torsdag den 5. december 2013

Tiden går

Tja - der har været stille længe.
Stress og jag. Jeg har været mere end almindeligt travlt optaget, og det kommer lige til at tage lidt tid, inden jeg får samlet op på det hele.
Der har været den sædvanlige novembertravlhed omkring samtaler, men dette år fik jeg lige klemt to klassearrangementer og forældremøde ind også. Altså på arbejdet.
Der var også to klassearrangementer på den private front.
Derudover har min kollega og ven opsagt sit job - hvilket selvfølgelig er super irriterende, men også godt for hende. Tillykke, hvis du læser med :-)
En dejlig københavnertur i familiens skød.
Travlhed på gymnastikfronten - nu er det tid til at tilmelde til opvisninger, vi kigger på opvisningstøj og snakker med alle vores instruktører. Det er superhyggeligt, men kræver også en del tid i hallen.
Jeg er stadig vild med rollen som instruktør og forsøger at blive dygtigere ved at se videoer og tegninger af springopstillinger for de små.
De sociale medier optager mig også meget. På Pinterest har jeg fulgt begrebet flipped classroom en del inden det så poppede op i nyhederne fra Elev skole, og jeg har faktisk allerede besluttet mig for, at det skal afprøves de næste par måneder i min 8. klasse, hvor lektiedelen fungerer rigtig dårligt, og der er behov for at finde en anderledes form. Ungerne er med på den, så vi starter i morgen, hvor vi finder den første videolektie til næste uge.
På Twitter handler det mere omkring gaming, it og medier i skolen, hvilket også optager mig helt vildt, så der er helt sikkert masser at lære, og når jeg åbner op for medierne, flyver tiden bare afsted, mens jeg får læst og suget til mig fra artikler med forskellige ideer. De føres dog ikke umiddelbart ud i livet, da det kræver noget mere tid og forberedelse, men jeg rykker mig i den rigtige retning.
E-twinning kurset er nu fastlagt til en ny dato i januar, så det glæder jeg mig også til.
Jeg får også et matematikkursus i foråret, som jeg ser rigtig meget frem til.
Skolen planlægger desuden et besøg på Kunnskapsskolen i Sverige med efterfølgende besøg hos "Nyt liv i enhedsskolen", hvor jeg tidligere deltog i et seminar igen med stor inspiration. Jeg er desværre ikke sikker på at være deltager på denne ekskursion, da der bliver trukket lod om pladserne - noget jeg er meget forarget over, da jeg mener, at have fortjent pladsen, men det må jeg hellere lade være med at hidse mig op over lige nu...
Nu står den så vist på julegaver, julebag, julepyntning og julekalendere - jeg er allerede håbløst bagud med det hele, men jul bliver der jo alligevel.