Læsningens mysterie

Hvor er det bare vigtigt, det der læsning.
Og hvor kan det være svært - eller ligetil, alt efter hvem man er.

Jeg husker selv, hvor meget jeg glædede mig til at lære at læse. Jeg var topmotiveret, lærte bogstaverne, forstod systemet og stavede mig frem. Jeg brugte nok mere tid end gennemsnittet på at øve mig derhjemme. Det fangede mig. Jeg elsker stadig at læse. Både skøn- og faglitteratur. Jeg er nysgerrig, kan godt lide at lære - om (næsten) alting. Jeg elsker en god historie/fortælling, jeg lever mig ind i de universer og personligheder, der er i fortællingen.
Jeg husker det ikke som specielt vanskeligt, det med læsningen.
I min familie gik vi da også på biblioteket, vi fik læst højt i ny og næ, og min mor har også altid læst mange bøger. Min far er først startet sent med læsningen - han læste "illustreret videnskab" og andre fagbøger, når det skulle være.

Min datter på 10, har også været topmotiveret for læsningen, og hun er den perfekte skoleelev. Hun laver altid sine lektier - også helst dem, man bare må lave, men ikke skal. Hun er også med på systemet med bogstaver og lyd. Men det er som om, hun ikke altid ser rækkefølgen af bogstaverne korrekt. Hun deler let i stavelser, når det er grammatikopgaver, men når hun læser, vælter bogstaverne bare sammen. OK - det er måske lige overdrevet, idet hun læser fint og alderssvarende for en 10-årig, men ved vanskelige ord, så mixes det hele, og jeg mærker, at det ikke er så let og naturligt for hende. Det er svært at vejlede, når jeg bare selv har gjort det.
Heldigvis er lærebøgerne jo udviklet meget siden min egen skoletid, så der er heldigvis masser af hjælp at hente i bøger og hos lærere. Hun har da heller ikke svært ved at læse, men hun har det vanskeligt med nye ord.

Så starter sønnen i børnehaveklasse. Jeg var noget spændt, for drengen har ikke udvist interesse for læring - på skolemåden, og på den måde var jeg lidt i tvivl, om han modenhedsmæssigt var klar. Jeg var dog ikke i tvivl om, at hans evner trængte til at blive udfordret. Han husker alverdens små detaljer, og han husker dem i mange år - mest om dyr, sten, natur og naturfænomener, men matematik har også interesseret ham - former, tal og regning.
Efter et par måneder i børnehaveklassen startede bogstavindlæringen og vupti efter 3 bogstaver, så læser drengen! Ja, jeg tænkte, at det var mig, som tog fejl, og gav ham sværere bøger. Men nej, han læser plakater, reklamer, emballage på produkter, skilte osv. På vores tur til skallerup klit, læste han "rombeporfyr". Man mærker ikke, at han staver sig gennem ordene, han udtaler ordene talemæssigt korrekt - eks. med="mæ", skal="ska" osv. - han klager over stavefejl i diverse tekster, han har styr på punktummer og "apostrof", som han vælger at stave med. I læsningen vælger han af og til at læse med synonymer i stedet for de skrevne ord i teksten - en "tyk" kasket er sjovere end en "fed" kasket. Han kan også finde på at oversætte til engelsk - "altså de ord, jeg kan på engelsk" i stedet for at læse dansk.
Og hvor kom det så fra? Han kan jo bare. Hvilket er både godt og skidt. Han keder sig allerede i skolen :( Han kan det i forvejen. Han er totalt modstander af at øve sig på ting - enten kan han, eller så kan han ikke!!!! Ikke lige den moral hans forældre gerne ser udviklet hos ham.

I skolen ser jeg jo også den store forskel hos eleverne. Ingen tvivl om, at det hjælper, når forældrene hjælper og engagerer sig i læsningen derhjemme, men her har vi jo gjort det samme for begge børn, alligevel er de så forskellige (ikke kun mht. at lære at læse...)

For mig blev mysteriet om læsningen ikke mindre af at se mine egne børn knække koden.