torsdag den 3. juli 2014

Tid sparet på it betyder gammeldags undervisning

Endnu en artikel, som jeg ikke kan lade være at tænke over. Der er noget rigtigt i det.
Jeg genkender i hvert fald brugen af forskellige sites og programmer til færdighedstræning, hvor opgaverne rettes med det samme og der kommer et resultat ud, som er brugbart for mig. Slut med at rette diktater og færdighedsregning. Til gengæld er der regnet procentdele korrekt på de forskellige matematiske områder, og jeg kan sætte ind med det samme med en forklaring, nogle ekstra opgaver eller lignende.
Dog vil jeg sige, at systemerne har brug for et eftertjek af mennesket. Altså læreren, der kender eleven og kan vurdere nogle opgaver og spørge ind til fremgangsmåderne. Men jo, det nedsætter mit forbrug af tid til rettearbejde. Men ikke den tid jeg bruger til at finde opgaver til eleven bagefter. Denne opgave er faktisk meget omfattende.
Jeg har set systemer, der også kan klare denne del, men de er desværre ikke indkøbt på min skole. At støvsuge diverse hjemmesider, gamle elevbøger og selv konstruere opgaver er en tidsrøver af de store.
Men denne brug af IT er for så vidt ok. Men der er jo så meget mere derude.
Hvad med computerspil, hvad med at producere computerspil, hvad med blogs.
I år har vi brugt blogs som elevplan og som en refleksiv base for eleven. Succesen er blandet. De er ikke så vilde med at reflektere, og teknikken med at få oprettet og finde ind til sin blog har været svært for eleverne. Derfor er bloggen upopulær hos mange. Jeg er nu stadig vild med ideen, og skal beslutte mig for, om jeg vil kæmpe videre og guide dem lidt mere ift. at komme ind på bloggen og ift. refleksion. Måske bliver de glade for den med tiden?
Hvad med de sociale medier. Facebook, Google+, Twitter, Instagram, Snapchat. Kan de bruges i undervisningen? Facebook er nærmest uundværligt. De unge svarer med det samme på FB. En gruppeside med mulighed for at kommunikere er fantastisk. Ja lige indtil den 1. august, for så skal jeg vel ikke kommunikere med mine elever efter arbejdstid (hvilket jeg er lidt træt af, for den personlige relation opbygges også i dette netværk, hvilket i høj grad har styrket min relation til eleverne og dermed også min evne til at nå dem både personligt og fagligt).
Hvad er nytænkende? Hvor lang tid er noget nyt? Første gang jeg forsøger noget? Så er det i hvert fald nyt for mig, men måske allerede oldgammelt for andre.
I min undervisning er computer, smartphone eller tablet et nødvendigt redskab, men om min undervisning er gammeldags. Tjoh nogle gange vel. Gammeldags er ikke nødvendigvis dårligt. Men organiseret lidt anderledes. Jeg skrev mange stile og rapporter, som mine elever nu kan filme og lave til små videoer. Videoerne kan komme på bloggen(eller blive sendt til mig) og alle elever kan dermed fremlægge uden at alle har været fremme i klassen. Vi sparer derfor tid i klassen, men jeg skal jo hjem og se videoerne bagefter - og kommentere dem. Så igen er der intet sparet for mig, men der spares på den langtrukne tid i et fælles forum på klassen ved kun at vise et par eksempler.
Redigeringsværktøjer og brug af lys og lyd bliver vigtigt, ligesom vi andre har talt om sætningskonstruktion (det lærer eleverne selvfølgelig også stadig).
Udviklingen foregår omkring os hele tiden. De gode ideer må være derude et sted. Så jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden bringer.

http://www.folkeskolen.dk/546934/tid-sparet-paa-it-betyder-gammeldags-undervisning-

Ingen kommentarer:

Send en kommentar