Viser opslag med etiketten vægttab. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vægttab. Vis alle opslag

onsdag den 25. december 2013

Julen har bragt...

...tonsvis af gaver

Igen i år kunne de ikke være under juletræet :-)

Dette år var Jakob så spændt, at han flåede alle pakkerne op, og heldigvas vakte de alle (næsten) lige stor lykke. Den første gave, han fik fingrene i, indeholdt 5 par strømper. Noget bekymrede så de voksne til, men jubelen var stor, da han jo lige præcis mangler strømper.
Ellers var lykken gjort med Skylanders Swap Force, som han har ventet på siden de første små trailers blev lagt ud. Allerede dengang stoppede han med at spille Skylanders Giants, så denne gave skal han nok få tid til at gå med. Han fik også Pikmin 3 - også et af hans yndlingsspil.
Mere tøj og bøger var også fint, men da det programmerbare køretøj med missiler dukkede frem, ja så gik resten af aftenen med den - og han holdt ud længe, og til trods for den blå-grå farve i ansigtet og de rødskudte øjne, ja så var han i hvert fald ikke træt, da han blev kommanderet i seng lidt over midnat.
For tøsepigen var aftenen også perfekt. Hun fik den meget ønskede Furby i turkisblå, masser af tøj - og her var de største succeser Adidas-bukser og en pelset vest og CD'er. Det ses på gaverne, at hun bliver stor.
Vi voksne blev ikke glemt. Manden fik barbergrej, som møjsommeligt var bragt gennem sikkerhedstjek i Københavns Lufthavn. En større æske er sjældent set til at tape barberbladene ind i - farlige mordvåben skal sikres forsvarligt. Derudover var der tøj, bælter, DVD og børnenes gaver lavet med stor omhu og kærlighed. Dem fik moren heldigvis også nogle af. I år bød de på henholdsvis flettet armbånd og et maleri af en blå cykel fra datteren og en malet bakke fra sønnen.
Ellers kunne jeg glæde mig over fagbogen: Overblik Dansk Grammatik (lidt nørdet?), og Sigøjnerinden fra Sevilla af en af mine (mange) yndlingsforfattere Ildefonso Falcones. Jeg kan næsten ikke vente med at starte, men skal også lige finde et godt tidspunkt, for de 800 sider skal ikke spoleres ved, jeg ikke har tid til at læse dem i sammenhæng.
Duft, creme og tøj var også blandt mine gaver.

Det var vist den materielle del af julen.

Den største gave fik jeg dog allerede om morgenen, da jeg stod på vægten og kunne konstatere, at mit andet delmål er nået. Jubii. Nu er målet vist bare ikke at tage for meget på, så kan der tilføjes mål om yderligere vægttab i januar.


Men julen skulle jo bringe mere end det.
Juleferien, roen til at lege, være sammen og hygge sig. Bare være, nyde morgenerne, når ungerne smutter ind under dynen og får et kram. Jo, jeg nyder julen i fulde drag dette år. Nyder at være sammen med familien, mine kære og bare være.
Jeg er ved at lære at prioritere. Jeg kunne godt have gjort lidt mere rent, så det hele så mere præsentabelt ud. Vasketøjet på snoren nåede ikke at komme ned, sønnens seng var uden sengetøj og meget uredt, vinduer og glasskabe med støv og skidt, hylderne støvede, så tingene må helst ikke flyttes - så ses det tydeligt, jo! Men i stedet har jeg lavet julegaver med børnene, læst højt, lavet et par juledekorationer, som jeg nyder synet af, vendt mig om på den anden side i sengen og nydt at slappe af lidt længere.
Sat pris på min hverdag og specielt alle de dejlige mennesker jeg holder så meget af.




søndag den 3. november 2013

Nu tør jeg...

Jeg har længe ønsket at tabe mig.
Men ikke haft gejsten, overskuddet, energien, lysten til at gøre noget ved det...
Den gode mad trak mere end vægttabet. De dårlige vaner hænger godt fast. Trøstespisning, fejrespisning og hyggespisning bliver alle brugt.
Mæthedsfornemmelse er ikke noget jeg kender rigtigt til. Kvalme, joeh, men først efter VIRKELIG stort madindtag.
SULT er til gengæld en følelse, jeg frygter! Jeg bliver svimmel, min krop mister tyngde og jordforbindelse, jeg har svært ved at tænke, og mærker selv, hvor kort lunten bliver overfor mennesker i min nærhed. Derfor har jeg også altid brugt meget tid på at have mad med mig rundt til forskellige ting. I billen, i håndtasken, i skoletasken ligger der lige et par muslibarer og kikspakker til nødsituationer!
Jeg elsker chokolade, lakrids, kage, slik, chips, desserter. Jeg er vild med gode gammeldags danske retter - kartofler med brun sovs og bøf/frikadeller/farseret porre/flæskesteg osv. Risretter er også fantastiske, boller i karry, ristaffel osv. Fastfood - pizza, tortilla, burgere, pommes frites, fiskefileter - namme nam.
Mellemmåltiderne bestod som regel af kiks, kage, nødder/tørret frugt, muslibarer og ikke så meget af frugt og grøntsager.
Aftensmaden er de kendte retter - det skal jo gå hurtigt - så jeg får ikke eksperimenteret så meget med retter med grøntsager.

Madpakken har altid været min stærkeste side. Fingerregelen (lært af yngstebarnet i børnehaven) bruges til børnene, og derfor også til mig selv. Når maden er forberedt og planlagt, så går det lettere: rugbrød, fedtfattigt pålæg, fisk, frugt og grønt, og så er der en sund snack.

I august måned meldte jeg mig ind på "Shape Up Club". På deres gratis app. På det tidspunkt var det bare for at øve mig lidt i at bruge appen til et senere tidspunkt, hvor jeg ville gøre alvor af at tabe mig.

Nu har jeg tabt 9 kg!!!!

Alvoren er ikke startet endnu... Og så alligevel.
I starten tastede jeg madvarerne ind, og systemet kan da godt være lidt besværligt, når jeg nu ikke har betalingsudgaven, men det er jo kun på forsøgsbasis.
Jeg fik dog hurtigt en vane med at tænke over, om jeg havde brug for at spise endnu en portion af maden. Om jeg helst ville have chokolade eller kage til aftenskaffen.
Efterhånden røg de søde sager mere og mere ud - de er dog slet ikke væk, men jeg kan undvære sødt i flere dage uden abstinenser.
Jeg spiser stadig samme morgenmad, som jeg altid har gjort: cornflakes, havregryn, rosiner og mælk.
Jeg springer formiddagsmaden over eller tager et æble eller et par gulerødder. Det har været en smule svært på arbejdet, da der til tider er morgenbrød, men mine tanker siger igen, at jeg faktisk ikke er så vild med rundstykker og smør, som er sindssygt dyrt på kaloriesiden.
Min madpakke har da også ændret sig lidt. Jeg følger stadig fingerregelen, men vægtningen af indholdet er lidt anderledes. Der er rigtig mange grøntsager, en del rugbrød og meget lidt snack, som helst skal være dadler (og jeg vil KUN spise de økologiske dadler fra Kvickly eller Princip (Føtex). De sidstnævnte har jeg dog ikke kunnet finde i over et års tid) eller et andet stykke frugt.
Madpakken er begyndt at holde til eftermiddagsmad også, så ofte spiser jeg det sidste på vej hjem fra arbejde, hvilket betyder, jeg ikke er gået sukkerkold, nåår jeg kommer hjem med et træt barn på slæb og skal til at pakke alle dagens pakkenelliker ud og gøre klar til fritidsaktiviteter, ud at være chauffør, håndtere aftensmaden, læse lektier med børnene OG høre om dagen, der er gået. Allerhelst ville jeg også gerne nå at sidde og samle lidt energi - men det er denne mangel, der ofte giver mig sukkertrangen i stedet. Den kan også stadig være der, og min dårlige vane lige pt er at tilfredsstille den med Pepsi Max. Jeg ville gerne have sodavanden ud af hverdagen, og det er mit næste mål.
Til aften er der faktisk ikke lavet meget om, men jeg spiser mindre og vægter anderledes på tallerkenen og afprøver ind imellem - sjældent, men det sker! - nyt tilbehør til maden.
Når børnene er puttet har jeg ofte trang til at sidde med noget. Jeg ved, at det er en virkelig dårlig vane, og jeg kæmper med, at dette noget skal være rimeligt fornuftigt. Og jeg undgår det også helt en del dage, så der er forbedringer på vej...

Jeg er ikke fanatisk, jeg spiser hos familie og venner uden problemer, jeg tager af fødselsdagskagen fra en kollega på skolen, hvis jeg virkelig har lyst til kage, men jeg tænker mig om og tager et valg inden jeg spiser.

9 kg!!! Det har givet blod på tanden. 4 kg mere vil være fantastisk. Jeg ved, det bliver sværere og sværere, men jeg har ikke travlt. Små skridt. Det går fremad, og jeg har mig selv med i processen. Jeg er vildt stolt af mig selv.

Jeg har heldigvis gemt nogle stykker tøj fra tidligere, og jeg bruger nu cowboybukser fra før jeg blev gravid. Nogle af mine bukser er ved at falde af, og nogle tøjstykker er jeg nødt til at opgive pga. vægttab. Mine jakker har jeg taget mig selv i at overveje, hvem jeg er kommet til at bytte med, fordi de sidder så anderledes ned over maven. Det er en fantastisk fornemmelse. Endelig er kurven knækket, jeg er på rette vej...



shapeupclub