Viser opslag med etiketten aldersblanding. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten aldersblanding. Vis alle opslag

mandag den 28. april 2014

Nyt liv i enhedskolen

eller Ny Nordisk Skole
Efter besøget på Kunnskapsskolan i Lund blev lærerne i hovedstaden til nogle fornøjelige timer og fællesspisning, så vi om fredagen kunne deltage i seminar for netværket "Nyt liv i enhedskolen"
Et netværk vi blev en del af for lidt over 2 år siden i forbindelse med overbygningens udviklingsprojekt.
I netværket afprøvede vi vores ideer og videreudviklede og lærte af de andre skolers erfaringer.
Samtidig besluttede vi at blive en del af Ny Nordisk Skole i samarbejde med netværket.
Denne fredag var Ørestadsskolen vært for seminaret.
En imponerende flot og gennemtænkt pædagogik og arkitektur, der går hånd i hånd. Det er let at blive imponeret, når alting står nyt og flot.Og se hvordan etagerne passer til de efterhånden ældre elever. Hvordan udearelaer og pauseområder er tilpasset alderstrinnet. Hvordan der er tænkt i åbne rum og forskellige læringsrum for alle. Så kan man da godt tænke, at det er lidt ærgerligt, vi ikke lige har en masse millioner til at bygge vores 70'er bygning om.
Men det er jo ikke kun det ydre, der tæller. Og vi udnytter vores lokaler på bedste vis. Der indrettes og forbedres konstant. Og der bliver der også brug for på denne skole, hvor der allerede nu er ved at være fyldt op, men man er kun nået til mellemtrinnet, så hvordan der bliver plads til alle, og om lokalerne kommer til at blive brugt på den tiltænkte måde, kan jo være et åbent spørgsmål.
På seminarerne er det meget blandet, hvem der møder op. Ledere og lærere i en skøn blanding. Alle skoler er ikke repræsenteret hver gang, og ofte med forskellige folk fra gang til gang. Der er altid udstukket nogle overordnede emner og indlagt en struktur for dagens arbejde, men de gange jeg har deltaget, har der altid været plads til, at få vendt nogle af de problematikker, jeg synes, vi står med på vores skole. På den måde får vi altid noget med tilbage. Og jeg udbygger mit faglige netværk, så der bliver efterhånden flere at henvende sig til også mellem seminarerne.
Denne gang diskuterede vi især fordele ved aldersintegration, da det store punkt på dagsordenen var et besøg af Christine Antorini - undervisningsminister. Her har mange af skolerne i netværket interesse for at kunne fortsætte undervisningen på skolerne med aldersintegration uden at skulle søge dispensation, så det blev selvfølgelig til en snak ift. reform og folkeskolelov.
Skolerne fællesskab bygger netop på arbejdet med aldersintegration, da vi mener, at elever ikke nødvendigvis får et fællesskab pga. det samme fødselsår. Vi vil gerne arbejde med anderledes grupperinger og lave hold på andre måder. Mange skoler oplever også dette som en stor støtte ift. inklusion, da ingen på forhånd er puttet ned i en kasse ift. alder. Det bliver derfor lettere at holddele ud fra andre kriterier, og på den måde heller ikke blive ekskluderet pga. "ikke alderssvarende kundskaber"

søg på Twitter på #nyenhedsskole eller følg linket her til hjemmesiden

Nyt liv i enhedsskolen

lørdag den 26. april 2014

Kunskapsskolan i Lund

På studietur med mine kolleger.
I det hele taget et fantastisk koncept at være på studietur. Noget jeg kun husker fra min studietid, men som er lige så givende i mit arbejdsliv. At få 2½ dag sammen med 12 kolleger. Vi burde have været med alle sammen. Hyggeligt, sjovt og fantastisk. Hvor er det dejligt med tid til både at diskutere faglige emner - både i forhold til studieturens oplæg, men også bare i forhold til vores hverdag. At se tingene lidt på afstand i fællesskab. Vi bliver nok aldrig enige om, hvordan den bedste skole ser ud, men det er fedt at blive udfordret og diskutere fordele og ulemper. Vi vægter bare forskellige ting højst.
Det at være sammen i længere tid betyder også, at vi kommer tættere på hinanden. På et tidspunkt har vi fundet ud af, hvor vi bor, hvem vi bor sammen med osv, så snakken kommer ind på en lidt længere livshistorie for hver enkelt. Vi ved mere om hinanden. At bo på hostel på sovesale giver også et mere intimt fællesskab. Hvem snorker, hvilke vaner har vi, hvem er A- og B-mennesker osv
Jeg håber, der bliver mulighed for en sådan studietur en anden gang. Med endnu flere kolleger :-)

Men det var jo turen til Lund, der var årsagen til studieturen. En kundskabsskole. En friskole. Baseret på svensk skolelovgivning i forhold til mål og økonomi.
Skolen har færre lærere end vanligt. Der er meget selvstudie på skolen. Til gengæld vægtes en ugentlig individuel samtale højt og daglige opfølgning på målsætninger.
Jeg kunne godt lide skolens start og slutning som ramme på dagen. Alle mødtes hver morgen til 15 minutters morgensamling, hvorefter eleverne har en halv time med deres basisgruppe. Her ses der nyheder og hver enkelt elev planlægger dagen og får planen godkendt af basislæreren. Hver eftermiddag sluttes skoledagen af (dog blev nogle elever længere, mens andre tog hjem...) med 10 minutters opsamling og refleksion over dagen. På begge seancer skriver eleven i deres logbog. Logbogen er udleveret fra skoleårets start, og der er faste felter, som skal udfyldes.
Når eleverne starter på skolen i 6. klasse (skolen er for 6.-9. klasse), undersøges det, hvilket niveau eleven er på, og der laves mål for elevens niveau til afslutning i 9. klasse. Herefter udfyldes en 4-års-plan, hvor det tydeliggøres hvordan eleven må udvikle sig for at nå sit mål.
Skolen har nedbrudt læringsmålene i 45 trin, som bygger ovenpå hinanden (i svensk, matematik, engelsk og moderne sprog (tysk, fransk eller spansk). Så eleven kunne eksempelvis starte på niveau 7 og ønske at nå til niveau 37, hvilket betyder, eleven skal stige 30 trin i løbet af de 4 år - svarende til 7-8 trin årligt. I logbogen er skolerårene delt op i terminer og samtlige uger er skrevet på, så det bliver enkelt at beslutte, at en bestemt uge, skal eleven have rykket sig til næste niveau i faget, således de slutter 9. på det ønskede.
Det virker meget gennemtænkt og simpelt. Målene er tydelige for eleven.
Samtidig har skolen opbygget en portal, hvor der til hvert niveau i de pågældende fag ligger undervisningsmaterialer og beskrivelser, således elev og forældre let kan se, hvad der skal til, for at rykke sig til næste niveau. Der ligger øvelsesopgaver, der står, hvilke forelæsninger eleven skal deltage i, og til at løse opgaverne tilbydes der dagligt workshops i fagene, hvor eleven kan få hjælp til sine opgaver. Alle trin afsluttes med en opgave, som giver en karakter, der påføres elevens digitale karakterblad.
Lærerne skal ikke bruge meget tid på at lave undervisningsmaterialer, og når de vælger at lave nogle, skal de sendes til et center, som lægger materialerne på portalen, så opgaven bliver tilgængelig for alle. Eleverne har ingen bøger, al undervisning foregår via portalen.
Hver uge udfyldes næste uges plan i samarbejde med en lærer, hvor der evalueres på opnåelsen af denne uges mål. Læreren evaluerer med eleven på samtlige skolens fag. Dette kan gøres pga. de tydelige mål og portalen, som hele tiden viser, hvad der skal gøres på næste trin. Denne samtale er et af de vigtigste omdrejningspunkter for skolen.
Hver dag udfylder eleven så dagens plan og ved skoledagens slutning evalueres dagen.

Kunsskapsskolan er samtidig et aktieselskab, som tjener penge på at holde skole. Dette lykkes på grund af effektiviteten. Lærerne kan spare meget forberedelse. Der er ikke behov for helt så mange lærere, da meget af elevernes dag er selvstudium. Lærernes lønninger er desuden ikke fastlagte af fagforeningen, men til forhandling og besluttes af skolelederen.
Ulemperne ved skolen, synes jeg, er det store fokus på disse 4 kundskabsområder. Hvad skete der lige med alle de andre fag og de sociale kompetencer? Eleverne undervises også i disse fag, men ikke efter samme principper. Naturfag dækker over fysik, kemi, biologi. Samfundsfaglig er geografi, historie, kristendom og samfundsfag. Hjemkundskab, håndarbejde, billedkunst og sløjd er der ingen faglokaler til, og eleverne får undervisning i disse fag på en årlig ugentlig tur på en lejrskole, hvor hele ugen bliver brugt på fagene. Musiklokale findes på skolen. For at have fysik/kemi får eleverne lektioner, som de skal møde op til ligesom herhjemme. Hvordan de fastsætter mål her, ved jeg faktisk ikke - det er vist noget, jeg skal spørge ind til.
Eleverne får gruppeopgaver og har en basisgruppe, så de arbejder med sociale kompetencer, men de bliver for utydelige efter min mening.
På eleverne rundvisning var det dejligt at opleve miljøet som et helt almindelig ungdomsmiljø med nogle meget koncentrerede og målrettede elever og andre mer ukoncentrerede og afslappede. Så om dette er verdens bedste skole, det ved jeg ikke, men den har i hvert fald givet anledning til mange tanker, mange diskussioner og udfordrer os på vores forestillinger om skolen.

Skolens værdigrundlag synes jeg rigtig godt om - at den enkelte elev arbejder i sit eget tempo med sine egne mål og dermed ikke undervises i samme klassefællesskab hele tiden. Elevernes kendskab til og ansvar i forhold til deres læring synes jeg også rigtig godt om - sammen med den nære kontakt og konstante opfølgning på elevens udvikling. Frihed under ansvar. Men her har en privat skole nogle vilkår, som en folkeskole ikke har. Nemlig, at elever eller familier, der ikke bakker op om og påtager sig ansvaret, kan på en friskole finde en skole med et andet værdigrundlag på skolens opfordring - altså de kan smide eleven ud. Hvorimod folkeskolen må opdrage på familien.

Der er plads til mange flere tanker og udfordringer i forhold til skolesynet, så kom gerne med en kommentar :-)


mandag den 24. februar 2014

Og mandag

En travl en af slagsen. Men også god, i hvert fald det meste af dagen.

Det var skønt at se de unge mennesker igen.
I vores kontaktgruppe hyggesnakkede vi og planlagde lidt fremad, snakkede om evalueringen lavet på klassetreivsel og formålet med grupperne, som jo dels er et socialt aspekt, hvor de unge møder andre unge - udenfor deres klasse, der bliver skabt sammenhold på tværs af klasserne og øget forståelse og respekt for hinanden. Desuden er der et fagligt aspekt, som dog kommer mere på tale, når linifagene slår mere igennem, idet det forhåbentligt bliver muligt at de ældste kan vidensdele til de yngre ift. liniefaget og projektarbejde - fagene må de også gerne tale om, men fokus på denne del er ikke så stor endnu. Planen fremad er mere aktivitet. Det der ønskes mest er mere tid i grupperne og mere aktive indslag. Så noget battle, høvdingebold krydret med lidt tillidsøvelser i en gymnastiksal tænker jeg er vejen frem.
Jeg er så glad for min gruppe. De er gode ved hinanden, positive og åbne. Det er altid rart at være i gruppen.

Også gensynet med "min" klasse var rart. Vi mangler at runde af på de anonyme spørgsmål fra uge sex, og her er tonen både munter og alvorlig på samme tid. Eleverne er forbavsende åbne ift. at tale om sex, og de har hørt/set meget - måske gennem realityshows?, men er jo ligeså usikre, som vi alle er/har været, når talen kommer på sex.

I lektiecafeen var der lidt tyndt, da mange ikke havde nået at få lektier for. Men vi spillede "Four" med de sidste elever, og det var et ret godt spil, som jeg da også skal have hjemme. Der blev anledning til lidt matematik og strategi.

Eftermiddagen har jeg brugt på at SY!!!? fastelavnskostume til min datter og hendes veninde. De ønskede brændende at være siamesiske tvillinger. Heldigvis er det ikke så kompliceret, som de tidligere års haj pg pikachu ønsket af sønnike (som i år stadig passer pikachu). Et par gamle t-shirts er nu syet sammen, så pigerne er næsten klar til fastelavn på skolen på fredag (jeg er sikker på, at der kommer ønsker til tilbehør også...

Derudover har jeg kørt i fast rutefart til hallen, hvor begge unger har været til gymnastik, og jeg har talt med instruktører fra næsten alle mandagens hold, da det betyder, at vi nu har været rundt på holdene og er ved at være klar til at lave den første status på instruktører til sommersæsonen...

Ja og så sluttede dagen desværre af med et telefonopkald fra min mor, at min far er indlagt på sygehuset - og skal undersøges nærmere, så vi må vente... 


mandag den 4. november 2013

En god start på ugen :-)

Denne mandag morgen startede med morgensamling og dernæst kontaktgruppe - som alle andre mandage.

Denne mandag var dog speciel, fordi vi gennem den sidste tid har arbejdet med sundhed. Vi har lavet førstehjælp (bestilt via trygfonden - meget anbefalelsesværdige førstehjælpssæt inkl. instruktionsdvd - der er link nederst på siden).


Vi har lavet sociale lege med det formål at grine sammen.

Vi har arbejdet med lidt afslapningsøvelser og præsenteret os selv for hinanden.

Idag skulle vi så tale om sundhed ift. maden, og vi spiste et sundt morgenmåltid i fællesskab.

 Jeg er virkelig glad for timen med min gruppe. Eleverne fra forskellige klasse fungerer super-godt sammen. De hjælper hinanden på tværs af alder, de snakker og griner og respekterer hinanden. Kort sagt vi hygger os.

De tager ansvar for hinanden og de arbejdsopgaver, der skal udføres. Alting fungerer bare. "Vi skal lige have lavet ..." og vupti, så er der nogen, der har ordnet det. Hvis nogen er ked af det, tager alle del i at få vedkommende opmuntret og engageret igen. Det er bare en fantastisk oplevelse.

Det er en succes i sig selv for mig at se de unge skabe relationer på tværs af alder og køn, at lytte og engagere sig i hinanden.

Hvilken dejlig og rolig måde at starte ugen på - et morgenmåltid og løst og fast rundt om bordet. Så er vi igang på den skønne måde.

Førstehjælp i skolen

mandag den 23. september 2013

Kontakter

Fedt fedt fedt
Har haft en fantastisk arbejdsdag.
Eleverne er delt ud på kontaktgrupper efter at have brugt starten af skoleåret på at se hinanden lidt an. Idag havde vi en hel skoledag sammen med vores gruppe med det formål at ryste gruppen sammen og lære hinanden bedre at kende.
Vi besluttede at gøre det til en aktivitetsdag, udendørs med konkurrencer og lege, hvor fokus dog skulle være på sammenhold og oplevelse frem for point og vindere.
Vi havde nået at lave et par aftaler på mit hold omkring fælles udseende. De ældste drenge er af en eller anden grund meget fascinerede af overskæg, så gruppen blev hurtigt enig om at male skæg på os alle. Som modspil dertil blev vi også enige om rottehaler. Et navn og flag er da også et must og team moustache blev en realitet. Logoet, som blev lavet som flag/rygmærke blev en mund med fortænder, overskæg i 2 farver og en tunge, der rækkes ud. Og så navnet. Det fede er, at der blev plads til forslag fra flere elever, og taget hensyn til hinanden i processen.
KLAR til start :-)
Der var sejre, der var uafgjorte og der var tab. Men der var hele tiden godt humør, opbakning, plads til alle og grin. Ingen klager over vejret, aktiviteter eller dommere. En fantastisk flok unge mennesker, hvor nogle bagefter udtaler, at de ikke var klar over, der gik så søde/sjove/dygtige elever i de andre klasser. MISSION ACOMPLISHED. :-) :-) :-)
Da vi skulle vælge dagens teamplayer blev mange navne nævnt, og det var umuligt at fremhæve en foran alle andre. Så vi sluttede af med et helt hold smilende teenagere og teamplayere.

søndag den 1. september 2013

Klar til endnu en uge

Så er det tid til at gøre op, hvor langt jeg er nået i mine planer.
Der er sket meget i ugen, der er gået.
Både på skolen og herhjemme.
Ugen, der ligger foran, har jeg mange forventninger til. Jeg glæder mig til at tage hul på den, men den bliver også travl.
Vi tager hul på gymnastiksæsonen, og det er også på tide :-) Pausen har været lang nok, og jeg glæder mig til at komme igang med at røre mig igen. Ungerne glæder sig, og jeg glæder mig også som bestyrelsesmedlem til at se sæsonen starte. De forventningsfulde gymnaster og instruktører. Det er nu forårets arbejde med at planlægge hold endelig skal afprøves i virkeligheden. En ny velkomstfolder har set dagens lys, og flere ny hold på plakaten gør, at det er en spændende sæson, vi går i møde.
På skolefronten begynder arbejdet i forhold til at skabe en god klassekultur at vise nogle tegn på at lykkes samtidig med, at der er dage, hvor alting falder igennem. Det er hårdt, at være i nye klasser, hvor hele kulturen skal bygges op fra grunden - også i forhold til forældregruppen. Denne uge byder på et forældremøde, hvor vi kan snakke om, hvordan det er gået hidtil, hvor jeg kan præsentere mine tanker og pædagogik, som i bund og grund går ud på, at vi først skal finde et trygt og sikkert læringsrum med tillid til hinanden, hvorefter vi begynder at lære. Derfor bruger jeg også meget tid på klassemøder, sociale lege og opmærksomhed på aktionsmønstre i klassen. Denne uge skal vi afprøve klassetrivsel.dk, som jeg tidligere har brugt med stor succes på forældremøder. Det er virkelig givende at have elevernes udtalelser og en visuel tilgang til sin egen opfattelse af klassens kultur.
Vi skal også arbejde videre med kontaktgruppelærerens funktioner i vores aldersblandede gruppe i forbindelse med udskolingsprojektet. Vi vil gerne arbejde med de timeløse fag og de sociale kompetencer, så det bliver spændende, hvordan vi får strukturen opbygget omkring disse timer. Indtil videre synes jeg, at jeg oplever stor glæde blandt eleverne ved at vi starter ugen med en lektion, hvor det sociale er i fokus. indtil videre er der ikke dannet grupper, men eleverne mødes på kryds og tværs af alder og klasser, og de er meget åbne og imødekommende overfor andre elever på skolen. Vi griner og har det rart sammen, hvilket er en god begyndelse på skoleugen. Der er helt sikkert potentiale i denne ordning.
Herhjemme byder ugen mest på en masse logistiske udfordringer, da alle starter til gymnastik (altså manden undtaget...), vi skal frem og tilbage, jeg har møder og sene arbejdsdage. Med kun en bil, skal cyklerne i brug også, så er det godt, der er en helt nyetableret skolesti til børnenes skole OG vores hal :-). Knægten får dog også sit for, da han ikke er helt sikker i alle de nye rutiner som fulgte med skolestarten - han skal pludselig selv huske en masse ting og selv passe på sine ting, og i morgen skal han hentes af sine gymnastikinstruktører og selv medbringe taske, madpakker og gymnastiktøj til hallen, hvor han bliver hentet af sin mor kl 18.00!!!! Er han virkelig blevet så stor?