søndag den 8. september 2013

Sikke en uge i vente

Jeg fik ordnet det planlagte igår - så selv om vækkeuret viste 4:00, da jeg tog dynen over mig, så er jeg glad for, at jeg nu har fornemmelsen af at have indhentet mig selv. Jeg er med, jeg har styr på det, jeg er klar til endnu en uge.
En uge, som byder på hyttetur med medier og kommunikation. Vi har forsøgt at være kreative og glæder os til ungerne skal arbejde selvstændigt med forskellige kommunikative opgaver i en rammefortælling, som vi har bygget op til opgaven. Vi skal cykle dertil, og vi forventer at vejrudsigten ændrer sig drastisk i løbet af de næste par timer, så vi alle kan nyde at være udendørs de næste 2 døgn.
Vi har kunnet koncentrere os om opgaven med eleverne, da en forældregruppe har overtaget jobbet med madlavningen :-)
Endnu et forældremøde, denne gang skal der en del præsentation til, da det er en ny klasse med nye elever, nye forældre, nye lærere. Vi har dog mødt hinanden inden sommerferien, og jeg har derfor allerede positive forventninger til samarbejdet med forældregruppen.
I lærerteamet skal vi have greb om kontaktlærerfunktionen, vi skal have lavet grupper og blive enige om indhold til timerne - eller enige om at være uenige!?
Ugen byder også på en fagdag, hvor jeg får lov at komme i begge mine klasser. Den ene skal indholdet være faget engelsk, da klasserne skal arbejde på tværs og engelsklæreren ikke havde mulighed for at være sammen med klassen, så et lille engelskværksted skal jeg nok få flikket sammen i løbet af ugen.
I min "egen" klasse, skal vi have samlet op på klassetrivsel undersøgelsen, som jo viste, at vi har brug for at arbejde med uro i klassen, sprogbruget og fællesskabet. Emnerne kan være svære at arbejde med. Jeg lægger ud med en snak ud fra de konkrete diagrammer hjemmesiden genererer, derefter regner jeg med, at vi får nogle gode fælles værdier i klassen, som vi kan arbejde med. Jeg vil have fokus på aktiviteter, der inddrager alle i fællesskabet, og vi skal have fundet nogle løsninger ift. uro - det kunne være pauser, små kort, der lægges på bordet, måske jeg finder på helt andre bud. Her synes jeg Pinterest er et rigtigt godt forum til at få ideer ift. klasserumsarbejde.
På hjemmefronten bliver det heller ikke en stille uge - Ada skal holde 10 års fødselsdag på fredag med temaet Hawaii. Vi skal have pyntet op, lavet mad og velkomstdrinks - vi kan godt mærke, at det er 10 år hun bliver.
Alle fritidsaktiviteter er startet op, og logistikken begynder at klemme lidt, inden mor kommer hjem er far allerede gået...
Heldigvis har vi bedsteforældre, barnepige og velopdragne børn, der alle gør sit til at få tingene til at lykkes :-)