Når kalenderen er fuld

Jeg kommer til pointen - men jeg er nødt til at starte lidt langt tilbage.
Min gymnastikinteresse har jeg haft siden barnsben - både for selv at lave gymnastik men også for at se andre lave gymnastik og gå til opvisninger og shows. Det første verdenshold tilbage i 1994 var en kæmpestor oplevelse. Jeg har fulgt verdensholdene sidenhen og set dem alle til et af deres shows. Også i årene, hvor jeg selv holdt pause med at dyrke gymnastik.
Da Ada blev gammel nok, har hun været med, og vi har virkelig nydt deres shows sammen. Det er skønt at dele interesse med sin datter.
Dog kom vi ikke afsted for at se det 10. holds afrejse-turne. Vi havde mange andre planer og for meget at se til, så sådan blev det ikke lige. Da billetterne til turneen i foråret kom til salg, var jeg derfor også hurtig til at komme til tasterne, så jeg kunne få bestilt billetter. Jeg måtte dog erkende, at turneplanen ikke lige passede sammen med datterens kalender og lejrskole. Men heldigvis var jeg i god tid og fik bestilt billetter den 7. maj i Randers. Og jeg har glædet mig siden. Til at se fantastisk gymnastik, til at beundre og lade sig opsluge af den magi, der er på et hold som verdensholdet. Gymnasterne er dygtige, de er sammentømrede og en inspiration at få lov at kigge på. Samtidig har jeg glædet mig til en mor-datter tur. Dem har der ikke været mange af længe. Vi skal være sammen bare os to. Blive betaget og forundret over de samme ting og snakke om oplevelsen længe efter.
Den 7. maj.
En lille forhindring dukkede dog op. Manden skal afsted på konference i udlandet. Han spurgte pænt, om det var muligt - men selvfølgelig skal han ikke droppe en hel konference pga verdensholdet. Vi finder en barnepige.
Nu er der ikke længe til, og vi glæder os. Helt vildt.
Så kom der brev fra skolen. Skolefest for den yngste - den 7. maj!!!! Pis pis pis. Nu kan hverken mor eller far komme med til skolefest. Gode råd er dyre, men heldigvis indvilligede mormor i at tage med til skolefest sammen med sønnike, som heldigvis heller ikke nævner med et ord, at der kunne være noget galt i det. Det bliver hyggeligt, så vi er tilbage på skinnerne, det hele løser sig. Alle er glade.
Men pigebarnet går jo også i skole, og for det ikke skal være løgn, så skal de da holde lejrskoleeftermiddag med præsentationer og tilstedeværelsespligt for eleverne. Nu holder logistikken ikke længere. Begge arrangementer på skolen er uden søskende. Det ene slutter, når det andet starter. Ada kan da godt være på skolen, men det er fuldstændig umuligt for mig et nå derop til fremvisningen, få fat i mormor og gjort Jakob klar til skolefest til samme tidspunkt, som arrangementet slutter :(
Jeg ville virkelig gerne se, hvad de har arbejdet med på lejrskolen, men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen. Vi fik beskeden i går - med ca. 14 dages varsel. Ada plager og plager, om jeg ikke kan finde en løsning, og jeg kan mærke, hvordan det hele nu føles som stress og jag fremfor hyggelige arrangementer - som det jo egentlig er.
Nu vil jeg sætte mig og finde fred med, at jeg ikke når det hele. Tage en snak med datteren og sørge for, at vores tur ind at se verdensholdet ikke påvirkes af alle de andre ting, som er kommet til senere.
Kalendergymnastik er den sværeste af alle discipliner...



Blev du nysgerrig og gerne vil vide mere om verdensholdet, så klik her:
Verdensholdet

Den store stygge MR-scanner

På grund af migræne blev det besluttet, at jeg skulle en tur omkring MR-scanneren. Der var en del ventetid, som blev forlænget, da jeg var nødt til at aflyse min første aftale pga hoste - man skal jo ligge helt stille i scanneren.
I ventetiden fornøjede jeg mig med at høre om andres oplevelser med dyret. Og de var grumme. Jeg husker ikke nogle positive fortællinger. Man har måttet opgive scanningerne, tage bedøvende medicin og hyperventilere med fornemmelsen af at blive mast sammen dels af selve maskinen men også af den sønderrivende lyd der flænser alle tanker i stykker og gør muligheden for at samle sig selv fuldstændig umulig.
Jeg havde slet ikke overvejet andet end, jeg ville lægge mig på en briks, blive kørt ind i scanneren, ligge og hvile, ja faktisk meditere eller bruge lidt mindfullness mens scanneren gjorde det usynlige arbejde.

Pludselig oprandt dagen, uden de store bekymringer herom. Jeg nåede dog at overveje, om jeg skulle have taget nogle af alle de gode historier mere seriøst og fundet alle mine pillerester i medicinskabet og tage dem i håb om at opnå en form for bedøvende rus. Det fik jeg dog ikke gjort, for jeg skulle lige nå en tur i haven og samle mos op og lægge lidt sten...
Min mor kørte mig til Frederikshavn, så vi havde en hyggelig tur derop med en god snak bare os to. Min aftale var om søndagen, så parkering fandt vi let, og der var meget roligt og fredeligt på sygehuset og vi var de eneste i venterummet. Man kunne komme i tvivl om, hvorvidt vi havde taget fejl, men der havde da siddet en receptionist i indgangen.
Det blev hurtigt min tur, og jeg måtte afklæde mig briller og sko inden jeg kom ind til selve scanneren - smykker og nitter på tøjet havde jeg udeladt hjemmefra.
Jeg blev noget overvældet af størrelsen på røret. Maskinen er ikke ligefrem fiks. Spændingen voksede. Oppe på briksen fik jeg ført gitteret ned over mit hoved - der sad et lille spejl, så jeg kunne kigge ud til sygeplejersken, og jeg fik en slange med en knap, jeg kunne klemme om, så jeg kunne give tegnt il at ville ud, hvis det blev nødvendigt. Jeg blev kørt ind i maskinen. Jeg fik lyd i mine hørebøffer, først i form af samtale med sygeplejersken, som forklarede, hvor lang tid der ville gå, dernæst i form af musik. Jeg nåede lige at tænke, at jeg sagtens kunne slappe af, inden den mekaniske buldren væltede ind over alting. Hvorfor sætte musik i ørerne, når den ikke kan høres? Det lykkedes mig at følge de forskellige rytmer og jeg lå og forudsagde den næste rumlens længde, styrke og toneart.
Pludselig var det slut, og jeg blev ført ud af dyrets mund - stadig i live, omend lidt ør i hovedet af den megen larm.
Som bonusinfo kan jeg også afsløre, at min hjerne ser helt fin og normal ud (om den også fungerer normalt, kan de ikke garantere)

Jeg keder mig!

Det er sundt at kede sig...
I så fald burde jeg blive hurtigere rask! Endnu engang er jeg ramt af noget, der indtil videre har taget en uge. Jeg forsøgte at ignorere det og bilde mig ind, at det bare ville gå over igen, men feber og hovedpine fik mig til sidst i seng.
Det er bare dødsygt at ligge herinde og være syg, når foråret titter frem udenfor. Jeg vil gerne i haven, lægge stenkant, lægge kartofler, vende jorden og fjerne ukrudt...
Idag regner det heldigvis, så er udetrangen knap så stærk. Men jeg keder mig stadig.
Idag har jeg leget med SurveyMonkey. Jeg har lavet en spørgeskema-undersøgelse til instruktørerne i foreningen. Jeg ved ikke, om jeg kan bruge det til noget rent praktisk endnu. Vi plejer jo at holde evalueringsmøde, hvor forskellige emner bliver diskuteret. Spørgeskemaet kan vel gøre det ud for noget af det? Eller pege på, hvilke emner vi skal have diskuteret?
I hvert fald bliver det interessant at følge op på.
Så har jeg også forsøgt mig lidt frem med LucidPress til google drev. Bare lige for at prøve.
For begge programmer gælder det, at hver gang jeg vil bruge nogle af de smarte funktioner - ja så skal jeg opgradere til den ikke-gratis udgave :(
Ja og så fløj tiden jo alligevel for mig, så det der med at kede sig, det er ikke noget jeg gør i i længere tid af gangen... ;-)

Opvisningssæsonen pynter på humøret

Man må sige, vi er i fuld gang med opvisningerne herhjemme. Indtil videre er det kun Ada, som har været på gulvet. Jakob og jeg venter til den 22. marts i lokalforeningen (Rosendal) - men vi er helt klar - næsten :-) Vi glæder os i hvert fald.
Min rutine i at gå til opvisninger mangler dog lidt finjusteringer endnu - nogle kommer med puder til at gøre de mange timer på bænkene mere tålelige for bagen. Andre har styr på dne rette mængde mad og drikke til et par dage i hallen. Jeg øver mig. På lørdag får jeg chancen igen. Vi skal til Farsø, hvor Ada laver opvisning, men vi glæder os også til at se efterskoler, rep-hold, ungdomshold og rytmeaspiranter på gulvet. Holdene fra egen forening glæder vi os også til at se, selvom nogle måtte indvende, at vi jo har set dem flere gange, men vi begynder at sammenligen - har de en god dag idag, får de lavet en halv eller en hel skrue. Vi ser udviklingen fra første gang på gulvet til afslutningen - som for os er den 28. marts i Hobro.

+ og - listen

Jeg synes ikke ligefrem det er opmuntrende og positive omgivelser livet har sendt mig lige nu.
Pessimismen og depressive tanker har let ved at dukke op. Det sidste år har selvsagt været hårdt med min syge far og hans død i december og begravelse i januar. Det er kommet bag på mig, hvor mange praktiske opgaver, der følger i kølvandet på et dødsfald, og min mor har da stået med det meste. Nogle gange, synes jeg, at der dårligt har været plads til sorgen blandt alle de andre praktiske ting, men måske er det meget heldigt og en del af processen.
En skolereform og et nyt job (det valgte jeg selvfølgelig selv) har tæret på kræfterne mentalt, og jeg har mærket et større søvnbehov.
Jeg er klar over, at begge belastninger kræver bearbejdning over længere tid.
Jeg har glædet mig voldsomt til denne lille vinterferie, som uheldigvis ligger forskudt for mine børns - eller sådan tænker jeg almindeligvis, men i år har jeg glædet mig til alenetiden. Jeg har haft brug for tid til at være mig selv, og jeg har endda forkælet mig selv med massage og hotelophold, således der kan være total og fuldstændig afslapning i et helt døgn.
Det har holdt mig oppe de sidste mange uger, jeg har set frem til denne uge, jeg har følt det som chancen for at rejse mig igen som en fugl Fønix. Ja det er nok høje forventninger til en enkelt uge. Men jeg har tænkt det som at reboote hele systemet, klar igen, med ny energi. Ny glæde. Positive tanker. For de er der - derinde. Jeg er egentlig glad og tilfreds.
Jeg sætter stor pris på min lille familie herhjemme, min mand, der bakker op og støtter og hjælper, to velfungerende søde børn. Jeg nyder at være sammen med dem, vi hygger os.
Mit (nye) job, hvor jeg har (igen) har fået masse af gode, søde, hjælpsomme kolleger. Vi hygger os også sammen og løser udfordringer i hverdagen, der er positiv stemning og arbejdsglæde. De nye elever er sørme også søde, og jeg har det godt og føler mig tilpas i klasserne. Jeg har fået et super skema med mine ønskefag og på en enkelt årgang. Jeg er vild med gymnastikken og holder af at komme i hallen, hvor både børnene og jeg selv dyrker gymnastik. Lige nu har jeg orlov fra bestyrelsen pga min situation, så også der møder jeg forståelse og hjælpsomhed.
Men en lillebitte forkølelse kan lige vælte mig af pinden. Jeg har feber, pudser næse, tager zymelin, tager et par piller, sover lidt, tager dynen af, tager dynen på, åbner vinduet, drikker appelsinjuice, smører med mentholatum, nyser, pudser næse, pudser næse igen, spiser en halspastil, pudser næse, tager dynen af, prøver at læse lidt, pudser næse, tager dynen på og hviler et øjeblik.
Og så er det opgivelsen dukker frem. Holder jeg til min alenetur? Magter jeg at lægge mig ned og få massage - kan jeg trækker vejret? Eller skal jeg pudse næse hvert andet sekund? Kan jeg nyde at være alene, eller kommer jeg bare til at sidde og savne min egen dyne og køleskabet med vand, cola og appelsiner? Så får jeg ondt af det med mig selv, for det var jo præcis denne tur, jeg havde så store forventninger til.
Og så er det, jeg skal minde mig selv om alle de gode ting i mit liv, og jeg nok kommer videre selv om turen ikke bliver, som jeg havde tænkt. Måske massøren alligevel får fat og løsnet op om nogle af de spændte muskler og mon ikke jeg kan medbringe drikkevarer og en pakke kleenex på hotelværelset. Om jeg så sover hele opholdet, så har jeg haft ro.
Fugl Fønix er ikke helt klar til at lette endnu, men den gemmer sig derinde.

Overenskomst 2015

Med vinterens afslutning indledes overenskomstforhandlingerne for mange kommunalt ansatte og også for lærerne.
Jeg har egentlig ikke skænket det en tanke. Ind imellem har jeg noteret mig det i overskrifter i fagblad eller andre aviser, men ikke haft energi til at forholde mig til det.
En dag ser jeg dog en overskrift, der sandsynliggør en konflikt mellem KL og Dlf, røres jeg alligevel i mit inderste. Min krop reagerer med kvalme. Jeg bliver ked af det, desperat og kan mærke blodet pumper hurtigere rundt i kroppen, mine kinder blusser, men jeg har ingen ord. Intet kan jeg sige. Intet ved jeg. Ud over, at jeg ikke magter konflikt.
Jeg synes egentlig jeg håndterede konflikten i foråret 13 med en vis ro. Jeg var glad for at komme tilbage på arbejde og forholdt mig med lidt afstand til selve udkommet og forsøgte at tage en dag af gangen. Jeg måtte håndtere reformen, når vi kom til den.
Men med muligheden for igen at være i konflikt, at have alles øjne rettet mod en, at bruge sine kræfter døgnet rundt på at tale sin sag til møder, demonstrationer, happenings (uden at blive hørt), at blive mistænkeliggjort og skulle forsvare sig selv alle steder (i Brugsen, avisen, til familiefester, til fritidsaktiviteter, på gåturen ned af vejen), at møde tilbage på arbejde og igen skulle forklare og tage hånd om og opbygge skoledagen for eleverne igen. Hvordan kommer jeg igennem det endnu engang?
Jeg overvejede lige et par timer bare at sige op og finde et helt andet job - jeg aner desværre ikke, hvilket job jeg ville kunne passe - jeg brænder ikke for andet end lærergerningen, så jeg har fundet den rette hylde.
Nu er der heldigvis indgået et forlig. Det lever vist ikke op til mange af vores forhåbninger, og jeg kan da også læse, at rigtig mange er meget utilfredse med aftalen. Ingen ny arbejdstidsaftale - dog med mulighed for at lave lokale aftaler. En hensigtserklæring omkring lærernes forberedelsestid - men ingen sikring heraf.
Jeg tænker over min holdning til aftalen, og forsøger ikke at opveje det mod min frygt for konflikt - det skulle nødig være frygten, der gør, at mine arbejdsforhold bliver utålelige.

Livsglæde og andet godt fra børnehøjde

Børn er født små filosoffer - deres forklaringer på verden er helt ud fra en umiddelbar logik, som jeg både kan smile og grine højt af samtidig med der gives anledning til en ny tanke kan spire.

Min søn har i den sidste tid belært mig på mange forskellige måder.
I mine øjne er han en pivskid - tøsedreng, kald det hvad du vil, men han hænger ikke øverst i klatretræerne, han tager ikke vandrutchebanerne og han cykler ikke lige i skole!
Alligevel overrasker han ved så at kælke opretstående på kælken oppe i SFO'en - han glemte lige et øjeblik sin skræk for "så mange ting" - sådan siger han selv. Desværre faldt han og fik en bule i panden - øv øv.
Men hanforklarer selv således:
"Det er fordi, jeg har livsglæde, jeg har skræk for så mange ting"
Jeg har spurgt ham, om livsglæden varer ved, hvis alting nu bliver lidt kedeligt, men han keder sig ikke endnu...
Så en vis forbeholdenhed overfor nyt er vel ok?

Han har desuden ikke fortalt nogle på skolen, at hans bedstefar er død - for han bliver så ked af det, hver gang, han tænker på det.
Jeg bliver jo helt rørt på min søns vegne, men kun et par timer senere, står vi og mangler sko til et kunstprojekt, og drengen nævner, at vi da bare kan se om ikke bedstefar har nogle til at stå, han kan jo alligevel ikke bruge dem mere!
Og når jeg prøver at forklare ham, at jeg har en "snak" med bedstefar inde i mig selv, himler han med øjnene og siger, at han jo er død, så det kan man ikke. Kategorisk melder drengen også ud "jeg tror ikke på Gud", da storesøster har besluttet sig for, at hun tror på Gud og vil konfirmeres. Jakob tror på universet, solen, månen og stjernerne.