Samlet forberedelsestid

Med forårets komme var der også en kort periode med angst for, at der kunne blive tale om konflikt omkring arbejdstidsaftalen for lærerne igen. Mindet om lockouten er mere smertefuldt og angstprovokerende end lige først antaget.
Men heldigvis blev det et ja til den spinkle aftale, som trods alt peger i den rigtige retning, selvom der ikke er meget at komme efter.
Men hensigtserklæringen omkring mere kvalitet i forberedelsestiden var og er egentlig en rar udmelding.
Igår fik jeg så mail fra kommunen om de lokale aftaler, og her opleves det der med hensigt meget kraftigt. Kommunen har tolket på, hvad sammenhængende forberedelsestid betyder, og her har man fundet frem til, at blokke af 1 times varighed betragtes som sammenhængende! Need I say more?

Overenskomst 2015

Med vinterens afslutning indledes overenskomstforhandlingerne for mange kommunalt ansatte og også for lærerne.
Jeg har egentlig ikke skænket det en tanke. Ind imellem har jeg noteret mig det i overskrifter i fagblad eller andre aviser, men ikke haft energi til at forholde mig til det.
En dag ser jeg dog en overskrift, der sandsynliggør en konflikt mellem KL og Dlf, røres jeg alligevel i mit inderste. Min krop reagerer med kvalme. Jeg bliver ked af det, desperat og kan mærke blodet pumper hurtigere rundt i kroppen, mine kinder blusser, men jeg har ingen ord. Intet kan jeg sige. Intet ved jeg. Ud over, at jeg ikke magter konflikt.
Jeg synes egentlig jeg håndterede konflikten i foråret 13 med en vis ro. Jeg var glad for at komme tilbage på arbejde og forholdt mig med lidt afstand til selve udkommet og forsøgte at tage en dag af gangen. Jeg måtte håndtere reformen, når vi kom til den.
Men med muligheden for igen at være i konflikt, at have alles øjne rettet mod en, at bruge sine kræfter døgnet rundt på at tale sin sag til møder, demonstrationer, happenings (uden at blive hørt), at blive mistænkeliggjort og skulle forsvare sig selv alle steder (i Brugsen, avisen, til familiefester, til fritidsaktiviteter, på gåturen ned af vejen), at møde tilbage på arbejde og igen skulle forklare og tage hånd om og opbygge skoledagen for eleverne igen. Hvordan kommer jeg igennem det endnu engang?
Jeg overvejede lige et par timer bare at sige op og finde et helt andet job - jeg aner desværre ikke, hvilket job jeg ville kunne passe - jeg brænder ikke for andet end lærergerningen, så jeg har fundet den rette hylde.
Nu er der heldigvis indgået et forlig. Det lever vist ikke op til mange af vores forhåbninger, og jeg kan da også læse, at rigtig mange er meget utilfredse med aftalen. Ingen ny arbejdstidsaftale - dog med mulighed for at lave lokale aftaler. En hensigtserklæring omkring lærernes forberedelsestid - men ingen sikring heraf.
Jeg tænker over min holdning til aftalen, og forsøger ikke at opveje det mod min frygt for konflikt - det skulle nødig være frygten, der gør, at mine arbejdsforhold bliver utålelige.

Historien om lærerlockouten

Ny bog på gaden - og den skal jeg i hvert fald læse...



se mere her

Fritid og skole/arbejde

Er der nok af den?
Når man er skoleelev? Under reformen.
De lange skoledage gør efter sigende, at en del børn og unge vælger fritidsaktiviteter fra.

Reformen er udformet så forskelligt på skolerne rundt omkring i landet. Min erfaring dækker kun 2. Min egen skole og mine børns skole.
Mine børn går i skole 30 minutter mere dagligt end før sommerferien. Min søn bliver oftere hentet direkte fra skole og har dermed fået mere tid i skolen og mere tid hjemme - men mindre tid i SFO.
Datteren er lidt senere hjemme, hun synes, det er vildt hårdt, og har da også valgt kor fra - eller forældrene har sagt, at det bliver for meget, hvilket vi nok havde gjort under alle omstændigheder, da hun havde lige rigeligt at se til sidste skoleår.
Gymnastikken, som er hendes passion, dyrker hun fortsat med samme entusiasme og på 3 hold.
Sønnen dyrker også fortsat gymnastik,  og jeg har fået ham til fodbold også, så han nu har to sprotsgrene, hvilket er perfekt, da han herhjemme helst vil sidde ved computer, tablet eller wii...
Han har ikke på samme måde klaget, men mit indtryk er da også, at der er en del legetimer, så han får nok tid til at lege med sine klassekammerater i stedet for SFO-børnene - og for ham er det ok, da han har mange af sine venner i klassen. Fordelen er, at han får legetid med de børn, som ikke går i SFO, ulempen, at han ikke ser børnene fra de andre klasser i samme grad.

På min egen skole, vurderer jeg tingene fra et andet synspunkt. Jeg ser og hører alting lige når det sker, hvor mine børn har fået afreageret og kun fortæller højdepunkterne herhjemme.
Jeg underviser overbygningselever, som tidligere havde minimumstimetal, og derfor havde dage, hvor de kunne gå hjem 12:35. Nu er den altid 14:50.
Deres hverdag er mere markant i forskellen end mine egne børns.
De kritikpunkter jeg hører oftest er, at der er for få pauser, og jeg ser også, at koncentrationen svigter over middag. Til trods for kravet om bevægelse i undervisningen. Det er ikke godt nok at gå ud og spille rundbold 45 minutter. De er ikke klar igen, når vi kommer ind.
De er heller ikke interesseret i rundbold. Nogle vil gerne spille håndbold, andre fodbold, andre igen dyrke gymnastik eller gå en tur. Bevægelsen kan ikke gøre det ud for en pause, ej heller for at dyrke en fritidsinteresse. Og hvis bevægelsen er lagt ind som små anderledes aktiviteter i løbet af skoledagen, ja så er det værken styrketræning eller konditionstræning, som de unge kunne få ved at dyrke en sportsgren.
De har markant mindre fritid. Jeg hører dog ikke om, at de har droppet deres fritidsinteresser eller fritidsjobs. De kæmper med at få tingene til at hænge sammen.

Fra min egen stol - ja så har jeg aldrig haft så meget fritid - og med alle de muligheder, det giver, så har jeg fået mere travlt end nogensinde! Mandag, onsdag og torsdag er jeg fast inventar i hallen til forskellige gymnastikaktiviteter for mig selv, min forening eller mine børn. Jeg har aftaler med veninder og mine forældre. Jeg cykler med mine børn, og lærer min datter spansk - hun har også givet sig selv et ekstra projekt.
Min kalender er fyldt ud med aftaler - for der kommer ikke arbejde på tværs - jeg ved, jeg har tid. Jeg skal ikke sørge for at holde en halv eller hel dag fri til stile, forberedelse eller andet.
Jeg vidste det godt, men ser det endnu mere tydeligt nu. Jeg har arbejdet for meget. Jeg har brugt af min fritid. Jeg har interesseret mig for mit job. Må ens job også være en interesse.
Må jeg surfe rundt på nettet og se videoer fra EdTed eller Khan Academy på Youtube, læse indlæg om flipped classroom, gaming eller demokrati i klasseværelset på twitter og pinterest. Hvor går grænsen mellem arbejde og interesse.
Nogle ting er meget tydelige - nej jeg skulle ikke lige finde en classbuilder onsdag aften for at blive klar til torsdag morgen. Nej, jeg skulle ikke lige ringe til 3 forældrepar torsdag aften, for at orientere dem om, at jeg havde fået talt med deres barn i løbet af skoledagen og nej, jeg skal ikke have ugeplanen med hjem, så jeg lige kan tjekke den op om aftenen og føle mig klar næste dag.
Men hvad med mit fagblad? Der er jo blandede ting i. Gode ideer og reklamer for undervisningsmateriale. Må jeg tjekke det ud, når jeg læser det?

Grænserne er ikke helt klare.

Paradoksalt

Denne morgen var der noget uro på lærerværelset. Den første lønseddel efter reformen kom i weekenden, og der var ubehagelige opdagelser iblandt.
Rigtig mange kolleger er gået ned i løn. Mellem 1000 og 1500 kr.!
Kan det nu passe?
Jeg oplever et frustreret lærerkollegie. Pauserne springes over og holdes på kontoret, så mails eller lignende bliver tjekket. Jeg har selv stjernemarkeret de mails som indeholder mere læsestof end et minut. Jeg har ikke fået kigget på dem endnu i dette skoleår...
Den øgede mængde undervisning, de manglende vikarer - vi dækker hinanden gør de daglige arbejdsforhold utroligt vanskelige. Jeg kan ikke regne med at have tid til forberedelse dagligt, jeg er ikke sikret mere end de 15 minutter til mail om morgenen og de 10 minutter til at pakke sammen om eftermiddagen. Derimellem har jeg mellem 1-2 timer at råde over. Hvis jeg ikke bliver brugt som vikar. Hvilket jeg gør hver uge. Hvis der ikke kommer henvendelser fra elever eller deres forældre.
Og så skal det lige pointeres, at forberedelsen oftest er delt op i moduler af 20-30 minutter, hvor gåturen til og fra forberedelseslokalet også skal nås.
Når kopimaskinen mangler papir, blæk eller toner, er der ikke tid
Når en kollega vil mødes om et samarbejde mellem klasser eller fag går de i stå pga manglende muligheder for at mødes.
Vi løber, hopper og springer for at få hverdagen til at lykkes. Så kom lønsedlen! Hold nu op, hvor føler mange sig oversete. Negligerede til tal.
Men vi fortsætter jo i morgen. Det er ikke eleverne, der udbetaler lønnen. Så vi smiler, løber, hopper og springer for eleverne. Fordi vi vil dem og vores fremtid det bedste.
Bag kulisserne er vi trætte, vrede og frustrerede.
Og hanker op i hinanden, smiler, griner og fortæller en vits, bruger ironi og forsøger at holde humøret oppe hos os selv og hinanden.

 

"Smil til verden og verden smiler til dig"
Gruk af Piet Hein

Kom så igang verden...

Tiden indhentede mig

Så kom dagen, hvor jeg ikke nåede at blive færdig med forberedelsen til mine timer.
Lige så stille bliver overblikket mindre og feberredningerne flere. Heldigvis har jeg da et udvidet repertoire i rygsækken med mine 12 års erfaring. Men alligevel savner jeg at have gennemtænkt min undervisning i højere grad.
I timen idag måtte jeg formulere elevopgaven på google drev alt imens jeg forklarede den. Heldigvis har jeg i mit hoved brygget på opgaven hen over weekenden (tankerne kan jeg altså ikke styre til kun at foregå indenfor arbejdstiden), så jeg havde en idé om opbygningen. Jeg er rimelig habil i at få formuleret en bunden opgave og nogle mere åbne spørgsmål, der giver plads til differentiering ift motivation, afleveringsform og faglig fordybelse.
Så den gik denne gang - næsten.
For havde opgaven været klar inden, havde jeg også haft et par eksempler og været mere konkret, så knap så mange elever kom ud i frustrationer, der ikke var udfordrende men nær opgivelse. De fleste fik jeg tilbage på sporet. Resten må jeg få rettet ind i morgen... 

Nedsat tid, fri-onsdage

Dette skoleår har jeg valgt at være på nedsat tid.
Det har jeg været tidligere. Jeg har egentlig betalt min egen forberedelsestid, fordi jeg ikke kunne få enderne til at hænge sammen. Denne gang har jeg valgt det, dels pga reformen, hvor jeg tror, der bliver rigeligt at se til, og jeg kender mig selv. Jeg er sensitiv og perfektionistisk og kan let blive påvirket af manglende overblik. Så personligt er det sundt for mig med en pause. Og det er helt perfekt med onsdag. Så er der altid kun to arbejdsdage inden jeg lige kan regenerere.
En anden grund til mit valg er selvfølgelig også fars kræftsygdom. Den påvirkede mig voldsomt i foråret, og jeg har brug for lidt luft, hvis der pludselig skal bruges ekstra strke til at komme igennem hans sygdomsforløb igen.

Hvad skal jeg så disse onsdage? Tidligere ville jeg jo have siddet og rettet afleveringer om formiddagen, men nu har jeg jo tiden til mig selv!

Jo idag hedder det tandlæge med sønnen og cafebesøg med venner. I den nærmeste fremtid er der endda også planlagt en del - være hos mine forældre, datterens fødselsdag, og faktisk et par arbejdsdage pga. e-Twinningsprojekt og hyttetur.
Ellers ligger dagene jo åbne til at lave bestyrelsesarbejde, skrive blog, chatte og være på nettet, shoppe, få fodbehandlinger, læse bøger, motionere, gå i haven, gøre rent og .... Jeg ved, jeg nok skal finde på alt for meget og ikke nå alle de ideer, jeg har :-)

Min helt egen dag.

Anden skoledag efter reformen

Min første dag på arbejde med elever. Inden du fortsætter skal du vide, at denne nøje beskrivelse af en arbejdsdag også skyldes mit eget behov, for at få tænkt dagen igennem. Der står en del. God læselyst.

Stresset efter 5 minutter! Jeg ved det. En ting af gangen. Vi når det, vi når, og vi må sætte standarden efter den tid, vi har til rådighed. :(

Min mødetid var 7.30. Jeg mødte op på skolen 7.20, så jeg fik fuld arbejdstid ud af de 15 minutter inden undervisningen. Madpakken skulle jo i køleskabet og drikkedunken fyldes op inden 7.30.

Jeg får tjekket skema og ringetider og konstaterer, at jeg har 20 minutter + 30 minutter til at forberede torsdag, hvor jeg skal have fysik i min 8.klasse. Jeg har endnu ingen årsplan, jeg har ingen materialer, men jeg har da samlet en inspirationsbunke, der ligger på mit skrivebord. Jeg kigger opgivende på bunken og tænker, at effektivitet er ikke nok til at løse opgaven, men jeg må gøre et forsøg og prioritere denne opgave idag.

Jeg åbner mine mails. Dels på intra, dels på Google. På intra får jeg læst mine beskeder, hvoraf den ene indebærer en arbejdsopgave, der kræver tid, og jeg sendes ud i dagens første frustration. Samtidig konstaterer jeg, at det er tid til at gå til undervisning, og jeg har ikke fået læst mails på Google. Kun konstateret, de er der. Halvvejs oppe at stå får jeg svaret irriteret på opgave-beskeden, at jeg kan løse opgaven - men først i oktober! (Min frustration afspejles tydeligt i svaret). Samtidig dukker min skoleleder op, som får en ordentlig overfusning, grundet de vilkår, som jeg finder urimelige. Så blev dagen ligesom skudt igang.
 

På vej over til undervisningen, som de første 20 minutter består af en tredjedel af overbygningen sammen med mine teammakkere i det, der i næste uge skal blive kontaktgrupper - denne uge sociale aktiviteter - lægger jeg ansigtet i de rette folder og trækker vejret dybt.
Heldigvis møder jeg masser af elever på vejen, og der udveksles feriehistorier, kommentarer på højde og frisurer, ja sågar krammere. Det dårlige humør erstattes af interesse og grin, sjov og ballade med eleverne. Ungerne er i fokus. Mavefornemmelsen er god igen.

Jeg skal introducere frugtsalat for alle eleverne. Jeg må tage et hurtigt overblik over stolesituationen. Eleverne sættes til at hente, og vi laver en stor rundkreds. Der bliver hurtigt ro. Vi gik jo også så småt igang lige inden det ringede ind. Vi får hurtigt forklaret "frugtsalat" og legen går godt. Masser af grin, hvin, snydepelse og løben rundt. Kredsen er blevet ret stor med 50+ elever. Alle deltager. Ingen melder pas. Og da vi rydder op gøres det superflot.

Jeg er tilfreds. For nu. God start med børnene. Godt humør hele vejen rundt. Jeg fortsætter hos min nye 7.klasse. Jeg skal have fysik. Jeg ved, struktur er vigtigt for mange af eleverne. Men min planlægning har ikke været så grundig, som jeg er vant til. På splitsekunder skal jeg træffe valg om, hvad der skal præsenteres, hvor meget, jeg tror vi når og hvilke overskrifter, jeg kan sætte på. Samtidig med jeg står foran en ny klasse. Jeg får skrevet en dagsorden - og håber den holder. Lige der er jeg bare så glad for min erfaring og kendskab til typiske tidsrøvere som f.eks. "lige at finde en plads". Normalt ville jeg have forberedt pladserne på forhånd. Men det er en af de opgaver, jeg har måttet undlade dette skoleår.

Timerne går godt. Dagsordenen holder! De nye elever er søde og interesserede. Stille og lyttende, men spørger også til tingene. Jeg er vild med klassen allerede. Alle er glade og tilfredse, der smiles, spørges pænt, og der er plads til alle. Et par udfordrende smil og kommentarer, der lige skal teste en grænse er der heldigvis også, men grænserne accepteres ved første irettesættelse. Mon det bliver ved?
Det er med god og tilfreds fornemmelse i kroppen, jeg går til frikvarter.

Vel vidende, at arbejdsopgaverne er mange, stiler jeg direkte mod kontoret. Hvor jeg får efterbehandlet timerne. Jeg planlægger delvist næste gang med dette fag og denne klasse og konstaterer, at intra er rullet til dette skoleår, så nu kan jeg bruge ugeplaner, lektiebog og skrive besked til (de fleste) forældre igen. Der kommer styr på det. Nogle beskeder skal overleveres til kolleger angående praktiske informationer om bl.a. fysiklokalet, jeg lige forlod og møder senere på dagen. Vupti, så smuttede de 30 minutters forberedelse sammen med elevernes frikvarter. Ingen planlægning til torsdag påbegyndt! Ingen pause for mig selv, ingen mad eller drikke, ingen toiletbesøg.
 

Heldigvis skal jeg over til mine elever fra sidste år, hvor jeg skal høre lidt om ferien og finde bøger. Jeg har glædet mig til at se dem igen. Da jeg træder ind i lokalet, fornemmer jeg deres træthed - og de kender mig og ved, at vi skal hygge os denne første time :-). Jeg har kun 30 minutter hos dem. De er meget larmende og mange kommenterer hinanden. De virker trætte og savner bevægelsesdelen. Vi får derfor en fælles gåtur ud af boghentningen, og så smuttede den lektion sørme også. Samtidig burde jeg allerede stå i den næste klasse, og her melder et problem sig. Jeg har ikke taget materialer med til alle fagene, og jeg kan ikke nå på kontoret og hente dem. Heldigvis har jeg kopier til matematik i 7., så der starter vi, og jeg får lavet dagsordenen, således jeg først skal bruge materialerne efter middagspausen.

Eleverne blev sat igang med en matematikopgave med det samme. Jeg vil gerne lære dem at arbejde effektivt og med ro i klassen, så derfor gik vi igang med det samme, og der var rigtig god arbejdsindsats. Herefter fik vi snakket om fagets natur og hvordan vi i overbygningen vægter undersøgelsen og eksperimenteren med tal. Der er facitliste i grundbogen, hvilket eleverne fandt fuldstændig vildt. Jeg fortalte, at jeg er ligeglad med resultatet, jeg vil vide, hvordan de kommer frem til resultatet. Det kommer vist til at kræve en indsats. Mens de arbejdede var der ro, og jeg kunne nnå rundt og se, hvordan de arbejdede og snakke lidt med dem om deres oplevelse af faget. Vi kunne starte spisepausen lidt tidligt, så der blev mulighed for at sidde og sludre og høre lidt mere om eleverne.

I denne pause stilede jeg også mod kontoret. Jeg skulle af med 8.klasses materialerne og have fat i dem til 7,som jeg havde manglet i timen. Jeg nåede at spise en rugbrød inden jeg måtte rundt på skolen og finde hæfter,  mapper mm til timen efter middagspausen.

Matematiktimen fortsatte. Vi startede med grundbogen. Der blev lidt mere uro end tidligere på dagen. Dels pga lidt træthed. Dels pga faglige krav. Mellem denne time og min den næste ligger 20 minutters læsebånd. De 20 minutter, hvor jeg skal forberede fysik til torsdag. De sidste 20 minutter til forberedelse inden timerne. Men ved timens afslutning var mange elever i tvivl om, hvor og hvad de skulle læse. Nogle havde brug for at gå på biblioteket, andre trængte til vand, og inden jeg fik svaret dem alle og nåede over til mit kontor, var der kun 10 minutter tilbage!

Migræne er på vej, knuden i maven vokser. Utilstrækkelighedsfornemmelsen vokser. Og så kom der lige et par spørgsmål til intra, hvor der skulle oprettes lektiebog og deles et par dokumenter. Vips, jeg skal ikke forberede fysik! NEJ NEJ NEJ. Det kan jeg ikke leve med. Hvordan kan det gå så galt?

Frustrationsniveauet er højt. Overblikket lille. Migrænen vokser.

Heldigvis gik projektor mm. i stykker i den næste lektion, hvor jeg skulle være støtte omkring nogle elever. Men eftersom ingen kunne komme igang, var jeg hurtig til at forlade etablissementet og anvende en hel time til at få kigget på fysikbunken. Jeg nåede at få besluttet mig for et emne og kopieret til torsdag. Stadig ingen årsplan eller overordnet sammenhæng. Men klar til på torsdag - nogenlunde.

Timerne blev erstattet af teammøde i ressourceteamet, hvor vi skulle have koordineret skemaer og udvekslet de behov, som vi har set indtil nu. Hovedet dunker, dunker, dunker.

Som afrunding på dagen havde vi lige et afdelingsmøde med en del punkter. For en gang skyld var der ikke så mange kommentarer. Der var hysterisk grinen og opgivende mumlen rundt omkring. Ingen kan få det til at hænge sammen. Vikardækningen går ud over forberedelsestiden, som allerede er minimal. Vi vil så meget mere, end det vi kan give indenfor disse rammer. Vi kæmper og vi prøver. Vi håber, at det er fordi, vi skal vænne os til anderledes arbejdsgange? Vi vil så gerne være positive, men vi er også bange. Bange for at komme til kort. Det er vores ansigt der skal ud og stå foran eleverne. Det er os, der har konfrontationen. Det er os, der kommer til kort i situationerne. Jeg håber, jeg er stærk nok. Jeg håber, jeg får overblik.

Jeg VIL være lærer. Jeg er vild med at undervise. Jeg holder af alle børnene, jeg fungerer godt i undervisningen, i forældrekontakten, i planlægningen. Der skal bare være sammenhæng mellem mængderne.

Og det er nok det, der er sværest, da jeg gik fra skolen kl 17. At jeg ikke er tilfreds. At jeg ikke er færdig. Det kalder nogen fleksibel. Jeg synes netop, det er meget fastlåst og ufleksibelt, at jeg ikke kan få lov at gøre mit arbejde færdigt. Få lov at blive ordentligt klar. Ja det kan jeg selvfølgelig. Jeg kan bare gå hjem og arbejde for egen regning. Overarbejde uden betaling. Interessetimer. Men det virker også lidt forkert, nu hvor jeg ikke er blevet vist den tillid, at jeg rent faktisk gjorde det før i tiden, og jeg har mistet de fordele, der var i den aftale, at jeg så skal fortsætte med ulemperne.

For da jeg kom hjem, havde jeg fri. Næste gang jeg bekymrer mig om det ikke tilfredsstillende forberedte undervisning er på torsdag, når jeg møder på skolen kl 7:30.

Og så vil jeg nemlig udnytte den fordel, som min nye arbejdstidsaftale giver mig: at jeg har fri, når jeg er hjemme. Jeg er sammen med min mand og mine børn. Jeg arbejder ikke ekstra. Mere.

Fagfestival

Utilfredsheden med den meget fejlplacerede fagfestival er ubeskrivelig. Med kaos på skolen og manglende planlægning til kommende skoleuge var det ikke lige ønsketænkning at skulle til fagfestival torsdag og fredag inden skolestart.
Jeg måtte dog også smile, da vores fagchef indledte festivallen og fik sagt, at de håbede, at vi fik så meget godt med derfra, at vi ville fortryde vores planlægning og ønske os mere tid, så vi kunne afprøve alle de gode ideer. Hvis den kom til at holde stik, ja så har jeg ryddet årsplanerne! Der er rigeligt plads til gode ideer - hvis de leveres færdige og klar til brug...
Det gode var så, at vi efter en lidt træg start rent faktisk fik lavet masser af eksperimenterende og undersøgende matematik for overbygningen. At vi sad ned til det hele, lever så ikke helt op til bevægelseskravene, men opgaverne var gode og udfordrende, omend det faglige niveau lige skal justeres lidt.
Nu håber jeg bare, jeg finder tid til disse justeringer, så jeg kan få opgaverne med på årsplanen. Jeg er vild med åbne opgaver, der opfordrer til elevernes egen tænkning. Det er ikke altid eleverne er helt lige så vilde med det - så kan de jo ikke få at vide, om det er rigtigt eller forkert!

Jeg kan konkludere, at fagfestival er en god ide både fagligt, men også socialt. Det er godt at mødes med kollegerne i kommunen fagligt og diskutere forskellige løsningsmodeller i undervisningen.

Dog må jeg understrege, at det er essentielt, at der vælges et mere oplagt tidspunkt - måske lige når eleverne går på sommerferie. Der kan, der læsses på, så vi kan få lavet årsplanerne og planlagt vores undervisning i dagene inden skolestart. Det bliver første år nogensinde, jeg ikke har lavet pladser eller forberedt en velkomst til eleverne. Heldigvis har jeg prøvet det før, og kan nok finde på noget, men det ville have været rart at have tænkt mere over situationen, så det føltes mere velovervejet.

Normaliseret...

Hvad er normen?
I hvert fald, at man laver alt sit arbejde på sin arbejdsplads.
Samtidig har vi fået mødetider for det kommende skoleår.
8.30 til 14 - en enkelt dag forlænget til 17 i 2 uger i sommerferien. Ellers 7.30 til 15 også med en enkelt dag forlænget til 17 i de 40 skoleuger. Nogle udvalgte datoer forlænges arbejdsdagen yderligere med nogle timer.

Det lyder jo faktisk dejligt. Helt utopisk.

Første dag var igår mandag den 4. august. Fri kl 14. Det var skønt. Eller? Jo det var dejligt at hente sin søn tidligt, tage en cykeltur, have tid til at læse med ham, lave mad og være sammen med familien om aftenen. Men mavefornemmelsen var ikke helt god. Med viden om alle de opgaver, der venter en, som endnu ikke er udført, som ikke er mulige at udføre på den opmålte arbejdstid, er det svært at læne sig helt afslappet tilbage.

Forståelsen af jobbet skal ændres siger mange. Skal det være en lønmodtagerkultur? Går jeg kun på job for at få min løn? Faktisk ikke. Jeg er glad for at være sammen med andre mennesker. Jeg synes det er udfordrende at finde vejen til de unges læring og udvikling. Det er fedt at se dem rykke sig. Og fantastisk, når jeg er medvirkende i en succeshistorie.
Og i den forståelse er det jo ikke rart at være usikker på, om jeg nu når at få kopieret opgaver, talt bøger op, lavet pladser, skrevet en lille velkomsthilsen, tjekket op på borde, stole og hentet hæfter, mapper mm, tjekket op på udstyret i fysiklokalet, printet skemaer og klasselister, tjekket fødselsdage for mine elever og skrevet dem i kalenderen, tilmeldt elever med læsevanskeligheder til basen med lydbøger, få tilrettet forældre- og elevintra, så elever og forældre kan skrive til os, så de kan se vores ugeplan (hvis en sådan bliver lavet!), får fundet alle de små praktiske ting til en social leg eller lavet alle posterne til bevægelsesdelen i matematik.
Først og fremmest mangler selve årsplanerne stadig. Jeg håber, jeg når dem og kopiering i morgen.

Jeg håber, det hele bliver godt. Jeg gør alt, hvad jeg kan for at blive klar. Det er trods alt stadig mig og mit ansigt, der på mandag står foran eleverne (ok tirsdag, jeg skal med min søn til første skoledag mandag...). Det er mig, der skal have overblikket og styringen over klassen. Jeg ønsker mig is i maven...

Tid sparet på it betyder gammeldags undervisning

Endnu en artikel, som jeg ikke kan lade være at tænke over. Der er noget rigtigt i det.
Jeg genkender i hvert fald brugen af forskellige sites og programmer til færdighedstræning, hvor opgaverne rettes med det samme og der kommer et resultat ud, som er brugbart for mig. Slut med at rette diktater og færdighedsregning. Til gengæld er der regnet procentdele korrekt på de forskellige matematiske områder, og jeg kan sætte ind med det samme med en forklaring, nogle ekstra opgaver eller lignende.
Dog vil jeg sige, at systemerne har brug for et eftertjek af mennesket. Altså læreren, der kender eleven og kan vurdere nogle opgaver og spørge ind til fremgangsmåderne. Men jo, det nedsætter mit forbrug af tid til rettearbejde. Men ikke den tid jeg bruger til at finde opgaver til eleven bagefter. Denne opgave er faktisk meget omfattende.
Jeg har set systemer, der også kan klare denne del, men de er desværre ikke indkøbt på min skole. At støvsuge diverse hjemmesider, gamle elevbøger og selv konstruere opgaver er en tidsrøver af de store.
Men denne brug af IT er for så vidt ok. Men der er jo så meget mere derude.
Hvad med computerspil, hvad med at producere computerspil, hvad med blogs.
I år har vi brugt blogs som elevplan og som en refleksiv base for eleven. Succesen er blandet. De er ikke så vilde med at reflektere, og teknikken med at få oprettet og finde ind til sin blog har været svært for eleverne. Derfor er bloggen upopulær hos mange. Jeg er nu stadig vild med ideen, og skal beslutte mig for, om jeg vil kæmpe videre og guide dem lidt mere ift. at komme ind på bloggen og ift. refleksion. Måske bliver de glade for den med tiden?
Hvad med de sociale medier. Facebook, Google+, Twitter, Instagram, Snapchat. Kan de bruges i undervisningen? Facebook er nærmest uundværligt. De unge svarer med det samme på FB. En gruppeside med mulighed for at kommunikere er fantastisk. Ja lige indtil den 1. august, for så skal jeg vel ikke kommunikere med mine elever efter arbejdstid (hvilket jeg er lidt træt af, for den personlige relation opbygges også i dette netværk, hvilket i høj grad har styrket min relation til eleverne og dermed også min evne til at nå dem både personligt og fagligt).
Hvad er nytænkende? Hvor lang tid er noget nyt? Første gang jeg forsøger noget? Så er det i hvert fald nyt for mig, men måske allerede oldgammelt for andre.
I min undervisning er computer, smartphone eller tablet et nødvendigt redskab, men om min undervisning er gammeldags. Tjoh nogle gange vel. Gammeldags er ikke nødvendigvis dårligt. Men organiseret lidt anderledes. Jeg skrev mange stile og rapporter, som mine elever nu kan filme og lave til små videoer. Videoerne kan komme på bloggen(eller blive sendt til mig) og alle elever kan dermed fremlægge uden at alle har været fremme i klassen. Vi sparer derfor tid i klassen, men jeg skal jo hjem og se videoerne bagefter - og kommentere dem. Så igen er der intet sparet for mig, men der spares på den langtrukne tid i et fælles forum på klassen ved kun at vise et par eksempler.
Redigeringsværktøjer og brug af lys og lyd bliver vigtigt, ligesom vi andre har talt om sætningskonstruktion (det lærer eleverne selvfølgelig også stadig).
Udviklingen foregår omkring os hele tiden. De gode ideer må være derude et sted. Så jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer.

http://www.folkeskolen.dk/546934/tid-sparet-paa-it-betyder-gammeldags-undervisning-

Kunskapsskolan i Lund

På studietur med mine kolleger.
I det hele taget et fantastisk koncept at være på studietur. Noget jeg kun husker fra min studietid, men som er lige så givende i mit arbejdsliv. At få 2½ dag sammen med 12 kolleger. Vi burde have været med alle sammen. Hyggeligt, sjovt og fantastisk. Hvor er det dejligt med tid til både at diskutere faglige emner - både i forhold til studieturens oplæg, men også bare i forhold til vores hverdag. At se tingene lidt på afstand i fællesskab. Vi bliver nok aldrig enige om, hvordan den bedste skole ser ud, men det er fedt at blive udfordret og diskutere fordele og ulemper. Vi vægter bare forskellige ting højst.
Det at være sammen i længere tid betyder også, at vi kommer tættere på hinanden. På et tidspunkt har vi fundet ud af, hvor vi bor, hvem vi bor sammen med osv, så snakken kommer ind på en lidt længere livshistorie for hver enkelt. Vi ved mere om hinanden. At bo på hostel på sovesale giver også et mere intimt fællesskab. Hvem snorker, hvilke vaner har vi, hvem er A- og B-mennesker osv
Jeg håber, der bliver mulighed for en sådan studietur en anden gang. Med endnu flere kolleger :-)

Men det var jo turen til Lund, der var årsagen til studieturen. En kundskabsskole. En friskole. Baseret på svensk skolelovgivning i forhold til mål og økonomi.
Skolen har færre lærere end vanligt. Der er meget selvstudie på skolen. Til gengæld vægtes en ugentlig individuel samtale højt og daglige opfølgning på målsætninger.
Jeg kunne godt lide skolens start og slutning som ramme på dagen. Alle mødtes hver morgen til 15 minutters morgensamling, hvorefter eleverne har en halv time med deres basisgruppe. Her ses der nyheder og hver enkelt elev planlægger dagen og får planen godkendt af basislæreren. Hver eftermiddag sluttes skoledagen af (dog blev nogle elever længere, mens andre tog hjem...) med 10 minutters opsamling og refleksion over dagen. På begge seancer skriver eleven i deres logbog. Logbogen er udleveret fra skoleårets start, og der er faste felter, som skal udfyldes.
Når eleverne starter på skolen i 6. klasse (skolen er for 6.-9. klasse), undersøges det, hvilket niveau eleven er på, og der laves mål for elevens niveau til afslutning i 9. klasse. Herefter udfyldes en 4-års-plan, hvor det tydeliggøres hvordan eleven må udvikle sig for at nå sit mål.
Skolen har nedbrudt læringsmålene i 45 trin, som bygger ovenpå hinanden (i svensk, matematik, engelsk og moderne sprog (tysk, fransk eller spansk). Så eleven kunne eksempelvis starte på niveau 7 og ønske at nå til niveau 37, hvilket betyder, eleven skal stige 30 trin i løbet af de 4 år - svarende til 7-8 trin årligt. I logbogen er skolerårene delt op i terminer og samtlige uger er skrevet på, så det bliver enkelt at beslutte, at en bestemt uge, skal eleven have rykket sig til næste niveau i faget, således de slutter 9. på det ønskede.
Det virker meget gennemtænkt og simpelt. Målene er tydelige for eleven.
Samtidig har skolen opbygget en portal, hvor der til hvert niveau i de pågældende fag ligger undervisningsmaterialer og beskrivelser, således elev og forældre let kan se, hvad der skal til, for at rykke sig til næste niveau. Der ligger øvelsesopgaver, der står, hvilke forelæsninger eleven skal deltage i, og til at løse opgaverne tilbydes der dagligt workshops i fagene, hvor eleven kan få hjælp til sine opgaver. Alle trin afsluttes med en opgave, som giver en karakter, der påføres elevens digitale karakterblad.
Lærerne skal ikke bruge meget tid på at lave undervisningsmaterialer, og når de vælger at lave nogle, skal de sendes til et center, som lægger materialerne på portalen, så opgaven bliver tilgængelig for alle. Eleverne har ingen bøger, al undervisning foregår via portalen.
Hver uge udfyldes næste uges plan i samarbejde med en lærer, hvor der evalueres på opnåelsen af denne uges mål. Læreren evaluerer med eleven på samtlige skolens fag. Dette kan gøres pga. de tydelige mål og portalen, som hele tiden viser, hvad der skal gøres på næste trin. Denne samtale er et af de vigtigste omdrejningspunkter for skolen.
Hver dag udfylder eleven så dagens plan og ved skoledagens slutning evalueres dagen.

Kunsskapsskolan er samtidig et aktieselskab, som tjener penge på at holde skole. Dette lykkes på grund af effektiviteten. Lærerne kan spare meget forberedelse. Der er ikke behov for helt så mange lærere, da meget af elevernes dag er selvstudium. Lærernes lønninger er desuden ikke fastlagte af fagforeningen, men til forhandling og besluttes af skolelederen.
Ulemperne ved skolen, synes jeg, er det store fokus på disse 4 kundskabsområder. Hvad skete der lige med alle de andre fag og de sociale kompetencer? Eleverne undervises også i disse fag, men ikke efter samme principper. Naturfag dækker over fysik, kemi, biologi. Samfundsfaglig er geografi, historie, kristendom og samfundsfag. Hjemkundskab, håndarbejde, billedkunst og sløjd er der ingen faglokaler til, og eleverne får undervisning i disse fag på en årlig ugentlig tur på en lejrskole, hvor hele ugen bliver brugt på fagene. Musiklokale findes på skolen. For at have fysik/kemi får eleverne lektioner, som de skal møde op til ligesom herhjemme. Hvordan de fastsætter mål her, ved jeg faktisk ikke - det er vist noget, jeg skal spørge ind til.
Eleverne får gruppeopgaver og har en basisgruppe, så de arbejder med sociale kompetencer, men de bliver for utydelige efter min mening.
På eleverne rundvisning var det dejligt at opleve miljøet som et helt almindelig ungdomsmiljø med nogle meget koncentrerede og målrettede elever og andre mer ukoncentrerede og afslappede. Så om dette er verdens bedste skole, det ved jeg ikke, men den har i hvert fald givet anledning til mange tanker, mange diskussioner og udfordrer os på vores forestillinger om skolen.

Skolens værdigrundlag synes jeg rigtig godt om - at den enkelte elev arbejder i sit eget tempo med sine egne mål og dermed ikke undervises i samme klassefællesskab hele tiden. Elevernes kendskab til og ansvar i forhold til deres læring synes jeg også rigtig godt om - sammen med den nære kontakt og konstante opfølgning på elevens udvikling. Frihed under ansvar. Men her har en privat skole nogle vilkår, som en folkeskole ikke har. Nemlig, at elever eller familier, der ikke bakker op om og påtager sig ansvaret, kan på en friskole finde en skole med et andet værdigrundlag på skolens opfordring - altså de kan smide eleven ud. Hvorimod folkeskolen må opdrage på familien.

Der er plads til mange flere tanker og udfordringer i forhold til skolesynet, så kom gerne med en kommentar :-)

 

 Kunskapsskolan

Jeg kunne ikke have sagt det bedre...

Hvor rammer denne journalist lige præcis ind i mine tanker, mine følelser, min sjæl, mit hjerte.
Jeg har ikke kunnet sætte ord på, men hvor er det præcist og skarpt formuleret.
Nu kan jeg forklare, hvorfor jeg taber modet, hvorfor timerne ikke hænger sammen og ikke mindst hvorfor jeg konstant rækker ud efter stjernerne men ikke fanger dem...
Er det ok, kun at se lysglimtet, eller er det ikke nok til vores ungdom - at nå stjernerne kræver ressourcer i form af økonomi og tid...
Ellers må målet være glimtet...

Folkeskolen i refleksionens spejlkabinet - artikel fra Information

Arbejdstid

Puha
Endnu en weekend i arbejdets tegn.
Overblikket er ikke helt på plads endnu.
Datteren har været på weekendtræning med landsdelsholdet - se et helt andet indlæg for mere om det!
Manden har været ude og føjte med sin søster.
Jeg havde planlagt kvalitetsleg med sønnike, men han endte med at få sin bedste ven på besøg, og de har leget så utroligt godt, at jeg har haft ro til at arbejde. Igen.
Som lærer er arbejdstid jo en underlig størrelse. Hvornår arbejder man egentlig? Altså det der ud over undervisningen, de konkrete møder, hvad er så arbejde? Er det arbejde, når man læser en roman til brug i undervisningen? Er det arbejde, når man er kørt i Spar for at handle til hjemkundskab eller fysik? Er det arbejde, når man surfer rundt på nettet, for at finde hjemmesider med relevant information om et bestemt emne? Kan man forberede sin undervisning, mens man skræller kartofler eller slår græs? Og er det så arbejde?
Mange gode spørgsmål.
Jeg har valgt - for mange år siden - at skrive min arbejdstid ned i regneark.
Det var under "de gamle" arbejdstidregler, så derfor er regnearket delt op i kategorier: undervisning, pausetid, skole-hjem-samarbejde, teamsamarbejde, afdelingsmøder, pæd.rådsmøder, matematikvejleder, kursus, MUS-samtale, fagudvalg, tværfaglige teammøder, elevplaner og elevsamtaler, individuel forberedelse, klasselærer, pædagogiske arrangementer, hytteture/lejrskoler.
Jeg skriver den planlagte arbejdstid ned indenfor hvert felt, og som skoleåret går regner regnearket den procentvise brug af hver pulje ud.
Samtidig summerer jeg op og vurderer den samlede arbejdstid - også pr. uge.
Dette skoleår er jeg for første gang i mange år på fuld tid. Jeg har gennem mange år valgt at være på nedsat tid, da jeg synes, jeg har svært ved at nå opgaverne i dagligdage - og det kan jeg da virkelig godt forstå.
Dette skoleår har jeg pt. en arbejdstid på lidt over 51 timer om ugen, og jeg har - efter 8 ugers skolegang - leveret 72 "overtimer" (og flere opgaver inden jeg er klar til mandag morgen). Man kan jo ikke tale om overtimer, da arbejdstiden jo er fleksibel, så der kan komme perioder med mindre arbejde senere på året.
Min erfaring er dog, at den mest arbejdsbelastede periode har vi endnu til gode - det er nemlig tiden med skole-hjem-samtaler.
Men jeg kan godt forstå, at det er svært at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg er klar over, at med 40 ugers skolegang skal der med et fuldtidsarbejde leveres 41-42 timer ugentligt, men derfra og til 51 timer er der et stykke vej. Og selv om mange kan fortælle om, hvordan man i andre jobs også arbejder meget - måske 60 eller 70 timer om ugen, så har jeg ikke indrettet mit liv, så det kan bære så mange arbejdstimer. Jeg har ikke valgt et job, der giver en løn, som gør det mulgit at ansætte rengøringshjælp, au pairs og spise på restaurent eller lignende.
Min familie må betale prisen sammen med mine fritidsaktiviteter, som betyder meget for mig og mit mentale helbred.
Men jeg bestemmer jo selv - jeg kan jo bare stoppe inden jeg når så mange timer. Jeg kan lade være med at skrive beskeder til forældre og kolleger om elevernes trivsel, jeg kan lade være med at tage opgaver med hjem og rette, og jeg kan lade være med at forberede mig og vælge en bog, som jeg kan undervise bevidstløst efter.
Men vil jeg så kunne lide at være lærer? 
Her kunne jeg så skrive en masse om lockout, lærernes image og alt det der, som faktisk piner mig så meget, at jeg vælger at være døv.blind og (næsten) stum omkring det...
Kvalitet kræver forberedelse. Engagement og entusiasme kræver tid til fordybelse.