lørdag den 31. maj 2014

Jeg laver lige en sudoku...








Jeg kan anbefale dem både i papirudgaven og som app. Den sidste tid går bruger jeg sudokuen til at flygte ind i. Fred fra alle andre og mine egne tanker - så er der ro. Koncentration. Det eneste problem er, at når sudokuen først er gennemskuet, så er den jo kedelig - og så er det, jeg tænker, at jeg jo hurtigt liiiiige kan lave en mere - vupti så smuttede der snildt en time eller flere!

søndag den 25. maj 2014

strammer skoene?


Jeg synes som regel mine sko er indkøbt i en passende størrelse, men lige nu går jeg vist i lidt for små sko - helt konkret og måske også i overført betydning?

Det konkret er jo hurtigst at få afklaret. Jeg har købt de lækreste nye sko fra Green Comfort, der som regle er lækre behagelige og meget velsiddende sko.
Ikke helt som de her, men meget lignende. Dog får jeg ondt på oversiden af foden - en syning, der skærer? Jeg ved det ikke, men nu ser det også ud til, at jeg er ved at udvikle en knyst :-(

I overført forstand, så synes jeg egentlig, at mine sko må være kæmpe store. Der er godt nok plads til at falde lidt udenfor rammerne. Men når velvoksne mennesker tror, vi lever i en retfærdig verden og forventer, at det kan lade sig gøre, så er det lige som om tæerne rammer snuden skoene trækker sig sammen omkring foden. Det kan faktisk være helt svært ikke at hive skoene af og smide dem efter vedkommende!
Velkommen i en verden, der er bunduretfærdig - og hvor vi prøver at få det bedste ud af vore egne og hinandens liv (naiv og godtroende, hører måske med til rummeligheden?). Og drop så lige alle de der formaliteter og bureukrati omkring sagerne.

lørdag den 24. maj 2014

Vidensdeling på nettet

En flok lærerstuderende har som projekt lavet en hjemmeside, hvor lærere kan finde og uploade videoer til FC. Tjek siden ud. Det kunne være så smart...

FC

fredag den 9. maj 2014

Trivsel i skolen




Skolebørn

Skole og forældres magasin om folkeskolen. Jeg har læst numrene de sidste 3 gange bladet udkom - til stor glæde og inspiration både i forældrerollen og lærerrollen.

Dette nummer handler om trivsel og mobning, og der linkes til et trivselsspil. Jeg har ikke prøvet det endnu, men håber, jeg finder tid til det. Det virker spændende.

Også interessant synspunkt, at forældreundervisningsdage kan give forældrene et fællesskab omkring klassen - jeg har altdi set det som en nødløsning, fordi lærerne måske skulle på kursus eller lignende, men at det faktsik kan bringe forældrene tættere sammen at løse en konkret opgave i forbindelse med deres børn lyder jo interessant og spm en win win - hvis set-uppet er ordentligt lavet.

Så er der også lige mindfullness i skolesammenhæng. Noget fis eller? Forskning siger (og forskning er jo absolut den hotteste blandt de sorte), at det rent faktisk øger trivslen at arbejde med mindfullness i skolen. Måske er der noget om det? Jeg har forsøgt lidt i vores kontaktgrupper, men det virker nok altid lidt mærkeligt de første gange. Eleverne er usikre og måske også utrygge ved at slippe kontrollen og bare lukke øjnene og vandre ind i sig selv. I hvert fald kræver det en bedre instruktør end en uøvet mig :-)

Jeg må også nævne gåbusserne. Et koncept jeg også faldt over, da min den ældste startede i børnehaveklassen, og også dengang synes jeg, det var en overdrevent god ide. Den store udfordring er at få det organiseret og finde chauffører (og hvad med sygdom - både for chauffører" og "passagerer"?)

Skolebørn maj 2014
Skole og Forældre - Trivsel på spil

tirsdag den 6. maj 2014

På hospitalet igen igen igen.... og så hjem?

Det er utroligt, hvordan ens psyke kan blive ved med at dykke i så voldsom grad og så kæmpe sig opad og finde de positive holdepunkter og håbet. Vi tror hver gang, at vi nu har lært lektien og er mere forsigtige med håbet, og alligevel chokeres vi gang på gang - desværre - over min fars udvikling af sin sygdom.
Jeg mærker dog tydeligt en psykisk påvirkning. Og fysisk. På mange planer.
Sorgen, der selvfølgelig dukker op, tristheden, bekymringerne. Vi græder let - også sammen. Både over lettelser og bekymringer.
Efter endnu et par hektiske uger med håb og forventninger, er beskeden, at kemokurene ikke har hjulpet min far. Der er nu forsket så meget i hans cancertype, at man ved, den er af en speciel underart med nogle meget vanskelige former for celledelinger og mængden af syge celler er ikke reduceret nævneværdigt efter de to kemokure - som begge næsten har taget livet af ham.
Min far - og vi - har skullet vælge, hvorvidt vi ville prøve endnu en kemokur - endnu skrappere end de to forrige - med et meget spinkelt håb om, at denne kur ville kunne nedbringe mængden af syge celler. Og med den risiko, at han igen ville blive livstruende syg af behandlingen - og denne risiko vil være betydeligt øget, da han jo efter de to foregående kure allerede er afkræftet samtidig med, at man er nødt til at øge intensiteten i kemobehandlingen. Mulighed 1, som jo vil være det samme som at slå manden ihjel under voldsomme pinsler.
Mulighed nummer 2 var at bestille piller - der stadig er på det eksperimentiele stadie - som kan holde cancercellerne i skak - men desværre uden helbredende effekt. Pillerne er livsforlængende, og kan give et par måneder (der er eksempel på én! mand, der har levet 2 måneder med pillerne, inden canceren igen bredte sig) med fred og ro.
Vi har valgt denne sidste mulighed. Vi har alle brug for ro. De sidste måneder har været ekstremt hektiske, og min far har været indlagt siden den 24. februar til idag med kun 4 dage hjemme i alt. Vi trænger til at være i hjemlige omgivelser og bare slappe af sammen.
Behandlingen med pillerne startede i sidste uge, og de har heldigvis vist sig at have stor effekt på min far :-) JUHUUU. Endelig en god nyhed.
Nu kan vi håbe på, at han kan komme sig lidt og få det bedre, så vi kan få en god tid sammen derhjemme.
Puha, så er der også alt det der med at forholde sig til døden. Hvordan skal jeg kunne undvære en af mine forældre? Min far, som altid har været der i baggrunden. Selvfølgelig hjælper hn med mange ting rent praktisk, men det skal nok løse sig. Det er mere det der med at vide, at jeg altid har en at falde tilbege til, en der bare er der. Uanset hvad.
Hvad skal jeg nå sammen med ham, når jeg nu ved, at det er den sidste tid. Min søn på 6 sagde det allerbedst. "Der er jo ikke noget bestemt, jeg gerne vil, jeg kan bare godt lide at være sammen med ham, og bare være der".
Selvfølgelig har jeg drømt om en helt anden fremtid for mine forældre. Jeg har drømt om, at de skulle flytte tættere på, jeg havde tænkt, at de skulle blive gamle sammen, jeg har drømt om at rejse med dem og børnene til f.eks. Alicante, hvor mine forældre tog mig og min bror med hen, da vi var børn.
Hvordan komprimerer jeg det, der skulle være 30 år på den bedste måde. Hvordan siger jeg farvel - altså rigtigt farvel? Ingen vi ses om et par uger...
Det er ubegribeligt og barskt.
Og uretfærdigt overfor min far - men det er livet jo desværre - uretfærdigt.
Hvordan tager jeg mig bedst af børnene? De skulle jo også have haft deres bedstefar i mange år endnu. Han skulle have lært Jakob at hamre og save og skrue. Han skulle vaske op med Ada og spille kort med hende. Han skulle provokere ungerne, sådan som kun han kan. Han skulle fortælle hans vandede vitser, så alle himler med øjnene, men alligevel griner.

mandag den 5. maj 2014