Hvordan blev hun så stor?

Sikke nogle overvejelser jeg fandt mig selv i denne morgen.
Ada er startet på landsdelshold, og det er blevet tid til den første weekendtræning.
Da vi skulle pakke blev jeg pludselig meget opmærksom på, at holdet faktisk spænder over aldersgruppen 4. til 7. klasse. Min datter skal på weekend med 7. klasser! Hun er lige blevet 10! Sådan nogle er børn er godt nok store - jeg er selv lærer i en 7. klasse. De snakker om kærester, popidoler, bevæger sig rundt på nettet, og de sover sikkert ikke ligefrem klokken 21. Eller det ved jeg, de ikke gør.
Hvor bliver hun stor, hvor bliver det godt for hende at få lov at spejle sig i en flok større børn, men hvor skal jeg også lige indstille mig på, at en helt ny og større verden åbner sig for hende.
Hvor mange penge skal hun have med til cafeteriet? Hvor store begrænsninger og hvilke snakke bør vi have om mobiltelefonen ift. sms, net og telefonopkald.
Hun er jo ikke den eneste 4. klasse afsted, og jeg kan da også godt mærke, at hun er klar til flere udfordringer. Hun er bare sådan en naiv lille pige...
Ada glæder sig og har selvfølgelig ingen bekymringer, så det er jo kun mig som forælder, der lige skal indstille mig på endnu en forandring og endnu engang et mere modent barn. Hvor blev den lille tykkindede, skaldede baby af, som jeg sad med for 10 år siden?

Adas første skoledag i 4. klasse, august 2013, næsten 10 år

Ada 3 dage gammel

SORT, sort, sort

Ikke som i den nye sort, men som i den kulsorte samvittighed.
Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs og uduelig.
Jeg har altid synes, at man umuloigt kan komme for sent til at hente sit barn i institutionen...
Alligevel lykkedes det mig helt at lade være med at hente min søn!!!! SFO'en ringede og ringede - også til min mand og hele kontaktregistret, så nogen kunne komme og hente ham.
Heldigvis har vi en meget ansvarlig 10-årig datter, som fortjener en heltemedalje (og hvis hun ønskede sig en pony, så var det nu, hun kunne score den, men hendes største ønske vil nok være en tur i svømmehallen/legeland eller lignende). Hun kommer hjem fra en cykeltur til og fra skolen for at aflevere en veninde derovre, hører om problematikken og hopper på cyklen med det samme for at hente lillebror - ingen spørgsmål, ingen brok, bare afsted.
Begge ungerne tager det i højt humør - sikke sjovt at prøve det!!! Jeg er som faldet ned fra månen, da jeg endelig indhenter børnene og får dem pakket i bilen. De får is og krammere, mens jeg stadig stirrer ud i luften og undrer mig over, hvordan det er sket.
Alt endte godt i vores lille familie...
Men hvad med de pædagoger, som stod i situationen????
Ja dem må jeg have navngivet og begynde at gøre bod - hvornår jeg igen kan vise mig på skolen og i fritteren uden at få lyst til at kravle langs med fodlisterne vides ikke...

Inspiration

Hvad søvn ikke kan gøre.
At sove længe - til kroppen af sig selv er klar. Pludselig følte jeg mig inspireret.
Jeg har længe vidst at vores 7. klasse i uge 41 skal lave deres første projekt omkring computerspil, og jeg har haft det i baghovedet siden foråret!
Alligevel begynder den konkrete planlægning at presse sig på, og det har været lidt vanskeligt.
Pludselig her til morgen er jeg så inspireret til, at lave forslag til problemformuleringer, således eleverne denne første gang kan vælge at bruge en plan, der allerede er sat igang. Projektet bliver kun af 3 dages varighed, så de har ikke meget tid, og det bliver vanskeligt at gøre de store tanker, men det bliver en begyndelse for dem.
Endnu er det kun første udgave :-)

projekt computerspil 7. klasse

En halv fridag

Juhuuu, jeg har ikke undervisning i morgen tidlig. Vækkeuret slås fra, så skal jeg sove længe :-)
Og indhente lidt på arbejdet: Rette matematik opgaver, lave indstillingsskemaer, planlægge møder i ressourceteamet
Og komme i haven: Slå græs, klippe hæk og buske - plus samle op. Feje og tage det værste ukrudt.
Og nyde børnene: Hyggesnakke, hjælpe med lektier, læse højt, spille et spil.
Og tid til mig selv: File fødder, se TV, læse en god bog, læse i Samvirke, lave en gofd frokost.

HEYYY - jeg aner et problem. Det evige dilemma...

Kontakter

Fedt fedt fedt
Har haft en fantastisk arbejdsdag.
Eleverne er delt ud på kontaktgrupper efter at have brugt starten af skoleåret på at se hinanden lidt an. Idag havde vi en hel skoledag sammen med vores gruppe med det formål at ryste gruppen sammen og lære hinanden bedre at kende.
Vi besluttede at gøre det til en aktivitetsdag, udendørs med konkurrencer og lege, hvor fokus dog skulle være på sammenhold og oplevelse frem for point og vindere.
Vi havde nået at lave et par aftaler på mit hold omkring fælles udseende. De ældste drenge er af en eller anden grund meget fascinerede af overskæg, så gruppen blev hurtigt enig om at male skæg på os alle. Som modspil dertil blev vi også enige om rottehaler. Et navn og flag er da også et must og team moustache blev en realitet. Logoet, som blev lavet som flag/rygmærke blev en mund med fortænder, overskæg i 2 farver og en tunge, der rækkes ud. Og så navnet. Det fede er, at der blev plads til forslag fra flere elever, og taget hensyn til hinanden i processen.
KLAR til start :-)
Der var sejre, der var uafgjorte og der var tab. Men der var hele tiden godt humør, opbakning, plads til alle og grin. Ingen klager over vejret, aktiviteter eller dommere. En fantastisk flok unge mennesker, hvor nogle bagefter udtaler, at de ikke var klar over, der gik så søde/sjove/dygtige elever i de andre klasser. MISSION ACOMPLISHED. :-) :-) :-)
Da vi skulle vælge dagens teamplayer blev mange navne nævnt, og det var umuligt at fremhæve en foran alle andre. Så vi sluttede af med et helt hold smilende teenagere og teamplayere.

Der går alt for lang tid imellem

Kender I det, at man ikke får set nok til sine venner og familie. Det er ikke fordi, man ikke vil, men mellem hverdagen med skoleaktiviteter, klasearrangementer, sport og weekendens opsamling på aktiviteter, rengøring og vasketøj, havearbejdet og måske en stille familiestund, ja så er det som om et halvt år hurtigt kan gå, selv om man gerne ville ses meget tiere.
Endelig havde vi reserveret tid i kalenderen til at se min barndomsveninde og hendes mand og børn i søndags. Det var rigtig hyggeligt endelig at se hinanden igen. Heldigvis kender vi hinanden så godt - ja siden hun blev født (hun er yngst) - at vi ikke skal bruge tid på at lære hinanden at kende. Her hjælper det også, at være facebook-bruger. Mange synes, at man kan bruge for meget tid der, og der kan falde en del kommentarer, men når alt kommer til alt, er det for mig en god måde at holde hinanden opdateret i en travl hverdag. Man kan følge med via billeder og små sjove kommentarer, følge med i holdninger til nyheder mm. Det er også en måde at holde venskaber ved lige på. Jeg ville nødig undvære.

Som ekstra bonus fik vi lækker frokost inklusiv dessert ;-)

enchiladas
S'mores brownies

10 år

Så fik vi fejret tøsepigen endnu engang.
Og hvor bemærker jeg især den enorme forandring i hendes forventninger til fødselsdagsfesterne denne gang. Hun har selvfølgelig glædet sig til alle festerne - fødselsdagen for pigerne i klassen, den rigtige fødselsdag med familiehygge og fødselsdagen for den pukkelryggede.
Men det er helt klart veninderne, der fylder for hende nu. Hvor hun de tidligere år, har gået meget op i familiefødselsdagen, så så vi i år et engagement omkring pigefødselsdagen, som ikke kan sammenlignes med noget tidligere set. Ada støvsugede, ryddede op i hele huset, tømte opvaskemaskine og dækkede bord, hvorefter hun sammen med en veninde fra klassen satte hår inden gæsterne kom.
I går, da familien skulle ankomme, havde hun da lige glemt at rede seng!!!
Selvfølgelig var hun også fuld af forventning og klædte om og glædede sig, men vi kommer nok til at se lidt mere af en kommende teenager herhjemme - selv om jeg allerede synes, det må være nok.
Humørsvingninger, tøj og hår, brok og trampen rundt efterfulgt af tårer i uendelighed. De elendige forældre, der ingenting forstår...
Heldigvis har vi også den kærlige og hjælpsomme pige, der nurser sin lillebror (lidt for meget), læser højt for os, er nysgerrig og engageret i sit skolearbejde, åben, naiv og smilende glad og nyder livet.

Ja for ti år siden...
Havde jeg lige født en lille pige. Jeg forstod slet ikke, at hun faktisk var min. Jeg havde svært ved at sove, og kiggede på det lille kræ i vuggen ved siden af hospitalssengen og håbede, at hun bare ville sove trygt videre, forr hvad skulle jeg gøre, hvis hun vågnede! Pludselig begyndte hun at gylpe vand op, så jeg måtte da ræse afsted efter en sygeplejerske, som kunne hjælpe mig der midt nat :-)
Efterhånden fik jeg da mere greb om rollen som forælder, men sandheden er, at jeg jo møder mange små og store udfordringer i hverdagen - og det bliver man jo nok ved med.
Meget nemmere gik det 2. gang. Der vidste jeg, at barnet ikke går i stykker af at blive vendt rundt, at han godt kunne holde til at græde mere end ti sekunder, så det kunne rent faktisk være vigtigt lige at gøre tandbørstningen færdig, så man kunne være hos ham 100%, når man skulle ud og hente ham.
10 år som forælder - sikke en omvæltning i ens liv.