torsdag den 6. marts 2014

Rutchebaneturen var ikke helt slut...

Søndag var min far blevet dårligere - og denne gang så alvorligt, at han blev flyttet til intensiv afdelingen. Her fik han hjælp til vejrtrækningen. Ikke respirator - men niveauet lige inden.
Han var på afdelingen RIMA, hvor mange patienter er på en fælles stue - en gammel opvågningsstue. Hans vejrtrækning var meget dårlig, og der var meget væske i lungerne. Han fik derfor lagt dræn i lungerne.
Herhjemme skulle jeg have haft børnene med til fastelavn i 0.B, men vi kom aldrig i tøj. På hospitalet var der ikke rigtig plads til gæster. Min mor og bror blev smidt ud ofte og måtte vente udenfor, da der skulle foretages undersøgelser på nogle af patienterne.
De kom til Hobro søndag aften ved 10-tiden, og de var fuldstændig udmattede - og bekymrede. En sygeplejerske holdt konstant opsyn med min far. Han fik hjælp til vejrtrækningen og kemokuren var taget fra ham - midlertidigt. ½ skridt frem og 25 tilbage. Vi frygtede igen for hans liv.

Mandag fik han heldigvis en stue på afdeling R, hvor der blev mere ro omkring ham, og han endelig fik mulighed for at hvile lidt. Træning af vejrtrækningen fortsatte, og der blev målt på blodprøver flere gange dagligt, for at tjekke iltning mm.
Heldigvis blev infektionstallene bedre, lungedrænet løb tørt og kunne komme ud, han fik igen farve i hovedet og lyst til lidt mad, og nu er det torsdag, så det er tredje dag i træk med fremgang - og det håber jeg, vi kan fortsætte med. Jeg tør ikke helt tro det endnu, men jeg har sådan brug for en mindre vild rutchebanetur.

Hvor er det hårdt at komme gennem hele dette følelsesregister, at have to børn, som ønsker opmærksomhed og tilstedeværelse, som skal forklares, og som har ønsker og behov, der skal opfyldes (til en vis grad).
Jeg kan ikek lade være at bekymre mig for min far - og for min mor, som også står midt i det hele alene. Jeg synes, jeg burde kunne hjælpe bedre, være der mere. Samtidig er samvittigheden sort overfor børnene, hvis rutine er smadret. Vi kan ikke overholde sengetiden, aftensmaden er det, vi kan finde i skabene, lektier må de selv forsøge at nå. De bliver let kede af det, og de har også brug for mere tid og opmærksomhed.
Selv er jeg træt med træt viklet stramt omkring. Jeg har alligevel svært ved at falde i søvn og vækkeuret ringer jo om morgenen.
Så kan jeg da droppe arbejdet en smule? Men med 3 dages kursus, som jeg har ventet på lææææænge, ja så virkede det dumt ikke at tage afsted, når børnene alligevel skal op og i skole i samme tidsrum, på hospitalet er der stuegang mm., så der er vi mest i vejen. På skolen har jeg jo så ikke set "mine unger" siden sidste fredag, og jeg skal ikke have så mange timer, så det virker forkert ikke at varetage undervisningen.
Jeg har dog udliciteret kørsel til opvisninger i weekenden, så der bliver da en opgave mindre at tage sig af...

Og tak for hjælpen til mine søde veninder, der har været taxachauffør, barnepiger og kok/indkøbschef. Det betyder så uendeligt meget, at I er der I denne tid. TAK TAK TAK.
Også til alle de af Jer, der tilbyder hjælp, selvom jeg ikke har taget imod den - det er dejligt at mærke Jeres varme tanker og omsorg.