tirsdag den 23. december 2014

Juleklar

Hvornår er man det?


Gaverne er købt, træet er pyntet og julemiddagen skal indtages udenfor hjemmet, så der er ikke mange forberedelser i den forbindelse.
Julen har så mange traditioner. I år har vi ikke nået dem alle.
Småkagebagningen blev reduceret til vanillekranse. Ungerne er vilde med dem, så på sin vis kan vi sætte hak i denne del også. Selv om jeg synes der mangler lidt eksperimenteren i køkkenet - det kunne have været hyggeligt. De hjemmelavede æbleskiver - ja sågar de købte har vi ikke nydt nogle af. Juleklipperi og julekort er strøget på listen i år. Rengøringen blev ikke helt som den plejer - men julepynten i stuen fylder rigeligt :-)





Adventspakker, kalenderlys og adventslys har vi holdt fast i. Mest fordi hyggen søndag morgen omkring en lille pakke og lyset har være et af ugens rare og hyggelige indslag med tid til sludder, fnis og snak.

Tidsrejsen har vi troligt fulgt med i - dog med især en meget træt dreng til følge. Heldigvis har vi kunnet vælge ind imellem at se dagens afsnit lidt tidligere på aftenen, så sengetiden kunne rykkes frem og søvnen indhentes.












Til trods for de traditioner, som vi er sprunget over, må jeg indrømme, at december har været rolig, vi har prioriteret samværet og vi har hygget os. Med det vi nåede.
Og med det manglende julekort må familie og venner betragte dette som kompensation.
Glædelig jul til Jer alle, må roen og freden indfinde sig i hjerterne og hyggen brede sig på denne festaften

tirsdag den 16. december 2014

Update på kontaktlinser

Det lykkedes.
Jeg har efter en lille måneds tid rent faktisk lært at sætte linser i - OG tage dem ud igen.
Stædighed lønner sig.
En enkelt gang fik jeg dem vendt forkert! Ja der er ret og vrang på linser, og jeg troede faktisk ikke, det var muligt. Hele dagen lang generede den ene linse. Jeg var inde og flytte lidt på den flere gange i løbet af dagen. Da jeg om aftenen tog den ud, konstaterede jeg, at den måtte have vendt forkert. Sener spurgte jeg hos optikeren, for vi diskuterede lidt herhjemme, hvorvidt det var muligt at have vrangen ud, uden at mærke det på synet. Men den er god nok, det kan lade sig gøre.
Jeg har fået et ordentligt spejl siden denne opstilling :-)

tirsdag den 9. december 2014

Læsetræning





Som I nok har opdaget er vi ret vilde med læsning og bøger herhjemme. Min læsning har dog stået stille længe. Jeg har svært ved at komme igang og koncentrere mig om de bøger, som jeg har lyst til at læse.
Børnene skal dog læse dagligt. Det kniber lidt med at overholde min egen regel. Jeg vil nemlig også have tid til at sidde med dem.
Knægten får læst højt om aftenen, hvor han følger med i teksten og læser noget af den højt.
Vi er lige blevet færdige med Hittebarnet fra Wammerswald. En lidt langsom historie, som dog alligevel fængede. Jeg tænkte efter de første par kapitler, at vi aldrig ville blive færdige, men den er eftertænksom og sidder fast bagefter, så giv den lidt tid.
Koks i computerenEn der hittede med det samme var Koks i Computeren. Den læste jeg for begge børn, og Jakob læste foran hele tiden, da han ikke kunne vente med næste kapitel. Vi grinede og gættede hele tiden på, hvad det næste kunne blive. En skør og sjov historie om at få fortællinger til at hænge sammen.




Ada har været heldig og er kommet med på et læseløft. Hun har været på det samme LUS (læseudviklingstrin) i lang tid og har brug for at mærke, at hun rykker sig. Vi har kæmpet for at få hende til at kunne lide at læse. Vi har bestilt KidsNews avisen i postkassen hver fredag, og den glæder hun sig altid til at få. Men romaner, det gider hun ikke. Jeg synes jo, de fleste bøger ser interessante ud, så det har været frustrerende at stå med hende på biblioteket og høre hende takke nej til alting.
Hun føler sig uretfærdigt behandlet hver gang, hun skal læse, for hun gider det ikke. Og med tweenageårene i fuldt sving, så kan det kræve ret store kræftanstrengelser at tage diskussionen dag efter dag.
Nu er der så en plan fra skolen. Og trods skrig, skrål og tuderi til start, så kører det nu. Hun SKAL læse fra forskellige genrer, bøgerne er skrevet op på en seddel, og læsetid, sidetal og alting noteres omhyggeligt. Og det er så tydeligt at se, hvordan hun bliver hurtigere. Så nu kører det ift. at få læst hjemme - og valgt bøger. For det handler ikke om, om hun synes bogen ser god ud, men om om det er den rigtige genre - og så skal den læses.

KidsNews



torsdag den 4. december 2014

familiedag

Hvor smutter tiden hurtigt forbi. Jeg har af og til en fornemmelse af, at dagene bare er gået, og så kan jeg ikke huske, hvad de egentlig er gået med.
Denne torsdag valgte jeg, at hente børnene tidligt i skolen, og tage dem med på en hyggetur til ARoS, hvor jeg tidligere havde lovet dem, at se et par udstillinger.
Lige denne torsdag faldt det ikke i god jord hos sønnen. Og nu havde jeg lige skrevet hygge på kalenderen, og så vil han pludselig ikke med!!!! Det er svært det der med at planlægge hygge...
Trods protester kom begge ungerne i bilen og vi kørte sydpå. Et stop var nødvendigt for at få fyldt maverne, og det blev i dagens anledning på McDonalds, hvor stemningen heldigvis løftede sig lidt, dels fordi vi fjerne sult og tørst, dels fordi vi kom til at sidde og fjolle, og vi havde ikke travlt.
Mine guldklumper
På ARoS styrede vi direkte mod Kvium-udstillingen, som de havde set lidt fotos fra i en reklame. De blev vist lidt skuffede. De synes, hans "fools" er lidt for underlige. Vi fandt dog et par favoritter, og museets interaktive del var et hit hos den ældste. Jakob ville kun fotografere.




 Efter denne seance skulle vi til udstillingen ud af mørket, som ungerne glædede sig til. Vi havde talt om røgrummet forinden, men det var svært at forestille sig. Jeg kunne bedre lide værkerne som de var udstillet tidligere. Jeg synes det virkede rodet nogle steder. Min favorit er de fem engle af årtusindet. Filmen, der kører. Men her var børnene faktisk bange pga de høje lyde. Jeg måtte løfte Jakob, da han ikke turde gå derine eller derfra, og frygten startede allerede, da vi kom ind på udstillingen, for lydene kan høres helt fra start. Røg rummet ville han heller ikke med i alligevel, så han måtte vente udenfor. Heldigvis ombestemte han sig og fik en god oplevelse sammen med vi andre derinde.

 Og så fik vi en hyggelig dag. Selv om starten gik lidt trægt. Det er en af de dage, der giver energi og glæde flere uger derefter.