en af de opgaver, jeg har måttet undlade dette skoleår.

Timerne går godt. Dagsordenen holder! De nye elever er søde og interesserede. Stille og lyttende, men spørger også til tingene. Jeg er vild med klassen allerede. Alle er glade og tilfredse, der smiles, spørges pænt, og der er plads til alle. Et par udfordrende smil og kommentarer, der lige skal teste en grænse er der heldigvis også, men grænserne accepteres ved første irettesættelse. Mon det bliver ved?
Det er med god og tilfreds fornemmelse i kroppen, jeg går til frikvarter.

Vel vidende, at arbejdsopgaverne er mange, stiler jeg direkte mod kontoret. Hvor jeg får efterbehandlet timerne. Jeg planlægger delvist næste gang med dette fag og denne klasse og konstaterer, at intra er rullet til dette skoleår, så nu kan jeg bruge ugeplaner, lektiebog og skrive besked til (de fleste) forældre igen. Der kommer styr på det. Nogle beskeder skal overleveres til kolleger angående praktiske informationer om bl.a. fysiklokalet, jeg lige forlod og møder senere på dagen. Vupti, så smuttede de 30 minutters forberedelse sammen med elevernes frikvarter. Ingen planlægning til torsdag påbegyndt! Ingen pause for mig selv, ingen mad eller drikke, ingen toiletbesøg.
 

Heldigvis skal jeg over til mine elever fra sidste år, hvor jeg skal høre lidt om ferien og finde bøger. Jeg har glædet mig til at se dem igen. Da jeg træder ind i lokalet, fornemmer jeg deres træthed - og de kender mig og ved, at vi skal hygge os denne første time :-). Jeg har kun 30 minutter hos dem. De er meget larmende og mange kommenterer hinanden. De virker trætte og savner bevægelsesdelen. Vi får derfor en fælles gåtur ud af boghentningen, og så smuttede den lektion sørme også. Samtidig burde jeg allerede stå i den næste klasse, og her melder et problem sig. Jeg har ikke taget materialer med til alle fagene, og jeg kan ikke nå på kontoret og hente dem. Heldigvis har jeg kopier til matematik i 7., så der starter vi, og jeg får lavet dagsordenen, således jeg først skal bruge materialerne efter middagspausen.

Eleverne blev sat igang med en matematikopgave med det samme. Jeg vil gerne lære dem at arbejde effektivt og med ro i klassen, så derfor gik vi igang med det samme, og der var rigtig god arbejdsindsats. Herefter fik vi snakket om fagets natur og hvordan vi i overbygningen vægter undersøgelsen og eksperimenteren med tal. Der er facitliste i grundbogen, hvilket eleverne fandt fuldstændig vildt. Jeg fortalte, at jeg er ligeglad med resultatet, jeg vil vide, hvordan de kommer frem til resultatet. Det kommer vist til at kræve en indsats. Mens de arbejdede var der ro, og jeg kunne nnå rundt og se, hvordan de arbejdede og snakke lidt med dem om deres oplevelse af faget. Vi kunne starte spisepausen lidt tidligt, så der blev mulighed for at sidde og sludre og høre lidt mere om eleverne.

I denne pause stilede jeg også mod kontoret. Jeg skulle af med 8.klasses materialerne og have fat i dem til 7,som jeg havde manglet i timen. Jeg nåede at spise en rugbrød inden jeg måtte rundt på skolen og finde hæfter,  mapper mm til timen efter middagspausen.

Matematiktimen fortsatte. Vi startede med grundbogen. Der blev lidt mere uro end tidligere på dagen. Dels pga lidt træthed. Dels pga faglige krav. Mellem denne time og min den næste ligger 20 minutters læsebånd. De 20 minutter, hvor jeg skal forberede fysik til torsdag. De sidste 20 minutter til forberedelse inden timerne. Men ved timens afslutning var mange elever i tvivl om, hvor og hvad de skulle læse. Nogle havde brug for at gå på biblioteket, andre trængte til vand, og inden jeg fik svaret dem alle og nåede over til mit kontor, var der kun 10 minutter tilbage!

Migræne er på vej, knuden i maven vokser. Utilstrækkelighedsfornemmelsen vokser. Og så kom der lige et par spørgsmål til intra, hvor der skulle oprettes lektiebog og deles et par dokumenter. Vips, jeg skal ikke forberede fysik! NEJ NEJ NEJ. Det kan jeg ikke leve med. Hvordan kan det gå så galt?

Frustrationsniveauet er højt. Overblikket lille. Migrænen vokser.

Heldigvis gik projektor mm. i stykker i den næste lektion, hvor jeg skulle være støtte omkring nogle elever. Men eftersom ingen kunne komme igang, var jeg hurtig til at forlade etablissementet og anvende en hel time til at få kigget på fysikbunken. Jeg nåede at få besluttet mig for et emne og kopieret til torsdag. Stadig ingen årsplan eller overordnet sammenhæng. Men klar til på torsdag - nogenlunde.

Timerne blev erstattet af teammøde i ressourceteamet, hvor vi skulle have koordineret skemaer og udvekslet de behov, som vi har set indtil nu. Hovedet dunker, dunker, dunker.

Som afrunding på dagen havde vi lige et afdelingsmøde med en del punkter. For en gang skyld var der ikke så mange kommentarer. Der var hysterisk grinen og opgivende mumlen rundt omkring. Ingen kan få det til at hænge sammen. Vikardækningen går ud over forberedelsestiden, som allerede er minimal. Vi vil så meget mere, end det vi kan give indenfor disse rammer. Vi kæmper og vi prøver. Vi håber, at det er fordi, vi skal vænne os til anderledes arbejdsgange? Vi vil så gerne være positive, men vi er også bange. Bange for at komme til kort. Det er vores ansigt der skal ud og stå foran eleverne. Det er os, der har konfrontationen. Det er os, der kommer til kort i situationerne. Jeg håber, jeg er stærk nok. Jeg håber, jeg får overblik.

Jeg VIL være lærer. Jeg er vild med at undervise. Jeg holder af alle børnene, jeg fungerer godt i undervisningen, i forældrekontakten, i planlægningen. Der skal bare være sammenhæng mellem mængderne.

Og det er nok det, der er sværest, da jeg gik fra skolen kl 17. At jeg ikke er tilfreds. At jeg ikke er færdig. Det kalder nogen fleksibel. Jeg synes netop, det er meget fastlåst og ufleksibelt, at jeg ikke kan få lov at gøre mit arbejde færdigt. Få lov at blive ordentligt klar. Ja det kan jeg selvfølgelig. Jeg kan bare gå hjem og arbejde for egen regning. Overarbejde uden betaling. Interessetimer. Men det virker også lidt forkert, nu hvor jeg ikke er blevet vist den tillid, at jeg rent faktisk gjorde det før i tiden, og jeg har mistet de fordele, der var i den aftale, at jeg så skal fortsætte med ulemperne.

For da jeg kom hjem, havde jeg fri. Næste gang jeg bekymrer mig om det ikke tilfredsstillende forberedte undervisning er på torsdag, når jeg møder på skolen kl 7:30.

Og så vil jeg nemlig udnytte den fordel, som min nye arbejdstidsaftale giver mig: at jeg har fri, når jeg er hjemme. Jeg er sammen med min mand og mine børn. Jeg arbejder ikke ekstra. Mere.

Første skoledag efter reformen

Status.
Hvordan er den så? Reformen.
Idag afspadserede jeg og tog med min søn i skole. Første dag i første klasse. Han havde vist ikke tænkt stort over det, hvis jeg ikke havde været med. - altså hvis alle forældre ikke var der. Han virkede godt tilpas. Lagde sig ind over bordet cirka 2 minutter efter læreren begyndte at tale!
Han fik masser af bøger. Havde legetime i stedet for fordybelse. Og han overlevede idræt til trods for at skulle i bad!!!
Datterne var til gengæld temmelig utilfreds. Med det der fordybelse. Man skal blive på sin plads, og hun kan altså ikke koncentrere sig med den larm. Nogle synger mens de arbejder. Hun fik kun lavet en sides matematik, og gider i øvrigt ikke dænges til med ekstra-opgaver, hvis hun ikke har lektier for. Så hun vil gerne meldes fra. NU. - det bliver hun nu ikke.

Ja og så havde jeg jo oceaner af tid der fra halv ti til halv tre, hvor sønnen klarede sig selv. Så jeg fik indhentet en masse af foreningsarbejdet. Vi bliver snart klar til sæsonstart, og det bliver en forrygende af slagsen. Masser af gode hold, 92 frivillige, instruktørmapper, velkomstfoldere og opstartsmøde parat, kurser bestilt, en del gymnaster er endda allerede meldt til.

Og til trods for manglende finplanlægning af tirsdag, ja så kunne jeg nyde eftermiddagen med begge børn. Cykle til og fra skole - selv om knægten siger, han er utryg! WTF? Få købt øreringe til datteren efter de anviste 6 uger med skudørestikkerne, supplere op til penalhusene i boghandelen, komme på biblioteket og få afleveret sommerferiebogseddelen - og lånt flere bøger - et lille smut omkring BR er obligatorisk.

Hjemme måtte jeg sende de spørgelystne og småtrætte børn på værelserne med henholdsvis Y8(spilhjemmeside) og avis for børn mens maden blev tilberedt og de forhadte madpakker blev smurt, for så at drøne ud af døren til gymnastikmøde - med de skønneste medbestyrelsesmedlemmer. 3½ time senere efter hyggesnak og praktisk planlægning er vi nu helt klar til at starte sæson 14/15.

Nu er det vist godnat. Vækkeuret skal stå på 5:35. Puha det er strengt. Og selv om jeg i morges stod op til den smukkeste fuldmåne, så er det ikke trøst nok...

Fagfestival

Utilfredsheden med den meget fejlplacerede fagfestival er ubeskrivelig. Med kaos på skolen og manglende planlægning til kommende skoleuge var det ikke lige ønsketænkning at skulle til fagfestival torsdag og fredag inden skolestart.
Jeg måtte dog også smile, da vores fagchef indledte festivallen og fik sagt, at de håbede, at vi fik så meget godt med derfra, at vi ville fortryde vores planlægning og ønske os mere tid, så vi kunne afprøve alle de gode ideer. Hvis den kom til at holde stik, ja så har jeg ryddet årsplanerne! Der er rigeligt plads til gode ideer - hvis de leveres færdige og klar til brug...
Det gode var så, at vi efter en lidt træg start rent faktisk fik lavet masser af eksperimenterende og undersøgende matematik for overbygningen. At vi sad ned til det hele, lever så ikke helt op til bevægelseskravene, men opgaverne var gode og udfordrende, omend det faglige niveau lige skal justeres lidt.
Nu håber jeg bare, jeg finder tid til disse justeringer, så jeg kan få opgaverne med på årsplanen. Jeg er vild med åbne opgaver, der opfordrer til elevernes egen tænkning. Det er ikke altid eleverne er helt lige så vilde med det - så kan de jo ikke få at vide, om det er rigtigt eller forkert!

Jeg kan konkludere, at fagfestival er en god ide både fagligt, men også socialt. Det er godt at mødes med kollegerne i kommunen fagligt og diskutere forskellige løsningsmodeller i undervisningen.

Dog må jeg understrege, at det er essentielt, at der vælges et mere oplagt tidspunkt - måske lige når eleverne går på sommerferie. Der kan, der læsses på, så vi kan få lavet årsplanerne og planlagt vores undervisning i dagene inden skolestart. Det bliver første år nogensinde, jeg ikke har lavet pladser eller forberedt en velkomst til eleverne. Heldigvis har jeg prøvet det før, og kan nok finde på noget, men det ville have været rart at have tænkt mere over situationen, så det føltes mere velovervejet.

Normaliseret...

Hvad er normen?
I hvert fald, at man laver alt sit arbejde på sin arbejdsplads.
Samtidig har vi fået mødetider for det kommende skoleår.
8.30 til 14 - en enkelt dag forlænget til 17 i 2 uger i sommerferien. Ellers 7.30 til 15 også med en enkelt dag forlænget til 17 i de 40 skoleuger. Nogle udvalgte datoer forlænges arbejdsdagen yderligere med nogle timer.

Det lyder jo faktisk dejligt. Helt utopisk.

Første dag var igår mandag den 4. august. Fri kl 14. Det var skønt. Eller? Jo det var dejligt at hente sin søn tidligt, tage en cykeltur, have tid til at læse med ham, lave mad og være sammen med familien om aftenen. Men mavefornemmelsen var ikke helt god. Med viden om alle de opgaver, der venter en, som endnu ikke er udført, som ikke er mulige at udføre på den opmålte arbejdstid, er det svært at læne sig helt afslappet tilbage.

Forståelsen af jobbet skal ændres siger mange. Skal det være en lønmodtagerkultur? Går jeg kun på job for at få min løn? Faktisk ikke. Jeg er glad for at være sammen med andre mennesker. Jeg synes det er udfordrende at finde vejen til de unges læring og udvikling. Det er fedt at se dem rykke sig. Og fantastisk, når jeg er medvirkende i en succeshistorie.
Og i den forståelse er det jo ikke rart at være usikker på, om jeg nu når at få kopieret opgaver, talt bøger op, lavet pladser, skrevet en lille velkomsthilsen, tjekket op på borde, stole og hentet hæfter, mapper mm, tjekket op på udstyret i fysiklokalet, printet skemaer og klasselister, tjekket fødselsdage for mine elever og skrevet dem i kalenderen, tilmeldt elever med læsevanskeligheder til basen med lydbøger, få tilrettet forældre- og elevintra, så elever og forældre kan skrive til os, så de kan se vores ugeplan (hvis en sådan bliver lavet!), får fundet alle de små praktiske ting til en social leg eller lavet alle posterne til bevægelsesdelen i matematik.
Først og fremmest mangler selve årsplanerne stadig. Jeg håber, jeg når dem og kopiering i morgen.

Jeg håber, det hele bliver godt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive klar. Det er trods alt stadig mig og mit ansigt, der på mandag står foran eleverne (ok tirsdag, jeg skal med min søn til første skoledag mandag...). Det er mig, der skal have overblikket og styringen over klassen. Jeg ønsker mig is i maven...

Ferien nærmer sig hverdag

Det ser skidt ud rundt omkring i verden. I bevidstheden er den verdenspolitiske situation pakket i baggrunden. Hændelserne er så omfattende, at det kan være svært at begribe og endnu sværere at se, hvad jeg kan gøre.
Samtidig nærmer hverdagen sig igen. Sammen med alle de små hverdagsproblemer, som må siges at være mindre, men også nærværende og som oftest løselige på mit plan. Hvordan kommer hverdagen til at hænge sammen med en ny arbejdstid for mig som lærer. Egentlig tænker jeg, at den fastsatte mødetid gør mit arbejde mere stabilt. Bekymringen går nok egentlig mere på arbejdsglæden. Kan jeg få det til at hænge sammen? Kan jeg lykkes i de nye rammer?
Logistikken med børn, der skal afleveres og hentes presser sig også på. Og selv om sønnike nu har fået lært at cykle, er han endnu ikke klar til skolevejen, hvilket vil lette vores hverdag betragteligt, når det kan lykkes.
Sommeren vil blive savnet. Ferien vil blive savnet. Friheden fra uret, der på hverdagene dikterer dagens gøremål.
De små skænderier med en pre-teenager og en søn med hang til skærm. Det sunde hverdagsliv, hvor dagene flyver afsted. Madlavning, motion, arbejde, skole, udfordringer for hjernen, mental afslapning, samvær og alenetid alt sammen skal prioriteres og fordeles i de rette mængder.
Tilbuddene er rigelige, ønskerne nok. Begrænsning er en kunst, som jeg stadig arbejder på at mestre.

Micro View

Min husbond har fået tilsendt lidt legesager til ferien i form af elektronik og kodning. Ungerne og han har brugt lidt af formiddagen på at få en lampe til at lyse ved at skrive kode og samle smådelene. Jeg var faktsik ret imponeret over, hvor hurtigt ungerne (på 7 og 11) fangede ideen.
Som fysiklærer var jeg også imponeret over indholdet i æsken. Små pærer, motor og modstande.
Sættet ser jeg som yderst relevant i folkeskolen. Lidt basiskodning og forståelse af, hvordan programmering virker. Her koblet sammen med elektronik.
Desuden er det sjovt at se resultatet af sin kode komme til udtryk på lamperne. Eller nogle vil finde det sjovt -- andre vil synes det er keeeeeedeligt. I hvert fald kunne det være et bud på en anden fremgangsmåde, så tingene ikke bliver keeeeedelige og ensformige. Så variation i kedsomheden må være det vi går efter, og der kunne dette sæt være et godt bud.

Men det koster selvfølgelig penge....



Jeg bemærkede desuden, at Mortens Sommerskole også havde anskaffet sig udstyr og arbejdet med disse sæt. Her kan du læse mere om sommerskolen:
Mortens Sommerskole

Her kan du købe Arduino - hvilket fungerer næsten som Micro View
Arduino

Lidt Micro View kan købes her
Micro View

Vores sæt er et kickstarter-sæt, så derfor har jeg ikke fundet det magen til på nettet.

Første tur på geocaching

Jeg har længe haft et øje til det der geocaching, og jeg havde egentlig planlagt, at min 7. klasse skulle være med til det sidste skoleår, men jeg fik hverken tid eller alle detaljerne på plads, så vi kunne bruge det.
Jeg synes ellers, at det må være optimalt til brug i geografi, lidt i matematik, samt i "vores" linjefag: Medier og kommunikation, hvor vi her kommunikerer med verden via små skattejagter. Jeg havde tænkt, at vi selvfølgelig skulle prøve at finde nogle cacher, men også, at vi skulle sætte en coin eller lignende i omløb for Sortebakkeskolen. Hvem ved, måske vi når til det i kommende skoleår.

Nu har jeg i hvert fald selv været på geocaching med mine egne børn. Og at se min søn trave afsted med fuld fart og styring over telefonen (kortet) meget målbevidst og interesseret var en fyd i sig selv. Han kan være ufattelig svær at motivere, men han er glad for devices, og han kan faktisk også godt lide naturen - når han først er der. Han ser normalt mange detaljer og læser i små opslagsbøger om insekter og fugle. Men han bliver også normalt hurtigt træt, og vil gerne hjem. Det var der intet af på denne tur. Han var egentlig klar til endnu en tur bagefter!

Vi havde allieret os med nogle venner, som har geocachet en del. Og selv om jeg havde læst vejledningerne sidste år, så var jeg ikke rigtig kommet videre og rent faktisk hoppet ud i at afprøve det. Så det var godt med følgesvende, og hyggeligt at kombinere geocaching med godt selskab.
Vi startede med turen ved Glenstrup sø af flere årsager. Den ligger i foholdsvist åbent landskab, så der var dækning på smartphonen - næsten - hele turen. Vores venner har investeret i en GPS, der kan fungere offline og gemme kort mm. Vi venter lige med investeringer, til vi ved, om det er noget, vi vil fortsætte med. Desuden er stien tydelig og let at følge, så det var en god start-tur.

Start her:
geocaching.com
opret dig som bruger, og start med at finde en grøn cache - vælg en, der er forholdsvis let at finde. Log den, og du er igang.

Geocaching-sitet har sågar sin egen vejledning med ideer til brug i undervisning.
Geocaching og undervisning

Jeg har ikke gjort mig erfaringer med denne app, men hørt om den fra en elev, som har været udsat for den. Den kunne være interessant at kigge nærmere på.
Woop - ideer til skolebrug