Dagen idag

Hvis jeg nu bare bliver lige her og nu - altså i uge 42, er der så nogen, som vil hente mig, når vi kommer til marts?
Jeg kan godt undvære mørket, kulden, sneen. Jeg har brug for dagslys for at være. Jeg kan ikke vågne, ikke se, ikke tænke klart i mørket. Jeg får lyst til at spise - usundt - og sove - meget!
Jeg kan ikke klare kulden, mine tæer og fingre er forfrosne og må pakkes ind i strømper, sokker, tykke støvler, varmepuder eller -tæpper. Fingervanter og luffer. Halsedissen findes frem sammen med huer og halstørklæder. Kurvene i baggangen bugner med strikkede eller hæklede tøjstykker iblandet de  vandtætte dele i højtråbende farver.
De lange underhylere... :-( Forfærdeligt. OG statisk elektricitet dannes bare ved at tænke på at hive dem op af skuffen). Det tager 20 min til en halv time at komme ud af døren, så drik ikke for meget vand - det der med at komme i tanke om, at man også liiiige skal omkring badeværelset, er virkelig kilde til dårlig stemning i familien. Midt vinter når man knap nok i overtøjet mellem gry og tusmørke!
Og alt tøjet til trods, ja så sidder kulden bare helt inderst i knoglerne - varmepuden og dynen hjælper, men når blæsten hviner, sneen dækker landskab (og veje), så kræves der bare de 7-8 skridt ud til skraldespanden eller de 4 ud til bilen samt det afkølede bilsæde for igen at vække den kulde, som skyder ud i kroppen indefra.
Sneen... Jeps, kælkene frem, slæb børnene hen til kælkebakken - som heldigvis kun er et par huse væk. HIV dem op, skub dem ned og hør dem hvine af fryd, når farten giver spænding og risiko for at trille omkuld og mærke hele sin krop. Så skal man da også selv lige have en tur - som endda kan betyde et øjeblik uden bekymringer, kun fyldt med barndommens glæde og lyst til at kaste sig ud i verden fuld af tiltro til alting.
Men men men. Så er der også lige jobbet og vejene, bekymringerne om at komme frem, spændingerne i ryg, nakke, skuldre, fordi man knuger rattet, så det næsten får ens fingeraftryk permanent markeret.
Vejrudsigten, der tjekkes flere gange dagligt. Børnene, der skal instrueres i, hvordan de skal gøre, hvis de bliver sendt hjem fra skole.
At stå endnu tidligere op om morgenen for at skovle sne - og komme i overtøjet inden, og helst også nå et bad efter, for man sveder jo, mens man står og fryser...
NEJ, lad mig blive lige HER, hvor der endnu er lyst mellem 7 og 20, hvor der endnu er lunt nok til at smutte udenfor uden jakke, hvor vejene er sne- og frostfri.
De gode udendørs oplevelser kan jeg godt få uden sne, så jeg venter gerne her.
Præcis på denne dag vil det være helt perfekt. Idag, hvor ferien lige skal begynde, hvor der er tid til det hele, ugens indhold er stadig åbent. Der kan blive tale om biograftur, cafebesøg, venindesnakke, rengøring, oprydning, sortere, gå i haven, tage i skoven, spille brætspil, være kreativ, være alene og mærke efter, lave god mad eller bage. Mulighederne er mange.
Og præcis lige nu, hvor ungerne er store nok til at kunne selv, men ikke for store til ikke at gide være sammen med os.
Dagen idag må gerne blive ved lang tid endnu...

MAX afslapning

Var for 2. gang til massage og kranio-sakral-terapi (hedder det sådan?).
Hold nu op, det er jo næsten som at få en ny krop.
Og det viser sig, at når der bliver ro, så kan jeg godt mærke efter i kroppen.
Afslappende stille, rolig og lav baggrundsmusik, varme i underlaget, opmærksomhed omkring musklerne en efter en fra fod til hoved, at mærke hver en muskel i sin krop blive strukket ud, løsnet op og vækket til live med en bestemt blidhed, der konsekvent og fortsat insisterer på, at knuder og spændinger forsvinder væk i kroppen sammen med udåndingerne i den dybe vejrtrækning.
Ahhhh, nu står den på en kop te og et tæppe i hjørnet af sofaen, mens Jewel får lov at være baggrundsmusikken, blæsten og regnen rusker og trommer i ruden, øjnene kan stirre ud på de sidstre blomster i haven (bladene fra hækken, vælger jeg idag, at de må symbolisere en kvinde med mange gøremål og evnen til at prioritere i opgaverne).

Computere overalt...

Denne dag har i den grad stået i computerens verden.
Fagdag på skolen om programmering. Jeg havde allieret mig med min mand, da jeg alligevel blev noget usikker på, om jeg ville kunne gennemføre undervisningen - og det er jeg da glad for, at jeg gjorde. Jeg kunne måske have undervist de første 2 lektioner, men derefter var jeg selv mest elev også.
Jeg er dog stolt over selv at have kastet mig ud i at lave en kommando til koden sammen med en elev - og selvfølgelig ud fra et eksempel - men alligevel ;-)
Og jeg er stolt af eleverne, som viste sig kreative og innovative og fulde af ideer og var gode til at udfordre sig selv og fylde på i læringsprocessen. Det fik vi mange kanongode oplevelser ud af.
Til slut blev det valgfrit, om eleverne ville arbejde videre med programmering, da indholdets abstraktionsniveau efterhånden blev hævet. En 5-6 elever valgte at fortsætte programmeringen mens resten arbejde videre med deres projekt om computerspil. Det er deres første projektarbejde, og de mangler endnu at opdage, hvor omfattende et projekt er, og jeg forventer en vis grad af panik i morgen, når det går op for dem, hvor meget de egentlig mangler at lave. Men dejligt at se, at rigtig mange elever arbejder seriøst og engageret. Og helt ærligt, de elever, der ikke gør, er også dem, som har vanskeligheder ved at arbejde i den lærerstyrede proces inde i klassen, så et øget fokus på mere projektarbejde er i mine øjne et rigtig godt tiltag for eleverne.

Vel hjemme efter en lang arbejdsdag har sønnen endelig fået sin egen computer - den er brugt, den er gammel og tung, men den er hans.
Hele eftermiddagen har han siddet ved computeren og spillet forskellige spil. Han fandt selv ud af at åbne den, og ha fandt ud af at komme igang med spilprogrammer over nettet. Skal jeg være stolt eller bekymret?

Undervisningsforløbet i JavaScript var baseret på min mands program "turtle" kan findes her:
http://krakoa.dk/jsturtle/

Projektarbejdet har vi samlet i et arbejdsrum sammen med undervisningsmaterialer. Hvis du bruger elevintra skulle arbejdsrummet kunne importeres ved at bruge følgende adresse:
http://www.sortebakkeskolen.skoleintra.dk/pi/admin_del/importeksport/importerarbejdsrumweb.asp?url=http://www.sortebakkeskolen.skoleintra.dk/faelles/arbejdsrum/arbejdsrumexport/rum204/arbejdsrum_ei.xml&key=f25620d0368b4b48

Alene hjemme!!!!

Jeg lovede her til morgen tøsen at komme hurtigt hjem fra arbejde, så vi kunne sidde sammen og lave lektier i eftermiddag. Det er også ved at være lang tid siden, og hun klarer faktisk sig selv så godt, at jeg af og til glemmer, hvor ofte hun egentlig er alene om eftermiddagen.
Her kommer den dårlige samvittighed så ind i belledet, men IDAG havde jeg mulighed for at tage arbejdet med hjem, og hvad pokker, det er da også hyggeligt at sidde sammen og lave lektier.
Jeg gik med det samme til bekendelse og lod hende vide, at jeg også havde planer om noget havearbejde (de pokkers blade er endne ikke samlet sammen ude i haven - og vi har ikke ret meget hæk, så jeg ved da ikke, hvordan der kan blive ved at være nogen...). Hun var noget modstræbende, men lyste op i det samme hun fandt ud af, at der også var et feje-job. Hun planlagde med det samme, at hun ville svinge kosten, så kunne jeg rive sammen. I mine øjne en fantastisk plan - fælles lektielæsning og havehjælp.

Da jeg var færdig med at undervise, var der ikke dukket udforudsete opgaver op, og jeg glædede mig over, at jeg stadig kunne nå hjem til Ada. Hun nåede imidlertid at ringe til mig, inden jeg fik mig sat i bilen - og det var ikke fordi, hun ville lave te til lektielæsningen. Hun havde ikke fået lektier for, og ville lige høre, om hun kunne lege med en veninde.
Eftermiddagen smuldrede i tankerne, og hun fik selvfølgelig lov at lege. Da jeg kom hjem viste der sig flere komplikationer i legeaftalen - noget med telefonnumre, missede opkald osv., men hun arbejdede straks på at lave en ny aftale og vips, så skulle hun mødes med en klassekammerat i hallen lidt senere.
Inden hun kørte fejede hun terassen og samlede blade op, ja hun rev faktisk også lidt sammen, så tømte hun opvaskemaskinen, pakkede sit gymnastiktøj, mobiltelefon og vandflaske, kundgjorde, at veninden havde smurt en madpakke og begav sig afsted på cyklen.
Stolt OG efterladt mor. Sikke en ro. Er det det, man kan forvente fremover - pludselig at være alene - eller pludselig at være mange!?
Havearbejdet har jeg fået ordnet noget mere af - jeg er stadig ikke færdig... Men lektierne ligger her endnu, mon ikke hellere jeg må komme igang, der er jo ikke andre planer...

Gymnastikinstruktør - mig?

Det bliver vist igen en del af hverdagen.
Vi er så stolte og glade for en succesrig sæson i Rosendal Gymnastik. Det betyder bare, at vi er nødt til at finde flere instruktører til holdene - og nogle hold skal deles op.
Vi har i forvejen omkring 100 instruktører engageret, så man må sige, at vi er ved at have afsøgt det nærmeste område for gymnastikkyndige. Når det så også skal passe sammen med tidspunkter, så kan det være vanskeligt at finde flere hænder.
Men det er nu alligevel min yndlingsdel af det at være medlem af en bestyrelse. Det gør, at jeg kommer til at kende rigtig mange i foreningen, jeg kan godt lide at få puslespillet til at gå op - træningstider i hallen, instruktørernes jobs/skole/fritidsaktiviteter, ønsker til medinstruktører og aldersgrupper for holdene. Det giver et kick, når den større sammenhæng begynder at vise sig, og der kan findes løsninger.
Og så har jeg bare den bedste makker. Vi har det sjovt sammen, og vi hygger os samtidig med vi snakker gymnastik.
Og nu skal jeg så nok være instruktør - for minispring 5-årige piger! Det er også en funktion, jeg vil være vild med. Ungerne er jo dejlige, entusiastiske, lærevillige og glade. De er umiddelbare og vil gerne deltage. Der er en rigtig god stemning omkring gymnastiktræningerne, og de få gange jeg har hjulpet lidt, er tiden bare fløjet afsted.
Selv om jeg er bedst til at sætte plaster på og trøste, så er jeg ved at lære at modtage, når jeg deltager i pay 'n' play, og jeg fik også luret lidt af på sommergymnastikholdet, så helt uerfaren er jeg ikke, men det er nu meget heldigt, at jeg allerede er tilmeldt et kursus den 2. november.
Mine egne instruktørerfaringer begrænser sig til et puslingehold i 1999 i Lisbjerg og sommerspring med indskolingsbørn i 2013 samt et par tilfældige træninger på pay n play. Jeg har gået til gymnastik siden jeg var 3 år - men altid rytme, så det der spring, synes jeg er lidt vildt og overvældende (altså hvis jeg selv skal prøve...)
Heldigvis har DGI også en supergod hjemmeside, og jeg sætter stor pris på, at vores hjælpeinstruktører får den bedste uddannelse gennem DGI's kurser, så de er også superdygtige.
Det skal nok blive godt, jeg glæder mig allerede.

Rom blev ikke bygget på en dag...

ej heller bliver vi færdige med hækklipningen, som nu har strukket sig ud over 14 dage. Vi mangler stadig at samle de sidste grene og blade op. Kommer tid, kommer råd. Det er mest tiden, jeg er bekymret for - mon den kommer?

Der er babyer overalt!

Og de er bare sååååååå søde...
Uha, hvor kan alle babybillederne på facebook og barselsvisiterne sætte gang i hormonerne.

Uhmm - lækker unge

Naboer, veninder og kolleger, som alle er nedkommet med de mest vidunderlige små poder. Jeg må godt nok sige at hele min krop gerne vil sidde lidt med de små størrelser og mærke varmen, dufte babyduften.
Roen, som falder over en, fordi det lille menneske kun kræver nærvær - til gengæld kræves det fuldt ud. Og måske er det godt ind imellem at blive mindet om, at det stadig er vigtigt, når man er 36, at finde ro og være nærværende. Ikke kun, når man får et spædbarn i armene, men også overfor sig selv og sin familie og omgangskreds. Selv om de er ældre og kan udsætte deres behov, er det ikke en godt konstant at være igang med flere opgaver, at tænke på ens egen arbejdsliste, mens der laves lektier sammen med ungerne, at tjekke facebook under telefonsamtalen, at læse romaner mens der laves mad eller andre opfindsomme påhit, som effektiviserer!

Tingene finder jo ikke plads i sig selv, det kan ikke bundfælde, der tages hasige og uovervejede beslutninger - ja nogle gange har man endda sagt ja til noget, som man ikke vidste, hvad var!

så kom da ud...

Måske er det også gratis og mere fantastisk, fordi jeg ikke står og skal beslutte, om jeg skal have flere børn selv. Allerede med Jakobs graviditet måtte jeg erkende, at min krop ikke skal udsættes for den tyngde igen. Jeg døjer stadig med bækkenløsning - 6 år efter! Vand i kroppen og masser af gener.

Meeeen, når jeg lige sidder der, så er de da søde, de små buttede og tillidsfulde ansigter, der flækker i et smil og kommer med glade lyde - ja så kunne en barsel lyde ret tiltalende :)

Så gør da noget!

Men jeg ved jo godt, at de vidunderlige øjeblikke ikke vokser ind i himlen. Hormonerne, amningen, den manglende søvn, det konstante krav på ens krop er alt sammen også en del af pakken.
Og så er jeg rigtig godt tilfreds med størrelsen på min familie :-)