Viser opslag med etiketten hygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hygge. Vis alle opslag

fredag den 12. juni 2015

Tiltrængt weekend

Denne eftermiddag er helt fantastisk. Solen skinner, haven blomstrer, havemøblerne er klar og efter en fridag i går, hvor det meste af dagen gik op i kørsel og chaufførtjanser fremfor afslapning, så er det lige præcis trumfen jeg sidder med nu. En weekend uden planer. Intet er i kalenderen. Alt er muligt. Men først og fremmest er ønsket, at bagdelen rammer liggestolen og forbliver plantet der i sammenhængende 30 minutter. En drink ved siden af - måske en Capirinha, og jeg kunne hurtigt drømme mig tilbage til en strandtur i Barcelona :-)
Hygge med børnene, Ada har maaaange lektier for, så dem skal vi nok lige hjælpe lidt med at strukturere i inden hun går i panik. Men hun arbejder også med naturfagsprojekt, som hun er vildt interesseret i - og så er forældrene jo nysgerrige for at se, hvad hun finder ud af at lave.
Jakob skal nok spille lidt Pokemon-kort. Mon mor her får lært at være med, eller er det for langt ude for mig?

God weekend til jer alle sammen. Jeg vil nyde min i fulde drag. Ahhhhh

tirsdag den 23. december 2014

Juleklar

Hvornår er man det?


Gaverne er købt, træet er pyntet og julemiddagen skal indtages udenfor hjemmet, så der er ikke mange forberedelser i den forbindelse.
Julen har så mange traditioner. I år har vi ikke nået dem alle.
Småkagebagningen blev reduceret til vanillekranse. Ungerne er vilde med dem, så på sin vis kan vi sætte hak i denne del også. Selv om jeg synes der mangler lidt eksperimenteren i køkkenet - det kunne have været hyggeligt. De hjemmelavede æbleskiver - ja sågar de købte har vi ikke nydt nogle af. Juleklipperi og julekort er strøget på listen i år. Rengøringen blev ikke helt som den plejer - men julepynten i stuen fylder rigeligt :-)





Adventspakker, kalenderlys og adventslys har vi holdt fast i. Mest fordi hyggen søndag morgen omkring en lille pakke og lyset har være et af ugens rare og hyggelige indslag med tid til sludder, fnis og snak.

Tidsrejsen har vi troligt fulgt med i - dog med især en meget træt dreng til følge. Heldigvis har vi kunnet vælge ind imellem at se dagens afsnit lidt tidligere på aftenen, så sengetiden kunne rykkes frem og søvnen indhentes.












Til trods for de traditioner, som vi er sprunget over, må jeg indrømme, at december har været rolig, vi har prioriteret samværet og vi har hygget os. Med det vi nåede.
Og med det manglende julekort må familie og venner betragte dette som kompensation.
Glædelig jul til Jer alle, må roen og freden indfinde sig i hjerterne og hyggen brede sig på denne festaften

torsdag den 4. december 2014

familiedag

Hvor smutter tiden hurtigt forbi. Jeg har af og til en fornemmelse af, at dagene bare er gået, og så kan jeg ikke huske, hvad de egentlig er gået med.
Denne torsdag valgte jeg, at hente børnene tidligt i skolen, og tage dem med på en hyggetur til ARoS, hvor jeg tidligere havde lovet dem, at se et par udstillinger.
Lige denne torsdag faldt det ikke i god jord hos sønnen. Og nu havde jeg lige skrevet hygge på kalenderen, og så vil han pludselig ikke med!!!! Det er svært det der med at planlægge hygge...
Trods protester kom begge ungerne i bilen og vi kørte sydpå. Et stop var nødvendigt for at få fyldt maverne, og det blev i dagens anledning på McDonalds, hvor stemningen heldigvis løftede sig lidt, dels fordi vi fjerne sult og tørst, dels fordi vi kom til at sidde og fjolle, og vi havde ikke travlt.
Mine guldklumper
På ARoS styrede vi direkte mod Kvium-udstillingen, som de havde set lidt fotos fra i en reklame. De blev vist lidt skuffede. De synes, hans "fools" er lidt for underlige. Vi fandt dog et par favoritter, og museets interaktive del var et hit hos den ældste. Jakob ville kun fotografere.




 Efter denne seance skulle vi til udstillingen ud af mørket, som ungerne glædede sig til. Vi havde talt om røgrummet forinden, men det var svært at forestille sig. Jeg kunne bedre lide værkerne som de var udstillet tidligere. Jeg synes det virkede rodet nogle steder. Min favorit er de fem engle af årtusindet. Filmen, der kører. Men her var børnene faktisk bange pga de høje lyde. Jeg måtte løfte Jakob, da han ikke turde gå derine eller derfra, og frygten startede allerede, da vi kom ind på udstillingen, for lydene kan høres helt fra start. Røg rummet ville han heller ikke med i alligevel, så han måtte vente udenfor. Heldigvis ombestemte han sig og fik en god oplevelse sammen med vi andre derinde.

 Og så fik vi en hyggelig dag. Selv om starten gik lidt trægt. Det er en af de dage, der giver energi og glæde flere uger derefter.




onsdag den 13. august 2014

Nedsat tid, fri-onsdage

Dette skoleår har jeg valgt at være på nedsat tid.
Det har jeg været tidligere. Jeg har egentlig betalt min egen forberedelsestid, fordi jeg ikke kunne få enderne til at hænge sammen. Denne gang har jeg valgt det, dels pga reformen, hvor jeg tror, der bliver rigeligt at se til, og jeg kender mig selv. Jeg er sensitiv og perfektionistisk og kan let blive påvirket af manglende overblik. Så personligt er det sundt for mig med en pause. Og det er helt perfekt med onsdag. Så er der altid kun to arbejdsdage inden jeg lige kan regenerere.
En anden grund til mit valg er selvfølgelig også fars kræftsygdom. Den påvirkede mig voldsomt i foråret, og jeg har brug for lidt luft, hvis der pludselig skal bruges ekstra strke til at komme igennem hans sygdomsforløb igen.

Hvad skal jeg så disse onsdage? Tidligere ville jeg jo have siddet og rettet afleveringer om formiddagen, men nu har jeg jo tiden til mig selv!

Jo idag hedder det tandlæge med sønnen og cafebesøg med venner. I den nærmeste fremtid er der endda også planlagt en del - være hos mine forældre, datterens fødselsdag, og faktisk et par arbejdsdage pga. e-Twinningsprojekt og hyttetur.
Ellers ligger dagene jo åbne til at lave bestyrelsesarbejde, skrive blog, chatte og være på nettet, shoppe, få fodbehandlinger, læse bøger, motionere, gå i haven, gøre rent og .... Jeg ved, jeg nok skal finde på alt for meget og ikke nå alle de ideer, jeg har :-)

Min helt egen dag.

mandag den 2. juni 2014

En weekend/miniferie er slut



Men hold da op, hvor har vi nået meget denne weekend.

ZOO

Vi havde  familiehyggedag og tog i Zoo i Aalborg. En meget efterspurgt aktivitet fra børnenes side. Måske ikke nødvendigvis Zoo, men tid sammen os 4 som familie. Vi valgte at købe årskort, så vi kan tage derind flere gange. Vi synes det er hyggeligt at gå rundt derinde og det er praktisk i nærheden af farmor, faster og fætter og mormor. Jakob havde medbragt sin kikkert - en lille bitte legekikkert, som han for tiden er meget optaget af at kigge på fugle i. Men den var også anvendelig i Zoo, og da vi står og kigger ud over et anlæg med kameler, kapivarer og lignende, råber drengen pludselig: "se, en and" og om ikke det var sandt, to ænder svømmede da rundt i den lille dam!
Vi fik set dinosaur-udstillingen, som de også havde sidste år, hvor vi ikke var i Zoo, vi fik set det nye rovdyranlæg og vi fik selvfølgelig set til isbjørnene, som er det absolut vigtigste dyr at holde øje med. Og pingvinerne.
Vi nåede også det nye show på Zoofari-scenen. En masse husdyr, som viser, hvad de kan. Det var meget hyggeligt, men vi var vist ikke vildt imponerede.
Turen blev rundet af med en is, hvorefter vi trætte og glade kunne køre hjemad igen.



FAR

Jeg fik besøgt min kære far - det var dejligt at se ham igen, men jeg blev ret forskrækket, for han ser mere og mere skrøbelig ud. Virkeligheden trænger sig på. Jeg bliver ked af det og bange. Jeg frygter, hvordan den sidste tid kan blive og håber på, at han forbliver smertefri og vi kan være omkring ham i fred og ro til det sidste.
Jeg fik en god snak med ham. Jeg kan ikke forstå, der er flere tårer tilbage, men vi får grædt en del. Over alle de praktiske ting, som han enten har fået eller får på plads, for at kunne få fred med sig selv. Han bekymrer sig selvfølgelig mest om mor. Hun bliver alene tilbage i et stort hus. Alt det praktiske omkring huset, at det er for stort til hende, og det skal sælges. Han har fået instrueret og engageret en murer og en elektriker, så han ved, at huset kommer til at blive sat i orden, som det skal.
Han har købt sit gravsted og fortalt os om sine ønsker i forbindelse med begravelsen.
Jeg kan ikke magte at tænke på, at jeg aldrig kommer til at se ham igen. At jeg aldrig kan spørge ham til råds igen.

Vi fik desuden flyttet hans seng ned i stueetagen, så han slipper for at forcere trapperne til førstesalen - og for at lytte til den pokkers til mår, som fortsat huserer på taget. Til trods for afskrækningsmidler i form af lyd og lugt - og der er blevet åbnet til skunken og lavet låge, så der lettere kan inspiceres - og i den forbindelse røg der et par sækfulde grene og andet godt, som nok har været brugt til reder, ud. Og alligevel fortsætter den med at larme på loftet om natten - ja vi så den endda på terassen! Næste skridt er en fælde.
Vi fik holdt lynfødselsdag for knægten deroppe. Til en 7-års fødselsdag hører ens bedstefar. Jakob har altid været meget glad for sin bedstefar, så det har været vigtigt for ham at få den fejret sammen med bedstefar. Heldigvis var de vigtigste ingredienser til denne fødselsdagsfest gaver og bedstefar - selv direkte spurgt, om vi ikke skulle lave et lille kagebord, så var logikken, at vi jo havde nogle rester tilbage fra morgenkagerne - dem kunne vi bare bruge! Men da jeg lokkede med snøfler og mm's, så ville det da også være ok, så et bord blev dækket, et par flag i snøflerne, og så kom gaverne frem. Ja mere skulle der ikke til for at gøre lykken.
Jakob fik waders, fiskenet og et sæt nyt tøj - som dog ikke imponerede synderligt. Wadersen er også i første omgang gået ind under tøj, men jeg tror nu, at når han genopfrisker kendskabet til at gå med fiskenettet nede ved sildehagen, ja så skal de nok blive mere populære end t-shirt og shorts ;-)

FØDSELSDAG

Fødselsdagen fyldte lidt mere, og drengen blev fejret igen søndag med besøg fra fars familie. Endnu engang stod den på gaver, men denne gang var menuen lidt vigtigere - boller med glasur og hindbærsnitte, som han selv dekorerede i et mønster, som lignede et kort. Fætter Viktor og Jakob hyggede sig stort både inde og ude foran skærm og med analogt legetøj. Ja og så er ham Kurt der jo sjov og hyggelig at lege med.
Vi fik også planlagt fødselsdag for klassen. Den skal løbe af stablen lørdag i hallen sammen med bedstevennen Aksel.

HAVEN

Og så har jeg nået lidt i haven. Min hæk er så også ved at blive overtaget af ukrudt. Jeg har denne gang begrænset mig til at tage det ukrudt, der var højere end hækken - så er jeg til gengæld nået hele vejen rundt. Helt tilfreds er jeg ikke, men perfektionismen bliver lige udfordret en smuke her, og jeg kan vist godt leve med det - et kort stykke tid inden hele familien bliver smidt ud og luge hæk...

lørdag den 31. maj 2014

Jeg laver lige en sudoku...








Jeg kan anbefale dem både i papirudgaven og som app. Den sidste tid går bruger jeg sudokuen til at flygte ind i. Fred fra alle andre og mine egne tanker - så er der ro. Koncentration. Det eneste problem er, at når sudokuen først er gennemskuet, så er den jo kedelig - og så er det, jeg tænker, at jeg jo hurtigt liiiiige kan lave en mere - vupti så smuttede der snildt en time eller flere!

onsdag den 25. december 2013

Julen har bragt...

...tonsvis af gaver

Igen i år kunne de ikke være under juletræet :-)

Dette år var Jakob så spændt, at han flåede alle pakkerne op, og heldigvas vakte de alle (næsten) lige stor lykke. Den første gave, han fik fingrene i, indeholdt 5 par strømper. Noget bekymrede så de voksne til, men jubelen var stor, da han jo lige præcis mangler strømper.
Ellers var lykken gjort med Skylanders Swap Force, som han har ventet på siden de første små trailers blev lagt ud. Allerede dengang stoppede han med at spille Skylanders Giants, så denne gave skal han nok få tid til at gå med. Han fik også Pikmin 3 - også et af hans yndlingsspil.
Mere tøj og bøger var også fint, men da det programmerbare køretøj med missiler dukkede frem, ja så gik resten af aftenen med den - og han holdt ud længe, og til trods for den blå-grå farve i ansigtet og de rødskudte øjne, ja så var han i hvert fald ikke træt, da han blev kommanderet i seng lidt over midnat.
For tøsepigen var aftenen også perfekt. Hun fik den meget ønskede Furby i turkisblå, masser af tøj - og her var de største succeser Adidas-bukser og en pelset vest og CD'er. Det ses på gaverne, at hun bliver stor.
Vi voksne blev ikke glemt. Manden fik barbergrej, som møjsommeligt var bragt gennem sikkerhedstjek i Københavns Lufthavn. En større æske er sjældent set til at tape barberbladene ind i - farlige mordvåben skal sikres forsvarligt. Derudover var der tøj, bælter, DVD og børnenes gaver lavet med stor omhu og kærlighed. Dem fik moren heldigvis også nogle af. I år bød de på henholdsvis flettet armbånd og et maleri af en blå cykel fra datteren og en malet bakke fra sønnen.
Ellers kunne jeg glæde mig over fagbogen: Overblik Dansk Grammatik (lidt nørdet?), og Sigøjnerinden fra Sevilla af en af mine (mange) yndlingsforfattere Ildefonso Falcones. Jeg kan næsten ikke vente med at starte, men skal også lige finde et godt tidspunkt, for de 800 sider skal ikke spoleres ved, jeg ikke har tid til at læse dem i sammenhæng.
Duft, creme og tøj var også blandt mine gaver.

Det var vist den materielle del af julen.

Den største gave fik jeg dog allerede om morgenen, da jeg stod på vægten og kunne konstatere, at mit andet delmål er nået. Jubii. Nu er målet vist bare ikke at tage for meget på, så kan der tilføjes mål om yderligere vægttab i januar.


Men julen skulle jo bringe mere end det.
Juleferien, roen til at lege, være sammen og hygge sig. Bare være, nyde morgenerne, når ungerne smutter ind under dynen og får et kram. Jo, jeg nyder julen i fulde drag dette år. Nyder at være sammen med familien, mine kære og bare være.
Jeg er ved at lære at prioritere. Jeg kunne godt have gjort lidt mere rent, så det hele så mere præsentabelt ud. Vasketøjet på snoren nåede ikke at komme ned, sønnens seng var uden sengetøj og meget uredt, vinduer og glasskabe med støv og skidt, hylderne støvede, så tingene må helst ikke flyttes - så ses det tydeligt, jo! Men i stedet har jeg lavet julegaver med børnene, læst højt, lavet et par juledekorationer, som jeg nyder synet af, vendt mig om på den anden side i sengen og nydt at slappe af lidt længere.
Sat pris på min hverdag og specielt alle de dejlige mennesker jeg holder så meget af.




søndag den 1. december 2013

God vin

... fra en ikke-vinkender
Det er ikke meget vin, vi drikker herhjemme, men en gang imellem vil vi gerne nyde et glas vin - og jeg er absolut mere til hvid- og rosevin (jeg drikker dog også rødvin).
En vin, jeg godt kan lide er Muscadet - den er dog ikke let at opdrive de steder, jeg almindeligvis færdes, så da vi så denne flaske i Irma, så skulle den naturligvis med hjem og nydes :-)


Og skulle nogen vide, hvor den kan købes, så giv gerne info videre...

TIVOLI








mandag den 4. november 2013

En god start på ugen :-)

Denne mandag morgen startede med morgensamling og dernæst kontaktgruppe - som alle andre mandage.

Denne mandag var dog speciel, fordi vi gennem den sidste tid har arbejdet med sundhed. Vi har lavet førstehjælp (bestilt via trygfonden - meget anbefalelsesværdige førstehjælpssæt inkl. instruktionsdvd - der er link nederst på siden).


Vi har lavet sociale lege med det formål at grine sammen.

Vi har arbejdet med lidt afslapningsøvelser og præsenteret os selv for hinanden.

Idag skulle vi så tale om sundhed ift. maden, og vi spiste et sundt morgenmåltid i fællesskab.

 Jeg er virkelig glad for timen med min gruppe. Eleverne fra forskellige klasse fungerer super-godt sammen. De hjælper hinanden på tværs af alder, de snakker og griner og respekterer hinanden. Kort sagt vi hygger os.

De tager ansvar for hinanden og de arbejdsopgaver, der skal udføres. Alting fungerer bare. "Vi skal lige have lavet ..." og vupti, så er der nogen, der har ordnet det. Hvis nogen er ked af det, tager alle del i at få vedkommende opmuntret og engageret igen. Det er bare en fantastisk oplevelse.

Det er en succes i sig selv for mig at se de unge skabe relationer på tværs af alder og køn, at lytte og engagere sig i hinanden.

Hvilken dejlig og rolig måde at starte ugen på - et morgenmåltid og løst og fast rundt om bordet. Så er vi igang på den skønne måde.

Førstehjælp i skolen

fredag den 18. oktober 2013

Efterårsferie

Ferien lakker mod enden.
Nu er det, jeg ønsker mig tilbage til weekenden - mulighedernes weekend. De er der stadig mulighederne, men tiden begrænser dem, og realismen begynder at indfinde sig i tankerækkerne.

Selv om jeg ikke har udforsket halvdelen af mulighederne for ferien, så har den været helt fantastisk på den måde, at vi hver dag har mærket efter, hvad vi kunne tænke os. Vi har ikek haft travlt, ikke haft planer, og alligevel har vi fået gjort en masse gode ting.
Haven har fået en omgang - med god hjælp fra min søde far, da mine forældre besøgte os sidste weekend. Den mangler en gang gødning, så er den vist ved at være vinterklar.
Ja og så var mine forældre jo på besøg. Vi nåede at hyggesnakke og sidde sammen i sofaen. Jeg ville ønske de boede tættere på os. Jeg ville gerne se dem noget tiere.
Jeg har nået at se flere af mine veninder og fået snakket med dem - akkompagneret af lækre snacks.
Vi har fået indkøbt vinterudstyr til børnene, så nu kan vinteren bare komme an (den må nu godt lade os vente på sig...)
Vi har besøgt farmor - og lavet aftale om endnu et besøg :-)

Men det bedste af det hele er, at vi bare har sovet længe, børnene har hygget sig om morgenen i nattøj og leget på hinandens værelser. Jeg er imponeret af deres evne til at lege sammen. En pige på 10 og en dreng på 6 har ikke umiddelbart samme interesser, men de er gode til at hygge sig sammen. De leger købmand og sætter priser på mange af deres legesager, tegningebutik (så kan vi voksne købe deres tegninger bagefter, og der skal en del tegninger til en butik), Jakob er ofte et kæledyr (typisk pingvin, skildpadde, kanin, men det kan også være en hund), og Ada passer ham. Så adlyder han stort set alle ordrer (den ældste er klogest lidt endnu). Hun kan få ham til alt det, han ikke gider, når han er hedes kæledyr. Nogle gange har hun brugt legen til hverdag for at hjælpe mig med at få ham gjort klar til afgang :-)

Denne ferie har de også lyttet rigtig meget til musik - især musik fra en af sommerferiebøgerne, jeg læste højt for dem begge - Elektriske Heidi på tur af Elisabeth Gjerluff Nielsen. En fantastisk bog. Heidi gør tingene på sin helt egen måde - som er helt anderledes end de voksnes. Vi hører om hendes oplevelser via to børn, hun egentlig er barnepige for. Heidi sender dem breve om sin sommerferie, mens de selv går og venter på, deres forældre kan holde ferie. Sammen med bogen er der en CD, da Heidi godt kan lide at spille musik. Nogle sange er lige så skøre som Heidi, men ungerne har lyttet til numrene igen og igen og igen hele ferien, og nu er de så blevet udvidet med et dansenummer koreograferet af datteren, præsenteret af sønnen. Vi kan købe to typer billetter alt efter om vi ønsker muligheden for at kunne forlade showet og komme tilbage, eller om vi skal blive derinde hele tiden ;-) Til showet var der desuden mulighed for at få taget billeder med stjernen - fotografen var lillebror og kameraet 3DS'en og få autograf på billetterne. Skønt show.

Så har vi selvfølgelig skåret de obligatoriske græskarhoveder. I år lykkedes det Ada at lave sit helt selv - nu tænker jeg mest på at skære toppen af og udhule, hvilket er ret hårdt.



 Jeg lavede et sammen med yngste mand. Han er ret betaget af geometriske figurer, så det var selvfølgelig former og figurer, der blev skåret i græskarret.
 
Ada fik lavet et fint hoved og lært lidt om, at det ikke kan lade sig gøre at have en hornhinde midt i et udskåret øje ... :(
Det lykkedes heldigvis at redde øjet med en tandstik.







Mads fik så mulighed for i år at lave sit eget græskarhoved, og der kom den kreative side frem i ham.


Vi har fået læst en del, Ada og jeg er blevet færdig med Fatima (se bog-siden), med Jakob har jeg læst dyrefabler af Morgenthaler og en fagbog om livets udvikling - myter om jordens tilblivelse ind til videre (den kinesiske skabelsesmyte, Asa-troen og det gamle testamente). Ada og Mads er startet på en engelsk læse-sammen-bog af en af Mads' yndlingsforfattere Neil Gaiman: Fortunately, the Milk...


Og så har Ada besluttet sig for at dokumentere hele sin ferie ved at skrive om alt, hvad hun laver - altså en meget udførlig dagbog. Og hun har holdt ved indtil nu. Notesbogen og blyanten følger hende overalt... Imponerende vedholdenhed på dette projekt. Nogle siger, hun ligner sin mor?????

mandag den 7. oktober 2013

Alene hjemme!!!!

Jeg lovede her til morgen tøsen at komme hurtigt hjem fra arbejde, så vi kunne sidde sammen og lave lektier i eftermiddag. Det er også ved at være lang tid siden, og hun klarer faktisk sig selv så godt, at jeg af og til glemmer, hvor ofte hun egentlig er alene om eftermiddagen.
Her kommer den dårlige samvittighed så ind i belledet, men IDAG havde jeg mulighed for at tage arbejdet med hjem, og hvad pokker, det er da også hyggeligt at sidde sammen og lave lektier.
Jeg gik med det samme til bekendelse og lod hende vide, at jeg også havde planer om noget havearbejde (de pokkers blade er endne ikke samlet sammen ude i haven - og vi har ikke ret meget hæk, så jeg ved da ikke, hvordan der kan blive ved at være nogen...). Hun var noget modstræbende, men lyste op i det samme hun fandt ud af, at der også var et feje-job. Hun planlagde med det samme, at hun ville svinge kosten, så kunne jeg rive sammen. I mine øjne en fantastisk plan - fælles lektielæsning og havehjælp.

Da jeg var færdig med at undervise, var der ikke dukket udforudsete opgaver op, og jeg glædede mig over, at jeg stadig kunne nå hjem til Ada. Hun nåede imidlertid at ringe til mig, inden jeg fik mig sat i bilen - og det var ikke fordi, hun ville lave te til lektielæsningen. Hun havde ikke fået lektier for, og ville lige høre, om hun kunne lege med en veninde.
Eftermiddagen smuldrede i tankerne, og hun fik selvfølgelig lov at lege. Da jeg kom hjem viste der sig flere komplikationer i legeaftalen - noget med telefonnumre, missede opkald osv., men hun arbejdede straks på at lave en ny aftale og vips, så skulle hun mødes med en klassekammerat i hallen lidt senere.
Inden hun kørte fejede hun terassen og samlede blade op, ja hun rev faktisk også lidt sammen, så tømte hun opvaskemaskinen, pakkede sit gymnastiktøj, mobiltelefon og vandflaske, kundgjorde, at veninden havde smurt en madpakke og begav sig afsted på cyklen.
Stolt OG efterladt mor. Sikke en ro. Er det det, man kan forvente fremover - pludselig at være alene - eller pludselig at være mange!?
Havearbejdet har jeg fået ordnet noget mere af - jeg er stadig ikke færdig... Men lektierne ligger her endnu, mon ikke hellere jeg må komme igang, der er jo ikke andre planer...

mandag den 23. september 2013

En halv fridag

Juhuuu, jeg har ikke undervisning i morgen tidlig. Vækkeuret slås fra, så skal jeg sove længe :-)
Og indhente lidt på arbejdet: Rette matematik opgaver, lave indstillingsskemaer, planlægge møder i ressourceteamet
Og komme i haven: Slå græs, klippe hæk og buske - plus samle op. Feje og tage det værste ukrudt.
Og nyde børnene: Hyggesnakke, hjælpe med lektier, læse højt, spille et spil.
Og tid til mig selv: File fødder, se TV, læse en god bog, læse i Samvirke, lave en gofd frokost.

HEYYY - jeg aner et problem. Det evige dilemma...

søndag den 22. september 2013

Der går alt for lang tid imellem

Kender I det, at man ikke får set nok til sine venner og familie. Det er ikke fordi, man ikke vil, men mellem hverdagen med skoleaktiviteter, klasearrangementer, sport og weekendens opsamling på aktiviteter, rengøring og vasketøj, havearbejdet og måske en stille familiestund, ja så er det som om et halvt år hurtigt kan gå, selv om man gerne ville ses meget tiere.
Endelig havde vi reserveret tid i kalenderen til at se min barndomsveninde og hendes mand og børn i søndags. Det var rigtig hyggeligt endelig at se hinanden igen. Heldigvis kender vi hinanden så godt - ja siden hun blev født (hun er yngst) - at vi ikke skal bruge tid på at lære hinanden at kende. Her hjælper det også, at være facebook-bruger. Mange synes, at man kan bruge for meget tid der, og der kan falde en del kommentarer, men når alt kommer til alt, er det for mig en god måde at holde hinanden opdateret i en travl hverdag. Man kan følge med via billeder og små sjove kommentarer, følge med i holdninger til nyheder mm. Det er også en måde at holde venskaber ved lige på. Jeg ville nødig undvære.

Som ekstra bonus fik vi lækker frokost inklusiv dessert ;-)

enchiladas
S'mores brownies

fredag den 13. september 2013

10 års pigefødselsdag

Forberedelserne er i fuld gang - Ada skal holde fødselsdag for pigerne i klassen, og hun og en veninde har støvsuget og lagt tøj sammen, og nu er de igang med at gøre sten og strandskaller rene, så de kan dække bord til festen, som har temaet Hawaii

torsdag den 12. september 2013

Pusterum

Endelig skyllede jeg ind på den lille ø, hvor jeg lige kan få en pause og trække vejret (og sove sove sove sove), inden jeg kan kaste mig ud på sidste strækning inden weekenden.
Sikke nogle travle dage, fyldt med gode, positive og livsbekræftende oplevelser + lidt af den anden slags ;-)
Jeg ser frem til idag at være sammen med mine egne unger, da jeg de sidste 3 dage har arbejdet næsten konstant. Jeg nåede da lige hjem i halvanden time igår...
Jakob savner at sidde stille og læse, putte og se fjernsyn og blive nussekløet på ryggen, og det er bare så hyggeligt, så det er jeg klart med på.
Ada vil gerne have hjælp til lektierne, hun har fået sin første stil for, som skal være et eventyr på 1-2 computerskrevne sider!!!!! Ambitiøst, da jeg i overbygningen ikke kræver mere på mængdesiden, men så nok noget mere på indholdssiden, vil jeg forvente.
Og det er ok og spændende. En fin udfrodring, som Ada har godt af at arbejde med. Det er vanskeligt for hende at finde på, hun sidder og leder efter det "rigtige", og med skrivningen er man nok mere nødt til bare at gå igang og se, hvor man bliver båret hen, så kan der rettes bagefter - det er i hvert fald sådan det lykkes for mig. Jeg kender godt hendes indstilling - jeg synes selv at kunne huske de samme betænkeligheder og besværligheder, så jeg håber, jeg evner at hjælpe hende på vej og vi kan hygge os med det. Vores temperamenter er meget ens, og selv om jeg synes, jeg forstår hende rigtig godt, sker det desværre ofte, at vi kommer til at diskutere for meget - og så er det godt, vi har far, som kan komme og overtage jobbet :-)