Sådan ændres ens perspektiv

Min far blev indlagt mandag. Med influenza. Han var på penicillin, men det hjalp ikke.
Tirsdag blev han undersøgt på kryds og tværs og vi fik dommen. Leukæmi.
Nu er det fredag. Jeg fatter det endnu ikke.
Min krop reagerer. Et lille hul mellem brystet og maven. En snurrende fornemmelse. Bekymring. Jeg græder. Bliver lidt svimmel. Mad virker ikke så vigtigt. Verden forsvinder under benene. Jeg går på bølger, er svimmel af og til.
Min hjerne kan ikke forstå beskeden.
På papiret er det temmelig alvorligt.
Leukæmien er meget fremskreden. For talfolket, så er celletallene omkring 100 mod en normal på 10. Kemo startede allerede tirsdag, hvor han fik piller, og onsdag blev der opereret slange ind, og den flydende kemokur givet.
Det tror jeg godt, jeg kan forholde mig til. Han skal have kemo i 10 dage og derefter pause i 4 uger. 3-4 kure i alt.
Det er i sig selv forfærdeligt.
Ud over leukæmien har han en infektion. Infektionstallene er 300 mod en normal på 10. Infektionens årsag kan ikke findes. Han blev derfor behandlet med bredspektret penicillin også tirsdag.
Pulsen var for lav, feberen for høj, blodtrykket for højt/lavt. Alle tal var dårlige. Hans vejrtrækning var vanskelig. Og til tider går han i panik. Han fik ilt. Han manglede blod og væske, og pinden med væsker blev lige så stille fyldt op af blod, blodplader, væske, saltvand, antibiotika og sikkert andet, jeg ikke nåede at få med. Derudover smertestillinde, febernedsættende og kalium på pilleform. Og mere antibiotika. De 3 former havde ikke haft effekt, så nu blev 5 poser hængt på stativet.
Diagnosen kan endnu ikke efterfølges af mere konkrete svar, da knoglemarvsprøven skal undersøges yderligere. Usikkerhed.
Tirsdag sov min mor på hospitalet, og jeg havde det skidt med at køre derfra, men vidste, hun var der.
Onsdag tog vi derop igen. Han havde haft flere panikanfald ift. vejrtrækningen, og var blevet vurderet på intensiv afdelingen. En lungefysioterapeut blev tilkaldt, og han har fået en "husmandsfløjte" så han kan trække vejret helt ned i lungerne, da man er bekymret for, at der samles væske omkring lungerne og en lungebetændelse kommer til. Vanddrivende tilføjes.
Det var dog rart at se ham onsdag. Hans hudfarve var kommet tilbage, hans øjne var mere til stede, feberen var faldet, og han virkede mere tilpas. Så da vi forlod ham havde jeg det ok, da han virkede bedre.
Vel vidende, at papirerne ikke var enige.

Alle dagene skal jeg hjem og informere venner og familiemedlemmer, så telefonen gløder, og mit abonnement er allerede betalt 2 ekstra gange på disse 2 dage. Af og til virker det som en gang tal og informationer, jeg lirer af, men ikke helt forstår. Det kommer ikke rigtig under huden, når jeg skal fortælle det videre. Jeg får det på afstand.
Jeg ved det er nødvendigt. Jeg kan ikke være hos ham 24 timer i døgnet, jeg har brug for, at noget af min verden fungerer, og jeg har derfor også været på arbejde, men jeg kan godt mærke at fuld tid nok bliver lige rigeligt lige nu.
Mine børn skal have en forklaring, og de har begge to spurgt, om man kan dø af det. Børn spørger jo og bruger de forbudte ord, som jeg slet ikke selv kan tage i min mund. Jeg er ikke klar til at miste min far. De ser min sorg. Ada har været dybt bekymret, men hun var heldigvis med oppe at besøge min far onsdag, hvor han så godt ud, og dette beroligede hende kraftigt. Hun har fortalt sin bedste veninde, at "det ikke er så slemt". Og det er godt, hun har det sådan. Jeg vil gerne, at børnene ved det, men ikke bekymrer sig.

Torsdag regnede jeg med at tage begge børn med derop, da Jakob jo elsker sin bedstefar overalt på jorden. Heldigvis sagde min mor, at det skulle jeg nok ikke.
Feberen var tiltaget. Vejrtrækningen volder stadig problemer, og han får nu astmakur et antal gange dagligt, og han behandles for bronkitis samtidig med, at der kan være lungebetændelse og en blodprop i lungen.
Der støder noget til hele tiden. Drop-poserne ligger klar på rad og række.
Han klager over smerter ved lungen, og kan ikke finde den rigtige hvilestilling.
Min far har aldrig smerter, så det i sig selv sætter hele min krop i alarmberedskab.
Min far er den store stærke mand, der klarer skærene. Store beskidte arbejdsmands-grabber (hænder).
Jeg klippede nu negle på de fine rene hænder - der heldigvis stadig har en snert af den hårde hud tilbage.
Han har også sin humor. Fis og ballade. Det kan han stadig. Vi plejer at sige, at i løbet af ferien, bliver hans jokes mere og mere åndssvage - dem fyrer han også af nu.

Men hudfarven var gul-grøn-grå, han kan ikke undvære ilten, den tid det tager at gå på toilettet, hans tale er besværet af vejrtrækningen, og jeg havde virkelig svært ved at forlade ham. Heldigvis kom en læge ind og tog sig god tid til at tale med os om, at det er almindeligt med mange komplikationer undervejs. Det var rart at mærke - igen, at de har styr på ham, selv om alvoren i hans tilstand er ufattelig høj.
Det er svært at tage hjem, men vi kan ikke være der hele tiden.

Jeg har ikke mistet troen på, at det lykkes ham at bekæmpe sygdommen. Min far er en fighter, han er sej, og han er stædig. Men det er svært at se sin far i den situation.
Jeg kom til at græde, og da først der kom hul, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Selv om jeg sad ved siden af mine forældre. Min far må være skrækslagen. Min mor også. Vi SKAL bare igennem det her.

Og mandag

En travl en af slagsen. Men også god, i hvert fald det meste af dagen.

Det var skønt at se de unge mennesker igen.
I vores kontaktgruppe hyggesnakkede vi og planlagde lidt fremad, snakkede om evalueringen lavet på klassetreivsel og formålet med grupperne, som jo dels er et socialt aspekt, hvor de unge møder andre unge - udenfor deres klasse, der bliver skabt sammenhold på tværs af klasserne og øget forståelse og respekt for hinanden. Desuden er der et fagligt aspekt, som dog kommer mere på tale, når linifagene slår mere igennem, idet det forhåbentligt bliver muligt at de ældste kan vidensdele til de yngre ift. liniefaget og projektarbejde - fagene må de også gerne tale om, men fokus på denne del er ikke så stor endnu. Planen fremad er mere aktivitet. Det der ønskes mest er mere tid i grupperne og mere aktive indslag. Så noget battle, høvdingebold krydret med lidt tillidsøvelser i en gymnastiksal tænker jeg er vejen frem.
Jeg er så glad for min gruppe. De er gode ved hinanden, positive og åbne. Det er altid rart at være i gruppen.

Også gensynet med "min" klasse var rart. Vi mangler at runde af på de anonyme spørgsmål fra uge sex, og her er tonen både munter og alvorlig på samme tid. Eleverne er forbavsende åbne ift. at tale om sex, og de har hørt/set meget - måske gennem realityshows?, men er jo ligeså usikre, som vi alle er/har været, når talen kommer på sex.

I lektiecafeen var der lidt tyndt, da mange ikke havde nået at få lektier for. Men vi spillede "Four" med de sidste elever, og det var et ret godt spil, som jeg da også skal have hjemme. Der blev anledning til lidt matematik og strategi.

Eftermiddagen har jeg brugt på at SY!!!? fastelavnskostume til min datter og hendes veninde. De ønskede brændende at være siamesiske tvillinger. Heldigvis er det ikke så kompliceret, som de tidligere års haj pg pikachu ønsket af sønnike (som i år stadig passer pikachu). Et par gamle t-shirts er nu syet sammen, så pigerne er næsten klar til fastelavn på skolen på fredag (jeg er sikker på, at der kommer ønsker til tilbehør også...

Derudover har jeg kørt i fast rutefart til hallen, hvor begge unger har været til gymnastik, og jeg har talt med instruktører fra næsten alle mandagens hold, da det betyder, at vi nu har været rundt på holdene og er ved at være klar til at lave den første status på instruktører til sommersæsonen...

Ja og så sluttede dagen desværre af med et telefonopkald fra min mor, at min far er indlagt på sygehuset - og skal undersøges nærmere, så vi må vente... 

Hov - det er blevet søndag

Ferien slutter eller skolen starter igen?

I hvert fald har dagen budt på arbejde - som jeg regnede med havde været ordnet i mandags! En hel uges vinterferie helt alene - ungerne havde jo ferie i sidste uge, og så sidder jeg søndag aften og retter matematikopgaver og planlægger ugen...
Heldigvis sker det ikke almindeligvis for mig, så det må være tegn på elendig planlægning eller en masse spændende fritidsaktiviteter - eller en blanding :-)

Jeg glæder mig nu til at komme på arbejde igen. Det bliver godt at se kollegerne og ungerne, og der er også masser af spændende udfordringer at gribe fat i. Kedeligt bliver det ikke de første par år.

Snart kommer mandagen - men det er lysere tider, fuglene kvidrer og humøret er højt.

Peter Pan on Ice

Tøsetur - juhuuu

Med datteren på toget, ude at ose sammen med mor/mormor, lidt indkøb i tiger og nærmere undersøgelser af hårfarve i Glitter - det virkede faktisk overraskende godt.
En superb frokost (eller brunch) på Søgaards Bryghus, hvor de lige ændrede en smule på menuen for barnet - hun fik fiskefilet i stedet for laks og ost, og bad om ikke at få sirup på yoghurten, så de store ændringer krævede det ikke.

Mætte var vi alle, da vi gik derfra. Både i maverne og af smagsoplevelsen.
Jeg kan anbefale det hele, men helt exceptionel var deres chokoladetærte som dessert - men nu er jeg jo også vild med chokolade :-)
Turen blev afsluttet i Aalborg kongres- og kulturcenter, hvor vi så PETER PAN ON ICE, præsenteret af et russisk skøjteperformanceteam.
De mange erfaringer, som truppen har gjort sig blev fuldt udnyttet. Skøjteren havde de alle styr på, og der var selvfølgelig masser af piruetter, spring, kast og løft, men der var også tilføjet akrobatiske øvelser i reb, jonglering med køller med ild og brug af hula-hop-ring med ild. Alt sammen lavet, så det passede til den velkendte historie Peter Pan.

Vi var alle glade og tilfredse, da vi tog hjem igen :-)

En hård gymnastiktime...

Mon det skyldes vinterferie i ugen forinden?
I hvert fald bød gymnastiktræningen for vores minipiger idag på en del udfordringer. Starten var god - timen var planlagt, redskabsbanen tegnet, programmet lagt, instruktører til stede og samtlige piger også.
Men allerede til rundkredsen begyndte nogle af pigerne at løbe væk. Vi valgte at ignorere de bortløbne med det resultat, at de begyndte at råbe højt! Og der blev ikke stoppet selv om de blev bedt om det! Instruktion til timen måtte gives med denne larm som baggrund.
Pigerne valgte at starte med at lære deres nye serie, som skal være afslutningsserie til opvisningen. Serien var lidt svær, da de skal hoppe på et ben med forskellige benstillinger. Mange af dem blev dog rigtig gode til det. Men jeg tror det bliver nødvendigt med en langsom gennemgang igen næste gang.
Jeg måtte tage mig af den råbende pige, som ikke ville følge med mig. Jeg måtte gøre det klart, at hun kunne tale med mig eller blive hentet af sine forældre. Hun valgte heldigvis at tale med mig. Da jeg stod med telefonnummeret fremme til at få fat i forældrene! Hun synes, hun var sjov, og sad og smågrinede. Jeg forklarede, at jeg blev irriteret og vred, og hendes råb gjorde det vanskeligt for hele holdet at have det rart sammen. Jeg fortalte, at jeg vil have, at hun lytter til instruktøren, og gør, som hun bliver bedt om - både mig og de unge instruktører.
Samtidig med dette skabte musikken vanskeligheder, og ville ikke starte - der blev lidt ventetid for pigerne og helt naturligt også uro. De blev tysset på igen, og fik vist serien. Nogle konstaterede, at det kunne de ikke finde ud af. Et par stykker satte sig ned, et par stykker løb over i springredskaberne, og en enkelt begyndte at græde.
Endnu en havde ondt i sin rokketand og savnede sin mor.
Og sådan fortsatte timen. Med  elastikker, der faldt ud, ben der ikke kunne holde til mere, piger der skulle tisse, have hjælp til at åbne døre eller drikkedunke, synes det var svært.
Tiden gik hurtigt, og vi øvede kun den første serie en enkelt gang - og de huskede forbavsende meget - hvorefter vi fortsatte på redskabsbanen, hvor vi kun havde 15 minutter.
Der blev lidt klump omkring nedspringet til pommesfritesgraven - noget af det pigerne synes er sjovest - men de fik også lavet 3 forskellige forøvelser til salto, kravlet, mavet sig frem, leget med hula-hop-ringe og trænet armkræfter samt hastighed.
Dog vil jeg mene, at de to sidste øvelser blev lige lovlig svære for pigerne - de havde ikke mange kræfter, men måske man bare skal hænge i med den, for det får de jo brug for til spring?
Vi valgte at træne håndstand ved at pigerne selv kravlede baglæns op af væggen, så det lettede os instruktører lidt til denne træning, da det kan være ret hårdt at tage imod håndstand.

Hvordan får vi pigerne til at koncentrere sig lidt mere i lytte-fasen? Jeg tænker, at vi måske skal lægge tæppefliser ud, så de kan se, hvor de skal sidde, og der måske bliver noget at komme i cirklen efter. Nogle gange har vi instrueret, hvor de skulle sidde på en måtte, hvilket har virket godt. De kan også sidde på en streg eller lignende. Jeg forsøgte at få ro ved at bede dem stå på et ben, med en hånd på hovedet. Det virkede også indtil de første faldt :-)
Jeg var i hvert fald træt efter denne time, så mon ikke næste gang kræver et par ændringer i baghånden...

Senere på aftenen var det vinterferien og de foregående 14 dages fravær der gjorde, at jeg synes, det var hårdt. PUHA jeg svedte. Og efterfølgende ondt i kroppen forventes i stor stil... (Men så ved man jo, at man har gjort noget)

Biler :-( -en øv-oplevelse, der alligvel blev lidt komisk

Herhjemme skal vores bil bare kunne køre.
Bilmærker, status, farve og størrelse er vi ikke så interesserede i, så hvis bilen bare kører hver dag, så er vi glade - næsten.
Vi vil ikke have en kæmpestor bil, vi vil gerne have en miljøvenlig bil - indenfor vores prisleje, for ellers havde vi nok købt en hybrid - en praktisk bil med en smule komfort. Varme i sæderne, aircondition, varme i ruderne havde da også været super.
Vi bruger bilen til at køre på arbejde, ned og handle og hjem til vores forældre, så det er ikke lange ture, den typisk kommer på.
Vores første bil var en brugt Mitsubishi Carisma, 1.???, det kan jeg ikke engang huske mere! Men bilen var rigtig god. Der var den plads, vi havde brug for, barnevognen, kunne være deri, vi kunne handle stort ind, den kørte godt, og den var kun på værksted til de planlagte eftersyn, så det var et perfekt match.
Da den så havde en del år på bagen og tiden kom til en udskiftning, besluttede vi at fortsætte med Mitsubishi, men vi ville gerne have en mindre bil, da den kører længere på literen og den er billigere i vægtafgift og forsikring. Vi havde ikke længere behov for en stor bil. Barnevognstiden var ovre. Vi valgte derfor at kigge på Colten. Her fandt vi også et godt køb. Bilen var af nyere dato end mitsubishien, den havde lidt mere komfort, larmede mindre og passede os godt.
Den blev vores.
Vurderingen efter et par år kunne godt være bedre. Også værre. Men den besøger værkstedet noget oftere end Carismaen.
Heldigvis er vi glade for vores værksted - Jans Auto - hvor vi altid får super-god behandling. Der er god service, flinke mekanikere og professionelt arbejde til ordentlige priser.

Efter denne lange introduktion, ja så kan det være, vi kan komme til sagen.
Bilen er taget en tur på værkstedet igen igen :-(
Og denne gang temmelig pludseligt.
Igår eftermiddags, da jeg hentede mine kære børn + legekammerater, ja så pakkede jeg selvfølgelig bilen med børn, de ekstra autosæder, skoletasker, idrætstøj og biblioteksbøger (bilen er jo ikke så stor, men der blev plads til det hele), og vi var klar til at komme hjem og hygge og lege.
Nøglen drejes, og ......... ikke en lyd - ikke engang et host! Kun den irriterende bippen, som bilen laver, når den lige starter op.
Første tanke er, at jeg må have gjort noget forkert. Nøglen ud igen, og gentag.... Vente..., drej igen ... og igen ... og igen... og der sker ingenting! Vend hovedet rundt, smil til ungerne. Sikke mærkeligt, jeg forsikrer dem om, at vi nok skal finde ud af det. Nøglen helt ud igen, start forfra, tænk tænk tænk. Batteriet, kan det være smadret? Vent et øjeblik, skal det lade. Børnene bliver utålmodige. Prøv igen.... Men nej, vi har ikke heldet med os. Mor læner sig tilbage i sædet, og overvejer situationen.
Jeg ringer til vores mekaniker - vel vidende, at det er sent på eftermiddagen.
Jeg bliver hilst af en venlig stemme, der spørger lidt til situationen og lydene. De sender en mand - med det samme :-)
Lige der er jeg lykkelig for, at vi har valgt så servicepræget et værksted - det er ikke første gang,de er kørt efter vores bil (2 gange har de været på mit job og hente bilen, og den er endda blevet leveret tilbage igen, så jeg har kunnet køre hjem fra arbejde!)
Børnene ser en smule skuffede ud, men der er heldigvis ikke langt hjem, så de gennes ud af bilen og sendes hjem alene med en nøgle, så de kan komme ind.
Tilbage på parkeringspladsen står jeg, mens forældre til mine børns kammerater kommer og kører med deres børn.
Heldigvis er min mekaniker hurtigt på pletten. Han giver sig til at kigge på bilen, som desværre ikke kommer til at starte den eftermiddag. Nu sendes der pludselig blikke og kommentarer min vej, når venner og bekendte passerer pladsen :-)
Bilen skal transporteres tilbage på ladvognen. Den skal læsses. Han har styr på det, den unge mekaniker, som først bakser rundt med lastbilen, som skal parkeres på en temmelig lille parkeringsplads, hvor folk hele tiden kommer og kører. Bilen flyttes rundt. SFO-børnene kommer ud og kigger - det er jo spændende, hvordan det foregår.
Et utal af forældre kommer og går stadig med deres børn, og jeg er ikke lige sådan at overse der midt på pladsen med en lastvogn ved siden af... Men læsset blev bilen, jeg blev kørt hjem, og værkstedet vil ringe med besked om fejl og mangler samt priser den følgende dag.
Heldigvis skete det i denne uge, hvor jeg har vinterferie, og derfor bedre kan klare det tidspres, som sådan en uforudset situation kan give, heldigvis, at det skete inden 16, så der kunne komme hjælp med det samme, heldigvis, at det skete så tæt på mit hjem, heldigvis, at der ikke var frostgrader udenfor. Alt i alt fik jeg masser af opmærksomhed, jeg fik at se, hvor mange, der er klar til at hjælpe, og et lift i den skønne lastvogn sammen med en sød ung fyr. Kan der være noget at klage over?
Altså  ud over, jeg gerne vil have min bil tilbage, og jeg igen sal poste penge i mit køretøj...?

Man er ikke ældre end...

end man kan se og høre, mærke på skelettet eller føler sig i hjernen.
De ting følges da ikke altid lige ad.
Inspirationen til dette indlæg er så igen behovet for nye briller!!!!
Ud over prisen, ja så kan man da også mærke, hvor belastende det er, ikke at kunne se alting ordentligt. Mit største handicap er nattesynet. Allerede for 5-6 år siden stoppede en god kollega med at bede om et lift hjem!
Sidst jeg kørte om aftenen, blev jeg faktisk selv chokeret over, hvor lille en evne jeg havde til at orientere mig. Tak skæbne for de 2 passagerer, som kunne diregere lidt ift. afstande!
Hørelsen kniber også. Især til større arrangementer, hvor jeg ikke kan adskille de mange lyde. Så er det man sidder der og nikker og prøver på at gennemskue, hvad der bliver sagt. Eller endnu værre, opgiver helt, nikker og lader tankerne flyve helt andre steder hen. Pludselig har alle forladt bordet, og der sidder man tilbage og nikker endnu!
Skelettet er stadig intakt, og så længe det knirker, så holder det - ikke sandt. Jeg gør da også forsøg på en vejrmølle i ny og næ, men ikke uden større skader til følge. Så sidder man med hold i nakken dagen efter eller lignende. Alligevel kan jeg da heldigvis ikke holde mig i ro endnu - mine gymnastikpiger er stadig mit ugentlig fix. Selv om jeg på ingen måde kan følge med dem, så igen er jeg lykkelig for hjælpeinstruktørerne, som stadig er unge og friske, og som gerne tager et hav af vejrmøller og saltoer uden problemer.
Hjernen er skarp som aldrig før. Den følger hurtigt og sikekrt med, og så har den fået en ekstern harddisk som er lagret på min tablet til at minde mig om forskellige aftaler i ny og næ :-)

Happy Old Woman af Jaune d'eau på Flickr

Er du bange for at blive ældre? Se portrætfotos her