Livsglæde og andet godt fra børnehøjde

Børn er født små filosoffer - deres forklaringer på verden er helt ud fra en umiddelbar logik, som jeg både kan smile og grine højt af samtidig med der gives anledning til en ny tanke kan spire.

Min søn har i den sidste tid belært mig på mange forskellige måder.
I mine øjne er han en pivskid - tøsedreng, kald det hvad du vil, men han hænger ikke øverst i klatretræerne, han tager ikke vandrutchebanerne og han cykler ikke lige i skole!
Alligevel overrasker han ved så at kælke opretstående på kælken oppe i SFO'en - han glemte lige et øjeblik sin skræk for "så mange ting" - sådan siger han selv. Desværre faldt han og fik en bule i panden - øv øv.
Men hanforklarer selv således:
"Det er fordi, jeg har livsglæde, jeg har skræk for så mange ting"
Jeg har spurgt ham, om livsglæden varer ved, hvis alting nu bliver lidt kedeligt, men han keder sig ikke endnu...
Så en vis forbeholdenhed overfor nyt er vel ok?

Han har desuden ikke fortalt nogle på skolen, at hans bedstefar er død - for han bliver så ked af det, hver gang, han tænker på det.
Jeg bliver jo helt rørt på min søns vegne, men kun et par timer senere, står vi og mangler sko til et kunstprojekt, og drengen nævner, at vi da bare kan se om ikke bedstefar har nogle til at stå, han kan jo alligevel ikke bruge dem mere!
Og når jeg prøver at forklare ham, at jeg har en "snak" med bedstefar inde i mig selv, himler han med øjnene og siger, at han jo er død, så det kan man ikke. Kategorisk melder drengen også ud "jeg tror ikke på Gud", da storesøster har besluttet sig for, at hun tror på Gud og vil konfirmeres. Jakob tror på universet, solen, månen og stjernerne.

Gymnastik på Fyn - og en forstuvet fod!!!

Tja foden venter vi lige med.

Weekenden bød på anden del af vokseninstruktørkurset, som jeg startede i november sammen med min makker fra Rosendal og en instruktør fra Valsgård. Et kæmpe bonus også at lære denne instruktør at kende, og jeg synes, vi har fået et samarbejde, som kan vise sig meget fordelagtigt i fremtiden for vores lokalområde i forhold til gymnastiktilbuddet.
Lige der fredag eftermiddag, hvor turen går til Fyn faktisk inden man når hjem fra arbejde vel vidende, at jeg stort set ikke når hjem og slappe af inden endnu en uge banker på døren, er det ikke entusiasmen der fylder mest.
Men da bilen dukker op, glæder jeg mig selvfølgelig til at se alle de andre kursister igen og med muligheden for en lur inden vi når Fyn, ja så er vi godt spændte og klar til kuset, da vi når frem.
Denne gang skal vi være i SG-huset -og hvilket fantastisk sted. Da vi ankommer er der træning i flere af hallerne - deriblandt sportsgymnastik, og lidt spændende er det da at se en flok små piger træne i den forskudte barre.
Fredag aften klør vi bare på, og med udsigt til en rigtig seng på et vandrehjem i denne omgang, så er det som om alting går lidt lettere, og uden at have opdaget det er det pludselig tid til aftensnack og sengetid.
Weekenden går hurtigt med foreningslære - generalforsamling, førstehjælp, forbindinger, opvarmning, bevægelseskvalitet, akrobatik, sæsonplanlægning, serieplanlægning, musikteori og selvfølgelig springmodtagning og springopstillinger.
Medkursisterne er inspirerende, alle spørger ind, kommer med ideer og erfaringer fra lokalforeninger og der deles på kryds og tværs. Vi hjælper hinanden over de forhindringer der måtte være - både fysisk og psykisk. Ja og så lægges der en rigtig forbinding og findes badekørestole til den kursist (Ja det var mig!), som vred om og forstuvede foden.

Jeg sidder og skriver dette indlæg 14 dage efter og jeg bliver stadig helt høj ved at tænke på weekenden og ikke mindst udbyttet. Mine instruktørkompetencer er øget betragteligt. Jeg er mere sikker i springmodtagning, men især mere sikker i træningsopbygningen og sikringen af en kvalitet og hensigtsmæssig fremgangmåde og rækkefølge, så jeg kan vejlede gymnasterne og ikke mindst de hjælpeinstruktører, som jeg har på mit hold. Jeg kan anbefale alle voksne sådan et kursus.

Den sidste afsked

 Jeg har taget tilløb til dette indlæg et stykke tid - døden er et svært emne. Endda overskriften volder problemer. Vi har da også snakket med børnene om nogle af de mange måder at benævne døden på. Ud over overskriften findes der mange flere mærkelige beskrivelser - at stille træskoene, giver for eksempel ingen mening for børnene idag.

Jeg frygtede længe afskeden med min far - især fordi den har hængt der lige foran os i lidt mere end et halvt år. Jeg har ind imellem tænkt på det, men skubbet det foran mig. Været bange for, at han bare skulle dø, uden jeg fik sagt farvel, været bange for, hvordan man siger farvel, været bange for, om han ville have ondt, være bange. Det ene øjeblik ønsket, han bare skulle falde i søvn og dø, det næste, at jeg kunne holde hans hånd. Tvivlen om, om jeg overhovedet ville opdage, hvornår han døde - kan man se det, mærke det?


Afskeden blev smuk, og måske endnu smukkere, fordi hans sidste døgn var plaget af smerter og hallucinationer. Han fandt ligesom fred - både i krop og sjæl. Han kiggede mor og jeg i øjnene hans sidste minutter/sekunder - tidsfornemmelsen forsvandt lige der. Rumfornemmelsen forsvandt. Kropsfornemmelsen forsvandt. Det var som om vi alle tre var i et og kommunikerede uden ord. Alle vidste vi, at det var den sidste afsked, og mens hans krop fik fred, så fyldtes min krop med hans kærlighed og i øjenkontakten var alle vores forbindelser som far og datter, hele vores fælles historie, vores samhørighed. Jeg kunne ikke have ønsket mig en smukkere afsked. Og jeg vil aldrig glemme min far i dette øjeblik. Så intenst og smukt. 

Samtidig er jeg lykkelig for vores sidste års tid. Vi fik virkelig alt det bedste ud af året, der er gået. Far kæmpede, og vi kæmpede som familie med ham - ikke mindst min mor, som har passet og plejet ham og sat sin egen hverdag til side. Sommerens strandture. Fars gode humør, grin og optimisme. Vi har været sammen. Efteråret, der gav ham og mor en tur til København - omend på stærk medicin. Julen, den sidste tid, som han fik med. Juleaften, hvor vi hyggede os som familie.

Begravelsen blev også smuk. Der dukkede så mange venner og bekendte op fra min fars ungdom og tidligere arbejdsliv/fritid, vi var meget rørte. Kirken var fyldt af både blomster og mennesker. Det var dejligt at hilse på og mærke, hvor mange min far har betydet noget for. Præsten havde en ualmindelig smuk tale, hvor hun endda havde overskud til at respektere både Nicolais og Mads' ateisme og min - temmelig store - tvivl på Guds eksistens. Far fik en kristen begravelse, som han selv og min mor ønskede, men talen gik meget på engle på et mere abstrakt plan, hun inddrog børnene og ved samtalen inden talte hun længe med os alle, så hun har været en stor del af en god sørgeproces. Hun så på billeder med os, lærte fars natur at kende og tog fars glæde og humor med ind i kirken, så selv om tårer og snot rendte ned af kinderne, så smilte og grinede vi på samme tid.


Det giver en stor ro og tilfredshed at vide, at alting er foregået på ordentlig vis, ved godt mod og som far kunne ønske det.

Tusind tak til alle, der har hjulpet og støttet og givet os opmærksomhed både ved begravelse, men også gennem hele det lange forløb.

Juleklar

Hvornår er man det?

Gaverne er købt, træet er pyntet og julemiddagen skal indtages udenfor hjemmet, så der er ikke mange forberedelser i den forbindelse.
Julen har så mange traditioner. I år har vi ikke nået dem alle.
Småkagebagningen blev reduceret til vanillekranse. Ungerne er vilde med dem, så på sin vis kan vi sætte hak i denne del også. Selv om jeg synes der mangler lidt eksperimenteren i køkkenet - det kunne have været hyggeligt. De hjemmelavede æbleskiver - ja sågar de købte har vi ikke nydt nogle af. Juleklipperi og julekort er strøget på listen i år. Rengøringen blev ikke helt som den plejer - men julepynten i stuen fylder rigeligt :-)

Adventspakker, kalenderlys og adventslys har vi holdt fast i. Mest fordi hyggen søndag morgen omkring en lille pakke og lyset har være et af ugens rare og hyggelige indslag med tid til sludder, fnis og snak.

Tidsrejsen har vi troligt fulgt med i - dog med især en meget træt dreng til følge. Heldigvis har vi kunnet vælge ind imellem at se dagens afsnit lidt tidligere på aftenen, så sengetiden kunne rykkes frem og søvnen indhentes.

Til trods for de traditioner, som vi er sprunget over, må jeg indrømme, at december har været rolig, vi har prioriteret samværet og vi har hygget os. Med det vi nåede.
Og med det manglende julekort må familie og venner betragte dette som kompensation.
Glædelig jul til Jer alle, må roen og freden indfinde sig i hjerterne og hyggen brede sig på denne festaften

Update på kontaktlinser

Det lykkedes.
Jeg har efter en lille måneds tid rent faktisk lært at sætte linser i - OG tage dem ud igen.
Stædighed lønner sig.
En enkelt gang fik jeg dem vendt forkert! Ja der er ret og vrang på linser, og jeg troede faktisk ikke, det var muligt. Hele dagen lang generede den ene linse. Jeg var inde og flytte lidt på den flere gange i løbet af dagen. Da jeg om aftenen tog den ud, konstaterede jeg, at den måtte have vendt forkert. Sener spurgte jeg hos optikeren, for vi diskuterede lidt herhjemme, hvorvidt det var muligt at have vrangen ud, uden at mærke det på synet. Men den er god nok, det kan lade sig gøre.

Jeg har fået et ordentligt spejl siden denne opstilling :-)

Læsetræning

Som I nok har opdaget er vi ret vilde med læsning og bøger herhjemme. Min læsning har dog stået stille længe. Jeg har svært ved at komme igang og koncentrere mig om de bøger, som jeg har lyst til at læse.
Børnene skal dog læse dagligt. Det kniber lidt med at overholde min egen regel. Jeg vil nemlig også have tid til at sidde med dem.
Knægten får læst højt om aftenen, hvor han følger med i teksten og læser noget af den højt.
Vi er lige blevet færdige med Hittebarnet fra Wammerswald. En lidt langsom historie, som dog alligevel fængede. Jeg tænkte efter de første par kapitler, at vi aldrig ville blive færdige, men den er eftertænksom og sidder fast bagefter, så giv den lidt tid.
En der hittede med det samme var Koks i Computeren. Den læste jeg for begge børn, og Jakob læste foran hele tiden, da han ikke kunne vente med næste kapitel. Vi grinede og gættede hele tiden på, hvad det næste kunne blive. En skør og sjov historie om at få fortællinger til at hænge sammen.




Ada har været heldig og er kommet med på et læseløft. Hun har været på det samme LUS (læseudviklingstrin) i lang tid og har brug for at mærke, at hun rykker sig. Vi har kæmpet for at få hende til at kunne lide at læse. Vi har bestilt KidsNews avisen i postkassen hver fredag, og den glæder hun sig altid til at få. Men romaner, det gider hun ikke. Jeg synes jo, de fleste bøger ser interessante ud, så det har været frustrerende at stå med hende på biblioteket og høre hende takke nej til alting.
Hun føler sig uretfærdigt behandlet hver gang, hun skal læse, for hun gider det ikke. Og med tweenageårene i fuldt sving, så kan det kræve ret store kræftanstrengelser at tage diskussionen dag efter dag.
Nu er der så en plan fra skolen. Og trods skrig, skrål og tuderi til start, så kører det nu. Hun SKAL læse fra forskellige genrer, bøgerne er skrevet op på en seddel, og læsetid, sidetal og alting noteres omhyggeligt. Og det er så tydeligt at se, hvordan hun bliver hurtigere. Så nu kører det ift. at få læst hjemme - og valgt bøger. For det handler ikke om, om hun synes bogen ser god ud, men om om det er den rigtige genre - og så skal den læses.

KidsNews

familiedag

Hvor smutter tiden hurtigt forbi. Jeg har af og til en fornemmelse af, at dagene bare er gået, og så kan jeg ikke huske, hvad de egentlig er gået med.
Denne torsdag valgte jeg, at hente børnene tidligt i skolen, og tage dem med på en hyggetur til ARoS, hvor jeg tidligere havde lovet dem, at se et par udstillinger.
Lige denne torsdag faldt det ikke i god jord hos sønnen. Og nu havde jeg lige skrevet hygge på kalenderen, og så vil han pludselig ikke med!!!! Det er svært det der med at planlægge hygge...
Trods protester kom begge ungerne i bilen og vi kørte sydpå. Et stop var nødvendigt for at få fyldt maverne, og det blev i dagens anledning på McDonalds, hvor stemningen heldigvis løftede sig lidt, dels fordi vi fjerne sult og tørst, dels fordi vi kom til at sidde og fjolle, og vi havde ikke travlt.

Mine guldklumper

På ARoS styrede vi direkte mod Kvium-udstillingen, som de havde set lidt fotos fra i en reklame. De blev vist lidt skuffede. De synes, hans "fools" er lidt for underlige. Vi fandt dog et par favoritter, og museets interaktive del var et hit hos den ældste. Jakob ville kun fotografere.

 Efter denne seance skulle vi til udstillingen ud af mørket, som ungerne glædede sig til. Vi havde talt om røgrummet forinden, men det var svært at forestille sig. Jeg kunne bedre lide værkerne som de var udstillet tidligere. Jeg synes det virkede rodet nogle steder. Min favorit er de fem engle af årtusindet. Filmen, der kører. Men her var børnene faktisk bange pga de høje lyde. Jeg måtte løfte Jakob, da han ikke turde gå derine eller derfra, og frygten startede allerede, da vi kom ind på udstillingen, for lydene kan høres helt fra start. Røg rummet ville han heller ikke med i alligevel, så han måtte vente udenfor. Heldigvis ombestemte han sig og fik en god oplevelse sammen med vi andre derinde.

 Og så fik vi en hyggelig dag. Selv om starten gik lidt trægt. Det er en af de dage, der giver energi og glæde flere uger derefter.