tirsdag den 8. oktober 2013

Computere overalt...

Denne dag har i den grad stået i computerens verden.
Fagdag på skolen om programmering. Jeg havde allieret mig med min mand, da jeg alligevel blev noget usikker på, om jeg ville kunne gennemføre undervisningen - og det er jeg da glad for, at jeg gjorde. Jeg kunne måske have undervist de første 2 lektioner, men derefter var jeg selv mest elev også.
Jeg er dog stolt over selv at have kastet mig ud i at lave en kommando til koden sammen med en elev - og selvfølgelig ud fra et eksempel - men alligevel ;-)
Og jeg er stolt af eleverne, som viste sig kreative og innovative og fulde af ideer og var gode til at udfordre sig selv og fylde på i læringsprocessen. Det fik vi mange kanongode oplevelser ud af.
Til slut blev det valgfrit, om eleverne ville arbejde videre med programmering, da indholdets abstraktionsniveau efterhånden blev hævet. En 5-6 elever valgte at fortsætte programmeringen mens resten arbejde videre med deres projekt om computerspil. Det er deres første projektarbejde, og de mangler endnu at opdage, hvor omfattende et projekt er, og jeg forventer en vis grad af panik i morgen, når det går op for dem, hvor meget de egentlig mangler at lave. Men dejligt at se, at rigtig mange elever arbejder seriøst og engageret. Og helt ærligt, de elever, der ikke gør, er også dem, som har vanskeligheder ved at arbejde i den lærerstyrede proces inde i klassen, så et øget fokus på mere projektarbejde er i mine øjne et rigtig godt tiltag for eleverne.

Vel hjemme efter en lang arbejdsdag har sønnen endelig fået sin egen computer - den er brugt, den er gammel og tung, men den er hans.
Hele eftermiddagen har han siddet ved computeren og spillet forskellige spil. Han fandt selv ud af at åbne den, og ha fandt ud af at komme igang med spilprogrammer over nettet. Skal jeg være stolt eller bekymret?

Undervisningsforløbet i JavaScript var baseret på min mands program "turtle" kan findes her:
http://krakoa.dk/jsturtle/

Projektarbejdet har vi samlet i et arbejdsrum sammen med undervisningsmaterialer. Hvis du bruger elevintra skulle arbejdsrummet kunne importeres ved at bruge følgende adresse:
http://www.sortebakkeskolen.skoleintra.dk/pi/admin_del/importeksport/importerarbejdsrumweb.asp?url=http://www.sortebakkeskolen.skoleintra.dk/faelles/arbejdsrum/arbejdsrumexport/rum204/arbejdsrum_ei.xml&key=f25620d0368b4b48

Ingen kommentarer:

Send en kommentar