fredag den 28. februar 2014

Sådan ændres ens perspektiv

Min far blev indlagt mandag. Med influenza. Han var på penicillin, men det hjalp ikke.
Tirsdag blev han undersøgt på kryds og tværs og vi fik dommen. Leukæmi.
Nu er det fredag. Jeg fatter det endnu ikke.
Min krop reagerer. Et lille hul mellem brystet og maven. En snurrende fornemmelse. Bekymring. Jeg græder. Bliver lidt svimmel. Mad virker ikke så vigtigt. Verden forsvinder under benene. Jeg går på bølger, er svimmel af og til.
Min hjerne kan ikke forstå beskeden.
På papiret er det temmelig alvorligt.
Leukæmien er meget fremskreden. For talfolket, så er celletallene omkring 100 mod en normal på 10. Kemo startede allerede tirsdag, hvor han fik piller, og onsdag blev der opereret slange ind, og den flydende kemokur givet.
Det tror jeg godt, jeg kan forholde mig til. Han skal have kemo i 10 dage og derefter pause i 4 uger. 3-4 kure i alt.
Det er i sig selv forfærdeligt.
Ud over leukæmien har han en infektion. Infektionstallene er 300 mod en normal på 10. Infektionens årsag kan ikke findes. Han blev derfor behandlet med bredspektret penicillin også tirsdag.
Pulsen var for lav, feberen for høj, blodtrykket for højt/lavt. Alle tal var dårlige. Hans vejrtrækning var vanskelig. Og til tider går han i panik. Han fik ilt. Han manglede blod og væske, og pinden med væsker blev lige så stille fyldt op af blod, blodplader, væske, saltvand, antibiotika og sikkert andet, jeg ikke nåede at få med. Derudover smertestillinde, febernedsættende og kalium på pilleform. Og mere antibiotika. De 3 former havde ikke haft effekt, så nu blev 5 poser hængt på stativet.
Diagnosen kan endnu ikke efterfølges af mere konkrete svar, da knoglemarvsprøven skal undersøges yderligere. Usikkerhed.
Tirsdag sov min mor på hospitalet, og jeg havde det skidt med at køre derfra, men vidste, hun var der.
Onsdag tog vi derop igen. Han havde haft flere panikanfald ift. vejrtrækningen, og var blevet vurderet på intensiv afdelingen. En lungefysioterapeut blev tilkaldt, og han har fået en "husmandsfløjte" så han kan trække vejret helt ned i lungerne, da man er bekymret for, at der samles væske omkring lungerne og en lungebetændelse kommer til. Vanddrivende tilføjes.
Det var dog rart at se ham onsdag. Hans hudfarve var kommet tilbage, hans øjne var mere til stede, feberen var faldet, og han virkede mere tilpas. Så da vi forlod ham havde jeg det ok, da han virkede bedre.
Vel vidende, at papirerne ikke var enige.

Alle dagene skal jeg hjem og informere venner og familiemedlemmer, så telefonen gløder, og mit abonnement er allerede betalt 2 ekstra gange på disse 2 dage. Af og til virker det som en gang tal og informationer, jeg lirer af, men ikke helt forstår. Det kommer ikke rigtig under huden, når jeg skal fortælle det videre. Jeg får det på afstand.
Jeg ved det er nødvendigt. Jeg kan ikke være hos ham 24 timer i døgnet, jeg har brug for, at noget af min verden fungerer, og jeg har derfor også været på arbejde, men jeg kan godt mærke at fuld tid nok bliver lige rigeligt lige nu.
Mine børn skal have en forklaring, og de har begge to spurgt, om man kan dø af det. Børn spørger jo og bruger de forbudte ord, som jeg slet ikke selv kan tage i min mund. Jeg er ikke klar til at miste min far. De ser min sorg. Ada har været dybt bekymret, men hun var heldigvis med oppe at besøge min far onsdag, hvor han så godt ud, og dette beroligede hende kraftigt. Hun har fortalt sin bedste veninde, at "det ikke er så slemt". Og det er godt, hun har det sådan. Jeg vil gerne, at børnene ved det, men ikke bekymrer sig.

Torsdag regnede jeg med at tage begge børn med derop, da Jakob jo elsker sin bedstefar overalt på jorden. Heldigvis sagde min mor, at det skulle jeg nok ikke.
Feberen var tiltaget. Vejrtrækningen volder stadig problemer, og han får nu astmakur et antal gange dagligt, og han behandles for bronkitis samtidig med, at der kan være lungebetændelse og en blodprop i lungen.
Der støder noget til hele tiden. Drop-poserne ligger klar på rad og række.
Han klager over smerter ved lungen, og kan ikke finde den rigtige hvilestilling.
Min far har aldrig smerter, så det i sig selv sætter hele min krop i alarmberedskab.
Min far er den store stærke mand, der klarer skærene. Store beskidte arbejdsmands-grabber (hænder).
Jeg klippede nu negle på de fine rene hænder - der heldigvis stadig har en snert af den hårde hud tilbage.
Han har også sin humor. Fis og ballade. Det kan han stadig. Vi plejer at sige, at i løbet af ferien, bliver hans jokes mere og mere åndssvage - dem fyrer han også af nu.

Men hudfarven var gul-grøn-grå, han kan ikke undvære ilten, den tid det tager at gå på toilettet, hans tale er besværet af vejrtrækningen, og jeg havde virkelig svært ved at forlade ham. Heldigvis kom en læge ind og tog sig god tid til at tale med os om, at det er almindeligt med mange komplikationer undervejs. Det var rart at mærke - igen, at de har styr på ham, selv om alvoren i hans tilstand er ufattelig høj.
Det er svært at tage hjem, men vi kan ikke være der hele tiden.

Jeg har ikke mistet troen på, at det lykkes ham at bekæmpe sygdommen. Min far er en fighter, han er sej, og han er stædig. Men det er svært at se sin far i den situation.
Jeg kom til at græde, og da først der kom hul, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Selv om jeg sad ved siden af mine forældre. Min far må være skrækslagen. Min mor også. Vi SKAL bare igennem det her.