Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs og uduelig.
Jeg har altid synes, at man umuloigt kan komme for sent til at hente sit barn i institutionen...
Alligevel lykkedes det mig helt at lade være med at hente min søn!!!! SFO'en ringede og ringede - også til min mand og hele kontaktregistret, så nogen kunne komme og hente ham.
Heldigvis har vi en meget ansvarlig 10-årig datter, som fortjener en heltemedalje (og hvis hun ønskede sig en pony, så var det nu, hun kunne score den, men hendes største ønske vil nok være en tur i svømmehallen/legeland eller lignende). Hun kommer hjem fra en cykeltur til og fra skolen for at aflevere en veninde derovre, hører om problematikken og hopper på cyklen med det samme for at hente lillebror - ingen spørgsmål, ingen brok, bare afsted.
Begge ungerne tager det i højt humør - sikke sjovt at prøve det!!! Jeg er som faldet ned fra månen, da jeg endelig indhenter børnene og får dem pakket i bilen. De får is og krammere, mens jeg stadig stirrer ud i luften og undrer mig over, hvordan det er sket.
Alt endte godt i vores lille familie...
Men hvad med de pædagoger, som stod i situationen????
Ja dem må jeg have navngivet og begynde at gøre bod - hvornår jeg igen kan vise mig på skolen og i fritteren uden at få lyst til at kravle langs med fodlisterne vides ikke...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar