fredag den 12. juni 2015

Tiltrængt weekend

Denne eftermiddag er helt fantastisk. Solen skinner, haven blomstrer, havemøblerne er klar og efter en fridag i går, hvor det meste af dagen gik op i kørsel og chaufførtjanser fremfor afslapning, så er det lige præcis trumfen jeg sidder med nu. En weekend uden planer. Intet er i kalenderen. Alt er muligt. Men først og fremmest er ønsket, at bagdelen rammer liggestolen og forbliver plantet der i sammenhængende 30 minutter. En drink ved siden af - måske en Capirinha, og jeg kunne hurtigt drømme mig tilbage til en strandtur i Barcelona :-)
Hygge med børnene, Ada har maaaange lektier for, så dem skal vi nok lige hjælpe lidt med at strukturere i inden hun går i panik. Men hun arbejder også med naturfagsprojekt, som hun er vildt interesseret i - og så er forældrene jo nysgerrige for at se, hvad hun finder ud af at lave.
Jakob skal nok spille lidt Pokemon-kort. Mon mor her får lært at være med, eller er det for langt ude for mig?

God weekend til jer alle sammen. Jeg vil nyde min i fulde drag. Ahhhhh

søndag den 7. juni 2015

Genkendt

Hold da op. Jeg læste det her indlæg. Og mon ikke jeg genkender så mange af følelserne beskrevet heri.
Jeg måtte derfor undersøge bloggen lidt nærmere, og med opdagelsen af, at det er en navnesøster, der har skrevet, gav mig en helt speciel fornemmelse af connection. Tænk at en fremmeds lille skriv kan sætte fuld sving i hele følelsesregistret. Tak for det Pernille

Pernille Højland-Rønde

http://stay-positive.dk/2015/06/05/tarer-i-guds-hus/

tirsdag den 26. maj 2015

Akupunktur


Efter at være blevet testet på kryds og tværs hos diverse specialister kan jeg heldigvis konstatere, at min migræne ikke skyldes alvorlige tilstande. Det får den bare ikke til at være mindre smertefuld, og til trods for jeg synes, at jeg har haft rigeligt med smerter, ja så kunne det blive endnu værre.

Jeg vil mene min krop krængede sig rundt i alverdens umulige stillinger i et forsøg på at finde en position, der kunne forbedre tingene bare en lille bitte smule. På et tidspunkt ønskede jeg mig at være ejer af skruetvinger i et ønske om at mase hovedet sammen, for på den måde at få en fornemmelse af, at det hang sammen! Min mand fik dog hældt rigeligt med smertestillende på mig, da han ved et tilfælde kom forbi og fandt mig med hovedet liggende på sengebordet mens en hånd var i færd med at mase tindingen nedad samtidig med at benene lå krøllet sammen op af væggen - ryggen rørte vist sengen...
Så var det jeg besluttede mig for, at jeg må gøre noget mere. Lige nu hedder kuren en bideskinne - som faktisk har hjulpet gevaldigt - samt smertestillende medicin (Ipren, Pamol, Maxalt) som tages ved anfald. Jeg forsøger dog at undgå medicinen, da medicinoverforbrugshovedpine kan blive konsekvensen, og så er der jo pludselig ikke noget at gøre.
Jeg har fundet ud af, at det hjælper at bruge solbriller, når jeg kører bil, så øjnene ikke overbelastes.
Jeg får tonsvis af gode råd i forhold til kost, motion og anden medicinering, men et forsøg af gangen, og denne gang besluttede jeg mig for akupunktur.

Lidt spændt mødte jeg op til min første tid, hvor der blev talt lidt generelt omkring min helbredstilstand inden akupunktøren satte de første nåle i øret - permanåle, som skal blive i øret i op til 10 dage. Sidder de stadig i øret der, skal de tages ud.
Dem er jeg meget spændt på, og jeg har gået og mærket til dem flere gange dagligt. Jeg har fået små plastre over dem, hvilket jeg tror er heldigt, for ind imellem klør det omkring nålene, og så er det jo heldigt, jeg ikke lige får dem kradset ud. Jeg fik 2 nåle i det ene øre og 3 i det andet. Efter 3 dage er jeg kommet til at pille den ene ud. Jeg troede faktisk, den var faldet ud, og jeg kunne ikke rigtig få den trykket mod huden igen, men da jeg gav fortabt og pillede plasteret væk, kunne jeg godt se, at jeg bare skulle have ladet den sidde, for spidsen af nålen var stadig i øret. Den lektie har jeg lært til næste gang...
Da permanålene var placeret fik jeg sat nogle "almindelige" akupunkturnåle i. Det gik rigtig fint, kun et par nåle i ringetåen (hedder den det, den ved siden af lilletåen?) lige ved siden af neglen generede en del at få i. Mens nålene så skulle sidde i, fik jeg zoneterapi, og det føltes intet mindre end fantastisk.
Jeg elsker at få fodmassage eller nusset fødderne (jeg ved godt, fødderne ikke er de mest sexede og efter mange år sammen med manden, så er forelskelsen ikke så stor, at han jubler over at få lov at trykke lidt på fødderne - men han gør det trods alt - endnu). "Tryk lige lidt på siden af alle tæerne, tryk lidt der, hvor tæerne sidder fast på foden, og også trædepuderne lige der bagved. Ja og så husk lige ydersiden. Hælene er osse lidt ømme..." Jeg kan faktisk godt forstå, han ikke er vild med at give sig i kast med det!
Men det var som om min behandler på forhånd vidste, præcis hvor hun skulle trykke - og hvor hårdt. Smerten var god og jeg mærkede bedringen allerede mens jeg lå der - heldigvis var hun ikke bange for at tage fat. Der er ikke noget værre end massage, man ikke kan mærke. Her var jeg bestemt ikke i tvivl om, hvor hendes fingre befandt sig, men mens hun trykkede var det som om alt andet forsvandt. Der var kun mine tanker, mit hoved og mine fødder, hele kroppen krympede sammen som en harmonika og jeg mærkede kun de to steder i det øjeblik. Hver gang, hun tog ved et nyt sted, strålede virkningen op i hovedet, hvor den fyldte hele hjernen med en form for prikken, som lige så stille aftog igen, for at mærke, den rare fornemmelse i punktet i stedet. Helt fantastisk, og det er absolut ikke sidste gang, jeg har prøvet zoneterapi.

torsdag den 7. maj 2015

Samlet forberedelsestid

Med forårets komme var der også en kort periode med angst for, at der kunne blive tale om konflikt omkring arbejdstidsaftalen for lærerne igen. Mindet om lockouten er mere smertefuldt og angstprovokerende end lige først antaget.
Men heldigvis blev det et ja til den spinkle aftale, som trods alt peger i den rigtige retning, selvom der ikke er meget at komme efter.
Men hensigtserklæringen omkring mere kvalitet i forberedelsestiden var og er egentlig en rar udmelding.
Igår fik jeg så mail fra kommunen om de lokale aftaler, og her opleves det der med hensigt meget kraftigt. Kommunen har tolket på, hvad sammenhængende forberedelsestid betyder, og her har man fundet frem til, at blokke af 1 times varighed betragtes som sammenhængende! Need I say more?

onsdag den 6. maj 2015

Mælkebøtten

De hører sig jo til - bare helst ikke i det antal de er igang med at invadere min have med. Jeg synes, jeg fjerner mælkebøtter hver dag, og alligevel kan de ikke holdes nede.
Jeg har en af de der smarte mælkebøttefjernere, og sådan er der da også røget et par sækfulde ud. Så forsøger jeg også lige at snuppe dem med, når jeg slår græsset, og så er jeg OG ungerne også ude at plukke dem. Vi har en  i nabolaget, hun giver en krone pr stk - det tør jeg ikke love med det massive antal, der præger både min have og området omkring vores hus. Måske pr hele mælkebøtte inklusiv roden inden den sætter frø... og breder sig ud over alting igen.


Mælkebøtterne overtager det hele, men når det er sagt, så har jeg da også brugt lang tid på at lege med dem. Bare plukke, men også puste frø eller lægge stænglen i vand og lade den krølle sig sammen i alle mulige former. Eller få andre til at dufte og så poppe den op i næsen på dem :-)

På en gang er mælkebøtten irriterende, fordi jeg ikke kan styre den, men af samme grund er den fascinerende - den giver ikke op, den bryder gennem alt og blomstrer de mest mærkelige steder og er på den facon også vidne om, hvor forunderlig naturen er.

Hvorfor er det, at jeg ikke nyder mælkebøtten,  men gerne ser på krokus og erantis bryde frem. Måske jeg skulle nyde den og udnytte den som en del af min køkkenhave - den passer jo sig selv.


Så kan jeg begynde at spise mælkebøttesalat og flette blomsterkranse.
Alt imens jeg lader symbolikken fra denne plante, der i øvrigt blev nummer 2 i kampen om at være nationalblomst, fylde mit sind, så jeg også tør bryde ud og gøre som jeg vil, så jeg kæmper videre i medgang og modgang. Jeg kan huske på det mere fornemme navn - LØVETAND - som min mormor som regel brugte. Det lyder ophøjet og rustikt. Det passer vel egentlig bedre til planten end mælkebøtte, som mest refererer til den saft, som løber inde i stænglen.

Alting afhænger vel af øjet der ser, og mon ikke også nok jeg skal ud og kigge lidt på de gule blomster i græsset, mellem fliserne og i bedene i morgen igen. Mon de så skal plukkes, fjernes med rod, laves til kranse, spises eller smides i en sort sæk?

Gode råd til at fjerne mælkebøtter

Salat med mælkebøtter og andre opskrifter med spiselige planter- selvforsyning.net

Mælkebøttesalat + opskrifter med skvalderkål og brændenælder - mad og bolig

Mælkebøtterevolutionen - om at bryde ud og gøre tingene anderledes

søndag den 26. april 2015

Psykiske handicaps

Billedet er desværre ikke mit eget
Så sandt. Man møder mange fordomme, når der tages medicin eller behandles mod psykiske eller i det hele taget usynlige lidelser. Men tag dig nu sammen og gør noget selv er meget brugt, og det anses som et svaghedstegn ikke at kunne løbe, motionere, eller strukturere sig ud af psykiske vanskeligheder. Medicin er i hver tfald meget farligt og dumt (og der er selvfølgelig bivirkninger, men blodtryk, stofskifte og mange andre sygdomme behandles med medicin uden alle disse kommentarer.

torsdag den 23. april 2015

Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet